Kategori: Blogindlæg

Her i går snakkede jeg med min psykiater Ida, og det endte med at blive en god snak, hvor jeg fortalte hende om min påskeferie. Jeg nævnte også at øgningen i Seroquel Prolong virker til at have en god effekt på mig, og hun mener at jeg fortsat skal være øget, og så må vi se om det hjælper mig længere frem. Vi skal ses om en måned, hvor jeg skal fortælle hende om den øgede dosis stadig har god effekt. Som hun meget fornuftigt sagde kan du endnu ikke sige om øgningen har hjulpet, da du kun har taget det en uge. Hun sagde også flere gange, at hvis ikke det har hjulpet til næste gang vi ses bliver jeg sat ned igen, for der er ingen grund til bare at øge, og det har hun da fuldstændig ret i. Det var rart lige at få snakket lidt med hende igen. 🙂

Jah, som overskriften siger er jeg blevet øget i min medicin Seroquel Prolong, og dette skete i fredags, og jeg synes det indtil videre har haft god effekt på mig det er som om der er kommet mere ro i mit hoved, og tankerne og stemmerne er kommet lidt på afstand. Jeg er blevet øget fra 400 til 600 mg. I døgnet, og jeg synes godt jeg kan mærke den forhøjede dosis i det den har gjort mig mere træt, sulten er også blevet lidt større det samme er den rysten jeg til tider føler i krop og hænder og så bliver jeg også mere svimmel, hvis jeg lige får rejst mig for hurtigt op. Men jeg fik af vide, at en øget dosis godt kan give lidt bivirkninger det første stykke tid, så det var jeg forberedt på ville ske. Jeg skal snakke med min psykiater i morgen, så må jeg se, hvad hun mener om øgningen og måske noget om hvor længe den skal fortsætte, for hun var nemlig ikke så glad for at øge mig i medicin så gad vide om hun kun synes det skal være i en periode? Eller om det skal fortsætte sådan i noget tid? Disse spørgsmål har kørt rundt i mit hoved siden jeg er blevet øget i fredags. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg håber på der vil ske i morgen.

Jeg har egentlig længe tænkd på at få skrevet denne blog, men jeg har ikke rigtig fået det gjort eller taget mig sammen til det. Men her kommer den så. 🙂 Det her lyder sikkert ret mærkeligt, men det er ikke desto mindre sådan jeg har det. Instituttet jeg bor på ligger ikke ret langt fra Gentofte, Bispebjerg og Rigshospitalet, hvilket betyder at der mange gange om dagen kommer udrykningskøretøjer forbi os, men det er bare sådan at jeg bare slet ikke kan fordrage den lyd! Jeg har dog ikke altid haft det sådan det er noget som er kommet inden for det det sidste år eller sådan noget. Før i tiden var jeg bare helt ligeglad når der var udrykning, men sådan er det bare ikke længere, for nu er det sådan når jeg høre lyden sker der et eller andet i mit hoved der opstår et indre kaos og så kommer angsten og lysten til at løbe væk fra den eller det kommer an på hvor tæt den er på der hvor jeg er, for hvis den er lidt på afstand er det til at holde ud. Der sker noget instinktivt når jeg hører lyden jeg får følelsen af at være i farer og bare skulle væk. Tit når jeg hører udrykninger reagere jeg bare uden at tænke over det. Det giver et sæt i mig og jeg får et chok. Den lyd burde signalere tryghed og hjælp, men sådan er det bare ikke for mig. Min modvilje og angst for udrykninger begyndte efter jeg havde set Alarm 112 og jeg har derfor heller ikke set det program siden hen, og jeg ved virkelig ikke hvorfor det har gjort mig så utryg ved lyden af udrykning. Men der er nogen der siger, at det ikke er alt ting i denne verden man behøver at forstå. Men det er bare ikke så rart for mig, at jeg hver gang der er udrykning reagere så voldsomt og bliver vagtsom og anspændt, men heldigvis går der ikke så lang tid før jeg er faldet til ro efter jeg har hørt den, så det er meget rart.

I fredags fik jeg påskeferie, og det er for så vidt også godt nok, hvis ikke det lige var, fordi mit humør ikke har været det bedste siden jeg gik på ferie. Pludselig slapper jeg af, og så kan jeg mærke alt det svære, som jeg uden at ville det har skubbet væk i hverdagen. Siden fredag har jeg været opfyldt at tristhed og manglende overskud, og det er bestemt ikke særlig rart. 🙁 Og så har jeg haft nogle svære dage, hvor jeg virkelig intet har kunne rumme, og har allermest haft lyst til at gemme mig langt væk og komme tilbage igen, når jeg endnu en gang kan rumme verden omkring mig. Det mærkelige er, at selvom jeg har ferie, slapper af og laver nærmest ingenting sidder jeg her med en følelse af stress, og jeg forstår det ikke, for jeg burde jo ikke være stresset, når der ikke sker noget som kan udløse følelsen af stress hos mig. Og det med at spise går meget svingende, for nogle dage kan jeg sagtens spise uden rigtig at mærke noget og andre dage kan jeg næsten ikke få mig selv til det, fordi tankerne og stemmerne vil noget andet, og hvis jeg modsætter mig det de siger jeg skal kan jeg ende med at få det rigtig skidt. 🙁 Jeg synes det er svært at være mig lige for tiden, og det kan godt være det lyder klynkende og pivet, men det er altså sådan jeg har det. Dagen i dag er en okay dag dog med lidt uro, men det er til at holde ud. De andre dage har været rigtig svære med en masse tristhed, uro på grænsen til at være angst, og så godt som intet overskud til noget som helst. I dag er det lidt bedre med overskuddet og tristheden selvom jeg stadig ikke synes jeg kan rumme ret meget. Og lige nu virker tanken om at skulle starte på undervisning på tirsdag meget skræmmende og overvældende. Det er rigtig skønt, at kunne sove to timer mer end normalt, og jeg kan mærke, at det har jeg trængt til, for jeg føler mig meget mere frisk end jeg gør til daglig, så de to timer ekstra gør altså underværker! 🙂 Så bliver det garanteret svært for mig at skulle vænne mig til at sove mindre igen, for sådan plejer det at være for mig efter en ferie, så skal jeg lige i gang igen. Der er støj og tankemylder i mit hoved, og det gør at jeg føler mig ret forvirret. Lige for tiden har jeg ret svært ved at holde fokus på virkeligheden omkring mig, så jeg har det med at miste fokus og trække mig ind i mig selv til min egen indre virkelighed. Tanken om selvskade strejfede mig lige uden at påvirke mig synderligt meget, så det er vel et godt tegn, for i går kunne jeg næsten ikke være nogle steder på grund af trangen og voldesomme impulser til selvskade, men sådan er det heldigvis ikke i dag. Undskyld denne lidt roede blog, men jeg skriver ned, hvad der falder mig ind. Skriver tankerne som de nu lige kommer til mig. Tankerne går på langfart, og det svært at følge dem synes jeg, fordi de har så meget fart på. Det er dejligt med endnu en solskinsdag! 🙂 Og herlig for en gang skyld ikke at føle at dagen i dag har været en kamp at komme igennem.

Jeg er kommet ind i en ret dårlig periode, hvor jeg er plaget af en masse uro, som jeg ikke rigtig ved, hvor kommer fra. Jeg føler mig anspændt og uroen gør at det er svært for mig at finde ro. Jeg har det som om jeg kan gå hen og blive angst, for uroen fylder nærmest det hele. Jeg har haft det ret skidt siden i onsdags og så er det som om uroen har forfulgt mig lige siden. Jeg synes jeg har så meget jeg gerne vil sige, men jeg kan ikke rigtig finde ordene. Jeg har det lidt ligesom jeg havde det i januar måned, hvor jeg var ret plaget af angst i en periode, og jeg håber virkelig ikke det skal til at begynde igen, for det magter jeg bare på ingen måde! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg skulle spise karrysuppe i dag, som smagte rigtig godt, og så ville jeg bede om endnu en portion, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til det, fordi stemmerne og tankerne ikke var glade for det, men jeg fik da spist den, og det har resulteret i at jeg har det temmelig skidt lige nu. 🙁 Jeg har allermest lyst til at gemme mig væk, fordi jeg synes det er for svært at være i verden omkring mig. Jeg føler til tider at jeg befinder mig i min helt egen verden, som jeg ikke rigtig kan komme ud fra, og nogen gange har jeg også en uvirkelighedsfølelse, som dog heldigvis ikke er så ofte. Sorgen og savnet til min far er også meget voldsom lige i øjeblikket. I forgårs var det 15 måneder siden han døde. Og sorgen sammen med alle de andre følelser gør det ret svært at være mig for tiden.