katjas blog

Solen skinner udenfor, og her sidder jeg på mit værelse og gemmer mig væk. Det er bare det eneste, som jeg lige kan overskue i dag, at være i mit eget selskab. Endnu en gang har jeg meldt fra til Goalball, og til at starte med var stemmerne ikke tilfredse mig og min beslutning, men det er heldigvis blev bedre nu. Hvordan har jeg det? Det kan jeg ikke rigtig mærke, jo jeg kan mærke, at jeg ikke har ret meget overskud, men andet kan jeg ikke rigtig mærke. Jeg kan faktisk også godt mærke, at jeg har det underligt psykisk, men jeg kan ikke forklare på hvilken måde eller hvordan underligt det er bare en følelse, som jeg har. Der er lidt uro, og en smule tankemylder, og når jeg har tænkt på at skulle til Goalball er tankemylderet blevet endnu værre, og stemmerne har larmet en masse. Sidste gang jeg var til Goalball kunne jeg kun rumme at spille en time, så var jeg fyldt op rent psykisk. Goalball er en meget fysisk sport, men i den grad også mental, da man er nødt til at være til stede på alle måder, for ellers fungere det ikke rigtig. Det er rigtig hårdt for mig, fordi det psykiske tit fylder rigtig meget hos mig, og det er meget svært for mig at abstrahere fra det eller skubbe det i baggrunden, for jo mere jeg prøver jo mere fylder det for mig.

 

Jeg føler, at jeg har taget noget på, da jeg ikke har været meget til Goalball her i 2015 fordi jeg synes det kniber med overskuddet til det. Men der er en del af mig, som siger, at jeg burde tage af sted, så jeg kan få noget motion, og der i gennem nok også tabe mig lidt igen. For jeg har det skidt med følelsen af, at jeg har taget på. En del af mig siger til mig, at det er noget pjat, og at jeg bare skal tage mig sammen få rørt mig, og ikke bare sidde på min flade røv! Men det er bare ikke så let, som det lyder desværre. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne finde mig noget overskud, og få dyrket noget motion, for tit og ofte har jeg det godt bagefter. Eller sådan er det for det meste, men dog ikke altid. Jeg synes det er svært for tiden, at finde overskud til selv små ting, og det er ikke rart at have det på denne måde, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg kan gøre, for at få det ændret. Det hjælper mig nok, når jeg igen får det bedre, for så plejer overskuddet til de forskellig ting også at blive bedre for mig.

Det er en ganske særlig, og speciel dag for mig, og som betyder rigtig meget. Det er nemlig i dag præcis to år siden jeg har skadet mig selv sidst, og det er bare et kæmpestort skridt for mig, at der nu er gået endnu et år, hvor jeg ikke har skadet mig selv. For det har godt nok krævet sine kampe ind i mellem, når trangen og tankerne fyldte det hele. Jeg sidder med så mange rare følelser lige nu, som jeg ikke rigtig kan sætte ord på. Jeg er ikke så glad for at sige det her, men af de følelser jeg sidder med er stolthed jeg er stolt over, at jeg er kommet så langt, og har fundet strategier, som hjælper mig lige så meget, som selvskaden har gjort. Jeg er også kommet der til, hvor jeg ikke længere føler, at jeg har brug for at gøre mig selv fortræd. Jeg har fået så meget støtte af folk omkring mig, når jeg ikke selv troede på det, så mange tak skal I have! Ingen nævnt ingen glemt. Jeg føler mig varm og glad indeni. Det blev fejret i går med en god kage til husmødet, og der blev sagt tillykke på forhånd, og uddelt store og varme kram. Jeg har det bare så godt lige nu, og jeg synes sgu også, at jeg er ret sej. En skøn dag, som jeg vil tænke tilbage på med glæde, og huske på, når jeg synes det er svært at holde trangen ud. Så næste gang jeg skriver vil der været gået tre år.

Det har bare været en rigtig dum dag synes jeg, og det hele som startede eller satte gang i det var, at min kontaktperson og jeg skulle planlægge indkøb til i morgen, hvor vi skal lave mad sammen. Hun ville gerne vide, hvilke ting, som jeg selv er i stand til at udføre, og dette snakkede vi så frem og tilbage om. Jeg kan godt selv lave en indkøbsseddel jeg skal dog have hjælp til at kigge, hvad der lige mangler, og se datoer, så vi får smidt de ting ud, som er for gamle. I mens vi forbereder vores indkøb får jeg det mere og mere skidt med stor tristhed, og et dalende overskud dette får jeg fortalt til min kontaktperson da vi er færdige med at købe ind. Hun mener, at det godt kan have noget med forventningerne til det at gøre, fordi jeg måske regnede med at skulle gøre færre ting selv dette udelukkede jeg ikke, men som jeg også sagde til hende, så tror jeg at indkøbet var det, som fik det hele til at vælte, så det har været der hele tiden, men indkøb og forberedelser og var åbenbart mere end, hvad jeg lige kunne klare i dag. Resten af dagen har jeg følt mig trist, og har ikke haft overskud til ret meget, og har gemt mig væk her på mit værelse. Jeg valgte ikke at tage til Goalball, da jeg slet ikke kunne rumme at være så meget til stede bådefysisk og mentalt, som man skal i denne sportsgren. Så jeg har haft en stille og rolig dag i mit eget selskab, hvilket jeg har trængt til. Nogle gange betaler det sig, at lytte til sig selv og gøre det ma mærker. Jeg forstår bare ikke, hvorfor en indkøbstur, og dertilhørende forberedelser har slået mig sådan ud, men det er heller ikke alting, som skal forstås, for nogle dage er jeg bare mere skrøbelig end andre, det må jeg bare acceptere. Det går noget bedre nu, så roen herhjemme har haft den ønskede effekt.

For et par uger siden var jeg til møde ude i Fountain House, hvor jeg mødte, en sød mand, som hedder Ole. Jeg går ud fra, at han er leder af stedet. Han fortalte mig om stedet og deres værdier, og jeg syntes det lød godt alt det han sagde til mig. Noget at det bedste han sagde til mig var ”vi laver ikke ambitioner for dig, men sammen med dig.” Åh det gjorde mig bare så glad, og tryg. Han sagde også da snakken faldt på, hvor mange timer jeg skal være der ”heller starte lavt ud end at starte for højt, så kan vi langsomt sætte timetallet op,” Jeg blev også vist rundt i huset, og jeg syntes det virkede temmelig kringlet, men det er lige indtil jeg har lært at finde rundt der. Ole var også meget bekymret omkring det, at jeg har dårligt syn, fordi de før har haft en ikke så god oplevelse med en, som er helt blind. Jeg fik beroliget ham, og sagt at det nok skal gå. Det fede, at de har flere forskellige ting, som man kan melde sig til i huset, og de har et kor Yes siger jeg bare! Jeg har virkelig savnet, at synge i kor. I huset kan man komme til, at lave lidt forskellige ting sidde i receptionen. Passe telefonen, sidde på kontor, være en del af deres redaktion skrive lidt artikler eller skrive på deres blog, som de har eller også kan man være i køkkenet. Efter mødet sagde Ole, at jeg skulle sove på det, og tænke over det, men som jeg sagde til ham det vil jeg ikke, for man skal jo følge sin mavefornemmelse, og den er rigtig god omkring Fountain House, så jeg sagde til ham, at jeg rigtig gerne vil starte hos dem, og det var han meget glad for, og som han sagde til mig ”jeg er glad for at du kaster dig ud i det, hvis ikke det fungere kan vi jo altid stoppe forløbet igen.” Det har han ganske ret i, men det tror jeg ikke der bliver brug for at gøre.

Rikke min kontaktperson har snakket med Maria, som er min sagsbehandler i Jobcentret omkring, hvad vi skal gøre i forhold til, hvornår jeg skal starte i Fountain House, og Maria sagde, at bevillingen, og det økonomiske er i orden. Da jeg jo ser ganske dårligt, så skal jeg have noget, som kaldes Mobility undervisning, som er en undervisningsform skabt til synshandicappede det går ud på at jeg lærer en rute helt ned til mindste detalje med, hvornår jeg skal dreje til højre, og så finder læren forskellige kendemærker, som jeg kan pejle efter, så jeg ikke ender med at farer vild.  F.eks. hvor mange gange bussen drejer inden jeg skal af. Maria har sagt, at jeg kan starte med Mobility undervisning nu her, så jeg vil kontakte min lære her i næste uge, for jeg vil rigtig gerne i gang, så jeg så hurtigt så muligt kan komme i gang med forløbet der ude. Jeg har så fået besked på, at når jeg føler mig klar til at starte, og jeg kan ruten fuldstændig, så kal enten Rikke eller jeg ringe til Maria og melde klar til at jeg kan starte der.

Da jeg flyttede ind på Nettet i august 2012 stod der en kasse til at opbevare medicin i, og lige med det samme sagde jeg til min kontaktperson, at jeg ikke selv skulle have nøglen til kassen, da jeg ikke følte mig tryg ved det. Så hver gang jeg har doseret medicin er personalet kommet med nøglen til mig, og så har de været hos mig i mens jeg har doseret min medicin, og dette har der været en stor tryghed ved. Inden jul spurgte min daværende kontaktperson om ikke snart jeg selv skal have nøglen til kassen, og der svarede jeg nej, da jeg ikke følte mig parrart til det. Her e efter jul havde vi det oppe at vende igen, og også der sagde jeg nej, da jeg på det tidspunkt havde det rigtig skidt, og ikke følte mig tryg ved at skulle administrerer at have den nøgle. Jeg tror det var i sidste uge, hvor jeg igen blev spurgt om ikke jeg selv skal have nøglen til medicinkassen, og denne gang svarede jeg ja til det, så her i dag gav min kontaktperson mig nøglen, og jeg føler mig helt tryg ved at have den, men som forventet larmer stemmerne en masse denne gang er jeg dog stærkere end dem, hvilket jeg ikke var lige, da jeg var flyttet ind. Det er egentligt lidt mærkeligt, at jeg har været så utryg ved at skulle have den lille nøgle, for der har nemlig været flere gange, hvor jeg har haft medicin stående frit fremme uden at der er sket noget. Måske det er forandringen ved det hele, der gør mig utryg. Som min kontaktperson sagde til mig at selvom at du nu har fået nøglen udleveret betyder det jo ikke, at du ikke længer har det skidt, og du kan til hver en tid komme tilbage med den, hvis ikke du føler det fungere. Rart at hun anerkender at jeg stadig kan have det skidt selvom jeg nu er gået skridtet videre, og nu selv administrerer min medicin. Jeg har det godt med at have taget den beslutning, for det føles som et stort, men vigtigt skridt for mig, som jeg er glad for at jeg nu har været parrart til at tage.