Kategori: Blogindlæg

I onsdags var jeg hos min psykiater, hvor vi fik os en rigtig god snak. Hun spurgte selvfølgelig ind til hvordan det går med medicinen, som jeg er begyndt på, og jeg svarede, at det går lidt bedre i det jeg har mere overskud og ikke er helt så trist, men at det stadig ikke er helt godt. Jeg fortalte også, at det har hjulpet på stemmerne, hvilket hun blev meget glad for, og det er jeg også selv. Så hun synes jeg skulle stige lidt i medicinen så jeg har taget 75 mg. Siden i torsdags. Det er så mening at jeg på torsdag skal gå op på 100 mg. Som hun meget rigtigt sagde, så kan vi lige så godt være forsigtige.

 

Da jeg nævnte at det det antidepressive medicin har hjulpet på mine stemmer sagde hun, at det nok er fordi stemmerne er en del af min depression, og det havde jeg ikke lige tænkt på. Hun snakkede om at der findes depression med psykotiske symptomer, hvilket jeg godt ved. Jeg tror bare ikke at hun har ret i det, for jeg hørte jo stemmerne allerede mange år før jeg fik min første depression. Hun snakkede noget om at sætte mig ned i den antipsykotiske medicin jeg får, og det håber jeg ikke at hun gør, for lige nu er jeg helt stabil, og det vil jeg helst gerne blive ved med at være.

så er der kommet en ny og meget nyttig mulighed her på bloggen. det er nu muligt at få en e-mail notifikation når der bliver skrevet et nyt indlæg på bloggen. du kan tilmelde dig her

der arbejdes også på at man kan få push notifikationer når der skrives nye indlæg.

/AQ

Her kommer en blog, som jeg har skrevet på bloggen, som Fountain House har, og osm jeg også gerne vil dele med jer.

Det, at jeg kommer til at medvirke i et tv-program, som bliver vist for mange tusinde mennesker, tager ind i mellem pusten fra mig og gør mig også ret bange. Og når jeg bliver bange for det, så tænker jeg ved mig selv, hvad pokker har jeg rodet mig ud i?

Og når jeg får den tanke, ledsages den af følelsen af, at jeg har lyst til at trække mig ud af projektet. Det virker så voldsomt og svært at forstå, at mange mennesker kommer til at følge mig og min hverdag – både på godt og ondt, og med op- og nedture. På den anden side, har jeg jo gennemtænkt det, før jeg startede, og jeg er egentlig et menneske, som gerne deler mig selv og mit inderste med andre. Men hvor går grænsen?

Programserie på DR3
POV eller Point of View, som det hedder, er et dokumentarprogram, hvor seks forskellige personer giver os indblik i deres hverdag med både op- og nedture. Vi følger deres rutiner fra morgen til aften og ser livet fra deres synsvinkel. Alle har de noget, som de kæmper med og udfordrer dem i hverdagen. Hvert program har en titel, som beskriver det, som den enkelte har at slås med.

Kun min stemme i programmet
POV bliver optaget på den måde, at jeg selv filmer mit liv. Jeg har kameraet rundt om halsen i stropper og spænder den ene strop rundt om ryggen, og så sidder kameraet fast foran på brystet, så det filmer alt det, som jeg ser uden, at vi kommer til at se mit ansigt. Seeren ser, hvad jeg ser.

 

Tv-tilrettelæggeren har hjulpet mig på flere måder blandt andet ved at interviewe mig om mit liv og min historie, så jeg ligesom har noget at gå ud fra. Jeg har også fået at vide, hvad hun synes, jeg skal optage, og hvad der giver god mening i forhold til min historie.  Hun giver mig også ind i mellem nogle opgaver, som jeg så prøver at løse på bedste vis.
En af de opgaver, som virkelig har udfordret mig rigtig meget, var, da hun sagde til mig, at jeg skulle få folk til at forstå, hvordan det er for mig at høre stemmer. Jeg blev bedt om at skrive det ned, som de siger til mig, og så læse det højt, og det var virkelig udfordrende, da jeg aldrig før har sagt det, som stemmerne siger højt på den måde.

Hudløst ærlig og sårbar
Det, som har været meget grænseoverskridende for mig, er, at jeg har skullet filme i de svære stunder, når jeg havde det psykisk dårligt og åbne mig for kameraet og vise mig selv og alle mine følelser fuldstændig ærligt, uden at skjule noget som helst. I starten syntes jeg også, det var lidt grænseoverskridende at skulle bevæge mig rundt i offentligheden med kameraet, men sådan er det ikke længere – igen en tilvænningssag.

Det har også været svært for mig at skulle stå helt åbent frem med mine psykiske vanskeligheder og være så ærlig omkring det hele, både min stemmehøring, tristhed, uro, manglende overskud, tanker om og trang til selvskade. Det har bare været svært at være åben omkring mig selv, for til tider har jeg ikke syntes, at min historie er særlig spændende for folk at høre om, og jeg har også haft følelsen af, at det, jeg gjorde, med hensyn til at filme min hverdag ikke var godt nok. I disse situationer har det været meget svært for mig at skulle filme mine oplevelser. Hele projektet fylder meget i min hverdag, for jeg har tit tanker om, at det eller det burde jeg også filme, og alle disse tanker tager en masse energi fra mig.

 

 

Jeg har også fået besked på at skulle filme ting omkring mit synshandicap, da det jo også er en del af min historie.

Jeg har filmet, når jeg har gået med min stok, når jeg laver mad, og når jeg har været i Netto, som kan være et svært sted for mig at være grundet mit synshandicap.
Det har også været meget udfordrende for mig, da jeg fik besked på at filme, når jeg sanser i hverdagen og bruger mine sanser, da det jo er noget, jeg gør uden at tænke ret meget over det.

Den sjove del
Det sjoveste har nok været at være en del af projektet og give folk et indblik i min hverdag og give dem en forståelse af, hvordan det er at være mig med et synshandicap og stemmehøreproblematikken. Der har også været noget hyggeligt over at skulle filme hverdagen her på mit bosted, og sjovt var det også at få lov til at filme i caféen i Fountain House, og da jeg filmede, da vi havde kor, da det også er noget, som betyder meget for mig.

Venner og familie har været rigtig positive og meget rosende omkring min medvirken i programmet.  Alle har de sagt, at jeg er stærk, sej og modig, fordi jeg tør stå frem og fortælle åbent om min hverdag med et synshandicap og psykiske sårbarhed. Jeg har faktisk ikke fået nogle negative tilbagemeldinger, når jeg har fortalt folk omkring mig og programmet. De er meget spændte på at se det færdige resultat, hvilket jeg også selv er.

Jeg ved ikke endnu, hvornår programmet bliver vist. Men jeg ved, at det kommer engang i 2016 på DR3.

Håber I vil se med!

Af Katja 

Åh altså! Den pokkers selvskadetrang! Jeg kan ikke blive ved med at rumme den, og stå i mod den, for den fylder det hele, og er nærmest som en besættelse for mig. Da jeg skulle tage en Panodil fik jeg en tanke om, at tage alle dem jeg har, så det ville blive til fjorten piller, så det kunne godt gøre skade. Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, for jeg vil jo gerne leve, og jeg ved hvis jeg tog de piller ville jeg skade min krop meget voldsomt, og det skal ikke ske. Stemmerne er utilfredse med, at jeg ikke gjorde det. Nu har jeg bare en masse tanker om, at skade mig selv ved at ridse med min nøgle eller bruge den saks, som ligger ude i køkkenet. Lige nu virker selvskade, som det eneste rigtige for mig at gøre, og det gør mig utryg, at det er på den måde. Skad dig selv! Skad dig selv! Siger stemmerne til mig, og de er meget insisterende. Det er svært at være i synes jeg nok, så nu prøver jeg at skrive mig ud af det og lidt hjælper det faktisk, for så får jeg tankerne lidt på afstand.

Uha! Det var godt nok en meget svær aften i går. Jeg havde det virkelig skidt med tristhed, uro og uoverskuelighedsfølelse. Oven i det havde jeg en stor trang til, at skade mig selv, som virkelig var svær for mig at rumme. Allerede om formiddagen kunne jeg godt mærke at jeg havde det ret skidt, men trods det klarede jeg mig i gennem dagen, men da det blev aften overvældende det hele mig på en gang. Jeg savnede også min far oven i alle de andre følelser. Det endte med at jeg begyndte at græde temmelig voldsomt, og jeg kunne slet ikke være i det, så jeg gik rundt, for at få anspændelsen ud af kroppen. Jeg græd faktisk mens jeg filmede, og fortalte hvorfor jeg græd, og havde det skidt uden, at det føltes alt for slemt faktisk synes jeg det hjalp at få det ud, og bagefter havde jeg det noget bedre. Jeg var så langt ude, at jeg virkelig havde en kæmpestor lyst til at skade mig selv, og mit sind var sort fyldt med destruktive tanker og stemmer, og et stort kaos, som jeg slet ikke kunne se mig ud af. Så jeg ringede til en af personalerne, som var på akuttelefonen, og fik mig en snak med hende, hvor jeg fik sat ord på tanker og følelser, og grædt lidt mere. Bagefter fik jeg mig også en snak med en rigtig god veninde, og hun var, som altid rigtig forstående og meget rar, at snakke med. Jeg havde det så slemt, så jeg tænkte indlæggelse, men når jeg tænker over det i dag, så er jeg sikker på, at de ikke ville kunne hjælpe mig, så det blev kun ved tanken. Puha det var godt nok en meget hård aften synes jeg. Nu frygter jeg, at det bliver lige så slemt i dag, og hvis det gør det, så skal jeg nok også komme i gennem det i dag ligesom jeg gjorde det i går.