katjas blog

Det går ikke særlig godt for tiden, og jeg er da slet ikke i julestemning, hvis det står til mig skal julen bare overstås for jeg magter den ikke i år. Jeg er kommet ind i en rigtig svær periode, hvor jeg føler mig rigtig trist, opgivende fortvivlet urolig, og jeg kan ikke rigtig finde grunden til det. Det er rigtig svært for jeg får sådan nogle dyk i mit humør, hvor jeg slet ikke kan se mig ud af det på nogen måde og det eneste jeg kan tænke på når jeg har det sådan er at skade mig selv, fordi jeg ikke kan rumme det hele selv. Den sidste uge har været rigtig hård. I fredags var jeg et smut på Psykiatrisk skadestue for at få en snak da jeg bare havde det rigtig skidt. Jeg blev ikke indlagt selvom jeg gav udtryk for at det var det jeg gerne ville. Lige nu går det okay, men det kan ændre sig meget hurtigt. Efter besøget på skadestuen har Anne en af personalerne ringet til mig både i går og fredag for at høre, hvordan jeg har det. Sophie en anden personale var hos mig i går i en del timer, så jeg ikke skulle være alene, og det var rigtig rart at hun var hos mig hun ringede også til mig i dag. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal komme i gemmen julen sådan, som jeg har det. Både Sophie og Anne har sagt, at jeg skal melde ud over for folk at jeg har det skidt, så de ved det, og det har de helt ret i, men jeg er bare ikke så god til det. Og så er jeg så bange for at de ikke vil forstå det, og så tør jeg ikke sige noget som det er det bedste at gøre. Jeg har også valgt at age hjem i morgen i sted for i dag, fordi jeg gerne lige vil nå at snakke med min kontaktperson og hun kommer nemlig i morgen, hvis hun altså er rask og det håber jeg hun er, så jeg kan få en snak med hende, for det har jeg brug for. Samtidigt med tristheden føler jeg mig også meget anspændt så det er rigtig svært at holde ud at være nogle steder, fordi jeg ikke føler at jeg kan slappe af. Jeg har det også sådan at jeg gerne vil være alene, og så er jeg også lidt bange for det, så det er meget ambivalent. Jeg har heller ikke lyst til at spise noget, for jeg har ingen appetit og så kan jeg heller ikke overskue det det er som om jeg ikke har energi til det. Jeg gør det dog alligevel, for min krop har jo brug for maden. Jeg har bare allermest lyst til at lade være med det. Jeg vil fortælle juleaften at jeg har det skidt, og at jeg har brug for at trække mig tilbage og at jeg ikke er sur, men bare lidt trist, så de ved hvorfor jeg reagere som jeg gør. Jeg har bare ikke lyst til at holde jul. Jeg prøver som min kloge medbeboer Nina sagde at acceptere at jeg har det skidt, og ikke kæmpe i mod det, for det vil bare gøre det hele værre. Jeg synes bare det er rigtig svært, for jeg har ikke lyst til at være i det, fordi det er så pinefuldt når det virkelig raser.

Jeg har skrevet til Ida igen angående min PN, jeg har fået lov til at fortsætte med fire tabletter dagligt i endnu en uge, og det er jeg rigtig glad for, for det hjælper mig nemlig rigtig meget. Jeg skal fortsat føre medicindagbog, så hun har et overblik over hvor meget PN jeg bruger. Hun sagde at vi tager en uge af gangen, og det er fint med mig jeg er bare glad for at hun giver mig lov til det.

Jeg synes jeg sidder med en masse tanker og følelser, som jeg ikke rigtig føler mig i stand til at rumme helt selv, så derfor skriver jeg her, så det forhåbentlig kan give lidt mere plads og ro indeni. I går skrev jeg en mail til min psykiater Ida på opfordring fra min gode ven Michael. I mailen fortalte jeg hende, at jeg synes det går ret skidt for tiden, og jeg derfor bruger ret meget PN-medicin nogle gange for at det skal virke ordentligt er jeg nødt til at tage to med en halv times mellemrum, og så er der jo kun en tablet tilbage til resten af dagen, og det er ikke ret meget. Så jeg spurgte hende om ikke jeg for en kort periode kan blive sat op i dosis til fire tabletter dagligt i stedet for tre? Hun svarede ret hurtigt på min mail hun ville først lige vide, hvor meget Seroquel det er jeg får, og det er 800 mg. I døgnet og det skrev jeg til hende, hvor til hun svarede, at jeg gerne må tage fire tabletter dagligt i en uge, og i løbet af denne uge skal jeg så føre medicindagbog, så hun der kan se, hvor meget jeg bruger. Hun skrev også meget medfølende til mig, at hun syntes det er synd, at jeg skal have det så svært, så det var sødt af hende. Jeg er meget glad for at hun sagde ja til det. Men af en eller anden grund har jeg haft det ret skidt siden jeg sendte den mail, som om der er noget i mig, som syntes at jeg har været til besvær og opmærksomhedskrævende, for har jeg det nu skidt nok til at skulle øges i dosis? Eller er det bare noget jeg bilder mig ind? Det  ved jeg jo udmærket godt, at det ikke er, men det er der en del af mig, som synes. Jeg har allermest lyst til at skrive til hende og sige, at jeg alligevel ikke behøver den hævede dosis. Det var også meget tæt på at jeg ikke havde fået sendt mailen, for det syntes stemmerne bestemt ikke var nogen særlig god idé, og lige nu er jeg meget enige med dem, fordi de fylder ret meget lige nu. Og når stemmerne er der kommer tankerne jo også. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg synes det er rigtig svært med alle de mange tanker og følelser. Jeg har lyst til at skade mig selv, for bare at glemme dem for en stund, men det er ikke nogen særlig god idé, for det hjælper mig jo alligevel ikke i længden siger fornuften, og det er den som jeg skal lytte til for den har ret i det den siger til mig.

Jeg synes det var rigtig svært, og meget grænseoverskridende at få sendt den mail, og jeg troede jeg ville have det godt, når det var gjort, og det havde jeg også, men bare ikke ret længe desværre. Jeg nævnte det med min PN over for vores ergoterapeutstuderende Stine, og hun syntes, at det var en god idé det var inden jeg sendt mailen til min psykiater. Jeg nævnte det over for min kontaktperson i dag, og hun syntes at det var en god strategi, og det er jo meget godt. Hun sagde til mig, at jeg selv skal komme og minde dem om, når jeg skal have doseret ny PN, og det skal jeg nok gøre som jeg også sagde til hende. Jeg føler mig så pokkers usikker fordi jeg sendte den mail og det fylder bare rigtig meget i mit hoved, og det er rigtig svært at rumme synes jeg. For jeg føler at jeg har gjort noget forkert selvom det jo var rigtigt gjort af mig, at jeg sendte den mail, men det er der desværre ikke ret meget i mig som synes lige nu og det gør det bare rigtig svært at håndtere og lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal håndtere alle tankerne og følelserne. Jeg har bare lyst til at gemme mig lang væk til jeg igen kan rumme tankerne og følelserne.

Jeg sidder med en masse tanker lige nu, som blot en enkelt lille sætning satte i gang. Vi skal tilbage til i tirsdags, hvor jeg var taget ud på Tutten som jeg plejer, for at spille Goalball. Jeg sidder så og snakker med Mehtap og Nikoline, og så falder snakken på, at det nu er ni måneder siden jeg har skadet mig selv sidst. Go Katja! Kommer det opmuntrende over fra hjørnet fra Nikoline, og det gjorde mig meget glad at hun sagde det. For jeg er også lidt stolt over at jeg er nået så langt med hensyn til min selvskade. Mehtap siger så til mig  ”du har det jo også meget bedre nu.” Da hun har sagt det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige, så jeg svare bare ”ja det har jeg.” sådan uden rigtig at tænke over det, og hvis jeg mærker godt efter indeni, så ved jeg, at hun har ret i det hun siger ,for jeg har fået det bedre på en helt masse områder, og det ser jeg, og derfor er det også rigtig rart at hun også kan se det.  Da jeg nævnte det for min gode ven Michael gav han hende ret i det.

På nogle områder synes jeg det går bedre faktisk på rigtig mange. Bland andet det med selvskaden, og det at jeg er blevet bedre til at håndtere og forstå mine stemmer, og har fundet min egen stemme i blandt dem. Og så har jeg sammen med min kontaktperson fundet nogle strategier som jeg kan bruge, når jeg har det skidt jeg er også blevet bedre til at komme og bede om hjælp når jeg har det skidt. Jeg er også blevet bedre til at sige fra over for folk omkring mig, og til at mærke efter i mig selv og ud fra det sige hvad jeg har brug for og hvad jeg ikke har brug for. Nogle gange tænker jeg  ved mig selv har jeg egentlig fået det bedre? For nogle dage er det rigtig svært for mig at se det, og så er det godt at andre kan gøre det for mig, når jeg ikke selv er i stand til det. Til tider  tør jeg ikke at sige højt, at jeg faktisk har fået det bedre, for det virker, hvordan skal jeg  forklare det? Ret skræmmende og overvældende på en måde. For vil det så betyde at folk nu vil begynde at forvente mere af mig? For nu har jeg  jo fået det bedre og kan klare mere vil nogen måske mene. Men selvom jeg rent faktisk har fået det bedre er der stadig rigtig mange ting, som jeg ikke kan klare, og som stadig falder mig svært, og det ved de fleste omkring mig også godt det er bare mig som frygter at de vil glemme det, når de nu ser, at det går bedre med mig. Jeg  ved ikke, hvorfor jeg går  rundt med denne frygt. Noget der også er et tegn på at jeg er ved at få det bedre er, at min psykiater vil trappe mig ned i min medicin, og det burde jo være positivt, men det føles utrygt og meget skræmmende selvom det jo skal ske en dag, og jeg også selv gerne vil have at det skal ske.  Jeg synes bare at det er svært at folk siger til mig, at de synes jeg har fået det bedre, for jævnligt er jeg ikke i stand til at mærke det selv, og så synes jeg det hele står stille, og så er det svært at tage imod det når folk kommer med den udtalelse.  For på de mørke dage øjner jeg  ikke bedring nogen steder, og så ser det hele håbløst ud, men det kender vi jo alle til . på de meget svære dage kan jeg ikke se den bedring, som alle snakker om. Jeg har det som om jeg ikke kan følge med i at jeg har det bedre til trods for at jeg jo kan mærke det. Det er som om jeg ikke har lyst til at få det bedre selvom jeg jo ikke synes det er sjovt at have det skidt. For jeg føler nogle gange at det at have det skidt nærmest er blevet en del af mig, og hvis jeg bliver rask vil jeg mangle noget af mig selv, fordi det andet har været så stor en del af mit liv og mig de sidste fire år. Dette betyder ikke at jeg vil holde fast i at være syg resten af mit liv, men at jeg ikke føler mig klar til at slippe det helt endnu. Det her lyder sikkert rigtig mærkeligt. Det er bare nogle af de tanker den ene lille sætning satte i gang hos mig. Jeg  er bange for at det jeg skriver lyder helt forkert, og som om jeg  ønsker at min sygdom skal blive ved med at være en del af mig, og det er der også en del af mig, som ønsker, men der er også en anden del af mig, som gerne vil blive fri for alle de udfordringer jeg kæmper med. Jeg har det bare meget ambivalent omkring det. Jeg er virkelig også bange for at denne tekst vil blive misforstået, for hvem ønsker at beholde en psykisk sygdom? Ingen så hvorfor skriver jeg som jeg gør? Fordi jeg har nogle tanker som jeg skal ud med, og som har fyldt i mit hoved lige siden i tirsdags , hvor jeg hørte den sætning fra Mehtap. Det er utroligt hvad ord kan sætte i gang. Det var at få sat ord på nogle af mine tanker.

For præcis en uge siden startede jeg på de nye P-piller, og jeg synes faktisk allerede jeg kan mærke en forskel i forhold til, da jeg tog de gamle piller, for jeg føler mig meget mere i balance indeni, og det gjorde jeg ikke på samme måde før. Jeg føler mig heller ikke trist på den der tunge og næsten depressive måde, som jeg gjorde, så det er bare rigtig rart at mærke. Så jeg tror på at det er de rigtige piller jeg har fået denne gang. Så det hjalp altså at skifte godt jeg tog det valg, og ikke bare blev ved med at tage de gamle, for det havde jeg slet ikke kunne holde ud. Jeg føler mig også mere glad nu her jeg har det selvfølgelig stadig skidt, men det er på den sædvanlige måde som jeg kender så godt.

 

Jeg synes godt nok tiden falder mig lang i øjeblikket, og det er ikke fordi jeg keder mig, men fordi jeg ikke har det så godt og så synes jeg dagene er hårde at komme igennem, så er det eneste jeg ønsker, at de slutter, så jeg kan gå i seng og krybe ned under kugledynen og falde hurtigt i søvn, så jeg kan glemme alt det som føles svært for mig. Jeg kan ikke en gang forklare, hvad det er der falder mig så svært for tiden jeg kan bare mærke at jeg synes det er svært at rumme at skulle komme igennem en hel lang dag det er som om jeg ikke rigtig har energi til at komme igennem dagene jeg har ikke rigtig kræfter til det. Jeg synes det er svært at skulle rumme at være til sted i så mange timer, for det kræver en energi, som jeg ikke rigtig føler jeg har.  Når jeg vågner kan jeg have det okay og være glad for den nye dag, som jeg har foran mig, men som tiden skrider frem får jeg det skidt igen og kan ikke rumme den lange dag, og vil allerhelst bare have den slutter. Lige nu er mit bedste tidspunkt på døgnet, når jeg kan tillade mig at gå i seng, for så skal jeg ikke længere tage stilling til folk omkring mig eller involvere mig i samtaler, for jeg magter kun at være mig selv og ingen andre. Det er meget få mennesker jeg magter at være sammen med, når jeg har det sådan som jeg har det i denne periode. Jeg vil bare gerne isolere mig, gemme mig væk, og så komme frem igen, når jeg endnu en gang kan rumme folk omkring mig og kan deltage i det sociale uden det koster mig en masse energi. Lige nu er det nemmest for mig bare at være mig selv. Og det bedste jeg kan gøre for mig lige nu er, at lytte til mig, og gøre det som jeg føler jeg har brug for, og det er at være alene, og det er jo også okay, for jeg er jo ikke tvunget til at være sammen med folk i huset hver eneste dag. Jeg skal bare lære at det er okay jeg lytter til mig selv, og at det er godt jeg gør det, for det synes mig stadig rigtig svært at lytte til mig selv, og så have det godt med det. Det er dog heldigvis blevet bedre siden jeg flyttede ind.