Som skrevet i en tidligere blog var jeg til forsamtale på bostedet Nettet i går. Jeg tog en taxa herfra omkring klokken kvart over et, og der derude halv to, så det passede rigtig godt for det var nemlig der samtalene startede. Da jeg ankom blev jeg mødt at lederen af stedet Susanne, som var kommet ud for at lede efter mig, hvis nu jeg var faret vild, så det var meget rart hun gjorde det.
Så fulgtes vi ind i huset, og ned i kælderen, hvor samtalen skulle foregår i et ganske hyggeligt samtalerum. Dem der deltog var Susanne lederen af stedet, og en medarbejder ved navn Rikke, som faktisk virkede rigtig sød og venlig. 🙂 Samtalen foregik på den måde, at de fulgt et skema, som Susanne stillede spørgsmålene ud fra, og så var det Rikkes opgave, at skrive det ned jeg sagde. Jeg blev stillet en masse spørgsmål omkring min diagnose, da det er jo er den der skal arbejdes med, og jeg synes faktisk jeg fik fortalt en masse gode ting omkring min diagnose, hvordan den påvirker mig. Jeg valgte at være åben og ærlig, for på den måde når jeg længst. Der blev også stillet spørgsmål om, hvornår jeg første gang stiftede bekendtskab med det psykiatriske system og hvorfor jeg gjorde det dengang. Jeg blev også spurgt om min kontakt til min familie, og hvor tit jeg ser dem, og der svarede jeg som sandt var at jeg ser dem ganske sjældent og fortalte også hvorfor jeg har valgt det. Jeg blev også spurgt om, hvad jeg forventer af at bo på Nettet, hvortil jeg svarede at jeg forventer at der bliver arbejdet meget med de psykiske ting, som fylder hos mig. De spurgte også hvad jeg har brug for støtte til, og det er meget det her med at blive bedre til at komme og bede om hjælp, når jeg har det skidt, så det ikke ender med selvskade. jeg blev også spurgt om jeg kan lave mad og klare mig selv, og jeg forstår godt hvorfor de spørger, når de aldrig har haft en synshandicappet hos dem før. Jeg fortalte dem at jeg hører stemmer, og har gjort det siden jeg var syv år gammel, og så sagde de noget som gjorde mig rigtig glad “Vi kan prøve at finde en måde, hvor du kan arbejde med stemmerne, så du lærer at tøjle dem og blive venner med dem, så det er dig der bestemmer og ikke dem.” Så snakken faldt på at jeg kan komme i en stemmehørergruppe, så jeg kan snakke med andre der hører stemmer. Det synes jeg lyder som en rigtig god idé. Jeg fik også nævnt min frygt over for det at jeg skal have alt min medicin selv, og alle de tanker det sætter i gang hos mig, og Susanne kom faktisk med en god løsning nemlig at jeg får en kasse til at opbevarer den i som kan låses, så får de nøglen så jeg skal bede om den hvis jeg skal medicinen ud over det jeg har til nogle dage. Og det synes jeg er en rigtig god løsning, som gav mig rigtig meget tryghed. Jeg nævnte mit store problem med at komme og bede om hjælp, og der kom de også med løsning at hvis jeg flytter ind, at man laver aftaler om at min kontaktperson ringer til mig det første stykke tid og høre hvordan det går mig indtil jeg selv bliver bedre til at ringe. Jeg synes de var gode til at komme med nogle brugbare løsninger, som i længden kan udvikle mig i en god retning. Så skal jeg modtage behandling i distriktspsykiatrien, og det gør mig intet, for jeg tror der er kompetente mennesker som hjælpe mig med at blive bedre til at tackle min personlighedsforstyrrelse og stemmerne. Jeg fortalte dem hele min livshistorie, så det var noget af en snak fra min side af. Og de var rigtig lyttende og forstående, så det var ikke svært at skulle snakke om de svære emner tværtimod var det rigtig let, fordi de begge tog det så stille og roligt. Det var en rigtig god samtale, hvor jeg fik sagt alt det jeg ville. Og jeg kunne virkelig mærke, at de er vant til at arbejde med mennesker med psykiske lidelser, og det gav mig også rigtig meget ro og tryghed.
Og det bedste af det hele var, da vi stod og ventede på en taxa, så sagde Susanne til mig “jeg synes ud fra det vi har snakket om, og det du har sagt at du vil passe godt ind her.” Det gjorde mig bare så glad, at hun er så positiv omkring det at jeg skal bo hos dem. Jeg er også selv rigtig positiv omkring Nettet, da jeg er sikker på at det er det helt rigtige sted for mig, da de arbejder meget målrettet i forhold til mine psykiske vanskeligheder, og det er så rart at mærke, da det er det jeg har haft brug for i nogle år efterhånden. Det eneste de mangler på bostedet for at komme videre i sagen om min indflytning er mine behandlingspapirer, så de kan vurderer om det jeg har sagt stemmer overens med det der står i papirerne. Susanne vil så ringe til mig omkring nogle datoer for kaffemøde, som er noget socialt hygge, hvor beboerne og en medarbejder deltager, hvor de så møder mig og jeg dem. Der skal også afholdes noget hun kaldte middagsmøde, som foregår om aftenen under aftensmaden hvor kun beboerne og jeg deltager, hvor vi får lejlighed til at snakke sammen og derved lærer jeg dem at kende og de lærer mig at kende, så det er godt at de laver den slags arrangementer, så man kan snakke sammen under hyggelige og rare omstændigheder. Så det er jeg spændt på og glæder mig til. 🙂