Jeg sidder med en masse tanker lige nu, som blot en enkelt lille sætning satte i gang. Vi skal tilbage til i tirsdags, hvor jeg var taget ud på Tutten som jeg plejer, for at spille Goalball. Jeg sidder så og snakker med Mehtap og Nikoline, og så falder snakken på, at det nu er ni måneder siden jeg har skadet mig selv sidst. Go Katja! Kommer det opmuntrende over fra hjørnet fra Nikoline, og det gjorde mig meget glad at hun sagde det. For jeg er også lidt stolt over at jeg er nået så langt med hensyn til min selvskade. Mehtap siger så til mig ”du har det jo også meget bedre nu.” Da hun har sagt det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal sige, så jeg svare bare ”ja det har jeg.” sådan uden rigtig at tænke over det, og hvis jeg mærker godt efter indeni, så ved jeg, at hun har ret i det hun siger ,for jeg har fået det bedre på en helt masse områder, og det ser jeg, og derfor er det også rigtig rart at hun også kan se det. Da jeg nævnte det for min gode ven Michael gav han hende ret i det.
På nogle områder synes jeg det går bedre faktisk på rigtig mange. Bland andet det med selvskaden, og det at jeg er blevet bedre til at håndtere og forstå mine stemmer, og har fundet min egen stemme i blandt dem. Og så har jeg sammen med min kontaktperson fundet nogle strategier som jeg kan bruge, når jeg har det skidt jeg er også blevet bedre til at komme og bede om hjælp når jeg har det skidt. Jeg er også blevet bedre til at sige fra over for folk omkring mig, og til at mærke efter i mig selv og ud fra det sige hvad jeg har brug for og hvad jeg ikke har brug for. Nogle gange tænker jeg ved mig selv har jeg egentlig fået det bedre? For nogle dage er det rigtig svært for mig at se det, og så er det godt at andre kan gøre det for mig, når jeg ikke selv er i stand til det. Til tider tør jeg ikke at sige højt, at jeg faktisk har fået det bedre, for det virker, hvordan skal jeg forklare det? Ret skræmmende og overvældende på en måde. For vil det så betyde at folk nu vil begynde at forvente mere af mig? For nu har jeg jo fået det bedre og kan klare mere vil nogen måske mene. Men selvom jeg rent faktisk har fået det bedre er der stadig rigtig mange ting, som jeg ikke kan klare, og som stadig falder mig svært, og det ved de fleste omkring mig også godt det er bare mig som frygter at de vil glemme det, når de nu ser, at det går bedre med mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg går rundt med denne frygt. Noget der også er et tegn på at jeg er ved at få det bedre er, at min psykiater vil trappe mig ned i min medicin, og det burde jo være positivt, men det føles utrygt og meget skræmmende selvom det jo skal ske en dag, og jeg også selv gerne vil have at det skal ske. Jeg synes bare at det er svært at folk siger til mig, at de synes jeg har fået det bedre, for jævnligt er jeg ikke i stand til at mærke det selv, og så synes jeg det hele står stille, og så er det svært at tage imod det når folk kommer med den udtalelse. For på de mørke dage øjner jeg ikke bedring nogen steder, og så ser det hele håbløst ud, men det kender vi jo alle til . på de meget svære dage kan jeg ikke se den bedring, som alle snakker om. Jeg har det som om jeg ikke kan følge med i at jeg har det bedre til trods for at jeg jo kan mærke det. Det er som om jeg ikke har lyst til at få det bedre selvom jeg jo ikke synes det er sjovt at have det skidt. For jeg føler nogle gange at det at have det skidt nærmest er blevet en del af mig, og hvis jeg bliver rask vil jeg mangle noget af mig selv, fordi det andet har været så stor en del af mit liv og mig de sidste fire år. Dette betyder ikke at jeg vil holde fast i at være syg resten af mit liv, men at jeg ikke føler mig klar til at slippe det helt endnu. Det her lyder sikkert rigtig mærkeligt. Det er bare nogle af de tanker den ene lille sætning satte i gang hos mig. Jeg er bange for at det jeg skriver lyder helt forkert, og som om jeg ønsker at min sygdom skal blive ved med at være en del af mig, og det er der også en del af mig, som ønsker, men der er også en anden del af mig, som gerne vil blive fri for alle de udfordringer jeg kæmper med. Jeg har det bare meget ambivalent omkring det. Jeg er virkelig også bange for at denne tekst vil blive misforstået, for hvem ønsker at beholde en psykisk sygdom? Ingen så hvorfor skriver jeg som jeg gør? Fordi jeg har nogle tanker som jeg skal ud med, og som har fyldt i mit hoved lige siden i tirsdags , hvor jeg hørte den sætning fra Mehtap. Det er utroligt hvad ord kan sætte i gang. Det var at få sat ord på nogle af mine tanker.