Endnu et godt, og vellykket oplæg

Da jeg holdt oplæg for to psykologihold på en ungdomsskole i Skovlunde kom læren for det andet hold hen til mig, og spurgte mig om ikke jeg ville holde oplæg for et psykologihold i Ballerup, og det sagde jeg med det samme ja til, så vi udvekslede numre, og skrev lidt sammen efterfølgende, og så hørte jeg ikke rigtig noget fra hende, og længere der gik jo mere mistede jeg troen på, at jeg skulle holde det oplæg, men Bettina som hun hedder ringede til mig i tirsdags, og spurgte mig om jeg stadig var frisk selvfølgelig svarede jeg åh den opringning gjorde mig så glad.

Vi aftalte så, at mødes på Ballerup station i går 23. april klokken kvart over fem. Da jeg kom til stationen havde vi lidt svært ved at finde hinanden, fordi vi stod to forskellige steder, men det lykkedes da til sidst, og så kørte vi i hendes bil hen til ungdomsskolen. Inden da hentede hun lige noget te til mig.

Da vi kom ind i klassen var der en livlig larm af tolv unge mennesker, og det gjorde mig faktisk en smule utryg, og det triggede mine stemmer lidt, men Bettina fik dem til at tie stille og så hjalp det rigtig godt. Hun startede med at præsentere mig, og sagde til dem, at de kunne spørge mig om alt, og at jeg nok skulle sige til, hvis der var noget jeg ikke ville svare på. Jeg startede med at fortælle, at jeg var temmelig nervøs, da det jo kun var anden gang jeg holdt den slags oplæg, og så fik jeg den sødeste kommentar ”Det behøver du ikke at være, for vi er søde.” Det gav mig noget mere tryghed. Derefter præsenterede jeg mig selv ligesom sidst, fortalte jeg om min for tidlige fødsel, og hvad den har gjort ved mine øjne, og at den også har givet mig den hjerneskade, som gør, at jeg hører stemmer i dag. Bagefter sagde jeg til dem, at de var meget velkomne til at stille spørgsmål i mens jeg talte, da jeg ved, hvor irriterende det er, at man sidder med et godt spørgsmål, som man har glemt, fordi man skulle vente med at stille det til bagefter. Jeg gennemgik min historie fra der jeg hører stemmer første gang, og hvordan det bliver opfattet og tacklet af folk omkring mig. Jeg fortæller om den store hjælp jeg først får da jeg er tyve år gammel. Jeg får også sagt, hvor meget stemmerne påvirker mig op gennem min barndom teenageår og voksenliv. Jeg fortæller om min første indlæggelse, og hvordan jeg føler at psykiatrien opfatter mig og at de ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre med mig. Jeg siger også, at det er en hjerneskade, som kaldes Organisk Halllucinose, og det er den, som gør at jeg hører stemmer, og ikke en Skizofrenidiagnose jeg fortæller også om da jeg får en depression og starter på antidepressiv medicin, og kommer i behandling med antipsykotisk medicin for stemmerne og det hjælper mig rigtig godt, så stemmerne ikke fylder så meget. Jeg kommer også ind på, hvor forskellig min familie opfatter det, at jeg er syg min mor, som prøver at sætte sig ind i det, min stedfar som slet ikke kan rumme det, og kommer med ikke så gode forslag, mine brødre, hvor den ene siger til mig, at stemmerne er indbildning, og den anden siger at jeg bare skal være glad og så vil stemmerne forsvinde og min lillebror, som tager det meget stille og roligt. Og om min far og farmor, som begge kender til psykisk sygdom og derfor udviser en stor forståelse over for mig. Jeg får også sagt, hvor få der gennem min opvækst der faktisk er klar over, at jeg hører stemmer og har det psykisk skidt, for jeg vil jo ikke skille mig ud, og virke anderledes. Jeg fortæller hvor meget det kommer til at betyde for mig, da jeg flytter ind på bostedet i Rødovre Nettet iI, for det får jeg en kontaktperson, som kender til det at hører stemmer, og vi begynder at arbejde med dem. Og jeg begynder at turde sige dem i mod, og vise dem, at det er mig der bestemmer og ikke dem! Det er meget hårdt arbejde, og noget man ikke ændre på en dag. Jeg fortæller også at jeg begynder i Stemmehørergruppe, og hvor rar det er for mig at være blandt andre som også hører stemmer og virkelig forstår, hvordan det er og føles. Jeg for også fortalt at jeg mister min far, og hvordan det påvirker mig psykisk. Og jeg får også sagt hvor meget jeg bliver mødt og forstået der hvor jeg er efter jeg er flyttet ind på bostedet. Jeg fortæller også hvad stemmerne siger til mig at jeg ikke må tage min medicin, at jeg ikke må spise, at jeg skal skade mig selv, at jeg ikke må tage ekstra medicin, at jeg skal springe ud foran en bil, ned fra en bro eller ud foran et tog, og at jeg har skadet mig selv en masse, og jeg siger også hvordan jeg gjorde det, da der bliver spurgt ind til det. Jeg fortæller også hvilken negativ indvirkning stemmerne har på mig, at de kan give de negative og destruktive tanker ved de ting de siger til mig.

Der bliver stillet en masse spørgsmål, og jeg er ikke rigtig i stand til at huske en helt masse af dem. Der bliver spurgt om jeg kan kommunikere med mine stemmer? Om hvilket køn de har? Om jeg kan efterligne en af stemmerne? Siger de altid kun noget negativt til dig? Er de aldrig søde over for dig? Opfatter du dine stemmer som venner eller fjender? Hvordan lyder di? Tror du ikke du kan lærer at blive venner med dine stemmer en dag? Er de der hele tiden? Hvordan reagere de på, at du taler så meget om dem lige nu? Hvad siger de til dig lige nu? Har du prøvet at bede dem om at tie stille?

Jeg prøver at svare på spørgsmålene så godt som jeg kan. Til det om jeg kan kommunikerer med mine stemmer siger jeg nej, og at de intet køn har, og efterligne dem kan jeg heller ikke. Og de siger altid kun negative ting til mig, og de er bestemt ikke søde ved mig, og jeg opfatter mine stemmer, som fjender de lyder meget monotone uden et rigtig toneleje. Måske hvis jeg arbejder mere med mine stemmer, og bliver bedre til at acceptere dem som en del af mig selv tror jeg godt, at jeg kan lærer at blive venner med dem. De er der næsten hele tiden heldigvis ikke når jeg sover. De var meget rolige taget i betragtning af hvor meget jeg talte om dem. De råbte en del mens jeg talte om dem dog uden at jeg kunne forstå, hvad de sagde. Og ja jeg har prøvet at bede dem om, at tie stille, men det fungerer ikke rigtigt, for så bliver de bare endnu højere og sure på mig i stedet for.

Omkring halv otte har alle fået stillet deres spørgelyst, og det viste sig, at jeg snakkede i lidt over to timer det hjalp mig også en hel del, at der blev stillet spørgsmål undervejs, for det gjorde jeg bedre kunne holde fokus, og der var på intet tidspunkt hvor jeg ikke vidste, hvad jeg gerne ville sige, og jeg synes jeg fik svaret rigtig godt på alle de mange spørgsmål. Der var en af pigerne, som sagde til mig ”Jeg synes du er rigtig cool.” den sætning varmede mig virkelig meget. Og der var også flere som sagde at de havde fået en meget større forståelse at det at hører stemmer, og det gør mig meget glad, for så har jeg nået mit mål der var også flere som sagde til mig ”tak, fordi du kom”. Endnu en gang en stor succesoplevelse for mig. Som tak for at jeg kom fik jeg en masse lækker chokolade. Det gjorde mig meget varm indeni. Bettina har endda sagt til mig, at hun vil have mig til at holde oplæg for det nye psykologihold til efteråret, og at hun også gerne vil have, at jeg kommer og holder oplæg ude på det bosted, hvor hun arbejder til daglig. Jeg er så glad og taknemlig over, at hun føler at hun kan bruge mig og få noget godt ud af det.