Endelig efter mange måneders ventetid blev jeg ringet op af min økonomiske sagsbehandler, som fortalte mig, at det om sider er kommet i orden med mit diagnosetillæg. Hun beklagede, at det har taget så lang tid, og fortalte mig, at det som har taget rigtig lang tid er få lavet det rigtige regnskab, som åbenbart har været svært for hende at få lavet. Jeg vil få 9000 kr. SAgde hun til mig nok bare ikke på en gang. Jeg er så glad, for at det endelig er gået i orden. 🙂 Jeg fik også af vide, at jeg siden januar har betalt for lidt i egenbetaling, men at det heldigvis ikke bliver trukket fra mig, da det er deres fejl. minusset ved, at jeg nu har fået mit diagnosetillæg er, at jeg skal betale dobbelt så meget i egenbetaling, som jeg gør det nu, så hvor jegfør betalte 1900 kroner skal jeg betale 3800 kroner, så det er en del. Og hvor jeg før fik 4400 får jeg nu kun 3300 så jeg har lidt fære penge end før. Hun sagde også noget med at der er 900 kroner om måneden til medicin, og hvis jeg bruger mere af det vil jeg ikke have overskud, men hvis jeg bruger mindre end det vil der selvfølgelig være overskud. Det var lidt forvirrende alt det hun sagde til mig, så jeg er ikke sikker på, at jeg har opfattet det rigtigt. Der bliver selvfølgelig også trukket i skat. Det er bare rart, at det nu er kommet i orden. 🙂 Nu jeg tænker over det, så sagde min gamle kontaktperson til mig, at så længe jeg bor her ville jeg ikke få så meget ud af, at have diagnosetillæg, og det havde hun så ret i, men sådan er det jo lidt penge er bedre end slet ingen.
Møde på Instituttet, for blinde og svagsynede
Som jeg skrev i min tidligere blog omkring arbejdsprøvningen, så var det i dag, at vi var blevet indkaldt til møde på Instituttet. Anne skulle have været med mig, men kunne ikke, da hun er på kursus de næste dage, så det blev Sophie som tog med i stedet for, og det har jeg det helt fint med, da jeg er ganske tryg ved hende.
Vi tog af sted i god tid, så vi var der ude tyve minutter før mødet startede, så ingen stress det er sådan jeg bedst kan lide det. Til mødet deltog Christian fra Rødovre Kommune jobcentret, en virksomhedskonsulent fra IBOS, som hedder Lise og en socialrådgiver ved navn Susanne, for ham som skulle have været var blevet forhindret. Til at starte med ville de gerne vide, hvem jeg er, og hvad jeg gik og lavede, så det fortalte jeg dem om. De ville også gerne vide lidt om de ting, som jeg kæmper med, men det følte jeg mig ikke tryg nok til at snakke om lige der, så Christian spurgte om han måtte fortælle, og det gav jeg ham lov til. Jeg blev også spurgt, hvad jeg kunne se mig selv arbejde med, og det ved jeg ikke, hvilket jeg også sagde til dem. Vi kom så ind på det forløb, som vi havde fået at vide godt kunne lade sig gøre på Instituttet, men så siger de, at de to som skulle have haft mig i arbejdsprøvningsforløbet ikke kan rumme det på grund af et for stort arbejdspres, og hvis de skulle finde opgaver til mig vil det være i informationen, og der er meget fart på, og der sker nye ting hver dag, så jeg vil ikke kunne få den ro og forudsigelighed, som jeg har brug for. Der skar Christian så i gennem og så sagde at så skal det ikke være der.
For de ville ikke kunne hjælpe mig med at blive klar til et job en dag. Lise sagde så at de ude i Høje Taastrup i noget der hedder Telehandelshuset har et tolv ugers afklaringsforløb, som hedder “På vej mod job.” Og bliver i nogle rammer, hvor jeg kan få lært de administrative opgaver, og få nogle kompetencer, som jeg vil kunne bruge til at finde ud af, hvor meget jeg kan klare at arbejde, og måske hvilket job jeg gerne vil have. Til at starte med sagde jeg nej til det. Der er meget mere ro og forudsigelighed og faste rammer i Høje Taastrup, som jeg har brug for. Så nu har jeg sagt ja til at prøve at give det chance, for det kan der jo ikke ske noget ved. De starter et hold op i september måned, så det bliver en lang sommerferie. Christian spurgte, hvorfor der er gået tre måneder på at finde frem til det vi fik af vide? Og at der var gået for lang tid. Han vil så snakke med Henrik leder af musikuddannelsen, som til at starte med sagde at det godt kunne lade sig gøre det har vi hele tiden fået at vide lige ind til i dag. Så Christian kontakter Maria, som er min sagsbehandler i Jobcentret i Rødovre kommune, og så ringer hun til Susanne, og finder frem til, at jeg nok skal starte i Høje Taastrup, for visitationsdelen til Telehandelshuset sidder ude på IBOS. Jeg gik fra mødet med en øv fornemmelse, men nu har jeg det sådan, at det nok skal komme til at gå i Høje Taastrup i stedet for.
Jeg fik også sagt flere gange, at jeg hurtig kommer ud af ligevægt, når der sker nye ting, og at der heller ikke skal så meget til før jeg føler mig stresset ,og måske får det skidt, og det håber jeg de vil tage hensyn til også det nye sted. Jeg fik faktisk også sagt at jeg synes det er for hårdt at starte op med tolv timer, så vi snakkede om ni timer i stedet for, og det kan jeg godt sige ja til. Jeg tror på at det nok skal blive godt selvom det ikke bliver på Instituttet jeg prøver at se positivt på det. 🙂
Tolv samtaler mere
1. maj, da jeg var til psykolog sagde jeg til hende, at jeg har brug for mere end tolv timer, da det ikke er nok, så hun skrev en mail til min læge, og så hørte jeg ikke mere fra hende. I går da jeg så var hos hende igen nævnte hun selv, at hun jo havde skrevet til min læge, men at hun intet havde hørt. Øv tænkte jeg så. Jeg troede også at i går var vores sidste samtale, men det viste sig, at jeg har en gang mere. Nå jeg må hellere vende tilbage til det jeg gerne vil skrive om. Da jeg skulle til at gå tjekkede hun sin mail, og der var intet så kom hun på den idé, at min læge havde lagt en henvisning op på serveren, så der gik hun ind og kiggede, og der lå sørme en henvisning fra min læge, og puha hvor blev jeg bare lettet, så nu har vi tretten gange tilbage. Hun havde allerede lagt henvisningen op 1. maj samme dag, som mailen fra min psykolog blev sendt at sted, så det gik rigtig hurtigt. Tak skal hun have, for den meget hurtige reaktionstid. Det er så rart, at jeg ikke længere skal tænke på, at vi ikke har flere samtaler tilbage.
Lidt om det langvarige forløb omkring arbejdsprøcningen
Arbejdsprøvningsforløb
14-04-2014
I sin tid var der snak om et fleksjob, men det kan man ikke sådan uden videre søge. Fordi jeg skulle søge fleksjob har jeg fået en anden virksomhedskonsulent, som har forstand på den slags det tror jeg faktisk at jeg har skrevet før, men så får I det bare igen. 
Jeg har så snakket lidt frem og tilbage med ham, og vi er så blevet enige om, at jeg skal starte i et tolv ugers arbejdsprøvningsforlø b, og dette forløb skal være ude på Blindeinstituttet, hvor de kender til mit synshandicapp, og kan indrette et forløb efter dette. Og så kender de også til de psykiske ting, som jeg kæmper med, så der vil jeg ikke skulle starte forfra med at fortælle min historie på det område. Christian som min virksomhedskonsulent hedder har holdt møde med nogle folk ude på Instituttet, og de til rigtig gerne have mig i forløbet. Det er så mening at jeg skal lave nogle administrative opgaver, som jeg endnu ikke ved, hvad går ud på, og så også have nogle musiske fag, da det jo er der jeg er stærkest. Grunden til at jeg nu kan starte i forløb ude på Instituttet er, fordi jeg snakkede med Fritz, som jeg går til Musikhistorie hos, og fortalte haml at min kommune vil have, at jeg skal starte i noget arbejdsprøvning, og sagde, at de har et sådant forløb der, så jeg ringede til Christian og fortalte om det, og nu er det så sat i gang, at jeg skal starte der ude, hvilket jeg er meget godt tilfreds med. Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal starte der ude. Det er også meningen at Christian vil følge mig tæt, og at jeg vil få en mentor, som jeg kan snakke med, hvis jeg har brug for det. Jeg har også fået at vide, at jeg skal være ærlig med, hvordan jeg har det, så det har jeg tænkt mig at være. Jeg er bare lidt nervøs, for om jeg nu vil kunne klare at starte der, når jeg nu har gået i et godt stykke tid, hvor jeg ikke har lavet noget hver dag, men jeg prøver at sige til mig selv, at jeg bare skal tage det stille og roligt, og ikke bekymre mig på forhånd. Det er bare lidt svært ikke at gøre, når man er mig.
Jeg har så snakket lidt frem og tilbage med ham, og vi er så blevet enige om, at jeg skal starte i et tolv ugers arbejdsprøvningsforlø b, og dette forløb skal være ude på Blindeinstituttet, hvor de kender til mit synshandicapp, og kan indrette et forløb efter dette. Og så kender de også til de psykiske ting, som jeg kæmper med, så der vil jeg ikke skulle starte forfra med at fortælle min historie på det område. Christian som min virksomhedskonsulent hedder har holdt møde med nogle folk ude på Instituttet, og de til rigtig gerne have mig i forløbet. Det er så mening at jeg skal lave nogle administrative opgaver, som jeg endnu ikke ved, hvad går ud på, og så også have nogle musiske fag, da det jo er der jeg er stærkest. Grunden til at jeg nu kan starte i forløb ude på Instituttet er, fordi jeg snakkede med Fritz, som jeg går til Musikhistorie hos, og fortalte haml at min kommune vil have, at jeg skal starte i noget arbejdsprøvning, og sagde, at de har et sådant forløb der, så jeg ringede til Christian og fortalte om det, og nu er det så sat i gang, at jeg skal starte der ude, hvilket jeg er meget godt tilfreds med. Jeg ved endnu ikke, hvornår jeg skal starte der ude. Det er også meningen at Christian vil følge mig tæt, og at jeg vil få en mentor, som jeg kan snakke med, hvis jeg har brug for det. Jeg har også fået at vide, at jeg skal være ærlig med, hvordan jeg har det, så det har jeg tænkt mig at være. Jeg er bare lidt nervøs, for om jeg nu vil kunne klare at starte der, når jeg nu har gået i et godt stykke tid, hvor jeg ikke har lavet noget hver dag, men jeg prøver at sige til mig selv, at jeg bare skal tage det stille og roligt, og ikke bekymre mig på forhånd. Det er bare lidt svært ikke at gøre, når man er mig.Det trækker ud
09-05-2014
I går ringede jeg til Christian, som er min virksomhedskonsulent, fordi han sagde på det møde vi holdt for nogle uger siden, at i den kommende uge ville jeg få besked fra Instituttet om, hvornår jeg skal starte i arbejdsprøvning hos dem. Han ringede så tilbage til mig i dag, og fortalte mig, at han ikke har hørt fra dem, men at han har sendt en mail til den socialrådgiver, som har med det at gøre, og sagt at han kunne ringe til Christian i dag indtil klokken fjorten. Han har også rykket dem for at få et svar om, hvornår de har tænkt sig at jeg skal starte, for både han og jeg vil gerne at der skal ske noget, for jeg har ventet i over to måneder på at få svar for fra dem. Han vil så bede om at komme til at holde et møde med dem, hvor han vil finde ud af om jeg skal starte der eller ej. I den besked han lagde på min telefonsvare sagde han, at jeg vil høre fra ham i næste uge, så det håber jeg meget på at jeg vil, for jeg er efterhånden temmelig træt af, at vente uden at vide noget som helst.
Om sider har jeg da hørt bare lidt
14-05-2014
Her tidligere ringede Christian til mig, og fortalte, at han har snakket med socialrådgiveren ude på Instituttet, som hedder Claus Bunde, og han har haft travlt, så det er derfor det har trukket en masse ud. Christian fortalte mig, at han har snakket med de to virksomhedskonsulenter, som skal være mentorer for mig. Han fik også af vide, at Claus også skal snakke med administrationschefen, som har med alt det administrative jeg skal lave at gøre. Christian vil så ringe til ham i morgen klokken tretten, og høre hvor langt han er nået med hensyn til om, hvornår jeg skal starte, så det bliver lidt spændende om der er blevet nået frem til noget eller om de fortsat vil trække det ud, hvilket jeg ikke håber, for ald den ventetid og uvished påvirker mig ret meget, og det er ikke i den positive retning kan jeg mærke, og det fik jeg også fortalt til Christian, og dette var han meget forstående over for, og blev ved med at fortælle, at hvis jeg fik det sådan at jeg ikke kunne holde ventetiden ud, så skal jeg bare ringe til ham, og det skal jeg helt sikkert nok huske at gøre. Når han så har snakket med Claus i morgen vil han ringe tilbage til mig bagefter, og fortælle, hvad der kommer til at ske.
Endelig mere omkring arbejdsprøvningen
26-05-2014
I dag ringede jeg til Christian min virksomhedskonsulent, for at høre, hvor langt vi er kommet i processen omkring arbejdsprøvning og om han havde hørt noget fra Instituttet, og det havde han faktisk! Vi er blevet indkaldt til møde onsdag 11. juni klokken fjorten. Jeg har også fået af vide, at jeg først starter i forløbet efter sommerferien endelig en tidshorisont, så har jeg fået lidt mere ro på selvom det godt nok ikke er en fast dato, så ved jeg i det mindste at jeg starter efter sommerferien. Til mødet skal Christian og jeg deltage, Claus som er den socialrådgiver, som har været på min sag hele vejen igennem, og så de to virksomhedskonsulenter, som skal være mentorer for mig. Christian fortalte, at en af de administrative chefer, som havde sagt ja til at have mig i arbejdsprøvning har sagt nej, da vedkommende ikke kan rumme at have mig i det forløb der er heldigvis en anden, som kan tage mig i forløbet. Jeg går ud fra, at mødet er en chance for at få sat ansigter på, og få snakket om, hvordan forløbet skal være, så jeg er rigtig spændt på, hvad der kommer til at ske onsdag 11. juni. Dejligt at der omsider er kommet gang i sagerne efter så lang tid. Som Christian sagde kan vi sagtens brokke os over, hvor lang tid det har taget, men det gør vi ikke, for vi er bare glad for at der endelig at sket noget. Pyha en lettelse og stor ro, at jeg har en idé om, hvornår jeg skal starte, for det hjælper mig bare så utrolig meget, som jeg også sagde da jeg snakkede med Christian. Jeg glæder mig til at komme i gang med det.
Uro, tristhed, tankemylder, og uoverskuelighed
Det hele føles bare rigtig svært lige nu. Uro, tristhed, tankemylder og uoverskuelighed fylder mit sind. Det var tæt på, at jeg ikke fik taget min medicin, fordi det på en eller anden måde bare føles så lige meget og ligegyldigt, for gør det hoverhoved noget? Og det ved jeg jo med min fornuft, at det gør, men lige nu kan jeg bare ikke se en mening med ret meget omkring mig. Det startede allerede til husmødet, hvor jeg lige så stille begyndte at få det skidt. Da jeg så skulle lave mad blev det bare endnu værre, hvor jeg begyndte at få en susende fornemmelse for ørerne, og så gled jeg ligesom lidt væk fra mig selv. Måske det også havde lidt at gøre med, at jeg kun havde fået to stykker toastbrød til morgenmad, og ikke noget frokost, så måske jeg var ved at gå lidt sukkerkold egentlig tror jeg det var en blanding af begge dele. Jeg kan ikke finde ud af med mig selv om det faktisk vil være en god idé med noget PN-medicin, for lige nu synes jeg ikke rigtig jeg er i stand til at tage den beslutning på egen hånd. Der er for meget kaos i mit hoved til at jeg kan holde fokus på så enkel en beslutning, men måske jeg bare skal tage den uden at tænke for meget over det. Så nu er den taget, så nu skal jeg bare give den tid til at virke. Lige nu savner jeg rigtig meget at skade mig selv, for jeg længes tilbage til smerten. Men så siger jeg så til mig selv ”du ved jo godt, at det kun hjælper dig på kort sigt, og det er ikke det værd.” der er også noget i mig som tænker fandeme nej! Jeg skal vinde over selvskaden og den skal ikke vinde over mig! Tidligere i dag, da jeg var på vej ned at handle fik jeg den tanke om, at jeg kunne springe ned fra den gangbro, som krydser Jyllingevej, og det syntes stemmerne var en rigtig god idé. De synes også det er en rigtig god idé, at jeg skader mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad og så bare gøre det? Fordi den raske og fornuftige del af mig godt ved at det ikke gør ret meget godt for mig. Jeg synes bare det hele virker ret svært for mig lige nu her. Tanker der farer i alle retninger, og hvis jeg prøver at fange nogle af dem føler jeg mig fuldstændig overvældet over al den larm de skaber i mit hoved, så det opgiver jeg at gøre. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu, for jeg føler ikke rigtig, at jeg kan finde ro nogle steder, og da slet ikke i mig selv, men hvor pokker skal jeg så finde den henne? Jeg prøver at skrive, for få det lidt på afstand, og lidt har det faktisk også hjulpet synes jeg. Jeg synes jeg havde så mange ord lige før, men de er åbenbart forsvundet ud af mit hoved. Jeg prøver at blive i følelserne, og acceptere dem, og at det er sådan jeg har det lige nu, men det er godt nok ikke særlig nemt, for der er en del af mig, som bare gerne vil kæmpe imod det, og bare gøre alt, for at få det godt, men det hjælper jo ikke så jeg prøver at flyde med og følge med strømmen af det hele.