katjas blog

Jah så er jeg sgu blevet indlagt igen, men det var altså det jeg havde brug for. I mandags blev det hele for meget, hvor stemmerne styrede rigtig meget og et indre kaos herskede plus en masse destruktive tanker. Så da jeg var i bad koblede jeg fra for et kort øjeblik, og endte med at skade mig selv meget overfladisk efter jeg havde gjort det overvejede jeg om hvor vidt jeg skulle sige det til nogen, men endte med at fortælle min kontaktperson om det, for ellers ville jeg jo ikke kunne få den rette hjælp til at håndtere det. Efter lidt snakken frem og tilbage blev  vi enige om at jeg skulle tage på skadestuen, fordi hun kunne se, at jeg havde det rigtig skidt. Susanne tog med mig, da Rikke ikke kunne, for hun skulle til bestyrelsesmøde det er så anden gang jeg bliver indlagt samme dag, hvor der er  bestyrelsesmøde og på en mandag, og det havde Susanne og jeg ret meget sjov med. 🙂 Hun var mig en stor støtte både da vi ventede og da jeg var inde til samtale med en læge. Da vi ankom til skadestuen gik der heldigvis meget kort tid før en læge vikar kom ud og kaldte mig ind jeg fortalte hende hele historien med kommunen som bare har ladet mig lavet ikke så meget i et halvt år og hvor meget det har stresset mig, om alle de destruktive tanker, stemmerne og mit  overfladiske forsøg på selvskade. Jeg fik også sagt at det ville gavne mig med en indlæggelse på skadestuen i en tre til fire dage det var hun meget forstående over for, og kunne godt forstå at jeg havde det svært med alt det der sker i mit liv. Der var vagtskifte, så hun måtte gå for en kort bemærkning også for at snakke med sin kollega omkring en indlæggelse hun kom tilbage og fortalte mig at de gerne ville indlægge mig på afdeling P71 hvor jeg også var indlagt sidst, så det var rigtig rart at være på et kendt sted. Denne gang var jeg heldig at få en stor stue med eget toilet og bad. Og denne gang har jeg husket at pakke alle de nødvendige ting i modsætning til sidst. Personalet har været rigtig gode til at kigge ind til mig jævnligt, da de godt ved det er svært for mig at komme til dem.

Tirsdag morgen blev jeg vækket omkring klokken otte med beskeden om at der var morgenmad. Ved en ti tiden havde jeg så lægesamtale med to rigtig søde læger, som gerne ville høre noget mere omkring de stemmer jeg hører, så jeg fortalte dem om det, så godt jeg nu kunne også de to var meget forstående og sagde at jeg skulle være der til jeg igen havde fået det bedre, så det gav mig noget mere ro. Ved en fem tiden kommer min kontaktperson for den dag ind til mig og overbringer mig den nyhed, at jeg nu skal pakke mine ting, fordi jeg skulle overflyttes til en åben afdeling P 72 73, fordi der var pladsmangel på skadestuen. Den besked gjorde mig meget utryg, fordi jeg ikke følte at jeg kunne rumme at skulle lære et nyt sted af kende. Jeg blev fulgt over på afdelingen af min kontaktperson og så blev jeg vist rundt af en sød sygeplejerske Cecilie vi fik os en rigtig god snak, hvor jeg fortalte, hvordan jeg havde det. Både på skadestuen og afdelingen bad jeg personalet om at opbevare mine nøgler, så jeg ikke blev fristet til at skade mig selv med dem. Personalet her på denne afdeling er rigtig søde og rare at snakke med. Og det er slet ikke så slemt at finde rundt, som jeg troede det ville være.

I går onsdag skulle jeg have endnu en lægesamtal med en læge, som  selvfølgelig spurgte ind til, hvordan jeg havde det og  det fortalte jeg hende om. Hun spurgte også ind til om jeg havde nogle strategier jeg kunne bruge når jeg havde det skidt? Dette svarede jeg ja til og så begyndte hun at snakke en masse om at hun mente at jeg skulle hjem efter frokost og jeg havde det rigtig skidt på det tidspunkt, så jeg blev rigtig ked af det, og fik fortalt at det ikke var nogen god idé med den udskrivelse hun mente også at det at være indlagt kunne skabe en falsk tryghed. Jeg kan godt se at alt det hun siger giver god mening. De snakkede med Rikke der ligesom jeg syntes det var en dårlig idé med udskrivelse og det var reelt nok når jeg gerne ville indlægges. Da vi var færdig med at snakke fik jeg af vide, at de skulle tænke over det, og så hørte jeg intet mere før Cecilie kom og fortalte mig at jeg i hvert fald skulle blive her til i dag puha sikke en lettelse det var. Puha jeg følte godt nok at hende lægen jeg snakkede med var meget hård og rigtig gerne ville have mig hjem. Jeg havde det ret skidt efter samtalen. Både tirsdag og i går kom personalet med jævne mellemrum og kiggede til mig for at se hvordan jeg havde det. Jeg fik dem denne gang til at  forstå, at jeg gerne ville have min medicin noget tidligere, så jeg ikke vil være så træt dagen efter og sådan blev det så. Jeg har også fået lov til at låne en kugledyne, så nu sover jeg noget bedre. 🙂

I dag havde jeg igen lægesamtale med samme læge som i går, og hun spurgte om jeg havde tænkt på noget af det vi snakkede om i går, og det havde jeg ikke rigtig. Hun sagde så at hun ville udskrive mig i dag sen aften, så jeg kun skulle sove til i morgen, og så ville Rikke være der dette sagde jeg med det samme nej til, for det kunne jeg bare mærke, at jeg ikke ville kunne magte det kunne hun så også godt forstå. Hun sagde så at hun synes jeg skal hjem i morgen tidlig, men selvfølgelig ikke hvis jeg har det rigtig skidt hun sagde også at jeg ikke kommer rendende så det er jo godt nok. Der blev også sagt at vi vil tage tingene stille og roligt. Som der også blev sagt kunne jeg jo sagtens komme tilbage igen, hvis jeg ville få det rigtig skidt. Al den snak om udskrivelse gør mig ret urolig kan jeg godt mærke, fordi jeg endnu ikke føler mig rigtig tryg ved at skulle hjem i morgen. Jeg har tænkt mig at lægge kortene på bordet i morgen og fortælle lige præcis hvordan jeg har det. Jeg synes vi havde en meget bedre kommunikation i dag lægen og jeg end vi havde i går, og hun virkede heller ikke lige så hård. Jeg har virkelig været glad for at være indlagt, og få noget ro på og personalet har været rigtig søde og jeg har følt mig lyttet til, forstået og taget alvorligt. Rikke snakede med lægen i dag. Jeg skal snakke med en anden læge i morgen, så jeg er meget spændt på, hvordan hun er. Men det skal da helt sikkert nok gå godt.

Puha jeg føler mig voldsomt plaget af stemmerne for tiden, for de larmer en masse, og gør det meget svært for at mig at slappe rigtig af al larmen skaber også en masse uro både i mit hoved, og i min krop. Stemmerne er på ingen måde positive nej tværtimod de er meget negative og destruktive, fordi de ikke ønsker, at jeg skal have det godt, for så snart jeg får det bare lidt godt begynder de at larme og råbe meget højt så jeg har svært ved at holde fokus på ret meget andet end dem det gør det rigtig svært for mig at skulle forblive i virkeligheden omkring mig, så jeg kobler tit fra ved at trække mig lidt ind i mig selv for at kunne rumme alle tingene omkring mig og stemmerne oven i. Her inden for de sidste par uger tror jeg det er, er stemmerne begyndt at sige til mig “kom nu spring ud foran bilerne.” Første gang jeg hørte det blev jeg meget skræmt, for sådan har stemmerne aldrig sagt før, men det er nok fordi de vil finde på nye destruktive ting jeg kan gøre imod mig selv. Samtidig med at stemmerne sagde det til mig kom tankerne om at tage mit liv også selvom jeg faktisk havde det godt lige ind til tankerne og stemmerne kom og fyldte det hele. Jeg har på ingen måde tænkt mig at gøre som de siger, men jeg vil fortælle det til Ida når vi snakker sammen her i marts måned. I går havde jeg faktisk lyst til at gøre som de sage og også lidt i dag. Men lige præcis det her er noget jeg vil kæmpe rigtig meget imod, for jeg har det godt, og vil ikke væk her fra. 🙂

Her i går var det den dag jeg havde set frem til med stor nervøsitet, men også glæde og forhåbninger. Det var nemlig den dag Danni og jeg skulle ind på Nørrebro og tale med Olga den kvinde som har med stemmehørergrupperne at gøre her i københavn. Jeg troede faktisk at vi med det samme blev kastet ind i en gruppen, men sådan var det ikke heldigvis. Vi kørte her fra Nettet kvart over fem, så vi havde lidt tid, hvis nu vi skulle gå hen at fare vild det gjorde vi dog ikke. Vi var på Slotsgade allerede tyve minutter i seks, så vi var i meget god tid. Vi kunne ikke komme ind, fordi vi ikke vidste, hvor vi skulle ringe på henne, fordi vi ikke vidste, hvor de holder til henne, så vi ventede til der kom en ud af døren og så skyndte vi os ind i opgange, og gik op til anden sal. Vi ringede på en dør, og der gik lidt tid før nogen svarede, men til sidst blev vi lukket ind af Olga. Jeg havde meget stor lyst til at løbe min vej, fordi jeg var så spændt på, og nervøs for det nye. Det var rigtig godt, at Danni var med mig, for så gav det lidt tryghed. Vi blev vist hen til en sofa, hvor vi fik besked på at sætte os at, da det ikke var tid til at snakke. Efter lidt tid kom Olga ud og førte os ind i et lille hyggeligt rum hvor vi satte os til rette, og så begyndte hun at fortælle, hvad de står for i stemmehørergruppen, og de har et meget kritisk synspunkt på psykiatrien, fordi det ikke mener at de hjælper, men tværtimod, og medicin er heller ikke en god ting, fordi ligger en dyne henover følelserne og retter ikke op på dem. Olga sagde også flere gange, at psykiatrien ikke havde hjulpet, men det der havde hjulpet hende var at blive fri af den. For de har det med at give folk stempler og medicin, som kan få konsekvenser for deres liv, og gør folk passive, for ved at vi får medicin og tager imod deres hjælp lægger vi skæbnen i deres hænder. Alt dette havde jeg meget svært ved at forholde mig til, fordi jeg følte det var meget andipsykiatrisk, og fik psykiatrien til at fremstå som den onde dommer som bestemmer over folks liv. Efter jeg havde hørt alt dette overvejede jeg meget om, hvor vidt jeg faktisk gerne ville starte i den gruppe. Hun sagde faktisk noget rigtig interessant nemlig, at det ikke er tilfældigt, at vi er begyndt at høre stemmer, men at de har noget at gøre med en eller flere ting der er sket i ens liv, og at di har en rød tråd til den oplevelse som har udløst dem. Hun sagde også en anden ting som gjorde mig meget glad at når vi er i gruppen så er det fuck sygdom og diagnoser vi bliver betragtet lige præcis som dem vi er med alle vores forskelligheder. hun sagde også at hun havde set meget få som kom sig over deres stemmer i psykiatrien, men at hun der imod havde set rigtig mange i stemmehørergruppen som kom sig. Det er en selvhjælpsgruppe, som har en kritisk vinkel på psykiatrien. Olga mener også at der ingen videnskabeligt bevis er for alle de psykiske sygdomme og heller ikke for om medicinen virker på det den skal, og at det var meget op til os selv om vi følte den hjalp os. Selvom hun var kritisk på psykiatien og medicinen var hun da glad for at jeg følte at det virker på en god måde, og det er det vigtigste sagde hun at jeg føler det virker på en god måde. Hun sagde også at vores måde at opfatte gruppen på kommer meget an på, hvordan vi bidrager til den.    

Efter hun havde fortalt os en masse om gruppen komme alle spørgsmålene til os om, hvornår vi første gang hørte stemmer, om  de havde navne, eller om de mindede om nogen i vores liv, hvordan de påvirker os i hverdagen, og hvor meget vi føler de styre vores liv. hun spurgte også hvor mange de er om de har noget køn, om der var en som er mere fremherskende end de andre. Og hvad de siger til os hun syntes så at vi skulle finde nogle navne til dem. Vi blev også spurgt om vi har nogle drømme for vores liv og dette spørgsmål havde jeg ret svært ved at svare på, fordi jeg synes det er svært at forholde mig til. Vi fik også spørgsmålet om hvad vi har oplevet i vores barndom hun ville også vide, hvilke diagnoser vi har. Vi var begge meget åbne og fortalte om de ting som er sket i vores liv og som nok har ført til at vi er begyndt at høre stemmer. Vi fik også at vide, at der var en meget blandet gruppe med mennesker som var på medicin, mennesker som ikke var på medicin, mennesker som er i det psykiatriske system og mennesker som intet har med systemet at gøre. Efter vores ret lange snak var jeg meget i tvivl om jeg gerne ville være med i gruppen, men jeg endte med at sige ja, for som jeg også sagde til Olga, hvis jeg siger nej, så får jeg ikke muligheden for at lærer at tackle og styre mine stemmer. For som hun også sagde så er det en selv som styre stemmerne og ikke omvendt, da stemmerne jo er en del af os selv. Hun sagde faktisk rigtig mange ting, som gav rigtig god mening. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i stemmehørergruppen. 🙂 Jeg er forhåbningsfuld og glæder mig til at komme i gang med at få arbejdet med stemmerne sådan for alvor. 🙂      

 

 

Her tirsdag i sidste uge fandt jeg ud af, at Danni min medbeboer skulle starte i Stemmehørergruppe her i dag, og som Susanne den medarbejder der havde vagt den dag sagde til mig “Det er jo også noget for dig med sådan en Stemmehørergruppe.” Og det har hun da så evig ret i, så hun Danni til at ringe til Olga den kvinde som har med grupperne at gøre, og han spurgte hende om ikke jeg kunne komme med på mandag? Hun ville vide, hvor gammel jeg er, men det lød på Danni, som om jeg godt kunne komme i dag. Det er skønt, at der endelig bliver gjort noget ved det! 🙂 Så Susanne kører Danni og jeg ud til det sted, hvor det foregår. Puha jeg må nok indrømme, at jeg er lidt nervøs for det, men også spændt på, hvordan det kommer til at foregå. Jeg synes faktisk jeg har det okay taget i betragtning at det er noget helt nyt jeg skal til her i dag. Jeg glæder mig faktisk også kan jeg mærke. Jeg er ved godt mod, og glæder mig til at komme i gang.

 

Puha jeg synes det hele kører lidt stærkt lige i øjeblikket, og det er lidt svært at rumme kan jeg godt mærke. Min krop føles anspændt, og det er svært at slappe rigtigt af altså lige med undtagelse af når jeg sover. Jeg synes også min hjerne og tanker kører med alt for høj fart det viser sig med meget tankemylder og vildfarende tanker, som ikke er til at fange. Stemmerne følger mig også noget sammen med både den indre og fysiske uro. Jeg kan godt mærke, at jeg har brug for at sætte farten lidt ned det har vidst været lidt for meget for mig med aftaler de sidste tre dage i træk og så i morgen og på tirsdag, men så er der også ro på igen efter de næste to dage. Jeg skal bare blive bedre til ikke at sige ja til en masse aftaler, for det er ikke så godt  for mig kan jeg godt mærke. Jeg synes dog jeg er  blevet lidt bedre til at lytte til mig selv, og holde fast i min beslutning, hvis ikke jeg kan rumme for mange ting på en gang. Jeg synes alligevel stadig det er svært, men jeg arbejder med det hele tiden.