Det er vidst ikke min aften i dag kan jeg mærke. Jeg føler mig fyldt op, og opgivende, og det eneste jeg har lyst til er, at gemme mig meget langt væk. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har det sådan småskidt, for jeg har faktisk haft en ganske god dag. Tankerne farer i alle retninger, og er ikke rigtig til af fange, og hvis jeg prøver på det begynder stemmerne at larme en masse, og det har jeg ikke lyst til, at de skal gøre, for der er nok larm i mit hoved i forvejen. Jeg har en stor lyst til at værre destruktiv, altså skade mig selv og jeg har billeder i mit hoved, hvor jeg ser, hvordan jeg skader mig selv ved at skære, så det bløder en masse. Lige nu savner jeg den ro, og lettelse, som selvskaden før i tiden gav mig. Jeg føler mig anspændt på grund af alle tankerne, Jeg har lyst til at forsvinde langt væk, og ud af min krop, for den er ikke rar at være i lige nu.
Jeg burde tage min medicin, men det har jeg ikke lyst til, og må heller ikke for tankerne, for de mener ikke, at jeg har brug for den og lige nu er jeg tilbøjelig til at give dem ret i det de siger selvom jeg med min fornuft godt ved, at det ikke passer. Det virker bare som en meget stor overvindelse at skulle tage de blot to piller bare tanken om at skulle tage dem giver mig en stor indre modstand, som det virker rigtig svært at kæmpe imod. Jeg er bange for at kæmpe imod, for hvad nu hvis jeg så får det endnu mere skidt? Åh den tanke kan jeg slet ikke rumme. Så er medicinen taget, og som forventet har det skabt en masse kaos og larm i mit hoved. Stemmerne virker meget vrede og utilfredse med mig de siger det ikke sådan direkte til mig, men det er noget, som jeg ligesom bare kan mærke, for de larmer og råber en del. Jeg har også taget noget PN-medicin i håb om at det kan dæmpe tankerne og stemmerne lidt ned, for det her er da godt nok meget svært at håndterer lige nu. For det eneste jeg ønsker er fred i mit hoved, så jeg glæder mig til, at jeg kan gå i seng, for jeg er så heldig, at stemmerne og tankerne ikke kan nå mig, når jeg er faldet i søvn.