katjas blog

Nu har jeg været på Sisordinol i en måneds tid, og jeg synes faktisk at det gør noget godt for mig. Det er, som om jeg har lidt mere ro i mit hoved, og at stemmerne er dæmpet lidt ned.

I morgen skal jeg snakke med min psykiater om, hvordan det går. Jeg synes ikke at jeg har de vilde bivirkninger lidt ømhed i brysterne, lidt træthed og ind imellem lidt svimmelhed. Alt det nævnte er til at holde ud. Faktisk synes jeg at det er blevet lidt bedre med trætheden.

Jeg mærker tydeligt uroen i både krop, og sind. Jeg føler at det er kaotisk indeni, og at det køre alt for stærkt. Jeg har trang til selvskade, og det gør det ikke nemmere at stemmerne også taler om selvskade. De fortæller mig at hvis jeg skader mig selv, så vil jeg få ro for dem, og det indre kaos. Jeg har virkelig lyst til at gøre, hvad stemmerne siger, for jeg savner smerten og roen det giver.

Jeg prøver at aflede mig selv med forskellige ting jeg har lige sat banankage i ovnen. Imens den bager ser jeg De unge mødre, og strikker. Jeg vil prøve at komme igennem aftnen på bedst vis.

Nu har jeg været på Cisordinol i en uge, og jeg mærker ikke rigtig nogle bivirkninger. Det skal så også lige siges at jeg starte med en lille dosis på 2 mg. Det skal jeg være indtil på fredag, og derefter skal jeg stige til 4 mg. Og så skal jeg tale med min psykiater om, hvordan det går.

I morgen skal jeg have mit første stik med Fizer vaccinen, og af en eller anden grund føler jeg mig utryg ved tanken om det. Jeg er ellers ikke bange, for at blive stukket. Så jeg forstår ikke rigtig, hvor utrygheden kommer fra. Stemmerne fortæller mig at det vil blive rigtig slemt, og ubehageligt. Det jeg reelt frygter er om der vil være alt, for mange mennesker. Jeg har det nemlig svært med alt for mange mennesker på en gang . Jeg har en rigtig god ven, som følge med mig frem, og tilbage, og det er jeg ham dybt taknemmelig for.

Lige for tiden kæmper jeg en del med trangen til selvskade. Jeg har godt nok ikke gjort det i tre måneder. Men alligevel synes jeg stadig at kampen om at lade være med det er rigtig hård. Jeg sidder med en tanke om at, hvis jeg skader mig selv i dag, så vil det gå bedre med vaccinen i morgen. Det er en irrationel tanke, men ikke desto mindre er det en tanke, som går igennem mit hoved. Gad vide om det rent faktisk vil hjælpe mig til at få det bedre? Fristelsen til at prøve om det virker er virkelig stor, for jeg vil bare gerne have ro i mit hoved, og der har selvskade før hjulpet mig. Jeg har brug for noget, som virker hurtigt, og her og ikke først om en halv time ligesom en pille. Jeg prøver at aflede mig selv fra det, men jeg synes det er rigtig svært.

Uroen river, og flår i krop og sind jeg er anspændt, og jeg kan på ingen måde holde ud at være i min krop. Jeg føler mig fanget og holdt fast uden en eneste mulighed for at slippe fri. Flugt er heller ikke en mulighed, for jeg kan jo ikke flygte fra mig selv selvom det er det største ønske jeg har lige nu.

Hvis blot jeg kunne forsvinde lang bort fra alt det svære til et fredfyldt sted ville det være det bedste der kunne ske for mig. Den indre smerte er så stor hvis det skal gøre så ondt at være til, så ønsker jeg ikke at være en del af denne verden. Jeg ønsker mig bare ro og stilhed. Jeg har lyst til at tage mere PN medicin end jeg må, for at opnå den ro, som jeg så inderligt ønsker mig.

Trangen til selvskade fylder rigtig meget. Jeg føler virkelig at jeg har brug for den ro og lindring det kan give mig. Tæt ved min side ligger barberbladet og jeg føler at det kalder på mig med sin lokkende hvisken med løfter om ro og fred.

Stemmerne larmer, og fortæller mig at de også synes at det er en god idé med selvskade, for så vil de være stille og give mig ro. Jeg føler kun at jeg har få kræfter tilbage at kæmpe med.

Det er noget af en svær dag, fordi stemmerne begyndte at larme tidligt på dagen. Meget af tiden larmer de bare, og siger en masse uforståeligt. Og en del af tiden snakker de en masse om selvskade.

Oven i at stemmerne larmer rigtig meget har jeg rigtig meget uro, som gør det svært for mig at holde ud at være i mig selv.

Stemmer, tanker og følelser overbeviser mig om at hvis jeg skader mig selv vil det give mig ro i både krop og hoved. Det er så fristende ikke at tænke, men bare give efter for trangen og impulserne. jeg savner virkelig det selvskade kan give mig. Jeg har brug for det pusterum, og den ro og pause jeg får bagefter. Alligevel er der noget der holder mig tilbage måske er det fornuften, som stadig har et greb i mig. For mig er det både godt og skidt.