katjas blog

Ja denne titel siger jo nærmest det hele, for jeg er kommet ind i en periode hvor det at spise for mig er noget der bare skal overstås og gå meget hurtigt. Det er ikke så slemt ved morgenmad og frokost, men det er ved aftensmaden det går helt galt. Så snart tiden nærmer sig halv seks, hvor vi skal spise mister jeg lysten til at gå ned ig kantinen og spise sammen med de andre, og jeg får en masse tanker om at jeg heller ikke fortjener at spise noget, og nogle gange når jeg så sidder foran maden forsvinder appetitten, og andre gange fylder tankerne og stemmerne så meget i mit hoved, at jeg kun kan holde fokus på dem, så jeg slet ikke kan koncentrerer mig om at spise, og hvis jeg går imod det de siger kan jeg få det rigtig skidt. Så det er blevet sådan, at jeg spiser meget hurtigt så jeg ikke når at tænke for meget over det, for hvis jeg gør det  kan de ske at jeg får det ret dårligt. Jeg ved ikke, hvorfor det at spise er blevet så svært for mig og det er som regel altid ved aftensmaden det er sværest for mig at få spist. Det er nogle gange sådan at jeg slet ikke gider at spise, fordi det kræver så meget energi af mig, at få det gjort. Det kommer også meget an på, hvordan jeg har det den pågældende dag, for det kan sagtens få stor indflydelse på om jeg også har svært ved at spise morgenmad og frokost, for hvis jeg har det skidt allerede fra morgenstunden med en masse stemmer og tanker som går ud på at jeg ikke må spise kan det præge hele min dag, og også min lyst til at spise.

Men hey! Noget positivt er faktisk sket i dag angående det at spise, for i dag til aftensmaden følte jeg ikke stor modvilje imod at skulle spise, og jeg kunne spise uden at få det rigtig skidt, så det er bare super rart at mærke det også! 🙂 Måske det er ved at vende i den rigtige retning, så jeg igen kan spise uden at have det så svært op til, i mens og bagefter. Jeg vælger at håbe og tro på bedring på den front. Det gode var at stemmerne og tankerne faktisk ikke var der og fyldte derfor heller ikke en masse i min bevidsthed, og sikke en lettelse det dog bare var. For det er dejligt med dage, som er nogenlunde gode. 🙂

Som skrevet før er mit humør meget svingende i løbet af en dag, og det er hårdt og meget svært at forholde mig til synes jeg. Uroen kommer også meget i bølger, men jo tættere vi kommer på aftnerne jo værre får jeg det lige for tiden, og jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for mig når det er aften, men sådan har jeg haft det siden jeg blev syg. Professionelle som min psykolog og psykiater siger at sådan er det for mange med psykiske lidelser, at aftenen er deres svære tidspunkt på døgnet, men derfor er det bestemt ikke særlig rart, for det hænder at jeg får det rigtig skidt om aftenen og ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. Sådan havde jeg det for ganske kort tid siden. Jeg var opfyldt af en voldsom uro og lige nu er den dæmpet ned det er sgu ikke rigtig til at finde ud af, når det er så utilregneligt. En sygeplejerske på den psykiatriske skadestue, hvor jeg var indlagt første gang sagde til mig, da jeg fortalte hende, hvordan jeg har det om aftnerne “aftnen er nok  dit svage tidspunkt på døgnet.” Og den sætning har tit lydt i mit hoved, når jeg har det træls om aftenen, for hun har så evig ret i det hun siger. Det er så hårdt, for jeg kan have det nogenlunde om dagen, og når så bliver aften får jeg det bare rigtig skidt. Det er dog ikke altid det er sådan heldigvis, men bar ret ofte. Og jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men sådan har jeg det nok bare, og der er nok ingen god grund til det. Jeg har efterhånden også lært, at det ikke er alting der findes en forklaring på eller grund til. Aftnerne er nok bare det tidspunkt på døgnet, hvor det er rigtig svært for mig, og jeg må bare prøve at tage det som det kommer, og ikke spekulere så meget over, hvorfor det er sådan, for jeg ved det ikke, og det gør folk omkring mig heller ikke. Måske det er fordi det er det tidspunkt på døgnet hvor der sker mindst, og der derfor er plads til alle de mange tanker jeg ikke har haft tid til at tænke i løbet af dagen. Der kan være mange grunde til, hvorfor aftnen er svær for mig. Det er noget jeg har tænkt meget på de sidste år uden rigtig at komme frem til et svar.

Titlen på denne blog for tæller noget om min tvivl om, hvor vidt min dag har været god eller dårlig. Jeg synes det er meget svært at finde ud af, da mit humør har været meget svingende, så det ene øjeblik havde jeg det okay, og det andet øjeblik havde jeg det skidt og overvejede om jeg skulle tage noget PN, men det har der endnu ikke været brug for i dag, så det er jo meget godt. Nogle gange føler jeg at jeg glider lidt væk fra verden omkring mig og ind i mig selv, og så tager det lidt tid før jeg kommer tilbage igen. Det er hårdt når humøret svinger så meget, for det er svært at finde ud af, hvad jeg skal forholde mig til eller om jeg bare skal lade det komme og gå, som det vil og ikke tænke så meget på om  det er godt eller skidt. Det gik okay med at spise i dag selvom da jeg sad ved maden havde jeg allermest lyst til at lade være, da det var det stemmerne ville have, men jeg trodsede dem uden at få det alt for skidt, så det er rigtig rart. 🙂

Aftenen i går var ret svær, og det var den på den måde, at jeg følte mig meget urolig liggende lige på grænsen til angst. Jeg havde aftalt med min veninde Rikke, at jeg skulle tage ud til hende, for så kunne vi hygge os og se X-factor sammen. Og som sagt så gjort. Lidt over seks gik jeg fra Tutten og ned til Hellerup station, hvor jeg tog bussen ud til Jagtvej hvor jeg skulle af. Den tale som annoncerede hvilke stoppesteder vi var nået til var ude af drift, og dette pointerede den meget opmærksomme og søde busschauffør over for mig, da jeg ikke selv havde lagt mærke til det. Han var så rar at fortælle mig da det var Jagtvej, så jeg ikke kørte for langt. Allerede på vej ned til stationen begyndte angsten at snige sig ind på mig jeg følte pludselig at verden bare væltede ind over mig uden at jeg havde chance for at holde den tilbage, og det at skulle køre med bussen virkede bare fuldstændig uoverskueligt og meget angstprovokerende, da jeg havde meget svært ved at rumme menneskerne omkring mig, så jeg havde allermest lyst til bare at vende om og løbe hjem til mig selv.

Da jeg så endelig kom ud til Rikke fortalte jeg hende om mine følelser og tanker og hun var som sædvanlig meget forstående over for mig og det jeg kæmper med. Som altid når vi er sammen går snakken ganske frit og naturligt. Der var dog tider hvor jeg ikke sagde så meget, fordi uroen fyldte en hel masse, og det gjorde at jeg havde svært ved at holde fokus ret længe af gangen, og vi kender hinanden så godt, at jeg ikke behøver at sige en masse og jeg kan bare være mig selv, og det gør at jeg slapper af og føler mig helt tryg.  Ud over uroen, som næsten var angst fyldte stemmerne en hel masse, og da jeg skulle tage min medicin begyndte de at råbe og brokke sig, og så fik jeg pludselig en tanke om at jeg kunne gå ud og kaste den op, men jeg gjorde det dog ikke. Jeg tog noget PN for at dæmpe uroen og det hjalp dog også lidt, men bare ikke ret længe synes jeg.

Så var det tid til X-factor, og det var som altid rigtig sjovt at se, og lytte til de forskellige sangere og deres fortolkning af de sange, som hører til aftenens tema og i går var det Rasmus Seebach tema, som de fire artister skulle synge og fortolke af af Rasmus sange, og det var interessant og høre dem gøre sangen til deres egen og sætte deres specielle præg på den. Og de fleste fik lavet en ganske god tolkning af den sang de havde fået besked på at synge. Der blev sunget “Den jeg er” som blev sunget af en pige ved navn Line og hun lavet den om, så hun sang til Rasmus da hun ikke havde miste nogen og bedre kunne relatere til den på den måde. Så sang en fyr ved navn Morten Benjamin “En skygge af dig selv” og det lød bestemt ikke særlig godt, for han ramte slet ikke tonerne ordentligt og ødelagde sangen synes jeg. Så var der en færøsk fyr, som sang “Glad igen” og det klarede han nu meget godt synes jeg, da det egentlig ikke var hans stil, da han var meget mere rocket så det slap han nu godt fra. Så var der en kvinde ved navn Ida som sang “Nangijala” Og det gjorde hun rigtig godt, da hun virkelig formåede at gør sangen til sin helt egen, at jeg så synes hun var meget speciel var så bare det. En meget interessant fortolkning synes jeg.

Efter vi havde set X-factor sad vi bare og småsnakkede og kælede en masse med Nugat og Bobo hendes dejlige huhd og kat. 🙂 Så fik vi os begge en cola og en kop varm kakao. Da jeg skulle ned med Nugat spurgte jeg Rikke om ikke hun ville gå med mig, da mine stemmer var rigtig voldsomme lige der. Så gik vi begge to ned hun ned med Nugat, og jeg ned med hendes skraldespand. Og så stod vi ellers bare og snakkede, og det hjalp meget at jeg ikke var alene i mørket. Der var flere gange i mens vi var sammen, hvor jeg troede at jeg ville få et angstanfald, men sådan udviklede det sig heldigvis ikke. Klokken lidt i elleve begav jeg mig hjem af mod Tutten, da vi begge var trætte. Jeg måtte bruge PN to gange både i går, og i torsdags, for at kunne holde det bare lidt ud, men den er der jo for det samme. Jeg er glad for at jeg tog ud til Rikke selvom jeg syntes det var svært, for vi havde det bare så hyggeligt. 🙂

Fredag 17. februar 2012

 

Denne dag har været en rigtig svær dag, hvad stemmerne angår, for allerede i morges da jeg vågnede begyndte de at kværne løs inde i mit hoved. Jeg havde spist et helt rundstykke, og ville spise endnu et, så jeg ikke ville blive alt for sulten i løbet af dagen, men da jeg begyndte at spise tredje halvdel fik jeg det rigtig skidt og der skete en slags blokering så jeg havde meget svært ved at spise den sidste tredje halvdel af det rundstykke. Men jeg fik da spist det. Jeg havde også en masse tanker om og impulser til selvskade, som kom samtidig med stemmerne, da jeg vågnede. Jeg var sammen med Ronnie, og stemmerne brød sig bestemt ikke om, at jeg hyggede mig og havde det sjovt, for det sagde de, at jeg ikke fortjente. Nu går det heldigvis noget bedre, så stemmerne ikke fylder nær så meget i mit hoved. Jeg er træt, og der er ro inde i mit hoved, og det er bare rigtig rart, at der ikke er en masse unødig støj og larm. Det blev faktisk meget bedre efter jeg var sammen med Ronnie, så han har vidst en god indflydelse på mig. og så giver han gode, varme og trygge kram.