Dette meget lange indlæg er skrevet for noget tid siden, og beskriver min bardom og teenageår og indtil nu, hvor jeg fortæller om, hvordan alle de psykiske problemer startede.
Lidt om mig selv, og mit liv
Barndom
Jeg er født 3 måneder for tidligt, og dette resultere i at jeg i dag har et syns handicap, hvilket helt nøjagtig betyder at jeg er svagsynet jeg ser 2,60 hvilket betyder at det I kan se på60 meterskal jeg have på2 meterfor at kunne se det. Så jeg ser ikke så godt endda, men jeg klare mig ganske fint, fordi jeg formår at bruge min syns rest godt, og udnytter den smule syn jeg har tilbage godt. jeg lå i kuvøse efter fødselen og der fik jeg for meget ilt, og det trykkede på mine øjne og er grunden til at jeg ser som jeg gør i dag. Da jeg var 6 år kom jeg på en specialskole for folk med syns handicap og andre former for handicaps Refsnæsskolen hedder den, og ligger lidt uden for Kalundborg. Der gik jeg fra børnehaveklasse til og med 10. klasse vi boede på skolen, ligesom på et kostskole og kom hjem i weekender og ferie. Hvorefter jeg kom på efterskole. Jeg vil egentlig ikke fortælle ret meget om mit skoleforløb, da det ikke har haft ret meget betydning, for hvordan jeg har det i dag eller det har det måske nok alligevel.
Jeg begyndte som 7-8-årig at høre en stemme inde i mit hoved, som sagde en masse ubehagelige ting ”Flå, flå, flænse, flænse, bid, bid, dræb, dræb.” Og jeg var hunderæd, for jeg vidste ikke helt, hvad det var der skete i mit hoved. Og med stemmen fulgte angsten. Jeg fortalte det ikke rigtig til nogen lige ud over min gode veninde, som var der for mig og støttede mig, når angsten og stemmen var hård ved mig. jeg lærte meget hurtigt at acceptere stemmen, skønt jeg aldrig nogensinde kom til at holde af den!
Teenageårene
Da jeg var 12 år blev jeg flyttet fra børneafdeling Fjordhøj til ungdomsafdelingen Vest, og det var der det hele begyndte at gå galt. Jeg begyndte lige så langsomt at få det dårlige og dårligere det startede bare som en smule tristhed, som i begyndelse varede omkring en uge ad gangen. Da jeg så blev 13 år og teenager blev det værre og værre med tristheden, og jeg havde meget svært ved at være nogen steder på grund af den, fordi den bare fyldte det hele. Jeg prøvede at snakke med pædagogerne om det, men de slog det bare hen med ordene ”Det går over det er bare, fordi du er teenager.” jeg lærte med tiden at gemme mig bag en facade, fordi jeg ikke længere ville vise folk, hvordan jeg havde det, fordi de forstod det jo alligevel ikke! Stemmen i mit hoved fra min tidlige barndom fulgte mig også meget i denne periode, og det samme gjorde angsten. Jeg fik en veninde på Vest, som jeg fortalte og mine problemer og hun var der og forstod mig, når det var det jeg havde brug for. Jeg prøvede at fortælle pædagogerne om stemmen i mit hoved, og heller ikke dette forstod de jeg fik bare af vide, at jeg ikke måtte høre gyser bøger, fordi de kunne gøre det hele værre. Men sådan var det jo slet ikke! Jeg begyndte hos en psykolog, som hed Tina på grund af en episode som 9-årig, hvor jeg blev pillet ved af en gammel mand i den park, som lå tæt på hvor vi boede. Jeg havde fået bevilliget 5 timer hos psykologen af kommunen. Jeg brugte de 5 timer og ikke mere, da jeg ikke følte, at hun forstod mig. jeg begyndte også hos en børnepsykiater som hed Inge jeg husker ikke helt, hvorfor. Hende snakkede jeg med en gang i mellem, og jeg kom rigtig godt ud af det med hende. Jeg fortalte hende om stemmen i mit hoved, og alt det den sagde. Noget tid efter fik jeg et brev, hvor hun havde fordrejet alt det jeg sagde fuldstændigt. Hun skrev, at jeg havde tvangstanker, og at når jeg hørte stemmen gjorde jeg folk fortræd, og jeg havde sagt det stik modsatte. Fra dengang af mistede jeg tilliden til hende.
Efterskole tiden
tiden kom og jeg skulle væk fra Refsnæs efter at have gået der 10. år. Det var meget mærkeligt, da jeg havde betragtet Refsnæs som mit hjem, da min forældre flyttede meget, så var det min faste base. Efter sommerferien 2007 startede jeg på Skovbo efterskole, hvor jeg tog 10. klasse dog bare uden eksamen. Jeg lærte så mange ting rent personligt og socialt på det år, og udviklede mig meget personligt. Det år betød så meget for mig, trods de hårde kampe for at følge med rent fagligt. For jeg havde ingen 9. klasses eksamen fra Refsnæs, da de mente, at det kunne jeg ikke klare, fordi jeg ikke var god nok. Og klasserne var ikke aldersopdelt de var mere opdelt efter hvor meget man kunne rent bogligt, hvilket vil sige, at det ikke var os alle som blev udfordret rent fagligt, fordi der også skulle tages hensyn til dem som ikke var så gode. Jeg tog 10. klasse på Skovbo efterskole, da uden at gå op til eksamen, da de ikke havde haft syns handicappede før, og derfor ikke vidste, hvordan jeg skulle føres til eksamen. Året på efterskolen er et år jeg på intet tidspunkt fortryder at jeg har taget!
Instituttet for Blinde og Svagsynede
Efter mit år på efterskole skulle jeg videre, og efter sommerferien 2007 startede jeg på Instituttet for blinde og svagsynede, som er et voksenuddannelsessted for folk med syns handicap, og hvor undervisningen er tilrettelagt den enkeltes behov. Jeg startede på noget, som hedder Ungekurset, som er et forløb, hvor jeg havde synskompenserende undervisning f.eks. ADL (almindelig daglig levevis) som var et fag, hvor jeg lærte at lave mad med de rette teknikker, som hjælper mig på den rigtige måde i forhold til det syn jeg har. Jeg havde også Mobility, som er et fag, hvor jeg lære af færdes rundt som syns handicappet ved at lære og bruge forskellige kendemærke, som gør at jeg bedre kan finde rundt, for det er ikke nemt for mig at færdes frit, når jeg ser så dårligt som jeg gør jeg havde også nogle boglige fag, dansk og engelsk. Jeg gik på Ungekurset i 2 år, og det var 2 gode år hvor jeg lærte en masse. Jeg er meget musikalsk, så jeg skulle videre til Musikprofilen, som er et musisk uddannelsestilbud, som de tilbyder her på stedet. Jeg skulle have været på et halv års afklaringsforløb, men det gik ikke rigtig, da jeg blev meget trist, og intet overskud havde, så jeg måtte sygemeldes. Jeg var sygemeldt med depressionen fra starten af oktober til januar måned, hvor jeg startede stille ogroligt med et fag ad gangen. Efterhånden har jeg fået flere og flere fag, og nu køre jeg næsten fuldt skema.
Depressionen
Efter at have snakket med Ida lidt over et år begyndte det for alvor at gå ned ad bakke med tristheden de triste perioder varede længere og længere og var svære og svære at komme ud af. Det kulminerede for alvor i august september 2009. jeg mistede energi og lysten til alt det der ellers før hen havde gjort mig glad, og jeg orkede ikke at stå ud af sengen om morgenen, og det var en overvindelse blot at skulle gå til undervisning. Jeg snakkede med Ida, og fortalte at var begyndt at få det dårligt med meget voldsom tristhed, og hun sagde så meget fornuftigt ” vi giver det lige en uge til, og hvis ikke det er blevet bedre, så kommer du i medicinsk behandling.” Ugen gik og tirsdag 15. september brød jeg fuldstændig sammen, og jeg kunne ikke andet end at tude, for hele min verden var brudt sammen, og jeg orkede ikke mere. Det var virkelig ubehageligt! Og jeg er så glad for at jeg havde mine veninder, som var for mig den dag. Torsdag 17. september skulle jeg snakke med Ida, og der fortalte jeg hende helt ærlig, hvordan jeg havde, at det bestemt ikke var godt. så sagde hu noget at det bedste jeg længe havde hørt ”Du har en depression, og skal i medicinsk behandling.” dette kom ikke rigtig bag på mig, da det ligger til familien, da både min farmor, hendes bror, og min far havde det, og den slags kan jo desværre være arveligt. Det var en kæmpestor lettelse at der nu var kommet diagnose på, for gav det hele pludselig mening, den voldsomme og langvarige tristhed. Jeg følte ikke at det mig hun talte til. Jeg kunne ikke forstå at det var mig hun ringede ned til apoteket for at indtelefonere de piller til. Men det var det jo, og omsider følte jeg mig hørt, forstået og taget alvorlig efter så mange år. Jeg blev sat i medicinsk behandling med den antidepressive medicin Cipralex. En hård tid gik mig i møde, tristhed, psykisk smerte og selvmordstankerne, som skræmte livet af mig, da jeg aldrig havde tænkt den slags tanker før. Nogle måneder gik, og jeg følte ikke rigtig at medicinen virkede, men tværtimod kun at jeg fik det dårligere. Jeg blev sat op fra 10 mg. Til 15 mg. For at se om det hjalp lidt på det. Da jeg ingen virkning følte ved dette blev jeg sat op til 20 mg. Og ned til 15 mg. Da Ida måske mente at medicin havde sat min selvskadende adfærd i gang, da jeg ikke gjorde det inden jeg begyndte på den antidepressiv medicin. Så i den periode blev jeg sat meget op og ned i dosis.
da jeg startede på Instituttet begyndte jeg for alvor at få det rigtig dårligt, stemmen i mit hoved forfulgte mig rigtig meget, og gjorde at jeg begyndte at blive ret angst for at være alene, for i stilheden havde stemmen magten. Jeg ville rigtig gerne have noget hjælp, fordi jeg følte, at det her kunne jeg ikke længere holde til eller selv kontrollere. Så jeg fik det arrangeret med en pædagogs hjælp, at komme til at starte hos Ida psykiateren her på stedet. For første gang vi mødtes snakkede vi bare rigtig godt sammen, og jeg følte at hun forstod mig og gav mig nogle redskaber jeg kunne bruge i forhold til afledning af stemmen i mit hoved og den angst den medførte.
Selvskadende adfærd
Depressionen havde stadig sit tag i mig med sin mørke og dysterhed jeg havde så ondt i sindet, og en dag blev det hele bare for meget. 19. oktober skadede jeg mig selv for første gang. Jeg kradsede hårdt med mine negle indtil der blev dannet et sår, og sikke en lettelse det var, for pludselig havde jeg fundet en måde, hvorpå jeg kunne rumme al den psykiske smerte, og det selvskadende begyndte at fylde rigtig meget hos mig, og i over et år skadede jeg mig selv jævnligt, når det hele blev for svært at rumme og håndtere. Ikke nogen særlig konstruktiv ting ved jeg godt, men det virkede bare som den nemmeste løsning. I dag har jeg ikke skadet mig selv i snart 5 måneder, så jeg er godt på vej ud af det, selvom det stadig er meget svært at kæmpe imod trangen og impulserne. Jeg kan stadig ikke se og være i nærheden af skarpe genstande uden at det sætter en masse i gang hos mig af tanker og følelser, og trangen til at skade mig selv. Men det er blevet lettere med tiden.
Min første indlæggelse
Her er lidt om mit møde den psykiatriske skadestue. Jeg blev indlagt første gang fra fredag den 13. november til tirsdag 17. november. Dette er fra min dagbog.
Jeg har ikke skrevet så meget her på det sidste, fordi jeg simpelthen ikke har haft overskud til det. Grunden til det er at jeg har haft det virkelig dårligt. Jeg har slet ikke haft overskud til noget som helst. Jeg har virkelig følt mig depressiv og opgivende, jeg har ikke følt lyst til at blive ved med at kæmpe, holde ud og være i det, fordi det er alt for hårdt at blive ved med at gå rundt med al den smerte indeni. Fra forrige fredag gik det bare lige så langsom ned af bakke, jeg fik det dårligere og dårligere, jeg følte mig mere og mere depressiv for hver dag der gik, og til sidst kunne jeg bare ikke klare det her alene, og i fredags besluttede jeg i samråd med Rikke, at lade mig indlægge, for det her kunne hverken jeg eller pædagogerne på bo-afdelingen klare alene. Og det eneste jeg ønskede var ro tryghed faste ramme og mennesker omkring mig, som vidste, hvad de havde med at gøre og var uddannet til at hjælpe folk som jeg. For jeg havde bare ikke lyst til at holde ud og kæmpe længere, for det havde jeg ikke kræfter til! Så efter at Rikke og jeg havde snakket med pædagogerne, og de nu havde sikret sig at det var min beslutning at skulle indlægges tog vi af sted til Bispebjergs psykiatriske skadestue. Rikke Nugat Rie en pædagogpraktikant her på Tutten og jeg tog af sted i en taxa til Bispebjerg.. vi ankom kort tid efter og henvendte os i receptionen, hvor vi blev modtaget af en rigtig sød dame, som bad os om at tage plads i venteværelset for at vente på at komme til at tale med en læge. De havde lidt bøvl med at finde ud af, hvor jeg rent faktisk hørte til på grund af min folkeregisteradresse, for først sagde de at jeg hørte til på Glostrup hospital, og derefter sagde de jeg hørte til på Rigshospitalet, det var en stor forvirring de kunne slet ikke finde ud af det. Men det endte med at vi som tidligere nævnt fik besked på at tage plads i venteværelset, hvor vi skulle vente på at komme til at tale med en sygeplejerske. Der gik noget tid, hvorefter der så kom en rigtig sød sygeplejerske, som Rikke og jeg talte med. Hun tjekkede mit blodtryk og puls, som begge var helt som de skulle være. Derefter tjekkede hun min temperatur, som var en smule forhøjet. Så ventede vi atter lidt. Så kom der en rigtig sød læge ved navn Helene. Rikke og jeg fulgte med hende ind i et undersøgelsesrum. Vi satte os alle, og jeg fik fortalt med Rikkes hjælp hele min historie om min depression, angst, stemmen i mit hoved, min modvilje over for ulige tal og min selvskadende adfærd. Hun lyttede, stillede spørgsmål, og virkede i det hele taget meget forstående. Derefter gik hun ud og hentede en anden læge af hvilken grund ved jeg ikke, som hed Laura. Jeg fortalte hende meget af det samme, som jeg havde fortalt Helene, og hun virkede desværre ikke lige så forstående. Det virkede på Laura som om hun syntes jeg havde brug for gruppe eller psykoterapi, hvilket jeg ikke var enig med hende i. jeg fik så af vide, at de gerne ville tilbyde mig indlæggelse, og sikke en lettelse det var. Laura skulle så ud og tale med sin bagvagt, som hun kaldte det. Hun kom tilbage og sagde, at jeg kunne sove på den psykiatriske skadestue natten over, og så komme hjem dagen efter, og hun ville give mig en skrivelse med til Ida om at hun syntes jeg havde brug for psykoterapi. Denne ordning var jeg ikke særlig tryg ved, men det var der jo ikke så meget at gøre ved. Begge læger gik så deres vej, og lidt efter kom Laura den anden læge jeg talte med tilbage til os og sagde “Jeg er nødt til at fortælle dig noget meget ubehageligt, jeg har fundet ud af at du ikke høre til her på Bispebjerg, men i Glostrup, så vi er nødt til at sende dig videre dertil.” Åh nej, fuck! Tænkte jeg bare, for jeg havde det så dårligt, og ville bare gerne slappe af. Kl. var ca. 18 da vi fik beskeden om at jeg skulle sendes videre til Glostrup. Vi fik så lidt senere af vide, at der var blevet ringet efter en vogn, og så sad vi ellers bare der og ventede i undersøgelsesrummet uden at vide noget som helst om, hvad der skulle ske. I mellemtiden havde Rie fået fri og tog hjem. Rikke gik med jævne mellemrum ud på gangen, for at finde en, som kunne fortælle noget om, hvad der skule ske, hun gik forgæves nogle gange, men til sidst fandt hun en rigtig sød dame, som fortalte os, at der godt kunne gå en times tid før vognen kom. Vi havde hverken fået noget at drikke eller spise siden vi kom, jo en kop kaffe og en kop te, men det er jo heller ikke ret meget, når man sidder og venter i så mange timer. Kvinden som hed Marianne var så betænksom og spørge om vi ville have noget at spise og drikke, hvilket vi med glæde takkede ja til, fordi vi var så sultne. Hun var så sød også at give Nugat noget mad og vand. Det blev hun vidst rigtig glad for. Hun hjalp os også med at finde et toilet, hvilket vi begge havde ventet på med længsel, men hvad jeg ikke vidste var, at det lå skrot over for hvor vi sad, så det var slet ikke så svært at finde, som jeg troede, men hvor skulle jeg dog vide det fra, når jeg aldrig havde været der før? Vi blev også vist ud til et sted, hvor Rikke kunne ryge, og hvor vi kunne få noget luft, hvilken nydelse det var at ånde den friske kølige luft ned i lungerne efter at have siddet i et varmt rum i så mange timer. Og Nugat fik også besørget derud selvom hun egentlig ikke måtte, fordi det var en parkeringsplads, men hun havde ikke været ud hele dagen, så hun skulle have lov. Og det var vidst også tiltrængt fra hendes side. Knap nok var vi kommet ud før hun noget tøvende satte sig ned og både tissede og sked, hvilket lød og lugtede rigtig klamt, fordi Nugat det lille pus havde fået dårlig mave. Så endnu en gang ind i varmen og vente. Så endelig langt om længe kom der en taxa, hvilket da også var på tide synes jeg efter vi havde siddet og ventet i over to timer. Af sted kom vi så, og ankom noget tid efter til Glostrups psykiatriske skadestue, hvor vi blev modtaget af to rigtig søde kvinder, som gjorde at jeg straks følte mig velkommen og godt modtaget. Jeg fortalte dem med Rikkes hjælp, hvorfor jeg var der at jeg havde en depression, og de gav os besked på at sætte os ind i endnu et venteværelse for at vente på at komme til at tale med en læge. Denne gang gik der dog heldigvis ikke lang tid før der kom en læge, og førte os ind i et rum, hvor vi satte os, og han begyndt at stille mig en masse spørgsmål, som jeg slet ikke kunne overskue at skulle svare på endnu en gang. Lægen hed Kasper og virkede rigtig flink og meget forstående. han spurgte mig om jeg havde min journal med, hvilket jeg måtte svare nej til. De havde sagt til mig på Bispebjerg at de ville give mig den med, men det havde de åbenbart glemt i farten. Han spurgte så om han skulle vente med at stille spørgsmål indtil han havde fået papirerne faxet fra Bispebjerg, hvilket jeg uden tøven svarede ja til, for så blev jeg fri for at skulle svare på alle de samme spørgsmål en gang til, for det havde jeg bare ikke overskud til mere efter en lang dag med masser af spørgsmål. Det gjorde han så. Han stillede spørgsmålene ud fra det der stod, så det eneste jeg skulle var bare at bekræfte eller afkræft om det der stod var rigtigt, og det var hurtigt overstået, for det var alt sammen rigtigt det der stod. Vi fik så besked på at gå ud og vente på at der ville komme en sygeplejerske og følge mig ned til min stue, for nu var jeg indlagt på psykiatrisk skadestue i Glostrup, og sikke en lettelse nu kunne jeg endelig slappe af. Lidt efter kom en sygeplejerske ved navn Anne, en rigtig sød og meget energisk dame, som fulgte Rikke og jeg ned til den stue, hvor jeg skulle være. Hun skulle også stille mig en masse praktiske spørgsmål, som jeg velvilligt svarede på. Der var klokken også blevet halv elleve og jeg var virkelig træt, og det samme var Rikke. Hun tog hjem, og jeg gik direkte i seng efter at have fået nogle småting, som jeg ikke lige havde fået med i farten. Jeg fik min medicin, og noget de kaldte en indslumringspille, som da også virkede efter hensigten, for jeg hørte ikke på noget tidspunkt da natsygeplejersken kiggede ind til mig eller da hende om morgenen gjorde det. Jeg var fuldstændig væk. Jeg vågnede kun en gang i løbet af natten, og det var kun fordi jeg skulle tisse. Det var rigtig rart. Om lørdagen skulle jeg så tale med endnu en læge det var en kvindelig læge, som vidst ikke var her fra Danmark hun havde noget accent som gjorde at hun var en smule svær at forstå, som også skulle høre hele historien og min depression og alt det. Jeg fortalte hende af mit humør svingede meget, og hun syntes jeg skulle prøve noget stemningsstabiliserende medicin som hed Seroquel, for det ville hjælpe på mine humørsvingninger og give en smule ro på alle mine tanker. Jeg blev også sat op i dosis af Cipralex til 20 mg. Igen. Jeg skulle tage Seroquel en morgen ,og en aften, og så som Pn medicin efter behov, hvilket jeg heldigvis ikke fik brug for. Det blev også ændret til at jeg nu skal tage min cipralex om morgenen i stedet for om aftenen. Mærkelig tænkte jeg ved mig selv, men de ved vel hvad de gør, så jeg protesterede ikke, men gjorde bare som de sagde. Det var rigtig rart at være indlagt synes jeg, for jeg fik den ro, afslapning faste rammer og tryghed, som jeg havde så stærkt brug for, og det bedste at det hele jeg skulle ikke tage stilling til noget. Jeg kunne sove når jeg havde lyst, altså lige med undtagelse af når vi skulle spise selvfølgelig. Rikke kom ud til mig i løbet af eftermiddagen med lydbøger, min daisy-afspiller, lidt tøj og mine toiletsager. Senere på dagen kom min mor og stedfar og besøgte mig, for jeg havde fortalt dem at jeg var indlagt. Lidt efter kom min far. Det var rigtig rart at se dem alle sammen om søndagen kom Nini fra bo-afdelingen, og vi gik os en dejlig tur i det naturskønne område omkring hospitalet og den psykiatriske skadestue. Hen af aftenen kom min far igen og besøgte mig denne gang havde han sin kæreste Tina med. Det var rigtig rart at de alle sammen var der, men jeg brugte utrolig meget energi på at snakke med dem, og var virkelig træt, da de var gået. Om mandagen skulle jeg snakke med overlægen på den psykiatriske skadestue som hed Flemming en meget speciel mand synes jeg. Rikke var med mig til samtalen det var rigtig rart. Jeg fortalte ham hele historien endnu en gang med Rikkes hjælp. Han virkede ikke som om han rigtig forstod mig, og tog min depression alvorligt. Han mente det var en overgangsfase jeg skulle igennem, fordi jeg nu skulle til at blive voksen og tage ansvar for mig selv og mit liv, og til at være selvstændig efter at tilbragt det meste af min barndom på institution, så det kunne være en blanding af det, og mine familie problemer. Og hverken Rikke eller jeg var enige med ham om det. Så skulle det godt nok være en lang , hård og ubehagelig overgangsfase! Han spurgte, hvad jeg nu ville, hvilket jeg ikke rigtig vidste og kunne tage beslutning til, fordi jeg havde det så dårligt. Og det endte med at han sagde at jeg kunne blive en dag til hvis jeg følte mig mere tryg ved det, og det takkede jeg med glæde ja til. Tirsdag skulle Lene med til lægesamtalen, hvilket var en stor tryghed for mig. Hun prøvede at argumentere for at jeg skulle blive ved med at være indlagt nogle dage endnu in til der skete en mærkbar bedring for det havde Ida skrevet til hende i en mail, da hun havde fået besked om min indlæggelse, fordi hun syntes at det var svært at finde ud af hvor dybt det lå, og hvor dårlig jeg egentlig havde det. Jeg fortalte ham at den depressive tendens var i min familie på min fars side, fordi han er det, min farmor og hendes bror også er depressive, og det kunne han godt forstå og det mente han også havde en stor betydning. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og jeg fortalte at jeg havde det bedst med at være indlagt, men han mente at jeg skulle hjem og gøre det hårde arbejde med psykolog og psykiaters hjælp. Flemming lægen jeg talte med og Trine sygeplejersken som var min kontaktperson den dag mente ikke det var nogen god idé at jeg blev indlagt på en afdeling, fordi de havde den erfaring at jeg med min selvskadende adfærd kunne få det værre af at være indlagt og få gode idéer fra de andre patienter. Det lyder lidt mærkelig synes jeg, men de ved vel, hvad de taler om. Og det endte med at jeg blev udskrevet, hvilket jeg havde det meget dårligt med, for væk var trygheden, roen, de faste rammer, som jeg havde så stærkt brug for. Det var så rart at mærke de professionelle mennesker omkring mig, som var uddannet til at hjælpe mig, og som vidste hvad de havde med at gøre. Hvilket de ikke ved så meget om her på bo-afdelingen, og det har de selv sagt. Jeg savner virkelig at være tilbage på den psykiatriske skadestue, for der kunne jeg være tryg rolig og helt mig selv. Men jeg håber da at det var mit først og eneste visit på en psykiatrisk skadestue, men man ved jo aldrig. Det var i hvert fald rart at komme lidt væk give helt slip, slappe af, føle mig tryg og være i faste rammer. Det var lige hvad jeg havde brug for. Nu kan jeg klare mig lidt igen, selvom jeg ikke har det vildt godt nu. Jeg føler mig meget rastløs og trist. Men det bliver helt sikkert bedre med tiden og nå medicinen har gjort sin virkning. Efter indlæggelsen var jeg begyndt på stemningsstabiliserende medicin, Seroquel 25 mg. som supplement til Cipralex, da jeg ikke følte det havde effekt alene. Det var rigtig hårdt at være indlagt, fordi jeg følte slet ikke at de forstod mig, for var en sygeplejerske, som sagde til mig ”du virker da ikke særlig depressiv.” Mit problem er at vise til folk jeg ikke kender, hvordan jeg virkelig har det. Jeg følte også at jeg blev udskrevet alt for tidligt, og den læge jeg snakkede med ikke rigtig tog mig alvorligt, for han mente ikke at jeg havde depression, men jeg derimod var i en overgangsfase til voksenlivet. Men noget godt var der da være den psykiatriske skadestue i Glostrup nemlig at jeg begyndte på stemningsstabiliserende medicin, som bare har hjulpet mig så utrolig meget!
Min anden indlæggelse
Her er noget, som jeg skrev efter at have været indlagt på Bispebjergs psykiatriske skadestue jeg var indlagt fra fredag 16. april til mandag den 19. april.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive, for jeg har så meget at sige og ordene står i kø for at de alle kan komme først. Jeg kan jo starte med at fortælle om min weekend, som bestemt ikke blev som jeg havde regnet med, men sådan er det jo tingene bliver ikke altid som man har planlagt det. Jeg har haft det rigtig dårligt psykisk i et godt stykke tid, men har ikke fået taget mig sammen til at gøre noget ved det. Jeg fik nummeret af en veninde til Bispebjergs psykiatriske skadestue, så jeg for alle tilfældes skyld kunne ringe, hvis jeg fik brug for det. Og det må man så sandelig sige at jeg fik i fredags. Jeg havde det meste af ugen været selvskadende næsten hver dag. Og i fredags slog det så klik for mig. Jeg havde det så dårligt og var så desperat, at jeg bare måtte gøre skade på mig selv, og denne gang var det ikke bare med, saks, nøgler eller mine negle som jeg plejer, men en kniv. Jeg stod med kniven og pressede den hårdt mod mit håndled, men det var ikke nogen særlig god kniv, så der skete ikke noget. Jeg turde heller ikke presse hårde, for når det kommer til stykket er jeg skide bange for smerten, og min hensigt er jo heller ikke at dø, men at lette den indre psykiske smerte ved at gøre noget fysisk. Efter mit forsøg med kniven, og en god lang snak med Rikke fik hun mig omsider overtalt til at ringe til psykiatrisk skadestue. Jeg kom til at snakke med en rigtig sød sygeplejerske som hed Signe. Jeg fortalte hende så godt jeg kunne om hvordan jeg havde det lige der, og hun syntes så at jeg skulle komme over på den psykiatriske skadestue ikke nødvendigvis for at blive indlagt, men for at få talt med nogen. Mehtap tog med mig, hvilket jeg er hende dybt taknemmelig for, for hun var mig en uvurderlig støtte. Jeg blev undersøgt at en sød sygeplejerske ved navn Hanne, som målte mit blodtryk og tog min temperatur jeg fik også taget blodprøver og EKG. Det var noget som var blevet forlangt af sundhedsstyrelsen fik jeg at vide. Jeg snakkede med tre forskellige læger. Ane, Anna og Simon, alle tre rigtig søde og forstående over for mig i modsætning til sidste gang, hvor de var uvenlige og kolde, så det her var en meget mere positiv oplevelse. Simon, som førte ordet mest, mente efter at have snakket med mig, at hans erfaring med folk der havde det som jeg var det bedst at komme hjem igen, være sammen med nogle venner og nyde godt selskab. Jeg fortalte ham at det kunne jeg slet ikke overskue, og han sagde så at hvis jeg ville kunne jeg sagtens blive til i morgen, og så kunne vi tage den der fra.
Lørdag snakkede jeg med en anden læge, som hed Vibeke jeg fortalte hende om min situation, og at jeg ikke kunne overskue, og heller ikke var tryg ved at være på Tutten, og hun ville lige tænke over det. Senere kom en sygeplejerske og fortalte mig, at de gerne ville indlægge mig, men at der ikke var plads. Så jeg blev på skadestuen til søndag. Lørdag aften kom to af mine kammerater et smut forbi med nogle lydbøger, som jeg havde glemt i farten, så vi tilbragte tre hyggelige timer sammen. Jeg havde takket være min forudsigende veninde Mehtap fået pakket det mest nødvendige. De var kom med en pose, hvor der ikke kun var lydbøger i, men også slik og cola, så det var rigtig sødt af dem. J
Søndag snakkede jeg endnu en gang med Vibeke, og hun sagde at nu måtte jeg tage en beslutning om jeg ville blive her, eller om jeg ville hjem. Efter lang tids tøven besluttede jeg at blive til mandag, for det kunne jeg mærke var bedst for mig at gøre. Min skønne far besøgte mig søndag, så det var rigtig rart, at få mig en god snak med ham. J
Mandag kom jeg til at snakke med en læge som hed Jens, en rigtig sød og forstående mand jeg fortalte ham om hvordan jeg havde det og lidt om min situation. Han mente så at der ikke var nogen grund til at jeg blev på den psykiatriske skadestue, så jeg blev udskrevet mandag eftermiddag, hvilket jeg havde det ganske fint med. Jeg fortalte ham om billederne og stemmen i mit hoved, han mente at det var hallucinationer, så han ville prøve at øge mig i Seroquel, for at se om det måske kunne hjælpe. Han garanterede dog ikke at det ville virke, hvilket jeg heller ikke forventede. Så nu er jeg gået fra 25 mg. Til 300 mg. Så det er ikke så lidt. :O Jeg er så glad for at jeg tog beslutningen om at tage på psykiatrisk skadestue, for der fik jeg den ro og tryghed, som jeg havde så stærkt brug for. Og de var så søde da jeg skulle gå. De sagde til mig ”Husk nu at du altid er velkommen her en anden gang, hvis du får brug for det.” Og disse ord varmede mit hjerte. Det var en dejlig positiv og rar oplevelse i modsætning til sidst. Så nu tør jeg godt benytte mig af muligheden igen, hvis der kommer en anden gang, hvilket jeg da ikke håber. J Det var rart at gøre noget for kun mig selv og ingen andre, og endnu dejligere at mærke, at det var det rigtige jeg gjorde. Nu får jeg Seroquel Prolong depotmedicin 400 mg. Og Seroquel 25 mg. Som PN medicin efter behov. Lørdag 13. november stoppede jeg med Cipralex efter en månes udtrapning efter at have taget det i lidt over et år.
Emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse
i midten af april var jeg til en neuropsykologisk test, hvor det skulle undersøges hvor vidt jeg var klar til en uddannelse. Og der fik jeg konstateret en Emotionel personlighedsforstyrrelse med hysteriforme træk, hvilket betyder at jeg ikke er god til at rumme modsatrettede følelser, og svære følelser såsom sorg, tristhed og vrede. Hvis følelserne bliver for voldsomme trækker jeg mig tilbage fra dem, som en forsvarsmikanisme og beskyttelse af mig selv. Her er det jeg skrev efter jeg fik svar på de neuropsykologiske prøver.
Jeg har det rigtig skidt lige nu jeg sidder med en masse tanker og følelser, som jeg ikke kan rumme, og
ej heller ved, hvor jeg skal gøre af eller stille op med. Jeg snakkede med Tom i dag, som var blevet færdig med sin rapport. Faktisk var meget af det han sagde rigtig positivt og rart, at få at vide. Men det var ikke så positivt rent personlighedsmæssigt. Jeg fik at vide, at jeg er middel begavet, og at jeg har en god hukommelse og en super god praktisk begavelse, og at der intet skulle være til hindring for ,at jeg ville kunne tage en uddannelse. Men rent personlighedsmæssigt var jeg endnu ikke moden og klar til at tage en uddannelse. Han mente at jeg skulle bruge et par år til at udvikle og modnes rent personlighedsmæssigt. Han sagde, at ud fra de test jeg har været igennem, altså personlighedstestene. Der var de 12 historier, som jeg skulle kommenterer, hvortil han stillede nogle spørgsmål, som han mente jeg ikke havde været rigtig lydhør over for. Ud fra nogle lyde jeg skulle høre, og fortælle sagde han, at jeg reagerede emotionelt ganske normalt, og jeg havde livfulde følelser, hvilket jeg også helst skulle have, som han så smukt udtrykte det. Han sagde også noget meget interessant, at jeg havde svært ved at rumme modsatrettede og ambivalente følelser, hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Han sagde også at jeg ikke kunne rumme for svære følelser, og i stedet vendte ryggen til at valgte at trække mig tilbage, når det blev for svært. Han konkluderede så ud fra prøverne, at jeg har en emotionel,
ustabil personlighedsforstyrrelse med hysteriforme træk, altså at jeg har svært ved at rumme ambivalente og modsatrettede følelser, og at når alting bliver for svært vælger jeg at vende ryggen til virkeligheden, og i stedet trække mig tilbage, fordi jeg ikke kan overskue eller rumme det. Puha jeg synes det er noget at en mundfuld at skulle sluge, men det er også rart at have fået noget jeg kan forholde mig til. Og mange af de ting han sagde kunne jeg sagtens genkende hos mig selv, og kunne kun give ham ret. Han mener så, at jeg for at kunne udvikle mig bedst muligt skal have en terapeut, som jeg kan have en slags fortroligt ”venindeforhold” til og kunne udveksle erfaringer med fra hverdagen, så jeg kan lærer at forholde mig til og kunne rumme svære situationer og modsatrettede følelser. Det er lidt vildt at tænke på, at han ud fra nogle prøver og tests over to gange kan finde ud af så meget om mig. Det var dejligt at få af vide, hvor jeg står nu i forhold til at kunne tage en uddannelse, og nu har jeg også nogle ting jeg skal arbejde med.
Lidt om, hvordan det går i dag
Jeg har skrevet en lang smøre om mit liv, og det har været rart at få sat ord på det og skrevet det ned, for det giver mig en slags orden. Min depression er færdig behandlet, og jeg får ikke længere medicin for den. Der er så siden kommet personlighedsforstyrrelsen til, og det fylder meget hos mig i min hverdag ved at jeg let bliver bragt ud af balance psykisk og ikke rigtig kan rumme mine følelser. Efter depressionen forsvandt har stemmen i mit hoved plaget mig, og der er kommet flere til. Jeg for Seroquel Prolong, som stemningsstabiliserende medicin, som har en god effekt på mig, og gør at mit humør heller ikke har de der meget store udsving, som det hidtil har haft. Og så har det også givet mig meget mere ro i mit hoved, og dæmpet stemmerne lidt ned. I dag får jeg god og professionel hjælp til at tackle mine problemer ugentlige psykologsamtaler, som jeg har meget glæde af da, min psykolog og jeg snakker rigtig godt sammen, og jeg føler mig tryg ved hende. Der ud over snakker jeg med psykiater en gang ca. hver anden måned, også dette hjælper mig utrolig meget, da vi snakker rigtig godt sammen og også hende føler jeg mig rigtig tryg ved. Der er også pædagogerne her på stedet, som jeg kan gå til hvis jeg har brug for det. Min kontaktperson Lene snakker jeg med en gang i mellem og det hjælper mig bare at få lov til at sætte ord på alle mine tanker og følelser. I dag har jeg det meget godt, der er dog stadig rigtig mange svære dage. Jeg vil ikke sige jeg har det godt psykisk, men jeg er blevet stærkere. 22. december skete der noget, som bragte mig ud at ligevægt min elskede far døde meget pludselig og uventet, så jeg har en stor sorg indeni og et kæmpestort savn til ham. Men jeg går ikke alene med det, for jeg har venner som vil lytte hvis jeg har brug for det. Alt i alt har jeg et rigtig godt liv også med alle dets op og nedture, og min psykiske sårbarhed, som jeg med tiden lære at tackle, acceptere og leve med.
Og hvis ikke jeg kan blive fri for dem vil jeg lærer at håndterer dem på en eller anden måde, for som det ser ud er det meget svært for mig. Godt nok modsætter jeg mig dem, og gør ikke som de siger jeg skal, og alligevel føler jeg at de har magten på en eller anden mærkelig måde i hvert fald lige i øjeblikket. Forhåbentlig kommer de lidt mere i baggrunden, når der kommer lidt mere ro på tingene omkring mig. Håber jeg i hvert fald.