Kategori: Blogindlæg

Min krop føles også mærkelig i dag lidt, som om den ikke den er min egen. Uro! Uro! Uro! Jeg føler jeg er ved at eksploderer indeni jeg synes ikke rigtig jeg kan holde ud at være nogen steder. Jeg vil gerne lette det indre tryk, men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. Det eneste jeg kan tænke på, som en mulig løsning er at skade mig selv, så jeg kan flytte fokus fra det indre kaos til den fysiske smerte, som det lige nu virker meget nemmere at håndterer end alt det som er indeni. Jeg har været ude at gå en tur, som normalt plejer at hjælpe, men jeg synes jeg har det lige så skidt, som inden vi gik den tur. Åh bare at give efter, så jeg igen kan holde ud at være i min krop. Nej! Jeg skal ikke skade mig selv, for det hjælper kun for en stund, og så har jeg det rigtig skidt bagefter, så det kan jeg lige så godt opgive. Jeg synes bare det hele føles rigtig svært lige nu. Jeg har brug for at snakke med nogen, blive hørt og lyttet til og forstået. Jeg ved bare ikke, hvem det lige skal være. Selvom jeg har det skidt virker stemmerne slet ikke særlig tilfredse med mig de virker temmelig utilfredse, men jeg ved bare ikke hvorfor de er det. Jeg kan virkelig ikke rumme, at have det sådan her! Min krop er meget anspændt lidt som om der er noget, som jeg er på vagt over for. Jeg føler mig stresset, og at jeg ikke rigtig kan slappe af, fordi det hele køre så utrolig stærkt. Denne følelse er dog ikke ny for mig, men derfor stadig meget ubehagelig at være i. jeg tror følelsen har lidt af gøre med, at jeg har en del aftaler her de næste dage, og ikke er god til at sige fra, og give mig selv den ro, som jeg har brug for, og få koblet helt fra, så måske jeg skal tænke over, hvilken aftale, som jeg kan aflyse, så jeg igen kan få lidt ro. Jeg ved bare ikke, hvilken en det skal være.

Hvor skal jeg gøre af mig selv? Jeg har det mærkeligt på en anderledes måde. Det er som om der er noget i min krop, som har ændret sig, og ikke er, som det plejer at være. Det nærmest kribler og krabler indeni. Der er larm i mit hoved og tankemylder. Jeg føler mig fyldt op, men af hvad ved jeg ikke. Et eller andet, som jeg bare kan mærke ikke er rart. Stemmerne larmer en masse, men det påvirker mig faktisk ikke på samme måde, som det plejer at gøre, så det er faktisk ganske rart. Det er bare denne følelse af, at min krop føles anderledes, som jeg har svært ved at forholde mig til. Det er som om der ikke er plads til mig i den. Som om den er fyldt op af noget fremmed, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg har ikke prøvet at have det sådan før. Og jeg kan ikke finde ud af, hvad der har sat det i gang. Jeg vil bare gerne forsvinde og flygte væk fra den ubehagelige følelse, men det kan jeg jo ikke, da man ikke kan flygte fra sig selv. Jeg har lyst til at gøre noget meget voldsomt, som kan få mig væk fra alting og give mig pause, for bare en stund, som jeg har det nu kan jeg ikke rumme. Jeg prøver at være i det, og ikke kæmpe imod det, for jeg ved af erfaring, at jo mere jeg kæmper imod det jeg føler jo værre bliver det bare. Jeg har bare ikke lyst til at flyde med det, og lade mig opsluge af følelsen, fordi jeg ikke ved, hvor den vil føre mig hen. Jeg kan nemlig ikke mærke om det er godt eller skidt det den vil føre mig til. Der er et brøl af larm i mit hoved jeg kan ikke finde ud af om det er stemmerne, tankerne eller begge dele. Det lyder som et vandfald bare med lyd i stedet for med vand. Det er, som om jeg forsvinder længer og længere væk, men hvor hen ved jeg ikke. Eller jo jeg tror det er væk fra den ydre virkelighed, og ind i min egen indre virkelighed, der har jeg bare ikke lyst til at være, for jeg vil gerne være en del af verdenen omkring mig.

 

da flere efterspørger email notifikation når der skrives nye indlæg er dette ved at blive testet

/AQ

Efter det møde med Rødovre kommune, som jeg havde 11. juni blev vi enige om, at jeg højest sandsynligt skal starte på Telehandelshuset en gang efter sommerferien. Min sagsbehandler Maria fra Jobcenteret snakkede med dem derude, og til at starte med ville de have mig til møde derude onsdag 25. juni, men det kunne ikke lade sig gøre, da jeg havde aftalt, at tage et smut til Jylland i en uge, så Maria snakkede igen med dem ude på Telehandelshuset, og så nåede de frem til, at jeg skulle ud og tage en snak med dem torsdag 3. juli meget kort tid inden jeg skulle til psykiater, så det kunne jeg ikke rigtig få til at hænge sammen, hvilket jeg også skrev til min sagsbehandler, som godt kunne forstå det. Nu er vi så nået frem til, at jeg i stedet skal der ud sammen med min kontaktperson her fra Nettet og min sagsbehandler i uge 34 så det er vistnok onsdag den 20. august klokken halv ni om morgenen så vidt jeg husker ellers ved min kontaktperson det forhåbentlig nok. Det bliver spændende  at møde dem derude, og få os en lille snak, så må vi se om jeg starter til september.

Det er vidst ikke min aften i dag kan jeg mærke. Jeg føler mig fyldt op, og opgivende, og det eneste jeg har lyst til er, at gemme mig meget langt væk. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har det sådan småskidt, for jeg har faktisk haft en ganske god dag. Tankerne farer i alle retninger, og er ikke rigtig til af fange, og hvis jeg prøver på det begynder stemmerne at larme en masse, og det har jeg ikke lyst til, at de skal gøre, for der er nok larm i mit hoved i forvejen. Jeg har en stor lyst til at værre destruktiv, altså skade mig selv og jeg har billeder i mit hoved, hvor jeg ser, hvordan jeg skader mig selv ved at skære, så det bløder en masse. Lige nu savner jeg den ro, og lettelse, som selvskaden før i tiden gav mig. Jeg føler mig anspændt på grund af alle tankerne, Jeg har lyst til at forsvinde langt væk, og ud af min krop, for den er ikke rar at være i lige nu.

 

Jeg burde tage min medicin, men det har jeg ikke lyst til, og må heller ikke for tankerne, for de mener ikke, at jeg har brug for den og lige nu er jeg tilbøjelig til at give dem ret i det de siger selvom jeg med min fornuft godt ved, at det ikke passer. Det virker bare som en meget stor overvindelse at skulle tage de blot to piller bare tanken om at skulle tage dem giver mig en stor indre modstand, som det virker rigtig svært at kæmpe imod. Jeg er bange for at kæmpe imod, for hvad nu hvis jeg så får det endnu mere skidt? Åh den tanke kan jeg slet ikke rumme. Så er medicinen taget, og som forventet har det skabt en masse kaos og larm i mit hoved. Stemmerne virker meget vrede og utilfredse med mig de siger det ikke sådan direkte til mig, men det er noget, som jeg ligesom bare kan mærke, for de larmer og råber en del. Jeg har også taget noget PN-medicin i håb om at det kan dæmpe tankerne og stemmerne lidt ned, for det her er da godt nok meget svært at håndterer lige nu. For det eneste jeg ønsker er fred i mit hoved, så jeg glæder mig til, at jeg kan gå i seng, for jeg er så heldig, at stemmerne og tankerne ikke kan nå mig, når jeg er faldet i søvn.