katjas blog

I dag har jeg fået Nada, som jeg gør med jævne mellemrum, men denne gang var det lidt anderledes der er to ting, som gjorde det. Den ene ting var, at Anne havde købt noget, som kaldes Nada-te, som er en te der er lavet specielt til Nada, som indeholder en masse forskellige urter, som skal virke beroligende og udrensende, og den te smagte bare rigtig godt. Men jeg kan også rigtig godt lide urtete. Den anden ting, som gjorde denne omgang Nada anderledes   var, at Anne i dag har været på kursus og kunne give en lidt udvidet form for Nada. Jeg fik som sødvanligt fem nåle i hvert øre, som rammer punkterne, som gør at jeg bliver rolig og kan slappe af. I dag har hun så lært sætte nole to nye steder det ene sted er ved slutningen at næseroden nærmest mellem øjenbrynene, og den anden nål oppe i hovedbunden, og disse to nåle skal hjælpe på tankemylder og vidst også indre uro. Jeg troede det ville gøre ondt at få dem sat begge steder, men det gjorde det faktisk ikke. Til at starte med føltes det som det plejer at gøre, når jeg får Nada, men lige så langsomt begyndte jeg er mærke en ro sådan ligesom inde i hovedet, og tankerne faldt til ro, og det samme gjorde stemmerne. Bagefter var jeg rolig i både krop og sind. Jeg ved faktisk ikke om teen havde en særlig virkning i forhold til Nada, men godt smagte det i hvert fald. Det er blevet sådan at Anne er her i huset og giver Nada hver anden uge, og hver anden uge er hun ude i Glostrup på Ingersvej, hvor den anden del af Nettet II ligger hun er nemlig den eneste personale i Hele Nettet II, så derfor bliver fordelt på den måde heldigvis kan vi tage til Glostrup hver anden uge, så vi alligevel får det en gang om ugen, og det samme kan de gøre ud til os.

Tankerne presser sig på, og uroen fylder mit sind sammen med de larmende stemmer som slet ikke er tilfredse med mig. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg har gjort forkert. Tankerne om selvskade fylder også rigtig meget for tiden. Der skal ingenting til at udløse dem. Bare det at jeg står med en kniv ude i køkkenet giver mig lyst til at skære mig med den. Lige for tiden savner jeg selvskaden, og den lindring den giver mig, for en kort stund. Jeg har stor lyst til bare at give efter, og så bare skade mig selv på en eller anden måde. Jeg har ikke specifikke planer for hvordan det skal foregå, men på en eller anden måde skal det foregå. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er begyndt at få det på denne måde. Jeg ved ikke en gang hvor længe jeg har haft det sådan her. Det føles som altid, som noget der ingen ende vil få. Mange af de forestillinger jeg har om selvskade handler om, at jeg skærer mig med en af knivene fra køkkenet jeg tror disse forestillinger kommer, fordi jeg tit tømmer opvaskemaskinen, og står med skarpe knive i hænderne. Jeg har også en masse forestillinger om, hvordan det føles bagefter, når jeg har skadet mig selv, og i fantasien føles det bare rigtig rart og lettende. Burde jeg snakke med nogen om det? Ja det burde jeg vel egentlig, men jeg ved ikke lige, hvem det skal være. Hvis jeg snakker med personalet kommer de sikkert ind på, at jeg skal bruge mine strategier, og det er ikke lige det, som jeg har brug for at hører. Jeg ved ikke en gang, hvad det helt præcist er, som jeg faktisk har brug for at hører lige nu måske er det bare forståelse omsorg og støtte, som jeg har brug for lige nu. Hvem skal jeg søge det hos? Det ved jeg ikke lige. Åh der flyver så mange tanker rundt i mit hoved, som jeg ikke rigtig kan gribe fat i, og få en mening ud af tankerne kører alt for stærkt, og jeg er ikke i stand til at følge med dem, så det har jeg opgivet for længst. Jeg har det som om jeg både er til stede og ikke til stede i mig selv. Jeg vil gerne flygte fra alle tankerne og følelserne som jeg ikke føler mig i stand til at rumme. Jeg vil bare gerne have fred i mit hoved.

Jeg er tom indeni hvor er glæden og alle følelserne? Meget langt borte lige nu. Jeg synes at alt hvad jeg laver føles meningsløst og ligegyldigt. Der kommer glæde og følelser i små glimt, men det bliver hurtigt glemt igen. Ikke en gang det gode oplæg kan jeg varme mig ved her i dag. En af personalerne sagde til mig, at jeg skal huske tilbage på de positive ting, og det er meget rigtigt sagt, men lige nu virker de ikke rigtig til at finde. I løbet af min dag får jeg sådan nogle meget voldsomme dyk med en massiv tristhed, som det er meget svært for mig at se mig ud af, og jeg er træt og udmattet både fysisk og psykisk. Små ting kræver et overskud, som jeg ikke synes jeg har. Det hjælper ikke en gang rigtig at skrive om tingene, som det ellers plejer, og når det ikke gør det, så ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. der er mange forestillinger, tanker og trang til at skade mig i øjeblikket, men jeg gør det dog ikke selvom jeg har rigtig meget lyst så jeg kan mærke noget andet end den indre tomhed, som jeg ikke kan rumme. Bare give slip give efter, glemme fornuften, og lade den anden del råde. Det er længe siden jeg har har haft så stor lyst til at skade mig selv. For nogle uger siden var jeg tæt ved at gøre som stemmerne sagde til mig nemlig at springe ned fra gangbroen vi har her ude, men jeg skyndte mig væk fra kanten og ind i huset igen.Jeg tror ikke jeg har været så tæt på at adlyde stemmerne på det punkt før eller det ved, at jeg ikke har. Det er dog meget få jeg faktisk har fortalt det her til. i dag har jeg ikke været i Fountain House, fordi jeg havde brug for en dag med ro på, og hvor jeg passede på mig selv, o nu går overvejelserne så omkring, hvor vidt jeg skal tage af sted i morgen. Der tror jeg, at mærker efter, hvordan jeg har det, når jeg vågner i morgen der kan jeg bedste bedømme det.

Da jeg holdt oplæg for to psykologihold på en ungdomsskole i Skovlunde kom læren for det andet hold hen til mig, og spurgte mig om ikke jeg ville holde oplæg for et psykologihold i Ballerup, og det sagde jeg med det samme ja til, så vi udvekslede numre, og skrev lidt sammen efterfølgende, og så hørte jeg ikke rigtig noget fra hende, og længere der gik jo mere mistede jeg troen på, at jeg skulle holde det oplæg, men Bettina som hun hedder ringede til mig i tirsdags, og spurgte mig om jeg stadig var frisk selvfølgelig svarede jeg åh den opringning gjorde mig så glad.

 

Vi aftalte så, at mødes på Ballerup station i går 23. april klokken kvart over fem. Da jeg kom til stationen havde vi lidt svært ved at finde hinanden, fordi vi stod to forskellige steder, men det lykkedes da til sidst, og så kørte vi i hendes bil hen til ungdomsskolen. Inden da hentede hun lige noget te til mig.

 

Da vi kom ind i klassen var der en livlig larm af tolv unge mennesker, og det gjorde mig faktisk en smule utryg, og det triggede mine stemmer lidt, men Bettina fik dem til at tie stille og så hjalp det rigtig godt. Hun startede med at præsentere mig, og sagde til dem, at de kunne spørge mig om alt, og at jeg nok skulle sige til, hvis der var noget jeg ikke ville svare på. Jeg startede med at fortælle, at jeg var temmelig nervøs, da det jo kun var anden gang jeg holdt den slags oplæg, og så fik jeg den sødeste kommentar ”Det behøver du ikke at være, for vi er søde.” Det gav mig noget mere tryghed. Derefter præsenterede jeg mig selv ligesom sidst, fortalte jeg om min for tidlige fødsel, og hvad den har gjort ved mine øjne, og at den også har givet mig den hjerneskade, som gør, at jeg hører stemmer i dag. Bagefter sagde jeg til dem, at de var meget velkomne til at stille spørgsmål i mens jeg talte, da jeg ved, hvor irriterende det er, at man sidder med et godt spørgsmål, som man har glemt, fordi man skulle vente med at stille det til bagefter. Jeg gennemgik min historie fra der jeg hører stemmer første gang, og hvordan det bliver opfattet og tacklet af folk omkring mig. Jeg fortæller om den store hjælp jeg først får da jeg er tyve år gammel. Jeg får også sagt, hvor meget stemmerne påvirker mig op gennem min barndom teenageår og voksenliv. Jeg fortæller om min første indlæggelse, og hvordan jeg føler at psykiatrien opfatter mig og at de ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre med mig. Jeg siger også, at det er en hjerneskade, som kaldes Organisk Halllucinose, og det er den, som gør at jeg hører stemmer, og ikke en Skizofrenidiagnose jeg fortæller også om da jeg får en depression og starter på antidepressiv medicin, og kommer i behandling med antipsykotisk medicin for stemmerne og det hjælper mig rigtig godt, så stemmerne ikke fylder så meget. Jeg kommer også ind på, hvor forskellig min familie opfatter det, at jeg er syg min mor, som prøver at sætte sig ind i det, min stedfar som slet ikke kan rumme det, og kommer med ikke så gode forslag, mine brødre, hvor den ene siger til mig, at stemmerne er indbildning, og den anden siger at jeg bare skal være glad og så vil stemmerne forsvinde og min lillebror, som tager det meget stille og roligt. Og om min far og farmor, som begge kender til psykisk sygdom og derfor udviser en stor forståelse over for mig. Jeg får også sagt, hvor få der gennem min opvækst der faktisk er klar over, at jeg hører stemmer og har det psykisk skidt, for jeg vil jo ikke skille mig ud, og virke anderledes. Jeg fortæller hvor meget det kommer til at betyde for mig, da jeg flytter ind på bostedet i Rødovre Nettet iI, for det får jeg en kontaktperson, som kender til det at hører stemmer, og vi begynder at arbejde med dem. Og jeg begynder at turde sige dem i mod, og vise dem, at det er mig der bestemmer og ikke dem! Det er meget hårdt arbejde, og noget man ikke ændre på en dag. Jeg fortæller også at jeg begynder i Stemmehørergruppe, og hvor rar det er for mig at være blandt andre som også hører stemmer og virkelig forstår, hvordan det er og føles. Jeg for også fortalt at jeg mister min far, og hvordan det påvirker mig psykisk. Og jeg får også sagt hvor meget jeg bliver mødt og forstået der hvor jeg er efter jeg er flyttet ind på bostedet. Jeg fortæller også hvad stemmerne siger til mig at jeg ikke må tage min medicin, at jeg ikke må spise, at jeg skal skade mig selv, at jeg ikke må tage ekstra medicin, at jeg skal springe ud foran en bil, ned fra en bro eller ud foran et tog, og at jeg har skadet mig selv en masse, og jeg siger også hvordan jeg gjorde det, da der bliver spurgt ind til det. Jeg fortæller også hvilken negativ indvirkning stemmerne har på mig, at de kan give de negative og destruktive tanker ved de ting de siger til mig.

 

Der bliver stillet en masse spørgsmål, og jeg er ikke rigtig i stand til at huske en helt masse af dem. Der bliver spurgt om jeg kan kommunikere med mine stemmer? Om hvilket køn de har? Om jeg kan efterligne en af stemmerne? Siger de altid kun noget negativt til dig? Er de aldrig søde over for dig? Opfatter du dine stemmer som venner eller fjender? Hvordan lyder di? Tror du ikke du kan lærer at blive venner med dine stemmer en dag? Er de der hele tiden? Hvordan reagere de på, at du taler så meget om dem lige nu? Hvad siger de til dig lige nu? Har du prøvet at bede dem om at tie stille?

Jeg prøver at svare på spørgsmålene så godt som jeg kan. Til det om jeg kan kommunikerer med mine stemmer siger jeg nej, og at de intet køn har, og efterligne dem kan jeg heller ikke. Og de siger altid kun negative ting til mig, og de er bestemt ikke søde ved mig, og jeg opfatter mine stemmer, som fjender de lyder meget monotone uden et rigtig toneleje. Måske hvis jeg arbejder mere med mine stemmer, og bliver bedre til at acceptere dem som en del af mig selv tror jeg godt, at jeg kan lærer at blive venner med dem. De er der næsten hele tiden heldigvis ikke når jeg sover. De var meget rolige taget i betragtning af hvor meget jeg talte om dem. De råbte en del mens jeg talte om dem dog uden at jeg kunne forstå, hvad de sagde. Og ja jeg har prøvet at bede dem om, at tie stille, men det fungerer ikke rigtigt, for så bliver de bare endnu højere og sure på mig i stedet for.

Omkring halv otte har alle fået stillet deres spørgelyst, og det viste sig, at jeg snakkede i lidt over to timer det hjalp mig også en hel del, at der blev stillet spørgsmål undervejs, for det gjorde jeg bedre kunne holde fokus, og der var på intet tidspunkt hvor jeg ikke vidste, hvad jeg gerne ville sige, og jeg synes jeg fik svaret rigtig godt på alle de mange spørgsmål. Der var en af pigerne, som sagde til mig ”Jeg synes du er rigtig cool.” den sætning varmede mig virkelig meget. Og der var også flere som sagde at de havde fået en meget større forståelse at det at hører stemmer, og det gør mig meget glad, for så har jeg nået mit mål der var også flere som sagde til mig ”tak, fordi du kom”. Endnu en gang en stor succesoplevelse for mig. Som tak for at jeg kom fik jeg en masse lækker chokolade. Det gjorde mig meget varm indeni. Bettina har endda sagt til mig, at hun vil have mig til at holde oplæg for det nye psykologihold til efteråret, og at hun også gerne vil have, at jeg kommer og holder oplæg ude på det bosted, hvor hun arbejder til daglig. Jeg er så glad og taknemlig over, at hun føler at hun kan bruge mig og få noget godt ud af det.

 

Det var jo i dag, at jeg skulle til Skovlunde, og holde oplæg om, at hører stemmer, for nogle 7-9. klasser. Lidt over et ringede Anders den psykolog, som underviser dem til mig, da han ikke kunne finde mig det viste sig nemlig, at han var kørt til nummer 19 og ikke 193, som jeg troede jeg havde skrevet måske jeg havde skrevet forkert til ham i den SMS, hvor jeg havde sendt min adresse. Vi ankom til Lundebjerg skolen lige omkring halv to, så vi var i ret god tid vi nåede at få lavet te, og båret det ned til det klasselokale vi skulle være i. der var ret mange, som skulle høre mig, da der var to psykologihold, som var ankommet. Lige så stille kom eleverne dryssende det var vidst også noget, at nogle af dem kom fra andre skoler, så de havde lidt vej. Vi kom først i gang lidt over to, så jeg havde lidt tid, at være spændt og nervøs i. .

 

Da alle var samlet gik vi i gang Anders introducerede mig, og så skulle jeg ellers bare fortælle, hvad jeg nu havde på hjerte. Jeg startede med at fortælle, hvornår jeg hørte stemmer første gang, og hvordan jeg oplevede det, da jeg var så lille jeg fortalte også om, hvordan jeg mødte manglende forståelse omkring stemmerne op gennem årene. Så gik jeg op gennem årene, hvor jeg fortalte, hvordan stemmerne begynder at ændre sig da jeg er voksen hvor de begynder at tale direkte til mig, hvor de før hen sagde en masse ubehagelig ord som flå, dræbe og dø jeg fortæller om, hvad de siger til mig, at jeg ikke må tage min medicin, at jeg ikke må spise, at jeg skal skade mig selv, fordi jeg skal straffes og at de kommer med selvmordsforslag, at jeg skal springe ned fra en bro eller ud foran en bil. Inden da snakkede jeg om, hvor få jeg talte med det om, og hvor alene jeg følte mig op gennem tiden, og hvor lidt forståelse jeg følte folk omkring mig havde omkring min stemmehøreroplevelse. Jeg kom også ind på, da jeg begynder at få hjælp, da jeg er 20 år gammel, og hvordan psykiatrien opfatter mig, og det jeg fejler, og om hvordan de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med mig, og placere mig. Om hvordan mine brødre og det meste af min familie har haft meget svært ved at forholde sig til at jeg hører stemmer. Jeg kom ind på den hjælp jeg nu har fået til at håndtere mine stemmer, og at de ikke længere har så meget magt over mig, og hvor meget antipsykotisk medicin plus terapi og en stemmehørergruppe har hjulpet mig videre i mit arbejde med at lærer at tackle og acceptere mine stemmer. Jeg fortalte også, hvilke strategier som hjælper mig i forhold til, når stemmerne fylder en masse om nogle sætninger jeg før hen har brugt alt afhængig af, hvad stemmerne siger til mig. I mens jeg talte var der helt stille, og jeg kunne virkelig mærke at alle i rummet lyttede til mig, og fandt det jeg sagde interessant og spændende. Der var på et tidspunkt, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige, men så fandt jeg heldigvis tråden igen, og de tog det fint. Da jeg var færdig var der nogle spørgsmål til mig hvordan det påvirkede min skole gang, at jeg hører stemmer? Hvordan skadede mig selv? Da jeg kom ind på det under min beretning. Om jeg hørte stemmer i mens jeg fortalte? Hvordan jeg kunne koncentrer mig når stemmerne var der? Hvor mange er der, hvordan de lyder? Hvordan mine forældre har taget det? Åh der var ret mange spørgsmål, men jeg er ikke lige i stand til, at huske dem alle. Jeg synes det gik rigtig godt med oplægget, og jeg føler at jeg fik sagt alt det jeg ville. Jeg spurgte om eleverne havde fået en større forståelse af, hvad det vil sige at hører stemmer, og de svarede alle ja. Der var også flere, som sagde at det havde været rigtig spændende. Det var helt klart en stor succesoplevelse for mig. Da jeg var færdig klappede de alle sammen af mig , og sagde tak, for at jeg var kommet der var endda nogle som kom, fordi de gerne ville hører mig uden at være med på holdet det synes jeg er ret fedt.

 

Bagefter snakkede jeg med Anders og Bettina som er hende der underviser den anden klasse i psykologi. Anders roste mig meget, og sagde at han ikke kunne hører at jeg ikke havde forberedt noget, da det jeg sagde var meget relevant og overbevisende. Jeg fik også at vide, at jeg var god til at holde den røde tråd igennem det hele. Jeg er virkelig glad, for al den ros, som jeg fik. Pludselig siger Bettina til mig ”Altså bare hvis du lyster, så underviser jeg en anden ungdomsskole i psykologi om aftenen har du lyst til at komme at fortælle der?” Hendes spørgsmål kom meget bag på mig, men jeg svarede med det samme ja til det, så jeg skal holde endnu et oplæg torsdag den 23. april, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg er så glad for at hun føler, at hun kan bruge mig til at fortælle om det at hører stemmer. Vi udvekslede numre, så i morgen vil hun sende mig en SMS, hvor jeg vil hører nærmere. Jeg er helt høj efter denne fantastisk gode oplevelse jeg kan næsten ikke falde ned igen.

 

Det er så fedt, at jeg igen skal fortælle unge om, hvordan det er for mig at hører stemmer, for det er jo lige præcis det her jeg gerne vil. Fortælle min historie, og være med til at afmystificerer det at hører stemmer, og måske kan min åbenhed gøre, at de måske også er mere åbne omkring det de går og slås med. Jeg vil også gerne være med til at bryde tabuet omkring psykisk sygdom, og så er de her oplæg jo et rigtig godt sted for mig at starte. Jeg håber der komme mange flere oplæg for mig fremtiden.