Det er noget af en svær dag, fordi stemmerne begyndte at larme tidligt på dagen. Meget af tiden larmer de bare, og siger en masse uforståeligt. Og en del af tiden snakker de en masse om selvskade.
Oven i at stemmerne larmer rigtig meget har jeg rigtig meget uro, som gør det svært for mig at holde ud at være i mig selv.
Stemmer, tanker og følelser overbeviser mig om at hvis jeg skader mig selv vil det give mig ro i både krop og hoved. Det er så fristende ikke at tænke, men bare give efter for trangen og impulserne. jeg savner virkelig det selvskade kan give mig. Jeg har brug for det pusterum, og den ro og pause jeg får bagefter. Alligevel er der noget der holder mig tilbage måske er det fornuften, som stadig har et greb i mig. For mig er det både godt og skidt.