Åh! Det er ret svært lige nu jeg føler mig trist, og har ikke ret meget overskud eller lyst til noget som helst omkring mig. Jeg kan mærke tårerne de er meget tæt på, og lige bag øjnene men jeg kan ikke give slip og lade dem komme. Det er som om jeg har brug for at græde jeg kan bare ikke nok slip til at det ske. Alt som plejer at have en betydning for mig føles ligegyldigt. Jeg kan føle glæde i nogle timer, og så vænner tristheden tilbage gien. Jeg ved ikke om det er vejret, som påvirker mig i år, for det er kommet samtidig med at det nu er blevet mørkere nu. Samtidig med tristheden kæmper jeg med tanker om, og trang til selvskade. Denne trang kommer meget i bølger, og lige i øjeblikket er den ret slem. I går da jeg lå i min seng tog jeg min nøgle og knugede den i hånden i mens jeg tænkte bare et lille rids det skader jo ikke. Men der var et eller andet, som holdt mig tilbage, så det blev ikke til selvskade i denne omgang. I dag har jeg lige så meget lyst til at gøre det, som jeg havde i går. Det er svært at rumme denne trang oven i det, at jeg ikke har ret meget overskud eller energi til at kæmpe i mod. Det her POV-projekt er også noget der fylder, og tager en del energi fra mig, men jeg fortsætter da jeg meget gerne vil fortælle min historie til folk. Men det er noget som jeg tænker på hver dag. Flere gange i løbet af dagen kommer den tanke, at det der skulle jeg måske også filme. Jeg filmer en del, men jeg giver også mig selv pauser, for ellers ender det med at jeg går ned på det, og det er jo ikke meningen. Jeg er så glad for at jeg er blevet en del af dette projekt. 🙂
Den nye psykiater
Nu har jeg været hos den nye psykiater Maj-Brit to gange, og jeg synes hun virker rigtig sød og meget forstående. Den første gang gik meget at tiden, at hun skulle lærer mig at kende, så jeg fortalte min sygdomshistorie, og så underskrev jeg en sammentyggeerklæring, så hun kan indhente de oplysninger, som hun skal bruge fra andre behandlere, som jeg har været i kontakt med i gennem tiden. Anden gang var der kun nogle få spørgsmål som hun ville have svar på om jeg har taget stoffer, hvor meget alkohol jeg drikker om ugen, og om der var medicin, som jeg ikke kan tåle. Anden gang vi talte sammen fortalte jeg hende, at jeg ikke har det så godt med stemmer som larmer, og hun virkede så forstående, og som om hun gerne vil mig det bedste, og ønske at jeg skal have det godt. Jeg fortalte at det er frustrerende, når min PN-medicin ikke virker som den skal, og strategierne heller ikke gør det. Hun har anbefalet mig at lytte til Musiccure, som er musik der har en afslappende virkning, og af CD’erne skal virke på uro i krop og sind. Jeg har dog ikke lyttet til den for mig selv endnu. Jeg glæder mig til næste gang vi skal snakke sammen igen har den 15. december.
Dokumentarprogram – Point OF View
I april i år var der nogle programmer på DR3, som hedder Point of view. I de programmer følger vi seks mennesker, som alle på hver deres måde har noget de kæmper med eller et tabu, som skal brydes. Der var en mandelig prostitueret, en overspiser, en alkoholmisbruger, næsten voksen, en transkønnet og en fyr har en dødelig hjertesygdom. De specielle ved disse dokumentarer, at de bliver vist fra den pågældende persons synsvinkel, som om vi ser det i gennem deres øjne. Vi ser aldrig deres ansigter, men hører deres stemmer, og deres historie. Det kamera de bruger sidder spændt fast på brystet, og så bliver deres hverdag filmet. Jeg har været fanget, og fascineret af de seks programmer, og skæbner.
Nu skal der så laves en ny sæson af POV. Jeg fandt en artikel i en gruppe på Facebook, hvor der stod, at de søgte nye medvirkende til en omgang POV, og jeg kontaktede redaktøren via mail og fortalte min historie med mit synshandicap, og min stemmehørerproblematik. Hende jeg kontaktet sagde, at de allerede havde fundet en blind, men min historie godt kan være relevant. Nå tænkte jeg så bliver det nok ikke til noget. Sidste fredag blev jeg så ringet op af en tilrettelægger for programmet ved navn Sara, som syntes godt om min historie, og at den var spændende. Vi har så haft nogle gode snakke omkring min livshistorie, og hun virker bare så utrolig sød, og virkelig forstående. Hun kan godt forstå at jeg synes det med projektet er lidt overvældende. I tirsdags fik jeg så udleveret kameraet , og såh har jeg filmet min hverdag, og nogle af de ting, som jeg laver i løbet af dagen. Så jeg bliver en af de seks medvirkende i den nye omgang af Point of view det er ret vildt synes jeg. Men jeg vil det virkelig gerne. Jeg tror det bliver rigtig specielt for mig at se det, når det er lavet færdigt. Det er også lidt intenst, for jeg skal filme også når jeg har det svært, og fortælle kameraet hvis jeg fx hører stemmer og hvad de siger til mig. Og det er svært i det stemmerne ikke er glade for at jeg snakker om dem eller at jeg filmer. Grunden til at jeg har valgt at medvirke i programmet er, fordi jeg vil fortælle om mit liv med synshandicap og stemmer, og give folk indblik i, hvordan det er for mig. Jeg er glad for at jeg har sagt ja til at deltage selvom jeg i starten syntes det virkede grænseoverskridende. Det synes jeg ikke længere det gør.
Trang til selvskade, og billeder i mit hoved
Det er ikke så let med trangen og lysten til selvskade for tiden. For af en eller anden grund bliver jeg ved med, at have en masse billeder i mit hoved, hvor jeg ser mig selv skade mig selv på flere forskellige måder, og hver gang jeg ser disse billeder bliver trangen rigtig stor og rigtig svær at håndtere og rumme. Jeg er dog ikke faldet i endnu, så det er jo godt nok. Jeg havde en ret voldsom oplevelse her i tirsdags, hvor jeg kom til at smadre den vandflaske vi har stående i køleskabet, og da jeg samlede glasskårene op tænkte jeg ved mig selv det her kan jeg sagtens klare, men sådan blev det ikke lige, for da jeg samlede dem sammen og ville smide dem ud fik jeg voldsom hjertebanken og meget uro og utryghed, og disse følelser sad i kroppen meget længe efter, og gjorde at jeg havde meget svært ved at finde ro til at sove om natten, da jeg havde meget tankemylder og stemmer og uro. Tænk at en flaske, som jeg kommer til at smadre kan påvirke mig så meget, og sætte så mange følelser i gang. Jeg har det lidt skidt, når jeg tænker på det faktisk.
Ny psykiater
For et stykke tid siden, da jeg snakkede med min psykiater sagde hun til mig ”på et tidspunkt skal du stoppe hos mig, og skifte til en anden.” De fleste gange når vi har snakket om det har hun sagt ”vi venter til sommer.” eller jeg kan godt snakke med dig lidt endnu, for det har jeg tid til. Men så her for ikke ret længe siden sagde hun så til mig, at hun synes jeg skal stoppe hos hende, da jeg nu har fået det så godt, og vi snakker så sjældent sammen. Det ramte mig meget hårdt da hun sagde det til mig, for er der nogen som kender mig rigtig godt så er det hende. Jeg er nemlig kommet hos hende i næsten otte år, så hun har fulgt mig i gennem hele mit sygdomsforløb, og det var hende som tog mig alvorligt og gjorde at jeg fik den rette hjælp. Selvom jeg har været klar over det siden jeg startede hos hende, at jeg ikke kunne blive ved med at gå der, så synes jeg det er træls, og utrygt, at jeg skal skifte til en ny psykiater. Jeg har fået en tid hos en anden ved navn Majbrit, så hende skal jeg snakke med første gang tolvte oktober. Væk skal jeg fra det trygge og velkendte, men det bliver nok godt at der er en anden, som ser på tingene med nogle andre øjne. Hun lød ganske sød, da jeg snakkede med hende i telefonen. Så sidste gang hos Ida er torsdag 17. september kl. 16:00. Det bliver mærkeligt med sidste gang, og at skulle sige farvel. Jeg må sige hende tak for alt det, som hun har gjort for mig. Det er bare så svært for mig med den slags forandring, da jeg ikke synes det er nemt at skulle åbne mig for en ny. Men det gjorde jeg jo for Ida, som jeg heller ikke kendte dengang, så det skal helt sikkert nok gå. Det bliver så mærkeligt ikke at skulle komme hos Ida mere. Jeg synes dog jeg føler mig klar til et skift, når jeg mærker rigtigt efter. Som Ida sagde ”Det bliver interessant med en ny person.” Og det må jeg give hende ganske ret i.