Her i går var det den dag jeg havde set frem til med stor nervøsitet, men også glæde og forhåbninger. Det var nemlig den dag Danni og jeg skulle ind på Nørrebro og tale med Olga den kvinde som har med stemmehørergrupperne at gøre her i københavn. Jeg troede faktisk at vi med det samme blev kastet ind i en gruppen, men sådan var det ikke heldigvis. Vi kørte her fra Nettet kvart over fem, så vi havde lidt tid, hvis nu vi skulle gå hen at fare vild det gjorde vi dog ikke. Vi var på Slotsgade allerede tyve minutter i seks, så vi var i meget god tid. Vi kunne ikke komme ind, fordi vi ikke vidste, hvor vi skulle ringe på henne, fordi vi ikke vidste, hvor de holder til henne, så vi ventede til der kom en ud af døren og så skyndte vi os ind i opgange, og gik op til anden sal. Vi ringede på en dør, og der gik lidt tid før nogen svarede, men til sidst blev vi lukket ind af Olga. Jeg havde meget stor lyst til at løbe min vej, fordi jeg var så spændt på, og nervøs for det nye. Det var rigtig godt, at Danni var med mig, for så gav det lidt tryghed. Vi blev vist hen til en sofa, hvor vi fik besked på at sætte os at, da det ikke var tid til at snakke. Efter lidt tid kom Olga ud og førte os ind i et lille hyggeligt rum hvor vi satte os til rette, og så begyndte hun at fortælle, hvad de står for i stemmehørergruppen, og de har et meget kritisk synspunkt på psykiatrien, fordi det ikke mener at de hjælper, men tværtimod, og medicin er heller ikke en god ting, fordi ligger en dyne henover følelserne og retter ikke op på dem. Olga sagde også flere gange, at psykiatrien ikke havde hjulpet, men det der havde hjulpet hende var at blive fri af den. For de har det med at give folk stempler og medicin, som kan få konsekvenser for deres liv, og gør folk passive, for ved at vi får medicin og tager imod deres hjælp lægger vi skæbnen i deres hænder. Alt dette havde jeg meget svært ved at forholde mig til, fordi jeg følte det var meget andipsykiatrisk, og fik psykiatrien til at fremstå som den onde dommer som bestemmer over folks liv. Efter jeg havde hørt alt dette overvejede jeg meget om, hvor vidt jeg faktisk gerne ville starte i den gruppe. Hun sagde faktisk noget rigtig interessant nemlig, at det ikke er tilfældigt, at vi er begyndt at høre stemmer, men at de har noget at gøre med en eller flere ting der er sket i ens liv, og at di har en rød tråd til den oplevelse som har udløst dem. Hun sagde også en anden ting som gjorde mig meget glad at når vi er i gruppen så er det fuck sygdom og diagnoser vi bliver betragtet lige præcis som dem vi er med alle vores forskelligheder. hun sagde også at hun havde set meget få som kom sig over deres stemmer i psykiatrien, men at hun der imod havde set rigtig mange i stemmehørergruppen som kom sig. Det er en selvhjælpsgruppe, som har en kritisk vinkel på psykiatrien. Olga mener også at der ingen videnskabeligt bevis er for alle de psykiske sygdomme og heller ikke for om medicinen virker på det den skal, og at det var meget op til os selv om vi følte den hjalp os. Selvom hun var kritisk på psykiatien og medicinen var hun da glad for at jeg følte at det virker på en god måde, og det er det vigtigste sagde hun at jeg føler det virker på en god måde. Hun sagde også at vores måde at opfatte gruppen på kommer meget an på, hvordan vi bidrager til den.
Efter hun havde fortalt os en masse om gruppen komme alle spørgsmålene til os om, hvornår vi første gang hørte stemmer, om de havde navne, eller om de mindede om nogen i vores liv, hvordan de påvirker os i hverdagen, og hvor meget vi føler de styre vores liv. hun spurgte også hvor mange de er om de har noget køn, om der var en som er mere fremherskende end de andre. Og hvad de siger til os hun syntes så at vi skulle finde nogle navne til dem. Vi blev også spurgt om vi har nogle drømme for vores liv og dette spørgsmål havde jeg ret svært ved at svare på, fordi jeg synes det er svært at forholde mig til. Vi fik også spørgsmålet om hvad vi har oplevet i vores barndom hun ville også vide, hvilke diagnoser vi har. Vi var begge meget åbne og fortalte om de ting som er sket i vores liv og som nok har ført til at vi er begyndt at høre stemmer. Vi fik også at vide, at der var en meget blandet gruppe med mennesker som var på medicin, mennesker som ikke var på medicin, mennesker som er i det psykiatriske system og mennesker som intet har med systemet at gøre. Efter vores ret lange snak var jeg meget i tvivl om jeg gerne ville være med i gruppen, men jeg endte med at sige ja, for som jeg også sagde til Olga, hvis jeg siger nej, så får jeg ikke muligheden for at lærer at tackle og styre mine stemmer. For som hun også sagde så er det en selv som styre stemmerne og ikke omvendt, da stemmerne jo er en del af os selv. Hun sagde faktisk rigtig mange ting, som gav rigtig god mening. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i stemmehørergruppen. 🙂 Jeg er forhåbningsfuld og glæder mig til at komme i gang med at få arbejdet med stemmerne sådan for alvor. 🙂