katjas blog

Her den sidste uges tid har det at være social været noget, som jeg har haft meget svært ved at rumme, for det har simpelthen krævet en energi og et overskud jeg ikke har lige nu. Når jeg har prøvet at være social er jeg nærmest blevet fyldt helt op i mit hoved af alle indtrykkene fra folk omkring mig er blevet fyldt oven i alt det indre kaos og uro, som jeg går og tumler med lige i øjeblikket og så er det at jeg føler at mit hoved bliver fyldt op med mere end hvad det og jeg kan rumme og når det sker er det jeg begynder at blive meget urolig og hvis jeg bliver i det svære uden at trække mig fra det er det at jeg gådt kan gå hen og blive meget angst. Jeg deltog lidt i beboermødet her i mandags, men måtte gå ret hurtigt, fordi jeg blev angst og kunne slet ikke rumme alle de mange mennesker og lyden af dem. Når jeg så siden hen har prøvet at være social bare med et enkelt menneske er der blevet skabt en indre modstand, som gjorde det umuligt for mig at kunne holde ud at være samme med blot et ene menneske så jeg var nødt til at gå til sidst. Puha jeg ved ikke lige hvorfor det sociale er så svært for mig lige i øjeblikket. Så min tid er blevet brugt på mit værelse enten under kugledynen med en god lydbog eller også her foran min computer. Jeg har søgt mit eget selskab og selvvalgt isolation, fordi det har været det eneste jeg kan rumme og holde til, og det kræver heller ikke kræfter af mig som jeg ikke føler jeg har.

I går aftes var  jeg en smule social ude ved aftenteen på Rådhuspladsen efter at have haft en lille snak med Claus der havde vagten, hvor jeg prøvede at sætte ord på mine mange forvirrede tanker og kaotiske følelser. Jeg fik sat lidt ord på dem, men jeg synes det var svært at få til at give mening, men han var meget forstående og spurgte meget fornuftigt indtil om ikke jeg havde fået nogle knapper jeg kunne trykke på og bruge, når jeg havde det sådan, og lige på dette tidspunkt kunne jeg ikke lige komme i tanke om nogen. Det var bare rart at der var en som lyttede til mig, og prøvede at forstå mig. Han spurgte mig om jeg havde taget noget PN, og dette svarede jeg ja til endda to gange, men det sagde jeg ikke noget om. Efter vores lille snak foreslog Claus mig at komme med ud til de andre og få mig en kop te, da han før havde oplevet at det hjalp mig bare at være der og sidde og lytte, og det hjalp faktisk uden at blive alt for svært.

I går aftes var bare en rigtig svært aften, hvor jeg var meget plaget af en stor indre uro stemmerne og en masse svære tanker og følelser. Og oven i det var jeg meget trist, træt og uoplagt. Mit hoved var fyldt op med mere end, hvad jeg kunne klare, og flere gange var det eneste jeg kunne tænke på at skade mig selv, fordi det virkede som den nemmeste og hurtigst virkende løsning, og det jeg havde brug for var en hurtig virkning, ro og indre lindring. Flere gange følte jeg at var ved at miste grebet om virkeligheden og var ved at glide væk ind i mig selv ind til min egen virkelighed, som kun jeg kan nå. Jeg skrev en lang tekst med nogle af mine mange tanker og følelser, og det hjalp rimelig meget, at få det hele lidt på afstand. Ud over at skrive mine tanker ned skrev jeg med to veninder, som beggevar med til at jeg ikke forsvandt helt ind i mig selv, og begge gjorde de sådan at jeg kunne holde fast i den raske og konstruktive del af mig selv, for det var jeg på det tidspunkt ikke selv i stand til. Flere gange var jeg meget tæt på at skade mig selv, men to gange PN plus min faste medicin, SMS’er med to veninder, en lille snak med den pædagog som havde vagt og at komme lidt ud fra mit værelse og lidt væk fra mine egne tanker gjorde at jeg kom igennem den meget svære stund uden at skade mig selv, så stor sejr til mig! 🙂 Og tusind mange tak til jer, som var med til at hjælpe mig igennem det. Uden jer var det ikke gået.

Min psykiske tilstand svinger rigtig meget lige for tiden, og det er rigtig hårdt og tager meget på kræfterne energien og mit overskud. I søndags havde jeg det rigtig skidt, hvor jeg følte mig urolig lige på grænsen til angst, og det var bestemt ikke særlig rart. Når jeg har det rigtig skidt får jeg det rigtig svært med høje lyde og folk omkring mig som måske larmer ved at tale højt, og i søndags var en af disse dage, hvor jeg slet ikke kunne tackle larmen og støjen. Det der sker er at lydene nærmest trænger ind i min hjerne og fylder den helt op med lyd, og hvis jeg i forvejen har tankemylder, støj og stemmer i mit hoved bidrager støjen og larmen omkring mig til endnu mere kaos indeni, og hvis det er rigtig slemt kan det udvikle sig til angst, hvis jeg bliver det sted hvor der er støj. Det er som om at når jeg har det skidt kan jeg ikke rumme støjen omkring mig samtidig med støjen i mit hoved. Jeg prøvede at forklare to af mine veninder og medbeboere lidt om, hvad det er der sker, når der er for meget larm omkring mig, men jeg fik det vidst bare til at lyde som om jeg ikke ville have at de skulle larme, og at det måtte jeg gerne selv, så de sagde at vi alle larmer, og det har de da ret i. Jeg snakkede så med dem i dag, og fik forklaret dem det på en ordentlig måde, og de var glade for at jeg sagde det, så de vidste det. Men det er bare så svært at undgå larm og støj især når jeg bor sådan et sted som her, hvor der er mennesker omkring mig næsten hele tiden altså lige med undtagelse af, når jeg trækker mig tilbage på mit værelse. Nogle gange kan lyden af mange mennesker gøre mig rigtig angst,fordi jeg føler mig helt fyldt op af indtryk både ude og inde fra og det kan jeg slet ikke rumme og så ender det for det meste med at jeg får det rigtig skidt hvis jeg prøver at blive der i stedet for at gå væk fra det, som er svært for mig at rumme. Til tider føler jeg at lydene presser på ørerne nærmest som et fysisk tryk, og det er virkelig ubehageligt! Det er som om jeg ikke har det filter som gør at jeg bedre kan rumme indtryk fra omverdenen, så det hele vælder bare ind over mig som en flod ustyrlig og ikke til at stoppe. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre, for at blive bedre til at rumme tingene omkring mig. Jeg håber det ændre sig i takt med at jeg får det bedre. Det kan også bare være en del af mig, som jeg lærer at tackle med tiden.

Det har godt nok ikke været den bedste dag i dag rent psykisk, for allerede da jeg vågnede begyndte uroen at gnave løs i mit sind, og den har fulgt mig hele dagen. Lidt over et fik jeg nok og endte med at tage noget PN, for bare at kunne få en lille smule ro i mit hoved og i kroppen og det hjalp da også noget. Det er hårdt at gå og være urolig, for det gør det svært for mig at slappe af. Uroen er kommet meget i bølger sådan i løbet af dagen. På et tidspunkt føltes det som om det godt kunne udvikle sig til angst, men så langt kom det heldgivis ikke. Sammen med uroen har der også været en ganske lille smule uvirkelighedsfølelse, men den er heldigvis forsvundet igen.  Puha jeg synes godt nok uroen fylder meget hos mig lige nu. Jeg tror jeg kravler under kugledynen, og ser om ikke den kan give mig lidt ro.

Det er aften nu, og mørkt udenfor, og aftenen er bestemt ikke mit bedste tidspunkt på døgnet, for det er tit og ofte om aftenen, at jeg får det rigtig skidt. Før i tiden inden jeg blev syg syntes jeg at aftenen var hyggelig, og sådan kan jeg da godt stadig have det i perioder, men det er bare ikke særlig ofte. Jeg føler mig ikke rigtig glad nok mest trist, og tristheden har fulgt mig lige siden jeg vågnede i morges. Jeg vågnede i morges og tænkte åh nej endnu en dag jeg skal igennem, men selvom jeg havde det sådan er dagen faktisk gået ret hurtigt synes jeg. Ud over at føle mig trist er jeg vildt træt og har intet overskud. På trods af at jeg ikke haft ret meget overskud fik jeg båede gjort rent på mit værelse, vaske tøj, sengetøj og håndklæder, lagt sengetøjet på, hængt håndklæderne op og lagt tøjet sammen og alle disse ting plejer at føles rart at få gjort, men i dag føltes det ligegyldigt og som noget der bare skulle overstås så det er rart at det er overstået. 🙂 Så nu er her til at holde ud at være igen fint og rent. 🙂 Jeg har følt mig ensom i dag, da de fleste af mine venner skulle noget og jeg bare har været her, men jeg har ingen grund til at føle sådan, for jeg har selv valgt ikke at skulle noget og alligevel følte jeg mig ensom og trist til mode og sad med tanker om at folk ikke ville være sammen med mig, fordi jeg er sådan et dårligt menneske. Impulserne og lysten til selvskade raser i mit sind, men jeg vil kæmpe imod det og gøre mit til at jeg ikke ender med at skade mig selv, for det løser jo alligevel intet i længden. Jeg har det mærkeligt, for på den ene side vil jeg gerne være sammen med nogen uden rigtig at vide hvem det skal være. Og på den anden side vil jeg bare gemme mig væk her i min egen lille hule. Jeg føler  en indre blokering som gør at jeg føler at mine tanker står stille og ikke rigtig er til at få mening i og ordene føles meget langt væk og svære at finde.

Det er ret træls her for tiden, for af en eller anden grund, som jeg ikke helt kender føler jeg mig tit og ofte ret urolig indeni og det gør at jeg har ret svært ved at finde ro, fordi uroen fylder så meget nogle gange. Lige nu er det ret slemt og den kommer sådan meget i bølger og nogle gange forsvinder den næsten lige så hurtigt, som den kom så det er ikke rigtig til at finde ud af synes jeg. Jeg ved heller ikke altid, hvad jeg skal gøre ved den. I dag synes jeg ikke jeg burde være urolig, da jeg har fået rørt min krop rigtig meget, for jeg har nemlig haft svømning i to timer, og det var super rart at svømme, for jeg mærker min krop både når jeg svømmer og efter jeg har svømmet på en rigtig rar måde. Det er en meget mystisk blanding, for jeg føler mig træt og urolig på en gang og sådan havde jeg det nemlig også for nogle dage siden. Hvis jeg er heldig kan det være det forsvinder igen. Jeg kan da have lov at håbe på det. 🙂