Uroen river, og flår i krop og sind jeg er anspændt, og jeg kan på ingen måde holde ud at være i min krop. Jeg føler mig fanget og holdt fast uden en eneste mulighed for at slippe fri. Flugt er heller ikke en mulighed, for jeg kan jo ikke flygte fra mig selv selvom det er det største ønske jeg har lige nu.
Hvis blot jeg kunne forsvinde lang bort fra alt det svære til et fredfyldt sted ville det være det bedste der kunne ske for mig. Den indre smerte er så stor hvis det skal gøre så ondt at være til, så ønsker jeg ikke at være en del af denne verden. Jeg ønsker mig bare ro og stilhed. Jeg har lyst til at tage mere PN medicin end jeg må, for at opnå den ro, som jeg så inderligt ønsker mig.
Trangen til selvskade fylder rigtig meget. Jeg føler virkelig at jeg har brug for den ro og lindring det kan give mig. Tæt ved min side ligger barberbladet og jeg føler at det kalder på mig med sin lokkende hvisken med løfter om ro og fred.
Stemmerne larmer, og fortæller mig at de også synes at det er en god idé med selvskade, for så vil de være stille og give mig ro. Jeg føler kun at jeg har få kræfter tilbage at kæmpe med.