Kategori: Blogindlæg

Jeg har det ikke ret godt for tiden sådan både fysisk og psykisk, men lige i øjeblikket mest fysisk. Jeg har haft det på denne måde i over en måned, hvor jeg hele tiden går og føler mig energiforladt, og sådan småsløj, som om jeg skal til at blive syg uden at det rigtig bliver til noget. Det påvirker mig også rigtig meget psykisk, at jeg bliver ved med at have det så skidt fysisk, så jeg nogle gange kommer i tvivl om, hvad der påvirker hvad om det er det fysiske som påvirker det psykiske eller omvendt. I onsdags gik jeg og en af personalerne ned til min læge, hvor jeg har fået en tid på torsdag, hvor jeg kan snakke med min læge, og fortælle hvordan jeg har det. Jeg vil nemlig rigtig gerne have tjekket om det er noget fysisk, for så kan der jo gøres noget ved det, for jeg synes det er mærkeligt, at jeg skal blive ved med at have det sådan her. Måske det også er noget psykisk, og hvis det er det, så må jeg jo for arbejdet med det på en eller anden måde. Det er jo ikke mærkeligt, hvis det blot er psykisk, for jeg skal jo til at starte på afklaringsforløb, og det er jo noget nyt, så det er jeg påvirket af. Et eller andet sted vil jeg næsten håbe, at det bare er noget fysisk, for det kan jeg bedre forholde mig til lige i øjeblikket. Jeg har meget svært ved at overskue, hvis det er noget psykisk, for skal jeg så arbejde en masse med det? Hvordan vil jeg kunne overskue det nu, når jeg starter på noget nyt? Jeg håber meget min læge er sød at snakke med jeg har nemlig fået en ny, så vi kender ikke hinanden. Jeg håber virkelig ikke, at jeg skal det igennem, som jeg var på efterskolen, hvor jeg havde det på samme måde, og min daværende læge ikke troede på mig, eller sådan følte jeg det i hvert fald. Min kontaktperson siger at meget har ændret sig siden dengang, og jeg har ændret mig, og at det ikke behøver at blive på samme måde igen, og det har hun da helt ret i, så det er sådan jeg prøver at tænke på det. Det kan i hvert fald ikke skade, at blive tjekket igennem fysisk, så jeg ved om der er noget eller ej. Jeg synes bare jeg har så mange tanker omkring det, som det falder mig meget svært at finde ordene til. For jeg har en følelse af, at folk vil synes, at jeg er for pivet, og det burde jeg være ligeglad med, men det er jeg bare ikke. Jeg må gøre, som min kontaktperson siger tage det, som det kommer, og tage en dag af gangen.

I dag har jeg fået den besked, som jeg har ventet på. Jeg har fået ja til, at kunne starte i afklaringsforløbet i Telehandelshuset, så jeg starter onsdag  den tiende september. Det er Anne, som har givet mig beskeden efter at have snakket med Maria min sagsbehandler fra Jobcentret. Jeg fik at vide at lederen at stedet har sagt, at hun glæder sig til at se mig, og få et sammenarbejde med mig, så det er rigtig rart at vide. 🙂 Anne spurgte om ikke hun måtte komme med mig den første dag, og det må hun godt. Den første dag er introduktion, hvor vi får sagt hej til hinanden, og så er der frokost, som huset betaler, så ingen madpakke den dag. Det varer heller ikke fem timer den første dag, og det synes jeg er rigtig rart. Det er også rigtig trygt, at Anne gerne må tage med mig. Uha jeg er noget ambivalent omkring det, for på den ene side vil jeg gerne starte der, og komme til at lave noget nyt, og på den anden side har jeg bare rigtig lyst til at gemme mig væk herhjemme i mine trygge og vante omgivelser, som jeg kender så godt. Jeg er rigtig nervøs, for at skulle starte og møde nye mennesker, men det er jo meget naturligt at jeg har det på den måde. Men jeg er meget positiv omkring det, og glæder mig faktisk til at komme i gang med det, og finde ud af, hvad det er for noget jeg skal beskæftige mig med. Jeg har dog også en del tanker om, at jeg er bange for at få det rigtig skidt, og have rigtig svært ved at komme af sted. Det praktiske med Mobility er også blevet ordnet, så jeg skal ikke tænke på det, og det er meget rart, så jeg kan slappe af inden jeg skal starte. Det bliver bare rigtig spændende, og hyggeligt at møde nye mennesker. 🙂

Efter nogle dages overvejelser, og snakken frem, og tilbage med en masse mennesker. Ringede jeg til min sagsbehandler fra Jobcentret, og fortalte hende, at jeg siger ja til afklaringsforløbet i Tel handelshuset, og giver det en chance, og ser hvad der sker. Det blev hun rigtig glad for at jeg valgte, så hun vil nu ringe til dem derude, og så må vi se om jeg starter derude den tiende september.  Det bliver rigtig spændende med alt det nye, som sker. 🙂

Puha jeg er meget træt, og ør i hovedet efter alle de mange informationer, som jeg fik i dag. Det var jo i dag jeg var til møde ude i Telehandelshuset, hvor jeg skulle høre nærmere om det afklaringsforløb, som de tilbyder der hedder “På vej mod job.” Maria kom og hentede os klokken ni, og så tog vi alle tre en taxa til Taastrup vi var der fem minutter før tid, så det var meget rart. Vi blev vist ind til et rum, hvor den socialrådgiver, som visitere til forløbet i Telehandelshuset og lederen af stedet sad og ventede på os. Vi blev smilende budt velkommen af dem begge to. Til mødet deltog Maria min sagsbehandler fra Jobcentret, Lise Lotte lederen af Telehandelshuset, og Susanne den socialrådgiver, som visitere til forløbet. Anne min kontaktperson, og så selvfølgelig mig.

 

Til at starte med fortalte de begge lidt om det tolv ugers forløb, som de tilbyder. Der er fem i gruppen, som alle skal afklares om, hvilken vej de hver især skal finde til arbejdsmarkedet. Jeg fik også noget om skemaet af vide hver tirsdag og torsdag er der IT-dag, som er tilrettelagt efter den enkelte, hvor vi lærer at bruge de synskompenserende hjælpemidler på den bedst mulige måde. Mandag er der vistnok fællesmøde om formiddagen, og fredag er vores hjemmedag. Mandag og onsdag er der oplæg enten fra nogen i huset eller fra nogen ud fra, som fortæller om, hvordan de er kommet videre efter et forløb i huset. Der kommer også ergoterapeuter, som vil give os den helt optimale arbejdsstilling. Der er også tilknyttet en afspændingspædagog, som også kan hjælpe os. I forløbet er der en kvinde, som hedder Signe, som vi hver især kan gribe fat i, hvis får brug for det. Vi har faste pladser i de tolv uger vi er der, og der er fast skema fra uge til uge det virker meget rart og forudsigeligt, som jeg bedst kan lide det. Vi for lov til at lytte til dem, som sidder med telefonen, og får forskellige opgaver, som vi får prøvet af, så det bliver rigtig spændende.

 

Efter alt det praktiske omkring deres forløb ville de gerne vide en masse om, hvem jeg nu er, så det gav jeg mig til at fortælle. Susanne havde læst lidt i mine papirer fra Blindeinstituttet, så hun vidste godt lidt på forhånd. Vi snakkede en masse om det synshandicap, og de hjælpemidler, som jeg derfor har brug for. Jeg fortalte hvor meget jeg ser, og ikke ser og hvilke hjælpemidler, som jeg bruger. Stok. ZoomText på computeren og lup til når jeg læser beskeder. Vi snakkede også om at der skal laves den bedst mulige belysning for mig, så jeg skal nok til afprøvning på Instituttet på et tidspunkt. Jeg fortalte også at jeg er lysfølsom, og derfor gerne vil have nogle ordentlige solbriller, der vil så blive sendt en henvisning til en optikker. Der vil nok også blive søgt CCTV til mig (apparat, som kan forstørre bøger op ved de lægges på en plade som er tilkoblet noget teknik der forstørre det.) Jeg skal også en tur på øjenklinikken, for at få tjekket mit syn, da det er længe siden sidst.

 

Efter synsdelen var talt godt igennem fortalte jeg lidt nærmere om mig selv, at jeg går til Goalball om tirsdagen, i Stemmehørergruppe og Musikhistorie om mandagen. Og at jeg bor i det socialpsykiatriske botilbud Nettet II, hvor jeg får en masse støtte til det psykiske. Jeg fortalte også at jeg hører stemmer, som jeg har fået en masse strategier til at håndtere det meste af tiden, og at jeg er på antipsykotisk medicin, og medicin som jeg kan tage efter behov. Og at jeg har hørt stemmer siden jeg var syv år gammel. Snakken faldt også på de tests jeg var til i 2010 hos en neuropsykolog, og at jeg ikke har problemer med indlæringen, min intelligens eller hukommelse, men at der er nogle følelsesmæssige ting, som jeg skal have arbejdet med. Jeg fik også fortalt, at jeg har været indlagt nogle gange, og de spurgte hvornår. De fik også historien om den depression jeg havde fra 2009 til 2010 fordi der blev spurgt ind til det. Jeg fik også luftet mine mange bekymringer om at skulle starte, og om min temmelig lave stressstærskel, og at når jeg bliver stresset bliver stemmerne og symptomerne ret voldsomme hos mig, og det vil de og jeg i fællesskab være opmærksomme på. Jeg fik også sagt at jeg er bange for at få det rigtig dårligt igen, fordi det nye vil kræve en masse af mig alle de ting jeg sagde var de meget forstående over for og sagde at de vil passe på mig, så jeg ikke bliver presset ud i noget, som jeg ikke vil kunne klare, for det vil de ikke gøre sagde de til mig. De skal nok være opmærksom på den sårbarhed jeg har og tage højde for den og hensyn til den. De var også meget forstående over for at kunne drøfte det med mig, hvis jeg en dag har det skidt, og at vi sammen finder ud af om jeg skal blive der og bare være der uden at lave noget eller om jeg skal hjem og slappe af jeg fik også nævnt mit til tider manglende overskud. Der vil også hele tiden være nogen jeg kan få fat i, og få en snak med, hvis jeg har behov for det. De har været meget forstående og rummelige over for de ting, som jeg kæmper med, for som de så fint sagde vi møder det enkelte menneske der hvor de er, og vi ser styrker. De mener godt at de kan have mig i deres forløb, og at jeg få noget godt ud af det. Det virkede heller ikke som noget problem, at jeg ikke har min niende klasses eksamen.

 

Tidligere i dag var jeg i tvivl om, hvor vidt jeg skal sige ja til forløbet, og jeg har fået til på mandag til at gå og tænke det igennem i, og det er rigtig rart, for jeg har været meget forvirret omkring det hele det er dog bedre nu her. Det bedste er at de ikke er skræmte over de psykiske ting, som jeg kæmper med, da de før har haft andre der har haft deres at slås med. Det virker faktisk som et rigtig godt sted med meget strukturerede rammer, som jeg trives bedst i. Når forløbet er færdiggjort får man et kompetencekort, hvor der står de ting man har lært i de tolv uger der er gået. Jeg vil give det en chance, og det også selvom tanker og stemmer reagere meget voldsomt på at det er noget nyt jeg skal i gang med. Jeg fik af vide at det er først til mølle princippet, så jeg kan godt risikere at får at vide meget tæt på selve dagen om jeg skal starte der eller ej. Jeg fik også set huset, og det virker nemt, og til at overskue at finde rundt i. og dem jeg snakkede med virker rigtig søde, rummelige og forstående og klar til at møde mig der, hvor jeg er.

Det er en ganske særlig dag for mig, for i dag har jeg ikke skadet mig selv i halvandet år. Tænk en gang, at jeg er nået dertil, at det er så længe siden sidst det er lidt svært for mig, at forstå ind i mellem. Jeg synes faktisk, at jeg er ret sej, for det har virkelig krævet sine kampe, når trangen, lysten, tankerne, følelserne og forestillingerne fylder i mit hoved. Jeg er bare så glad for at jeg er nået så langt, som jeg er med selvskaden, for det troede jeg ikke på at jeg ville, for halvandet år siden. Der er rigtig mange folk omkring mig, som har hjulpet mig igennem alle månederne I ved alle, hvem I er. Men den som har hjulpet mig længst i dette forløb er mig selv, for det er mig, som har taget beslutningen om, at jeg vil holde endnu en dag, uge og måned uden selvskade det er der ikke andre som har gjort for mig. Men til gengæld har venner og andre omkring støttet mig og troet på mig, når jeg selv syntes at det har været svært at skulle kæmpe imod lysten til at skade mig selv. Noget af det, som har fået mig så langt i min kamp mod selvskaden er, at jeg flyttede ind i det socialpsykiatriske botilbud Nettet II, for der er jeg blevet mødt af både beboere og personale lige der, hvor jeg har haft brug, for at blive mødt, og det har bare betydet så meget for mig, og min udvikling. Så næste gang jeg igen skriver en blog vil det være toårsdagen uden selvskade, og jeg ved, at jeg sagtens kan nå dertil! Jeg har nemlig fundet nogle strategier, som jeg kan bruge, når lysten til selvskade fylder hos mig.