Et godt, og vellykket oplæg

Det var jo i dag, at jeg skulle til Skovlunde, og holde oplæg om, at hører stemmer, for nogle 7-9. klasser. Lidt over et ringede Anders den psykolog, som underviser dem til mig, da han ikke kunne finde mig det viste sig nemlig, at han var kørt til nummer 19 og ikke 193, som jeg troede jeg havde skrevet måske jeg havde skrevet forkert til ham i den SMS, hvor jeg havde sendt min adresse. Vi ankom til Lundebjerg skolen lige omkring halv to, så vi var i ret god tid vi nåede at få lavet te, og båret det ned til det klasselokale vi skulle være i. der var ret mange, som skulle høre mig, da der var to psykologihold, som var ankommet. Lige så stille kom eleverne dryssende det var vidst også noget, at nogle af dem kom fra andre skoler, så de havde lidt vej. Vi kom først i gang lidt over to, så jeg havde lidt tid, at være spændt og nervøs i. .

Da alle var samlet gik vi i gang Anders introducerede mig, og så skulle jeg ellers bare fortælle, hvad jeg nu havde på hjerte. Jeg startede med at fortælle, hvornår jeg hørte stemmer første gang, og hvordan jeg oplevede det, da jeg var så lille jeg fortalte også om, hvordan jeg mødte manglende forståelse omkring stemmerne op gennem årene. Så gik jeg op gennem årene, hvor jeg fortalte, hvordan stemmerne begynder at ændre sig da jeg er voksen hvor de begynder at tale direkte til mig, hvor de før hen sagde en masse ubehagelig ord som flå, dræbe og dø jeg fortæller om, hvad de siger til mig, at jeg ikke må tage min medicin, at jeg ikke må spise, at jeg skal skade mig selv, fordi jeg skal straffes og at de kommer med selvmordsforslag, at jeg skal springe ned fra en bro eller ud foran en bil. Inden da snakkede jeg om, hvor få jeg talte med det om, og hvor alene jeg følte mig op gennem tiden, og hvor lidt forståelse jeg følte folk omkring mig havde omkring min stemmehøreroplevelse. Jeg kom også ind på, da jeg begynder at få hjælp, da jeg er 20 år gammel, og hvordan psykiatrien opfatter mig, og det jeg fejler, og om hvordan de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med mig, og placere mig. Om hvordan mine brødre og det meste af min familie har haft meget svært ved at forholde sig til at jeg hører stemmer. Jeg kom ind på den hjælp jeg nu har fået til at håndtere mine stemmer, og at de ikke længere har så meget magt over mig, og hvor meget antipsykotisk medicin plus terapi og en stemmehørergruppe har hjulpet mig videre i mit arbejde med at lærer at tackle og acceptere mine stemmer. Jeg fortalte også, hvilke strategier som hjælper mig i forhold til, når stemmerne fylder en masse om nogle sætninger jeg før hen har brugt alt afhængig af, hvad stemmerne siger til mig. I mens jeg talte var der helt stille, og jeg kunne virkelig mærke at alle i rummet lyttede til mig, og fandt det jeg sagde interessant og spændende. Der var på et tidspunkt, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige, men så fandt jeg heldigvis tråden igen, og de tog det fint. Da jeg var færdig var der nogle spørgsmål til mig hvordan det påvirkede min skole gang, at jeg hører stemmer? Hvordan skadede mig selv? Da jeg kom ind på det under min beretning. Om jeg hørte stemmer i mens jeg fortalte? Hvordan jeg kunne koncentrer mig når stemmerne var der? Hvor mange er der, hvordan de lyder? Hvordan mine forældre har taget det? Åh der var ret mange spørgsmål, men jeg er ikke lige i stand til, at huske dem alle. Jeg synes det gik rigtig godt med oplægget, og jeg føler at jeg fik sagt alt det jeg ville. Jeg spurgte om eleverne havde fået en større forståelse af, hvad det vil sige at hører stemmer, og de svarede alle ja. Der var også flere, som sagde at det havde været rigtig spændende. Det var helt klart en stor succesoplevelse for mig. Da jeg var færdig klappede de alle sammen af mig , og sagde tak, for at jeg var kommet der var endda nogle som kom, fordi de gerne ville hører mig uden at være med på holdet det synes jeg er ret fedt.

Bagefter snakkede jeg med Anders og Bettina som er hende der underviser den anden klasse i psykologi. Anders roste mig meget, og sagde at han ikke kunne hører at jeg ikke havde forberedt noget, da det jeg sagde var meget relevant og overbevisende. Jeg fik også at vide, at jeg var god til at holde den røde tråd igennem det hele. Jeg er virkelig glad, for al den ros, som jeg fik. Pludselig siger Bettina til mig ”Altså bare hvis du lyster, så underviser jeg en anden ungdomsskole i psykologi om aftenen har du lyst til at komme at fortælle der?” Hendes spørgsmål kom meget bag på mig, men jeg svarede med det samme ja til det, så jeg skal holde endnu et oplæg torsdag den 23. april, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg er så glad for at hun føler, at hun kan bruge mig til at fortælle om det at hører stemmer. Vi udvekslede numre, så i morgen vil hun sende mig en SMS, hvor jeg vil hører nærmere. Jeg er helt høj efter denne fantastisk gode oplevelse jeg kan næsten ikke falde ned igen.

Det er så fedt, at jeg igen skal fortælle unge om, hvordan det er for mig at hører stemmer, for det er jo lige præcis det her jeg gerne vil. Fortælle min historie, og være med til at afmystificerer det at hører stemmer, og måske kan min åbenhed gøre, at de måske også er mere åbne omkring det de går og slås med. Jeg vil også gerne være med til at bryde tabuet omkring psykisk sygdom, og så er de her oplæg jo et rigtig godt sted for mig at starte. Jeg håber der komme mange flere oplæg for mig fremtiden.