Jeg synes jeg sidder med en masse tanker og følelser, som jeg ikke rigtig føler mig i stand til at rumme helt selv, så derfor skriver jeg her, så det forhåbentlig kan give lidt mere plads og ro indeni. I går skrev jeg en mail til min psykiater Ida på opfordring fra min gode ven Michael. I mailen fortalte jeg hende, at jeg synes det går ret skidt for tiden, og jeg derfor bruger ret meget PN-medicin nogle gange for at det skal virke ordentligt er jeg nødt til at tage to med en halv times mellemrum, og så er der jo kun en tablet tilbage til resten af dagen, og det er ikke ret meget. Så jeg spurgte hende om ikke jeg for en kort periode kan blive sat op i dosis til fire tabletter dagligt i stedet for tre? Hun svarede ret hurtigt på min mail hun ville først lige vide, hvor meget Seroquel det er jeg får, og det er 800 mg. I døgnet og det skrev jeg til hende, hvor til hun svarede, at jeg gerne må tage fire tabletter dagligt i en uge, og i løbet af denne uge skal jeg så føre medicindagbog, så hun der kan se, hvor meget jeg bruger. Hun skrev også meget medfølende til mig, at hun syntes det er synd, at jeg skal have det så svært, så det var sødt af hende. Jeg er meget glad for at hun sagde ja til det. Men af en eller anden grund har jeg haft det ret skidt siden jeg sendte den mail, som om der er noget i mig, som syntes at jeg har været til besvær og opmærksomhedskrævende, for har jeg det nu skidt nok til at skulle øges i dosis? Eller er det bare noget jeg bilder mig ind? Det ved jeg jo udmærket godt, at det ikke er, men det er der en del af mig, som synes. Jeg har allermest lyst til at skrive til hende og sige, at jeg alligevel ikke behøver den hævede dosis. Det var også meget tæt på at jeg ikke havde fået sendt mailen, for det syntes stemmerne bestemt ikke var nogen særlig god idé, og lige nu er jeg meget enige med dem, fordi de fylder ret meget lige nu. Og når stemmerne er der kommer tankerne jo også. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg synes det er rigtig svært med alle de mange tanker og følelser. Jeg har lyst til at skade mig selv, for bare at glemme dem for en stund, men det er ikke nogen særlig god idé, for det hjælper mig jo alligevel ikke i længden siger fornuften, og det er den som jeg skal lytte til for den har ret i det den siger til mig.
Jeg synes det var rigtig svært, og meget grænseoverskridende at få sendt den mail, og jeg troede jeg ville have det godt, når det var gjort, og det havde jeg også, men bare ikke ret længe desværre. Jeg nævnte det med min PN over for vores ergoterapeutstuderende Stine, og hun syntes, at det var en god idé det var inden jeg sendt mailen til min psykiater. Jeg nævnte det over for min kontaktperson i dag, og hun syntes at det var en god strategi, og det er jo meget godt. Hun sagde til mig, at jeg selv skal komme og minde dem om, når jeg skal have doseret ny PN, og det skal jeg nok gøre som jeg også sagde til hende. Jeg føler mig så pokkers usikker fordi jeg sendte den mail og det fylder bare rigtig meget i mit hoved, og det er rigtig svært at rumme synes jeg. For jeg føler at jeg har gjort noget forkert selvom det jo var rigtigt gjort af mig, at jeg sendte den mail, men det er der desværre ikke ret meget i mig som synes lige nu og det gør det bare rigtig svært at håndtere og lige nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal håndtere alle tankerne og følelserne. Jeg har bare lyst til at gemme mig lang væk til jeg igen kan rumme tankerne og følelserne.