Her den sidste uges tid har det at være social været noget, som jeg har haft meget svært ved at rumme, for det har simpelthen krævet en energi og et overskud jeg ikke har lige nu. Når jeg har prøvet at være social er jeg nærmest blevet fyldt helt op i mit hoved af alle indtrykkene fra folk omkring mig er blevet fyldt oven i alt det indre kaos og uro, som jeg går og tumler med lige i øjeblikket og så er det at jeg føler at mit hoved bliver fyldt op med mere end hvad det og jeg kan rumme og når det sker er det jeg begynder at blive meget urolig og hvis jeg bliver i det svære uden at trække mig fra det er det at jeg gådt kan gå hen og blive meget angst. Jeg deltog lidt i beboermødet her i mandags, men måtte gå ret hurtigt, fordi jeg blev angst og kunne slet ikke rumme alle de mange mennesker og lyden af dem. Når jeg så siden hen har prøvet at være social bare med et enkelt menneske er der blevet skabt en indre modstand, som gjorde det umuligt for mig at kunne holde ud at være samme med blot et ene menneske så jeg var nødt til at gå til sidst. Puha jeg ved ikke lige hvorfor det sociale er så svært for mig lige i øjeblikket. Så min tid er blevet brugt på mit værelse enten under kugledynen med en god lydbog eller også her foran min computer. Jeg har søgt mit eget selskab og selvvalgt isolation, fordi det har været det eneste jeg kan rumme og holde til, og det kræver heller ikke kræfter af mig som jeg ikke føler jeg har.
I går aftes var jeg en smule social ude ved aftenteen på Rådhuspladsen efter at have haft en lille snak med Claus der havde vagten, hvor jeg prøvede at sætte ord på mine mange forvirrede tanker og kaotiske følelser. Jeg fik sat lidt ord på dem, men jeg synes det var svært at få til at give mening, men han var meget forstående og spurgte meget fornuftigt indtil om ikke jeg havde fået nogle knapper jeg kunne trykke på og bruge, når jeg havde det sådan, og lige på dette tidspunkt kunne jeg ikke lige komme i tanke om nogen. Det var bare rart at der var en som lyttede til mig, og prøvede at forstå mig. Han spurgte mig om jeg havde taget noget PN, og dette svarede jeg ja til endda to gange, men det sagde jeg ikke noget om. Efter vores lille snak foreslog Claus mig at komme med ud til de andre og få mig en kop te, da han før havde oplevet at det hjalp mig bare at være der og sidde og lytte, og det hjalp faktisk uden at blive alt for svært.
I går aftes var bare en rigtig svært aften, hvor jeg var meget plaget af en stor indre uro stemmerne og en masse svære tanker og følelser. Og oven i det var jeg meget trist, træt og uoplagt. Mit hoved var fyldt op med mere end, hvad jeg kunne klare, og flere gange var det eneste jeg kunne tænke på at skade mig selv, fordi det virkede som den nemmeste og hurtigst virkende løsning, og det jeg havde brug for var en hurtig virkning, ro og indre lindring. Flere gange følte jeg at var ved at miste grebet om virkeligheden og var ved at glide væk ind i mig selv ind til min egen virkelighed, som kun jeg kan nå. Jeg skrev en lang tekst med nogle af mine mange tanker og følelser, og det hjalp rimelig meget, at få det hele lidt på afstand. Ud over at skrive mine tanker ned skrev jeg med to veninder, som beggevar med til at jeg ikke forsvandt helt ind i mig selv, og begge gjorde de sådan at jeg kunne holde fast i den raske og konstruktive del af mig selv, for det var jeg på det tidspunkt ikke selv i stand til. Flere gange var jeg meget tæt på at skade mig selv, men to gange PN plus min faste medicin, SMS’er med to veninder, en lille snak med den pædagog som havde vagt og at komme lidt ud fra mit værelse og lidt væk fra mine egne tanker gjorde at jeg kom igennem den meget svære stund uden at skade mig selv, så stor sejr til mig! 🙂 Og tusind mange tak til jer, som var med til at hjælpe mig igennem det. Uden jer var det ikke gået.