Lydfølsomhed

Min psykiske tilstand svinger rigtig meget lige for tiden, og det er rigtig hårdt og tager meget på kræfterne energien og mit overskud. I søndags havde jeg det rigtig skidt, hvor jeg følte mig urolig lige på grænsen til angst, og det var bestemt ikke særlig rart. Når jeg har det rigtig skidt får jeg det rigtig svært med høje lyde og folk omkring mig som måske larmer ved at tale højt, og i søndags var en af disse dage, hvor jeg slet ikke kunne tackle larmen og støjen. Det der sker er at lydene nærmest trænger ind i min hjerne og fylder den helt op med lyd, og hvis jeg i forvejen har tankemylder, støj og stemmer i mit hoved bidrager støjen og larmen omkring mig til endnu mere kaos indeni, og hvis det er rigtig slemt kan det udvikle sig til angst, hvis jeg bliver det sted hvor der er støj. Det er som om at når jeg har det skidt kan jeg ikke rumme støjen omkring mig samtidig med støjen i mit hoved. Jeg prøvede at forklare to af mine veninder og medbeboere lidt om, hvad det er der sker, når der er for meget larm omkring mig, men jeg fik det vidst bare til at lyde som om jeg ikke ville have at de skulle larme, og at det måtte jeg gerne selv, så de sagde at vi alle larmer, og det har de da ret i. Jeg snakkede så med dem i dag, og fik forklaret dem det på en ordentlig måde, og de var glade for at jeg sagde det, så de vidste det. Men det er bare så svært at undgå larm og støj især når jeg bor sådan et sted som her, hvor der er mennesker omkring mig næsten hele tiden altså lige med undtagelse af, når jeg trækker mig tilbage på mit værelse. Nogle gange kan lyden af mange mennesker gøre mig rigtig angst,fordi jeg føler mig helt fyldt op af indtryk både ude og inde fra og det kan jeg slet ikke rumme og så ender det for det meste med at jeg får det rigtig skidt hvis jeg prøver at blive der i stedet for at gå væk fra det, som er svært for mig at rumme. Til tider føler jeg at lydene presser på ørerne nærmest som et fysisk tryk, og det er virkelig ubehageligt! Det er som om jeg ikke har det filter som gør at jeg bedre kan rumme indtryk fra omverdenen, så det hele vælder bare ind over mig som en flod ustyrlig og ikke til at stoppe. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre, for at blive bedre til at rumme tingene omkring mig. Jeg håber det ændre sig i takt med at jeg får det bedre. Det kan også bare være en del af mig, som jeg lærer at tackle med tiden.