katjas blog

I min sidste blog skrev jeg at jeg er blevet indstillet til at få en Corona-vaccine og jeg troede at der ville gå lang tid før jeg ville få mulighed, for at bestille en tid. Men i går var der brev i min e-Boks om at jeg nu kan bestille tid til vaccine. Gudskelov er det Fizer jeg skal have, og ikke Astra Zenica, og det er en meget stor lettelse for mig. Det er jo ikke lige frem gode ting der høres om den vaccine.

Jeg har igennem et meget langt stykke tid søgt om at komme i botilbud, fordi jeg ikke synes det går godt med at bo alene. Kommunen mener dog godt at det kan komme til at gå med hjælp fra min bostøtte, som kan ringe til mig hver dag eller som jeg kan ringe til, når jeg har det svært. Det er jeg ikke i stand til, når jeg har det meget skidt. Og det ved min kommune godt.

Vi har været igennem to partshøringer, hvor min kommune holder fast i at de ikke mener at jeg skal i botilbud. Vi anker afgørelsen første gang, hvor Ankestyrelsen hjemviser sagen med begrundelsen at sagen ikke er ordentligt belyst. Kommunen indhenter en ny status for min psykiater, fordi den de har er for gammel. I år har vi anden partshøring, hvor jeg fortæller min side af sagen. Afgørelsen bliver et nej med begrundelsen at jeg ikke opfylder målgruppen, for et botilbud selvom der i loven står at hvis jeg har en fysisk eller psykisk varig funktionsnedsættelse eller en sindslidelse er jeg i målgruppen, og jeg har begge dele. De mener at jeg skal bruge min bostøtte noget mere, og at jeg får tilstrækkelig støtte med rengøring af hjemmeplejen hver 14. Dag, og en times bostøtte om ugen. Min socialrådgiver fra Dansk Blindesamfund og jeg er ikke enig i afgørelsen, og vi anker derfor sagen igen. Kommunen læser den nye anke og laver en genvurdering, hvor de stadig holder fast i nej til botilbud. Så nu er det Ankestyrelsen, som skal træffe afgørelsen. Jeg håber det bedste, men frygter det værste.

Det er meningen at jeg skal i arbejdsprøøvning hos Blindes Arbejde, når samfundet åbner op igen. Jeg skal være der i 12 uger, og jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå.

Det er også i år at jeg skal i rehabiliteringsteamet, hvor det skal afgøres om, hvor vidt det kommer til hedde fleksjob, førtidspension eller forlængelse af mit ressourceforløb, som nu har varet fem år. Det bliver spændende hvad afgørelsen bliver selv håber jeg på førtidspension, fordi jeg har fået det værre i al den tid jeg har været i ressourceforløb. Og jeg ved heller ikke, hvor jeg skal finde et job. Jeg har mit synshandicap, og mine psyki ske udfordringer, som ikke gør det nemt for mig. Jeg har heller ikke en fuld 9. Klasse. Tiden må vise, hvor jeg ender henne.

Corona et meget omdiskuteret emne, som fylderm eget i verden, som den pandmi det er. . Den har ændret hele samfundet med nedlukninger restriktioner og en masse forholdsregler vi tager, for at undgå smitte.

Jeg lider af sygdomsangst, så et sted Corona fylder for mig er i min egen virkelighed. Jeg er bange, for at blive smittet og få et hårdt og langt sygdomsforløb og for at blive indlagt og have det meget dårligt. En ting ved Corona, som skræmmer mig fra vid og sans er at du kan have Corona uden at haave symptomer, og du kan derfor gå rundt fuldstændig uvidende om at være rask smittebærer og smitte en masse folk uden at vide det. Den tanke kan jeg næsten ikke holde ud.

Læs videre “Sygdomsangst”

Trods den kedelige titel er der faktisk sket en masse siden jeg sidst har brugt denne blog.

I oktober sidste år henvendte jeg mig i psykiatrisk skadestue efter ikke at have været der i fem år. Grunden til dette var at jeg igennem de sidste måneder fik det tiltagende dårligt med stemmer depression, indre uro, dumme tanker og tilbagevendende selvskadende adfærd. Jeg kunne ikke længere holde presset indeni ud. Jeg blev indlagt, og stoppede med den medicin, som jeg tror er skylden i at jeg fik det så dårligt det antipsykotiske præparat Latuda, som jeg havde taget i nogle måneder i meningen om at skifte fra Seroquel til dette sådan blev det så ikke. Da jeg fik det for dårligt af det.

Jeg henvendte mig flere gange i skadestuen på meget kort tid, og til sidst blev jeg indlagt på en åben afdeling. Jeg var der i halvanden måned. Jeg fik ro på, blev lyttet til og fik slappet af. Jeg skiftede antidepressiv medicin fra Sertralin til Venlafaxin, da jeg ikke længere følte at Sertralin virkede for mig. Det har virkelig hjulpet mig meget med det medicinskift. Jeg er slet ikke depressiv på samme måde længere, hvilket er rigtig rart.  Efter den lange indlæggelse var jeg i skadestuen en enkelt gang. Ved udskrivelsen spurgte de mig om ikke jeg kunne tænke mig en patientstyret seng, og det svarede jeg ja til.

Det blev så drøftet på konference i teamet i distriktspsykiatrien, og de syntes det ville være en god idé med en patientstyret seng, og det har jeg haft i nogle uger nu. Det betyder at jeg hvis jeg får det skidt kan ringe til en bestemt psykiatrisk afdeling, og sige at jeg har det skidt, og hvis de så har en plads kan jeg kommer derud, og være der i fem dage højest. Det er meget frihed under ansvar, for jeg skal selv styre min medicin, og selv være mere opsøgende i forhold til personalet. Jeg gjorde brug af det i sidste uge, fordi det hele blev for meget med stemmer, tanker og selvskadetrang. Personalet var rigtig søde, og rare at snakke med. Jeg blev der de fem dage, og kom hjem i mandags.

Jeg har ikke rigtig været i skole siden november sidste år. Jeg har sagt til min sagsbehandler i jobcentret at jeg gerne vil vente med matematikken til efter sommer. Da jeg er i ressourceforløb må jeg ikke gå hjemme, og lave de ting jeg gør nu, fordi de ikke er jobrelateret, så det er meningen at jeg skal i praktik i et frivilligcenter, hvor jeg skal snakke med gamle ensomme mennesker, og gå praktisk til hånde. Det er jeg meget spændt på. Da jeg snart bliver 30 ryger jeg fra ungeafdelingen til voksenafdelingen, og så skal jeg have en ny sagsbehandler.  

Mit fiks, mit drug, mit stof og mit sus. Så gik den sgu ikkelængere. I dag er jeg faldet i med selvskade. Problemet er at det er rart, og at jeg har lyst til at gøre det igen. Jeg har det ikke en gang dårligt over det skete. Faktisk har jeg det bedre end inden jeg gjorde det. Hvorfor jeg gjorde det ved jeg faktisk ikke. Det farlige er at jeg kan mærke at mere vil have mere. Jeg har lyst til at gøre det igen. Det var, som om jeg ikke længere kunne modstå det indre pres, og så skete det ligesom bare. Så nu har jeg en arm, som ikke er særlig pæn.

 

Jeg har haft meget støtte af min rigtig gode veninde, som virkelig har været der for mig, og vist mig forståelse. Jeg er så glad, for at jeg har hende i mit liv. Hun kæmper selv med det, og forstår mig på en ganske særlig måde.

Som jeg skrev i mit sidste blogindlæg,så er jeg inde i en svær periode med tristhed, tankemylder, stemmer og tran til selvskade. I dag har jeg snakket med min kontaktperson, og jeg fortalte hende, hvordan jeg har det i øjeblikket, og hun syntes jeg skulle kontakte distriktspsykiatrisk center i Glostrup, for at få talt med min kontaktperson der, som sagt så gjort. Hun snakkede en masse om strategier, som jeg kan bruge, når det er svært, bruge mit netværk, bruge socialpsykiatrien i form af Det Røde Hus, gå en frisk tur, så jeg kan komme ud i lyset, gøre noget godt for mig selv måske tage et varmt bad. Jeg synes bare ikke de strategier lyder særlig virksomme hun sagde også at jeg skulle komme ud, og ikke isolerer mig. Og hvis det hele blev noget møg er der altid psykiatrisk skadestue. Det har hun selvfølgelig ret i, men de indlægger ikke, hvem som helst jeg er meget sikker på at hvis jeg henvendte mig der ville jeg blive sendt hjem, og det magter jeg bare ikke, for det vil være et slag for mig.

 

Min kontaktperson og jeg snakkede også om det her med at jeg gerne vil have hjælp til rengøring, og hun har snakket med visitationen, og der er op mellem seks til otte ugers ventetid. Jeg vil få noget mere viden om det i min E-boks. Vi snakkede også om det her med at vi føler at vi taler forbi hinanden, så min kontaktperson sagde at hvis jeg ikke synes det går imellem os, så har jeg altid ret til at få en anden. Det har jeg sagt ja til at jeg gerne vil have, så hun vil kontakte sin chef omkring det, så bliver det spændende om jeg får en jeg kan sammen med.