Gab, gab og atter gab! Endnu en dag med meget voldsomt træthed har taget sin begyndelse, og jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg er så træt her for tiden. Når jeg vågner om morgenen føler jeg det som om jeg slet ikke har sovet, og det endda selvom jeg går i seng til nogenlunde ordentlig tid. Jeg tror min træthed skyldes flere ting. Jeg får noget medicin som sløver en del, og gør mig ret træt og så når jeg ikke har det helt godt psykisk er mit energiniveau ikke ret højt, og derfor bliver jeg ret træt af at lave ingenting. Det var så slemt af Ninni den pædagog, som spiste morgenmad sammen med os sagde til mig med et smil på læben, og i stemmen “Og Katja du sover endnu det er flot at du ikke er stødt ind i noget på vej herover.” Og da jeg rejste mig, for at gå over med mine ting og få sat dem på plads, og gå ned til mig selv sagde hun “Du mangler bare at gå med armene rakt frem, så ligner du en zombie.” Men okay der kunne måske være noget om det, for jeg synes virkelig jeg har været meget træt i dag. Det er nu meget forskelligt hvor træt jeg er om morgenen, men jeg kan godt mærke, at jeg er mere træt og har svære ved at vågne om morgenen efter jeg er begyndt på medicin. Til tider kan det faktisk være ret irriterende, at det hele tiden skal kommenteres, hvor træt jeg virker, og ser ud, for det er jeg da godt udmærket selv klar over, og det er ikke det fedeste at få at vide synes jeg. Okay det er ikke det værste at få at vide synes jeg nok. Jeg må indrømme at efter frokost da jeg alligevel havde fri faldt jeg for fristelsen og puttede under kugledynen og faldt selvfølgelig i søvn, hvilket næsten altid sker når jeg ligger mig under kugledynen, og det er nu meget rart med en lille lur, for nu føler jeg mig lidt mere frisk og klar i hovedet så nu kan jeg klare resten af dagen. 🙂
Træthed
Puha! Jeg er godt nok træt i dag, men det skyldes, at jeg ikke rigtig kunne finde ro til at sove i går, og det også selvom jeg var rigtig træt og havde det meget skidt. Jeg krøb allerede under kugledynen klokken ni efter en lille snak med min kontaktperson og så havde jeg regnet med at skulle flygte bort i søvnen, og til Drømmeland, men sådan skulle det ikke lige blive. For da jeg endelig lå i sengen gik der nok halvanden time før jeg faldt i søvn. 🙁 Og så vågnede jeg kvart over et, og lå og skrev med en veninde, fordi jeg på det tidspunkt ikke kunne finde ro til at sove. Jeg faldt dog i søvn, og vågnede igen ti minutter i fire heldigvis kun ganske kort og så vågnede jeg klokken fem og til sidst igen klokken kvart i syv et kvarter før jeg skulle op. Så jeg har haft noget af en afbrudt nattesøvn, og det kan virkelig mærkes, så jeg skriver denne blog for at holde mig vågen, for jeg vil ikke lægge mig under dynene før i aften, for så kan det være at jeg ikke kan sove når jeg skal det så jeg prøver at holde den kørende indtil en gang i aften, for så kan det faktisk være at jeg kan sove igennem en hel nat i aften. Tristheden er ikke nær så voldsom i dag, men den er der, og mit overskud ligger stadig på nul, så dagen har indtil videre været lidt hård at komme igennem synes jeg.
Det var også rigtig svært i går på den måde, at jeg var så trist, at alt føltes ligegyldigt, jeg fik sagt til Martin, at jeg ikke ville tage min medicin fordi jeg synes det var ligegyldigt at tage den, og så sagde han noget meget klogt, så er det ikke nu skal lade være med at tage den, og det havde han ganske ret i, så jeg fik med lidt modvilje taget min aftenmedicin. Han spurgte så indtil om jeg havde taget PN i går, og dette måtte jeg svare nej til jeg blev så spurgt om ikke det måske var en god idè? Hvor til jeg svarede, at det måtte jeg ikke for stemmerne og Martin spurgte så meget fornuftigt om ikke det hjalp hvis han bestemte at jeg skulle tage den PN? Og nej det gjorde det ikke, som jeg også sagde til ham, så ingen PN til mig i går, for sådan ville tankerne og stemmerne helst have det, og jeg havde ikke energi til at kæmpe imod dem.
Denne blog bliver lidt længere end jeg regnede med, men jeg har så meget, som jeg gerne vil ud med, fordi det fylder hos mig. I dag fik jeg mig en rigtig god snak med min psykolog Christense, og fik fortalt hende om noget at det som fylder rigtig meget hos mig lige nu og her, og hun var meget forstående, så det var bare rigtig rart. Jeg fortalte hende om min meget afbrudte nattesøvn, og at min lillebror og derved min familie har brugt mit navn igen. Og det var bare rigtig rart at for talt om nogle af de ting som fylder meget hos mig lige for tiden. Til sidst i samtalen siger hun lade os beslutte allerede nu, at du i aften vil tage den Seroquel, så du kan få din nattesøvn så bare tage beslutningen uden at tænke alt for meget over det. Og den beslutning har fyldt en masse, for tænk nu, hvis ikke jeg får den taget, fordi stemmerne ikke vil have det? Også selvom vi besluttede det allerede i morges? Men det var en god strategi synes jeg som jeg vil se om jeg kan få brugt. Men okay der sker jo ikke noget ved at jeg kæmper imod de dumme stemmer andet end at jeg får det skidt, og det skal jeg nok klare på en eller anden måde. For jeg har jo fundet ud af at der intet sker hvis jeg kæmper imod mine stemmer, og det er mig der bestemmer ikke dem!
Uro og tilbagetrækning
Nu vil jeg så for anden gang på denne blog skrive et indlæg, som ikk er kopieret inde fra min anden blog. Her sidder jeg så, og uroen raser i mit sind, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre for at mindske den på en eller anden måde. Sammen med uroen er tristheden der ligger som et tungt tæppe over mine tanker og gør at alle mine tanker nærmest bliver holdt tilbage at tristheden, for det er som om det kræver meget energi og overskud at holde fast på dem alle sammen. Ud over tristheden har jeg følelsen af at trækker mig længere og længere væk fra folk og verden omkring mig og jeg ligesom trækker mig ind i mig selv ind i min egen lille verden, som ingen andre end jeg selv kan nå ind til og komme ud af. Jeg kan ikke rumme at være i tingene omkring mig, og derfor trækker jeg mig væk fra dem. Der er også nogle følelser som fylder rigtig meget hos mig, for på den ene side har jeg en stor lyst til at fortælle folk omkring mig, hvordan jeg går har det, og på den anden side er der noget inden i mig, som holder mig tilbage fra at have lyst til at fortælle, hvordan jeg har det til folk omkring mig.
Tankerne og stemmerne gjorde det ret svært for mig at spise, da de ment at jeg på ingen måde fortjente det jeg trodsede dem til en hvis grænse, men fik det ret skidt bagefter. Jeg er glad for at jeg var sammen med min veninde Camilla, som støttede mig, da jeg syntes det hele var lidt svært. Da jeg skulle spise skete der en slags blokering, som gjorde det svært for mig at spise, men spist fik jeg da heldigvis. Jeg har virkelig rigtig meget lyst til at gemme mig rigtig langt væk, fordi jeg lige nu ikke rigtig kan rumme andet. Så jeg var rigtig glad, da min sanglærer og skrev, og måtte flytte vores time, så jeg har haft fri i dag, hvilket har passet mig ganske fint. Problemet er når jeg har det sådan kan jeg ikke magte selv de mest simple ting så som at få gjort rent, så det er efterhånden et stykke tid siden det sidst er blevet gjort. Men det kræver bare en energi, og et overskud som jeg slet ikke har. Lige nu aner jeg virkelig ikke, hvordan jeg skal komme igennem denne uge. 🙁 Men jeg må jo bare tage en dag af gangen andet er der ikke rigtig at gøre.
Et smut på Psykiatrisk skadestue, og tilbage igen
Denne tekst er skrevet i samme periode, hvor jeg var meget plaget af angsten, og uvirkelighedsfølelsen, og det her var det jeg gjorde, da jeg ikke følte at de her på Instituttet kunne hjælpe mig på den rette måde.
Dagen i går startede ganske fint med undervisning, som gik rigtig fint. Og jeg havde det egentlig også fint nok om eftermiddagen, men som eftermiddagen skrider frem og vi når til aften får jeg det bare tiltagende dårligt, hvor jeg føler mig angst, urolig og utryg ved mig selv, og den måde jeg har det på jeg snakkede så med en veninde, som ment at jeg skulle ringe til psykiatrisk skadestue, og det gjorde jeg så og fik mig en god snakk med en af sygeplejerskerne som sidder derinde. Og jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det angsten, uroen og uvirkelighedsfølelsen og hun mente så at jeg skulle komme ud og få en snak, og ikke bare sidde hjemme helt alene. Så jeg tog en taxa, og hentede min veninde i forbifarten og så gik turen til skadestuen, hvor jeg blev venligt modtaget. Vi satte os ind i venteværelset, hvor vi heldigvis ikke behøvede at vente ret længe før der kom en sygeplejerske ved navn Bente, som førte os ind i et rum, hvor vi kunne snakke uforstyrret sammen, og hun var virkelig sød, forstående og rar at snakke med. Ikke ret længe efter kom der en læge ved navn Mette, som også skulle snakke med mig, og jeg lagde alle kortene på bordet, og fortalte åbent og ærligt om, hvordan jeg har haft det her det sidste stykke tid alt det her med følelsen af at befinde mig i to virkeligheder, og de var begge to meget forstående og lyttede til mig på en rigtig rar måde. Mette spurgte hvad jeg havde brug for, hvortil jeg svarede at det var at være på den psykiatriske skadestue hun mente så at det ikke altid var det bedste at være indlagt, men som jeg også sagde så har det hjulpet mig, når jeg har det skidt. Jeg skulle så indgå den aftale at jeg mens jeg var der ikke ville skade mig selv, og det måtte jeg sige, at det kunne jeg ikke love dem derefter gik hun ud og snakkede med bagvagten da jeg skulle på det lukkede afsnit, da jeg ikke kunne holde det løfte. Hun kom tilbage, og fortalte at der ingen pladser var. Så jeg fik noget beroligende medicin, så jeg kunne slappe lidt af, da jeg var meget urolig. De blev også ved med at sige at det ikke var fordi de ikke anerkendte hvor dårligt jeg havde det, men fordi de slet ikke havde plads til mig. vi sad så og snakkede lidt mere, og jeg fortalte dem om, hvad der er sket i mit liv her de sidste tre år. Til sidst ringede de til Bo-afdelingen og fortalte personalet der, hvordan jeg havde det, da jeg ikke selv var i stand til det på det tidspunkt. så tak skal de have for hjælp, forståelse og masser af omsorg.
Da jeg kom hjem fik jeg mig en rigtig god snakk med Anne Sofie, som var på vagt og fik fortalt hende, hvorfor jeg havde handlet som jeg havde gjort. Og hvorfor jeg ikke havde fortalt dem, hvor jeg skulle hen, da jeg ellers vidste at de ville stoppe mig. og jeg havde det så skidt, at jeg ikke selv kunne håndtere det, og når jeg ikke selv kunne og kan håndtere det, hvordan skal pædagogerne så kunne det? Hun roste mig og sagde at det var rigtig flot, at jeg havde bedt om hjælp, og det bedste var at hun forstod, hvorfor jeg var taget på skadestuen i stedet for at snakke med dem. Og hun forstod også sagtens hvorfor jeg havde det så dårligt. Efter snakken blev jeg puttet under min kugledyne og kl. 23:00 kom Gitte som havde nattevagt ind og kiggede til mig. jeg fik frataget alle skarpe genstande og medicin, så jeg kun havde en PN, som jeg kunne bruge hvis det var nødvendigt, men det blev det heldigvis ikke. I dag kommer pædagogerne og kigger lidt til mig. Og holder lidt ekstra øje med mig, så det er meget rart. Her kl. 12:20 skal jeg snakke med min psykolog Christense, og i aften kl 18:00 skal jeg snakke med min psykiater Ida efter jeg i en mail har forelagt hende sagen. Så det bliver en rigtig snakkedag i dag.
De to virkeligheder
Dette indlæg er skrevet i en periode, hvor jeg var meget plaget af angst, og uvirkelighedsfølelse. Jeg kan til tider stadig få det sådan i glimt, men slet ikke i en sådan grad, som det var på daværende tidspunkt.
Jeg har det bare rigtig skidt lige nu, og det har egentlig været sådan i bølger siden sidste fredag, hvor det hele begyndte med en mærkelig følelse af, at være væk fra virkeligheden omkring mig. Altså jeg befinder mig nærmest i to virkeligheder.
Der er den ene virkelighed, som er Instituttet, mine venner, min undervisning den virkelighed er uden for mig selv, og jeg har gjort en masse for at forblive i denne virkelighed hele sidste weekend var jeg næsten ikke alene, fordi jeg ikke turde, da jeg var meget bange for den måde jeg har det på. Jeg snakkede med min kontaktperson Martin her i mandags, og fortalte ham om, hvordan jeg har det, og han sagde så noget meget klogt, at det måske er en efterreaktion på alt det her med lejlighed, hvor jeg bare har holdt en masse sammen, og nu kommer reaktionen så, og det giver rigtig god mening. Han mener så, at det nok er en god idé, at jeg taler med Christense den psykolog jeg har ugentlige samtaler hos, og det tror jeg han har meget ret i. Jeg skal tale med hende i morgen, så det bliver rart nok. Jeg har brugt min PN meget flittigt de sidste dage, og det har hjulpet mig noget til at kunne holde ud at være mig.
Så er der den anden virkelighed, som kun jeg kan se, og som kun jeg oplever og den er bestemt ikke særlig rar. Den er fyldt med stemmer, tankemylder, uro, utryghed, angst, kaos, impulser til selvskade og tanker om at tage den medicin jeg har for at få bare lidt fred indeni så er der tvangsagtige tanker, som siger at jeg ikke må få PN, og som mener at jeg ikke fortjener at have det godt nogen gange må jeg heller ikke spise. Og disse to virkeligheder kæmper en kamp for at blive en del af min verden, og det er rigtig svært for mig at skulle holde fast i den gode og rigtige virkelighed. For tit overtager den indre virkelighed det hele, og så får jeg det rigtig skidt, som jeg har det nu her. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er blevet mere syg eller om jeg bare er inde i en rigtig svær periode af mit liv, for de to virkeligheder gør det virkelig svært for mig at finde ud af. Jeg har prøvet at skrive mig ud af det nu her på bloggen, men også med venner og veninder, i min dagbog og i dokumentet med mine tanker men intet af det har rigtig hjulpet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle og håndtere det, for jeg synes jeg kæmper og kæmper, og jeg ved bare ikke, hvor længe jeg har kræfter til at blive med at kæmpe denne svære kamp.