katjas blog

I onsdags holdt vi fremtidsmøde, fordi jeg nu har boet her et halvt år, og jeg var rigtig nervøs for det møde, for jeg er rigtig dårlig til at være i centrum, og det blev da også lige så svært, som jeg havde frygtet, men jeg kom igennem det selvom jeg flere gange bare havde lyst til at gå min vej. Til mødet deltog Maria fra Jobcentret, Jørn som er virksomhedskonsulent og så Rikke, Susanne og jeg, så det var en lille flok. Rikke måtte snakke på mine vegne, fordi jeg bare havde det så skidt så jeg ikke kunne rumme at skulle sige en hel masse. Hun startede med at fortælle, hvordan det er gået her siden jeg er flyttet ind, og alle de ting vi arbejder med og den udvikling der er sket her efter jeg er flyttet ind. Maria fortalte, at de har ændret opfattelse, så jeg ikke længere skal have en EGU, fordi jeg ikke kan arbejde de påkrævede 25 timer ugentligt, så nu skal jeg i fleksjob i stedet for, men inden det kan sættes i gang skal der udfyldes en masse skemaer Maria skal skrive en masse, jeg skal til min egen læge, hvor jeg virkelig skal undersøges og have en lang snak, hvor hun så også skal udfylde en masse papirer og så ender det vistnok med at jeg skal vurderes af et rehabiliteringsteam, som skal finde ud af om jeg er berettiget til fleksjob eller om jeg skal i et resurseforløb. Med hensyn til praktikken skal det ikke længere være i Lundehuskirken, fordi Torben gerne vil lønnes for at have mig i praktik, og det vil kommunen ikke gå med til, så de har fundet en kirke som ligger meget tæt på Grøndalslund kirke, som gerne vil have mig i praktik til trods for mit synshandicap og de psykiske ting jeg kæmper med det der tiltaler mig ved det sted er, at de har et kirkekor, og jeg har virkelig savnet at synge i kirkekor. Som Maria også sagde så syntes hun at Torben fokuserede for meget på mit synshandicap selvom det ikke er det der er min barrierer og det har hun helt ret i. jeg fik også sagt til Maria, hvor meget du har gået mig på, at der har været flere måneder, hvor hun ikke har givet lyd fra sig, og det er noget af det der har stresset mig utrolig meget, og det har gjort at jeg har mistet tilliden til hende, fordi hun har lovet en helt masse uden at det er blevet til noget. Jeg sagde også at jeg har følt de har været ligeglade med mig, når de valgte ikke at give lyd fra sig, og det var Maria faktisk rigtig forstående over for, og kunne godt forstå at jeg har haft det sådan. Hun har så fået min mail, så hun kan skrive til mig, når der sker noget. Jeg har lige fået en mail og penge til taxa, som jeg også spurgte hende om i går, og der er blevet sat 1000 kr. ind på min konto i dag ud over min kontanthjælp. Jeg synes det var et rigtig godt møde, og jeg følte mig forstået, taget alvorlig og lyttet til, og de havde begge arbejdet på sagen og kom ikke bare med ingenting og det var super rart. J  og så kunne de også godt forstå, at jeg skulle tage det stille og roligt i denne periode både hende og Jørn var rigtig sød og forstående over for mig, og det var rart at mærke, at de gerne vil mig, og hjælpe mig på den bedst mulige måde.

Jeg har nu været udskrevet fra den åbne afdeling i lidt over fire dage, og lige siden jeg er kommet hjem har jeg bare syntes, at det har været rigtig svært. Jeg har haft det rigtig skidt med meget uro, utryghed, har svært ved at slappe af og finde ro nogen steder. Og så føler jeg at min hjerne køre med et alt for højt tempo, som jeg slet ikke kan følge med i, og det er godt nok ikke særlig rart, for det er rigtig svært for mig at rumme. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv for tiden, for det er så svært at rumme at være nogen steder. Jeg ved ikke, hvorfor det har været så svært for mig at være hjemme efter denne indlæggelse, for sådan har jeg ikke haft det før i hvert fald slet ikke lige så voldsomt som det er lige i denne periode. Måske de har ret i, når de siger jo længere man er indlagt jo svære kan det være at blive udskrevet igen.

I onsdags havde jeg det igen rigtig skidt, hvor jeg fik endnu et voldsomt grådanfald hvor jeg lige som i mandags også følte at jeg forsvandt væk fra mig selv og der var bare indre kaos med tanker og stemmer som larmede rigtig meget, som jeg slet ikke kunne stoppe igen ligesom sidst da det skete var både Rikke og Susanne hos mig, så jeg var ikke alene heldigvis. Jeg blev så spurgt om jeg gerne ville på skadestuen igen, og måske indlægges? Og det svarede jeg ja til, da det på tidspunkt var det eneste jeg kunne overskue, så jeg pakkede en taske og Susanne kørte mig endnu en gang til skadestuen. Hvor vi heldigvis ikke ventede ret længe på at komme til at tale med en sød sygeplejerske, hvis navn jeg ikke lige kan huske jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det følelsen af ikke at kunne holde ud at være nogen steder uroen som plagede mig rigtig meget og så følelsen af at jeg ikke følte mig tryg ved at være i huset hun var faktisk rigtig forstående jeg skulle også lige igennem rutine spørgsmålene omkring mit fysiske helbred. Efter snakken satte vi os ind i venteværelset igen, for at vente på at komme til at snakke med en læge. Der gik lidt tid som kom der en læge som hed Kirsten, og hun kunne huske mig fra tidligere indlæggelser, og jeg kunne også godt huske hendes stemme jeg fortalte hende samme historie som jeg havde gjort til sygeplejersken med følelsen af at jeg ikke kunne holde ud at være nogen steder, fordi det ikke var muligt for mig at finde ro, fordi jeg følte mig urolig og fordi stemmer og tanker larmede rigtig meget, og hun var faktisk rigtig forstående, og kunne sagtens sætte sig ind i, hvorfor jeg havde det så skidt. Hun ville snakke med en overlæge omkring en eventuel indlæggelse. Hun kom tilbage efter lidt tid, og gav mig den nyhed, at de ikke ville indlægge mig, fordi jeg lige havde været indlagt og deres erfaringer var at det blev svært at komme hjem, hvis man var indlagt for længe, og at hvis man var indlagt for længe kunne glemme alle de gode strategier, fordi man er for længe i det beskyttede miljø, og hun mente også at jeg ikke kunne blive indlagt, hver gang jeg har det dårligt, som jeg sagde til hende, så er det heller ikke noget jeg gør hver eneste gang jeg har det rigtig skidt og dette kunne hun sagtens forstå. Hun mener så også at jeg skal lære selv at håndtere når jeg får det skidt, og hun foreslog ligesom Tommi, at jeg skal starte i den DAT-gruppe, fordi hun mener at det vil være godt for mig hun blev også ved med at sige til mig at det ikke var for at være ond, at de ikke ville indlægge mig. Så sagde hun som de altid gør, hvis det nu bliver alt for slemt, så kan du jo altid komme tilbage til os igen for vi har døgnåbent, og i bar frustration sagde jeg til hende hvad er idéen me at jeg komme tilbage og bliver sendt hjem igen? Det sagde hun ikke så meget til andet end, at hun godt kunne forstå, hvis jeg var sur, hvilket jeg jo ikke var  jeg var bare frustreret og ked af det. Jeg kan godt se at hun har ret i, at en indlæggelse ikke er løsningen på en hver krisesituation, så jeg synes hun havde ret et lang stykke hen af vejen, og som hun også så rigtig sagde, så er det jo ikke altid vi er enige om hvordan tingene bliver afgjort og det har hun rigtig meget ret i. efter den gode snak sagde vi farvel, og Susanne kørte mig hjem til Nettet igen, hvor jeg fik mig en god snak med Susanne og Rikke inden de gik hjem. Det var rigtig rart. Jeg har for at passe på mig selv meldt mig fra alle aktiviteter og pligter, fordi det har været rigtig svært at rumme en masse lige efter jeg var blevet udskrevet,  og det har der heldgivis været stor forståelse over for.     

 

Så kom dagen for min udskrivelse, som jeg havde set frem til, men også frygtet, da jeg ikke er helt tryg ved at skulle væk fra afdelingens faste og trygge rammer. Jeg fik af vide, at jeg skulle have en lægesamtale, men der var lidt ventetid, hvor jeg fik pakket det sidste jeg manglede. Ved en ti tiden kom der en rigtig sød læge ind på min stue sammen med min kontaktperson, og han spurgte ind til, hvordan jeg havde det og den slags, som jeg så forklarede ham om og hvordan jeg hører stemmerne. Jeg fik også stillet spørgsmålet om jeg går i nogen form for terapi, og det gør jeg jo ikke, så han foreslog at jeg skulle starte i en DAT-gruppe, da de der arbejder med nogen af de ting jeg kæmper med. Han virkede rigtig dygtig til sit arbejde, og bare rigtig sød og sympatisk. Han har så valgt at øge mig i medicin fra 600 mg. Seroquel Prolong i døgnet til 800 mg for at se om ikke det kan dæmpe stemmerne endnu mere ned, da jeg sagde at det før har hjulpet mig at blive øget. Så det er gjort fra i dag. Jeg synes det var en rigtig god afsluttende samtale, og de har bare været så søde på den afdeling og lyttet til mig, forstået mig og taget mig alvorligt. Da jeg kom hjem og var landet lidt fik jeg det rigtig skidt, hvor jeg græd rigtig voldsomt, og kunne slet ikke holde sammen på mig selv og stemmerne fyldte rigtig meget heldigvis var Rikke og Susanne sammen med mig, så jeg var ikke alene de støttede mig, trøstede mig og viste mig omsorg. Rikke ringede så til afdelingen, for at snakke med Tommy omkring en genindlæggelse, og han var rigtig sød, og åben, men sagde så at vi skulle give det en chance, da de første timer hjemme godt kan være rigtig svære vi fik dog den besked at hvis jeg stadig har det rigtig dårligt igen skal jeg tage på skadestuen og blive indlagt igen. Puha jeg synes godt nok det har været en meget svær og hård dag. Jeg synes stadig jeg har det ret skidt, men jeg satser på at det nok skal gå. Jeg har meldt afbud til både stemmehørergruppe og musikhistorie i dag, og Goalballl i morgen, da jeg bare kan mærke at har brug for ro lige i denne periode, hvor jeg føler mig så stresset og meget sårbar og nem at bringe ud af balance, så jeg er nødt til at passe på mig selv.

Her sidder jeg så på en meget stille og rolig søndag eftermiddag. Der er tyst og roligt her på afdelingen, for jeg tror de fleste befinder sig på deres stuer ligesom jeg selv gør det. Jeg har faktisk ikke været ret meget ude blandt de andre under denne indlæggelse, for jeg synes ikke rigtig jeg har magtet at være social sammen med de andre patienter. Der er noget af personalet, som har prøvet at lokket mig til at komme lidt ud, men det er ikke lykkedes dem at få mig med. Og jeg har det faktisk også helt fint med at være i mit eget selskab her på min stue. Jeg har ikke fået trænet ret meget i at komme til personalet, fordi jeg virkelig synes det er svært. Så er det i morgen mandag jeg skal udskrives, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg har det med det hmm jeg tror nok jeg føler mig klar til udskrivelse, for der er noget i mig, som faktisk glæder sig til at komme hjem til mit eget værelse med mine egne ting omkring mig det bliver også godt at sse personalet og de andre beboere igen. 🙂 Men nok også en smule mærkeligt. Jeg er også lidt nervøs for, at jeg i morgen vil få det rigtig skidt ligesom alle de andre gange snakken er falde på udskrivelse. Men når jeg mærker ordentlig efter inde i mig selv, så tror jeg faktisk godt det kan komme til at gå godt med at komme hjem igen. Jeg er også lidt nervøs for måske at få det rigtig skidt, når jeg kommer hjem, så jeg er nødt til at komme tilbage til skadestuen igen. Selvom jeg stadig tvivler på og er nervøs for, hvordan det kommer til at gå med at komme hjem igen tror jeg og håber på det bedste, og er sikker på at det nok skal komme til at gå godt. Der er dog nogle spørgsmål som fylder i mit hoved vil jeg godt kunne rumme at være hjemme igen? Vil jeg kunne rumme de andre beboeres larm uden at få det alt for skidt? Vil jeg have svært ved at omstille mig fra roen på afdelingen til livet og aktiviteten i huset? Og vil jeg bare generelt have det svært med at være hjemme efter indlæggelsen? Jeg synes der er så mange tanker omkring i morgen, som jeg synes det er svært at få sat ord på, fordi det går så hurtigt. Det skal nok komme til at gå godt prøver jeg at overbevise mig selv om.

Jeg har i dag haft endnu en lægesamtale denne gang var det med en anden læge end hende jeg snakkede med i går. Meningen var egentlig, at jeg skulle hjem i dag, hvilket de var meget opsatte på, men jeg kunne bare mærke med mig selv, at det slet ikke ville gå, så det sagde jeg til hende op til fleregange. Vi snakkede en masse om at jeg kan bruge alle de strategier, som plejer at virke for mig, når jeg er hjemme, og lave den aftale at min kontaktperson skulle ringe til mig hver dag i weekenden, så jeg ikke ville føle mig så alene. Jeg var sådan meget tøvende over for det, fordi jeg ikke var tryg ved idéerne det fik jeg også sagt. Hun sagde til mig, at de vurderede at jeg var klar til at komme hjem, fordi jeg har så mange resurser som jeg kan gøre brug af. Det var en rigtig hård samtale, for jeg havde svært ved at få sagt det jeg havde på hjertet, fordi der var så tomt og dog så fyldt i mit hoved, så jeg endte med at sige ja til deres forslag puha det var en meget svær samtale jeg tror aldrig jeg bliver god til de der lægesamtaler. De blev også ved med at sige at det ikke var for at smide mig ud, men at de havde erfaring fra andre patienter, at de kunne få det værre af at være indlagt, men sådan har jeg aldrig haft det, hvilket jeg også sagde til dem. Efter samtalen fik jeg det rigtig skidt, hvor jeg blev meget ked af det og græd rigtig meget, fordi jeg slet ikke kunne rumme tanken om at skulle hjem til et hus, hvor der intet personale ville være før på mandag. Jeg fik en god snak  med min kontaktperson her på afdelingen,som fik fat i lægen igen, og vi blev så enige om, at jeg skal blive til på mandag, da hun godt kunne se, at jeg havde det rigtig skidt. Der faldt lige en sten fra mit hjerte, så nu kan jeg slappe af i to dage uden hele tiden at være nervøs for hvornår næste lægesamtale skal være og snak om udskrivelse. Det var dejligt, at de faktisk lyttede til mig og tog det jeg sagde alvorligt. De vil så have at jeg i denne weekend træner at komme ud til dem, når jeg har det dårligt, og at jeg skal blive bedre til at bede om PN-medicin, og det er to ting jeg har det rigtig svært ved at gøre, men jeg vil gøre mit bedste for at få det trænet. De sagde også til mig at en uges indlæggelse vil   være lang tid, når jeg er vant til blot at være indlagt i fire dage, men sådan føler jeg det faktisk ikke.