Kategori: Blogindlæg

Som skrevet i en tidligere blog var jeg til forsamtale på bostedet Nettet i går. Jeg tog en taxa herfra omkring klokken kvart over et, og der derude halv to, så det passede rigtig godt for det var nemlig der samtalene startede. Da jeg ankom blev jeg mødt at lederen af stedet Susanne, som var kommet ud for at lede efter mig, hvis nu jeg var faret vild, så det var meget rart hun gjorde det.

Så fulgtes vi ind i huset, og ned i kælderen, hvor samtalen skulle foregår i et ganske hyggeligt samtalerum. Dem der deltog var Susanne lederen af stedet, og en medarbejder ved navn Rikke, som faktisk virkede rigtig sød og venlig. 🙂 Samtalen foregik på den måde, at de fulgt et skema, som Susanne stillede spørgsmålene ud fra, og så var det Rikkes opgave, at skrive det ned jeg sagde. Jeg blev stillet en masse spørgsmål omkring min diagnose, da det er jo er den der skal arbejdes med, og jeg synes faktisk jeg fik fortalt en masse gode ting omkring min diagnose, hvordan den påvirker mig. Jeg valgte at være åben og ærlig, for på den måde når jeg længst. Der blev også stillet spørgsmål om, hvornår  jeg første gang stiftede bekendtskab med det psykiatriske system og hvorfor jeg gjorde det dengang. Jeg blev også spurgt om min kontakt til min familie, og hvor tit jeg ser dem, og der svarede jeg som sandt var at jeg ser dem ganske sjældent og fortalte også hvorfor jeg har valgt det. Jeg blev også spurgt om, hvad jeg forventer af at bo på Nettet, hvortil jeg svarede at jeg forventer at der bliver arbejdet meget med de psykiske ting, som fylder hos mig. De spurgte også hvad jeg har brug for støtte til, og det er meget det her med at blive bedre til at komme og bede om hjælp, når jeg har det skidt, så det ikke ender med selvskade. jeg blev også spurgt om jeg kan lave mad og klare mig selv, og jeg forstår godt hvorfor de spørger, når de aldrig har haft en synshandicappet hos dem før. Jeg fortalte dem at jeg hører stemmer, og har gjort det siden jeg var syv år gammel, og så sagde de noget som gjorde mig rigtig glad “Vi kan prøve at finde en måde, hvor du kan arbejde med stemmerne, så du lærer at tøjle dem og blive venner med dem, så det er dig der bestemmer og ikke dem.” Så snakken faldt på at jeg kan komme i en stemmehørergruppe, så jeg kan snakke med andre der hører stemmer. Det synes jeg lyder som en rigtig god idé. Jeg fik også nævnt min frygt over for det at jeg skal have alt min medicin selv, og alle de tanker det sætter i gang hos mig, og Susanne kom faktisk med en god løsning nemlig at jeg får en kasse til at opbevarer den i som kan låses, så får de nøglen så jeg skal bede om den hvis jeg skal medicinen ud over det jeg har til nogle dage. Og det synes jeg er en rigtig god løsning, som gav mig rigtig meget tryghed. Jeg nævnte mit store problem med at komme og bede om hjælp, og der kom de også med løsning at hvis jeg flytter ind, at man laver aftaler om at min kontaktperson ringer til mig det første stykke tid og høre hvordan det går mig indtil jeg selv bliver bedre til at ringe. Jeg synes de var gode til at komme med nogle brugbare løsninger, som i længden kan udvikle mig i en god retning. Så skal jeg modtage behandling i distriktspsykiatrien, og det gør mig intet, for jeg tror der er kompetente mennesker som hjælpe mig med at blive bedre til at tackle min personlighedsforstyrrelse og stemmerne. Jeg fortalte dem hele min livshistorie, så det var noget af en snak fra min side af. Og de var rigtig lyttende og forstående, så det var ikke svært at skulle snakke om de svære emner tværtimod var det rigtig let, fordi de begge tog det så stille og roligt. Det var en rigtig god samtale, hvor jeg fik sagt alt det jeg ville. Og jeg kunne virkelig mærke, at de er vant til at arbejde med mennesker med psykiske lidelser, og det gav mig også rigtig meget ro og tryghed.  

Og det bedste af det hele var, da vi stod og ventede på en taxa, så sagde Susanne til mig “jeg synes ud fra det vi har snakket om, og det du har sagt at du vil passe godt ind her.” Det gjorde mig bare så glad, at hun er så positiv omkring det at jeg skal bo hos dem. Jeg er også selv rigtig positiv omkring Nettet, da jeg er sikker på at det er det helt rigtige sted for mig, da de arbejder meget målrettet i forhold til mine psykiske vanskeligheder, og det er så rart at mærke, da det er det jeg har haft brug for i nogle år efterhånden. Det eneste de mangler på bostedet for at komme videre i sagen om min indflytning er mine behandlingspapirer, så de kan vurderer om det jeg har sagt stemmer overens med det der står i papirerne. Susanne vil så ringe til mig omkring nogle datoer for kaffemøde, som er noget socialt hygge, hvor beboerne og en medarbejder deltager, hvor de så møder mig og jeg dem. Der skal også afholdes noget hun kaldte middagsmøde, som foregår om aftenen under aftensmaden hvor kun beboerne og jeg deltager, hvor vi får lejlighed til at snakke sammen og derved lærer jeg dem at kende og de lærer mig at kende, så det er godt at de laver den slags arrangementer, så man kan snakke sammen under hyggelige og rare omstændigheder. Så det er jeg spændt på og glæder mig til. 🙂

Her i mandags fik jeg overbragt den rigtig gode nyhed, at Rødovre Kommune omsider har hørt min bøn om at komme et andet sted hen og bo, og de er så kommet med et forslag til et andet bosted Nettet II hedder det, og er et botilbud for unge mellem 18 og 35 år med psykiske lidelser, der er plads til 5 i huset, og man kan bo der op til 5 år. Min glæde var stor da Martin min kontaktperson fortalte mig om det her i mandags. 🙂

I onsdags var Martin og jeg ude og se på stedet vi var derude omkring klokken elleve. Da vi bankede på døren blev vi mødt af en sød og stille og rolig kvinde som hedder Susanne det er hende der er leder af stedet. Det er et parcelhus der ligger på Jyllingevej. Som det første blev jeg vist rundt i huset af en af beboerne ved navn Michael nede i stueetagen ligger der stue, køkken, badeværelse og oven på ligger de værelser, hvor folk bor. Nede i kælderen ligger vaskerummet, et rum til at tørre tøjet i personalets kontor, endnu et badeværelse og et samtalerum. Mit indtryk af huset var rigtig rart og positivt det virker rigtig hyggeligt og lyst og så var der en god stemning. Jeg kan rigtig godt lide måden huset er på, for det er nemt at overskue og finde rundt i. Efter rundvisningen satte vi os inde i stuen, hvor jeg blev informeret om de forskellige ting man skal, når man bor der hus regler, forbud. Man har også en maddag om ugen, og så skal man også gøre rent på bestemte steder i huset, og der skal også ordnes have, for der er nemlig have til huset rigtig skønt. 🙂

Jeg har en rigtig god mavefornemmelse omkring botilbudet, for alle jeg mødte virkede med søde og imødekommende, og det bedste af det var, at de på ingen måde virkede skræmte ved tanke om at jeg har et synshandicap Susanne lederen virkede meget åben over for det, og som hun sagde “Det var vi ikke prøvet før, så det bliver spændende, og selvfølgelig skal der nok blive lavet særaftaler, når nu der er nogle ting du ikke kan være med på grund af dit dårlige syn.” I mens vi sad og snakkede kom em af medarbejderne ved navn Lene Marie ind og deltog i snakken hun virkede som en rigtig sød og energisk kvinde. Og det gode er, at jeg kommer til at bo sammen med ligestillede, hvilket jeg har efterlyst længe. Og min fornemmelser siger, at jeg godt kan passe ind i gruppen. Lige nu bor der kun 3 mennesker men der er plads til 5, og jeg synes 5 er sådan et godt antal, for så er der ikke så mange mennesker, som jeg skal tage stilling til. Der skal betales kostpenge en gang om måneden på 1400 kr. Og så skal jeg hvis jeg kommer til at bo der give en egenbetaling hvis beløb jeg endnu ikke kender. Jeg så det ledige værelse, og det var rigtig hyggeligt og lyst, og havde en tilpas størrelse, så der tror jeg godt at jeg kan finde mig til rette. 🙂 Og jeg kan rigtig godt lide, man er fælles om rigtig mange at tingene. Da vi gik fik vi en masse papirer med os hjem hus regler, forbud. personaledækning og så fik vi også et ansøgningsskema og en samtygge erklæring, så det var en god del papirer og jeg synes de ting jeg fik af vide om stedet var rigtig gode og noget jeg føler jeg kan bruge og får gavn af, hvis jeg kommer til at bo der, hvilket jeg virkelig håber. Jeg har rigtig mange positive tanker om det sted, og jeg har sagt ja til at jeg gerne vil bo der. Forskellen på her og Nettet II er, at man er mere selvstændig på nogle områder og så er der ingen om natten, hvilket gør mig lidt utryg, da jeg igennem hele min opvækst har vant til at der har været nogen om natten. Jeg nævnte min utryghed over for Susanne, og hun sagde noget der gjorde mig lidt mere tryg “Når du bor her får du en kontaktperson, som du har et tæt sammenarbejde med, og som du kan SMS’e eller ringe til, hvis du har brug for det, å der er mulighed for at fat i nogen hvis der er brug for det.” Disse ord gjorde mig meget mere tryg.

I går udfyldte jeg med hjælp fra en pædagog de dele af ansøgningsskemaet vi kunne udfylde, og så skrev jeg under på samtygge erklæringen der var kun to ting, som Martin og jeg udfyldte her i dag. Papirerne er sendt at sted i dag. I samtygge erklæringen giver jeg tilladelse til at botilbudet indhenter oplysninger fra kommunen om min behandling, og i samme erklæring giver jeg tilladelse til at Nettets faglige konsulent visitator ligeledes kan hente oplysninger fra kommunen omkring min behandling og har lov til at drøfte det med personalet på stedet. Når de så har modtaget papirerne skal de læse dem igennem, drøfte dem og ud fra det vurdere om de synes jeg passer ind i tilbudet og gruppen og når det er gjort skal jeg hvis jeg får ja fra dem til en forsamtale, hvor der bliver stillet en masse spørgsmål, hvor de kan lærer mig bedre at kende. Nu venter jeg bare med spænding på, hvad svaret bliver, og jeg håber meget på at det bliver ja, for som skrevet er jeg rigtig positiv over for stedet, og tror på at det kan blive et rigtig godt sted for mig. Det er et sted, som er skridtet videre fra f.eks andre behandlingssteder eller psykiatriske afdelinger, hvor den unge kan bo, hvis vedkommende har svært ved at bo i engen bolig efter måske at have været indlagt. Da jeg læste om det stod der et sted at beboeren efter 2-3 flytter videre til selvstændig bolig, og krav for at være er, at man skal være inde i psykisk stabil periode, og det tror jeg betyder, at folk ikke har det alt dårligt, og gør mig også noget mere tryg kan jeg mærke. Når man bor der bliver der lavet noget de kalder en udviklingsplan for hver enkelt med mål der skal opnås, og ting der skal bruges hjælp og støtte til. Det god er at, dem der arbejder der kender til psykiatri og psykiske sygdomme, og det er noget af det jeg har efterlyst, at komme et sted hen, hvor de er vant til at arbejde med folk som har psykiske lidelser, og det opfylder stedet også endnu en grund til at jeg gerne vil bo der. I ansøgningsskemaet skulle jeg svare på en masse spørgsmål mine indtægter, om jeg havde været indlagt, og hvornår, om jeg har kontakt til min familie og hvor meget, om jeg for tiden er indlagt, om jeg bor i bolig på nuværende tidspunkt. og så skulle jeg komme med en begrundelse, hvorfor jeg gerne vil bo på bostedet. Nu er det hele sat i gang, og nu kan jeg ikke gøre andet end at vente med spænding. 🙂 Jeg synes det er et rigtig godt forslag min sagsbehandler i Rådgivnings og behandlingscentret er kommet med. 🙂     

Denne tekst er skrevet for en uge siden.