katjas blog

Jah det er nu efterhånden lidt tid siden jeg sidst har skrevet en blog, men mit problem at når jeg sidder og skal til at gå i gang med at skrive er det ligesom om at lysten til at skrive er borte, og jeg må lukke bloggen ned, fordi jeg slet ikke kan rumme at skulle sætte et blog indlæg sammen, men nu prøver jeg alligevel. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det lige for tiden nogle dage har stemmerne nemlig rigtig meget magt over mig. Hvis jeg skal fortælle hvordan jeg har det lige nu og her, så må jeg nok indrømme at jeg ikke har det alt for godt. Jeg føler mig fyldt op af tomhed og ligegyldighed jeg føler mig ikke rigtig glad, men heller ikke trist det er som om der ikke rigtig er nogen følelser bare tomhed og ligegyldighed. Ikke en gang stemmerne siger så meget i dag, så det er ganske rart. Der er heller ikke så mange tanker. Jeg har det sådan, at jeg har lyst til at skade mig selv, hvorfor ved jeg ikke lysten er der bare måske det er for at mærke noget andet end denne tomhed indeni. Det værste er at jeg tror hvis jeg skadede mig selv ville jeg bare føle det var ligegyldigt, for ikke en gang at være her for mig selv i min egen lille hule give mig nogen form for følelse der er nærmest stille indeni på en eller anden mærkelig måde. Jeg kan ikke finde ud af om jeg synes det er rart eller ubehageligt. Jeg føler mig på afstand og langt væk fra følelserne, og jeg ved ikke hvorfor det er sådan måske det bare er en periode jeg skal igennem. Jeg føler mig på en måde også langt væk fra mig selv gad vide hvordan jeg kommer tilbage dertil igen? Lige nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre for at mærke tanker, følelser og mig selv igen. Den destruktive del af mig siger at hvis jeg skader mig selv vil følelserne komme tilbage igen, og jeg vil igen kunne mærke mig selv. Jeg har på den ene side lyst til bare at give slip, holde op med at kæmpe og gøre som der bliver sagt og skade mig selv, for så behøver jeg ikke bruge så meget energi på at kæmpe imod mig selv. Og så er der den anden del af mig som ikke har lyst til at give op, men blive ved med at kæmpe, holde fast og være stærk over tanker, stemmer og følelser så de ikke løber af med mig. Lige i øjeblikket synes jeg bare det er rigtig hårdt at blive ved med at kæmpe og gå den hårde vej til at acceptere stemmerne som en del af mig selv, og lærer at håndtere og rumme mine følelser på den rette måde. Som jeg har det nu synes jeg det er hårdt at gå vejen i mod at mindske symptomerne, så de ikke vil fylde så meget i mit liv det er hårdt at skulle kæmpe imod gamle tankemønstre og vaner. Det er et rigtig hårdt arbejde jeg er godt i gang med og lige nu kan jeg slet ikke overskue det jeg er bare glad for at jeg har min kontaktperson og mine nære venner omkring mig, som jeg kan støtte mig til, så jeg ikke føler mig så alene i min kamp og de hjælper mig med at få nye kræfter til at kæmpe videre i min indre kamp, og det r jeg dem alle dybt taknemmelig for. Der er nogle stykker, som jeg kan takke for at jeg er nået dertil hvor jeg er i dag min psykiater og min psykolog, pædagogerne på Instituttet, Personalet her på Nettet, for der er sket rigtig meget her de sidste otte måneder. Jeg går den hårde men rigtige vej nemlig vejen væk fra alle de gamle reaktionsmønstre, tankemønstre vaner og måden at opfatte mig selv og mine diagnoser på. Jeg er begyndt at kæmpe, hvor jeg før hen bare lod tingene ske uden at gøre noget. Kampen er rigtig hård, men jeg er glad for at jeg valgt at kæmpe den.  

 

Som jeg skrev i den anden blog har jeg et par diagnoser, som jeg kæmper lidt med. Den anden diagnose jeg har er en Emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse og hos mig kommer det til udtryk ved at jeg har svært ved at rumme mine egne følelser, for hver gang jeg skal rumme en følelse skaber det et indre kaos i mig og følelsen af at jeg ikke kan rumme fylder det hele så der ikke er plads til andet end den. Jeg har heller ikke det filter som gør at jeg kan rumme når andre har det dårligt og det mærker jeg på den måde at hvis nogen omkring mig har det skidt påvirker det mig og gør at jeg selv kan gå hen og få det ret skidt. Jeg er også virkelig sensitiv og det gør at jeg bliver påvirket af selv den mindste lille ting omkring mig f.eks. hvis nogen skændes og det er godt nok meget hårdt. Hver dag bliver jeg mindet om min diagnose ved en eller anden følelse jeg ikke lige er i stand til at rumme. Når jeg ikke kan rumme en følelse trækker jeg mig tilbage fra det en til et sted hvor der er tomt så føler jeg ikke noget når jeg er der. Jeg har også virkelig svært ved at mærke mine egne grænser, så uden at jeg vil det lader jeg folk gå ind over mine grænser, og jeg mærker det først når det er for sent og jeg måske bliver irriteret, vred eller bare får det skidt. Jeg er også rigtig dårlig til at give udtryk for mine egne behov, fordi jeg mener at de andres behov kommer i første række, og så ender det tit med at jeg glemmer mig selv og bliver fyldt helt op. Jeg er heller ikke god til at vise min vrede over for folk, for det er en af de følelser som er rigtig svær for mig at rumme, og så snart jeg mærker den pakker jeg den ned og gemmer den væk. Jeg er heller ikke god til at stå fast ved min egne meninger, for hvis nogen omkring mig er stærke i deres argumenter og meget overbevisende kan jeg godt tænke at de nok har ret i det de siger og så kommer jeg i tvivl om rigtigheden af det jeg selv mener. Jeg er også rigtig nem at bringe ud af ligevægt der skal næste ingenting til før at jeg føler det vælter for mig og det hele føles svært og uoverskueligt. Jeg er begyndt at arbejde med at kunne håndtere og rumme mine følelser, give udtryk for mine behov, sætte grænser for mig selv, holde fast ved min egen mening og give udtryk for min vrede og alt dette er godt nok meget hårdt arbejde synes jeg, men jeg kan mærke at det lige så langsomt går fremad. Jeg er så småt bed at finde ud af, at det er okay at sige fra sætte grænser, sige hvad jeg mener, ikke at lade mig påvirke af hvad andre siger og jeg er også begyndt at lære at det er okay at jeg giver udtryk for mine behov og have det godt med at gøre det, for jeg har lige så meget ret til det som alle andre omkring mig. Jeg føler mig stadig meget sårbar til tider og dette er jeg ved at acceptere som en del af mig og min personlighed.  

 

Jeg har et par diagnoser, som jeg kæmper med i min hverdag, og den ene af dem er Organisk hallucinose, hvilket er en hjerneskade, som gør at jeg hører stemmer og har andre hallucinationer  og alt dette skyldes denne hjerneskade og ikke en psykisk lidelse som f.eks. Skizofreni. Jeg har snakket med min psykiater om det, og hun mener at hjerneskaden skyldes min for tidlige fødsel, og det har hun da nok ret i det giver i hvert fald god mening synes jeg. Den hallucination som plager mig mest er de stemmer som jeg hører inde i mit hoved, for de er der næsten hele tiden og gør det i perioder rigtig svært for mig at holde fokus på tingene omkring mig, fordi de fylder det hele både min indre og ydre virkelighed. Jeg er dog begyndte at arbejde med stemmerne, så de ikke skal blive ved med at have så meget magt over mig, og det går fremad lige så langsomt. Jeg har nogle sætninger som mindsker deres magt den ene er til når de er konkrete og vil have jeg skal skade mig selv den lyder sådan: “Velkommen venner! Ja det kan godt være, men jeg vælger en anden vej – jeg ved godt at det ikke er den i vil have, jeg vælger den alligevel!” Og når jeg siger denne sætning og koncentrerer mig om den bliver stemmerne trængt lidt i baggrunden. Jeg har en anden sætning, som jeg skal sige når de larmer, fordi de vil have at jeg skal have det skidt. Den lyder sådan: ” Jeg ved godt i vil have jeg skal have det skidt, men jeg synes godt at jeg må have det godt….” Denne sætning er den sværeste at sige, for når jeg gør det larmer de en masse men alligevel hjælper det at sige den. Ud over stemmerne kan jeg godt høre ting, som kun jeg hører og det er ikke rart, for når jeg hører det bliver jeg i tvivl om det er virkeligt eller ej for lige når jeg hører det er det lige så virkeligt som den musik jeg har i ørerne lige nu. I en periode var jeg plaget af nogle ret så ubehagelige synshallucinationer, men de er heldigvis gået væk igen. Det er rart at jeg er begyndt at arbejde med stemmerne, for jeg har altid troet lige indtil jeg flyttede ind på Nettet at jeg ikke kunne arbejde med stemmerne på nogen som helst måde. De plager mig stadig meget, men jeg er begyndt at få min egen stemme blandt stemmerne. Jeg er også først nu begyndt at acceptere at de aldrig forsvinder og nok altid vil være en del af mit liv og noget jeg skal lære at leve med og håndtere så de ikke fylder så meget i min hverdag den slags tager tid, og jeg er godt på vej i mod en accept at stemmerne og er ved at lære at håndtere dem på en god måde. Ud over at jeg arbejder med dem får jeg også noget medicin som dæmper dem noget ned, så de ikke larmer så meget, som de før har gjort det og jeg føler medicinen hjælper mig på en god måde.   

 

Som jeg skrev i en tidligere blog, for lidt over en måned siden havde jeg det rigtig svært med at være hjemme her i huset igen efter indlæggelsen, og sådan havde jeg det næsten en uge efter, men lige så langsomt begyndte jeg igen at føle mig tryg og godt tilpas i huset, og kunne igen holde ud at være her Susanne mindede mig om, at der nu var gået fjorten dage efter udskrivelsen, og at jeg nu var kommet igennem den svære krise lige efter udskrivelsen og det havde jeg slet ikke tænkt på, men da hun sagde det kunne jeg godt se at det havde hun da ret i. Hun spurgte mig også om ikke det var godt, at det alligevel ikke var endt med indlæggelse? Og da jeg mærkede godt efter syntes jeg faktisk det var rart, at jeg ikke blev indlagt endnu en gang. Det har været rart at mærke, at jeg faktisk kom igennem krisen og den meget svære tid lige efter, for det viser over for mig, at jeg godt kan kommen igennem en krise i mit liv også selvom jeg på ingen måde troede det ville ske, så det er en sejr for mig, at jeg har klaret det så godt.:) Jeg er også rigtig glad for at det igen går godt med at være hjemme, og at huset igen er min trygge base, og det sted jeg kan falde til ro og trække mig tilbage på mit værelse og her have mit helt eget rum for det kunne jeg slet ikke i starten, fordi jeg slet ikke kunne holde ud at være nogen steder. Men det kan jeg nu, og det er bare rigtig skønt. 🙂 Rart at jeg igen har det godt nok til igen at kunne rumme at være her i huset.

 

Her i går var det mandag, og dagen hvor der var stemmehørergruppe, hvilket jeg selvfølgelig var meget spændt på. Jeg bestilte en taxa som var her lidt i halv tre og vi var fremme ved Slotsgade ti minutter i tre, så vi var i lidt god tid. Vi var så heldige, at der var en som skulle ud af døren samtidig med at vi skulle ind, så vi behøvede ikke at banke på. Vi var omkring en seks syv stykker, så det var et lille sluttet selvskab og det passede mig meget fint. Jeg var heldigvis ikke den eneste nye, for der var en ung kvinde og en mand, som også var der for første gang i går. Til at starte med havde vi en navnerunde, så vi vidste hvad vi hver især hedder vi fortalte også at vi hørte stemmer og hvor længe vi havde gjort det, om vi tager medicin og om vi er en del af det psykiatriske system. Meget af snakken i går gik på, hvordan de forskellige oplever det at de høre stemmer. Der var kaffe, te og vand, så der også gjort lidt hyggeligt vi sad i et lille hyggeligt rum. Det var rigtig interessant og høre de andres oplevelser af deres stemmer Olga tegnede en tegning hvor der var forskellige grunde til hvorfor vi høre stemmerne der var lidt forskellige ting genetisk, spirituelt, religiøst, livshistorie og så skulle vi vælge hvilken en af dem som passede på det vi troede på. Faktisk syntes jeg det var rigtig hyggeligt at være med i gruppen jeg har dog ikke fået nogle redskaber til, hvordan jeg skal håndtere stemmerne på, hvilket jeg lidt havde håbet, men det kan jo være det kommer hen af vejen. Men en ting er i hvert fald sikkert det var rigtig rart at sidde i et forum med folk der forstår det at høre stemmer, for det gør at man kan tale frit uden at blive dømt. Jeg synes det var nogle hyggelige to timer. Og jeg glæder mig til at skulle der hen på mandag. 🙂