Kategori: Blogindlæg

Jeg ved ikke, hvor meget jeg har skrevet her på blog om de stemmer jeg hører. Jeg synes godt nok det er rigtig svært med stemmerne lige i øjeblikket, for de følger mig hele tiden altså lige med undtagelse af når jeg sover det er dog også det eneste tidspunkt, hvor jeg har  fred for dem ellers er de der næsten hele tiden. Hvor de larmer en masse skaber uro, rastløshed, tankemylder, tanker om selvskade og impulser til at udføre handlingen, så jeg har har den sidste uges tid brugt en masse PN, for at kunne holde dem ud, og det har heldigvis også haft rimelig god effekt. Til tider siger de ting til mig såsom, at jeg skal skade mig selv, for så vil de blive mindre. Jeg fik et redskab af min kontaktperson som jeg har brugt flittigt, hvor jeg siger til stemmerne, at jeg godt er klar over, at de er der, og jeg godt ved, at de vil have, at jeg skal vælge deres vej, men at jeg i stedet vælger min egen vej, da jeg ved at det er den fornuftige og rigtige vej, og det kræver rigtig meget at skulle sige stemmerne i mod, men indtil videre går det sådan okay. Nogle gange hvis jeg snakker om dem eller tænker på dem kan de begynde at larme en masse, så det virkelig er ubehageligt. i dag til husmødet larmede de rigtig meget så det var rigtig svært at skulle være til stede der.  Lige nu er der rimelig roligt, så det er meget rart, men der kan også sagtens gå et par minutter og så er den ro forsvundet igen. Stemmerne vil gerne have magten, og til tider er det meget fristende bare at lade dem overtage og få den magt, som de så gerne vil have. Jeg kæmper fortsat så meget, som jeg overhovedet kan, men puha det er godt nok rigtig hårdt! For når de virkelig larmer føler jeg at mit hoved er ved at sprænges og så kan jeg slet ikke holde ud eller rumme at være i mig selv og det gør så at jeg får det endnu værre, fordi jeg ikke kan rumme følelsen af at der er fyldt op i mit hoved og heller ikke stemmerne.   

 

Her i tirsdags var Rikke min kontaktperson og jeg på Islands Brøkke og høre et kursus om OCD, da det er noget af det vi arbejder med. Og jeg ikke rigtig har haft undervisning om de tin jeg slås med var dette en oplagt mulighed for at lære lidt om det. Egentlig var det okay spændende, og jeg lærte faktisk lidt nyt, men det viste sig at være henvendt til behandlere og andre der som en del af deres arbejde mødte folk med OCD. Noget vi begge fandt ud af er, at jeg ligger i den meget milde ende med hensyn til tvangstanker og tvangshandlinger. Der blev nemlig vist et skema med fire spørgsmål som man skulle svare på og hvert spørgsmål kunne man få op til ti point og havde man mellem ti og tyve point lå man i den milde ende. Nogle af de ting hende psykologen sagde kunne jeg faktisk bruge til noget. Jeg lærte at grunden til at tvangstankerne bliver til tvangshandlinger er fordi at man håber ved at lave handlingerne at tvangstankerne så går væk. Hun fortalte også at alle med OCD har fuldstændig sygdomsindsigt. Der blev også fortalt om grundsymptomer ved OCD der er gentagelser af ting, og at de skal gøres på en bestemt måde og mønstre og hvis det er rigtig slemt og man bliver afbrudt er der nogen som er nødt til at starte forfra med deres handlinger og ritualer. Nogle typiske ting ved OCD er frygten for bakterier og derfor langvarige vaskeritualer, så er der det med at man skal tjekker om døren er låst, om lyset nu er slukket problemet ved at man bliver ved med at tjekke er at det ender med at man bliver usikker på sig selv og sine sanser og så bliver der tjekket endnu mere. Der blev også snakket om OCD i forhold til at komme på arbejdsmarkedet, for nogen kan have det i så slem grad, at de ikke kan gennemføre et job, fordi ritualerne fylder hele deres hverdag. Så er det der kommer terapi ind over og i nogle tilfælde både medicin og terapi. Man bruger kognitiv terapi til denne lidelse. Jeg kunne genkende nogle af de ting hun sagde hos mig selv det med at tælle ting og så det at skulle gentag ting og gøre det på en bestemt måde og mønster. Vi blev der i næsten to timer, så kunne jeg ikke rumme mere i mit hoved, og jeg syntes heller ikke at det var så relevant for mig.

Jeg har nogle tidspunkter, hvor jeg mærker mine tvangstanker ret meget hver gang jeg skal gøre rent, får jeg en tanke om at jeg skal gøre det et bestemt antal gange, og det skal være et lige antal, for ellers er det ikke rigtigt og denne tanke fylder hele mit hoved, så jeg ikke kan tænke på andet end den, og når jeg så har udført ritualet kommer der ro i mit hoved og tanketrykket bliver lettet. Hvis jeg derimod ikke udføre ritualet bliver jeg meget urolig og utilpas psykisk.

Når jeg skal spise bliver det også rigtig svært for mig der kommer nemlig en tanke til mig om, at jeg ikke må spise og stemmerne siger det også og som før fylder det hele mit hoved, og det kan være rigtig svært at stå imod det, fordi jeg bagefter får det så skidt. Jeg får det kun skidt hvis jeg modsætter mig tanken, og så kommer der en ny tanke om, at når jeg nu har modsat mig tanken skal jeg skade mig selv. Det er dog sjældent at jeg gør som den siger jeg skal, for jeg er jo nødt til at spise.

Noget der også kan være en kamp for mig er, når jeg skal tage min medicin, for så kommer der en tanke til mig om at jeg lige så godt kan lade være, fordi det ikke gavner mig på nogen måde og når den tanke fylder er det rigtig svært ikke  at give efter den jeg gør det dog aldrig, fordi jeg ved jeg får det skidt hvis ikke jeg tager den, så udholder jeg bare ubehaget der kommer, for jeg ved jo, at det går over igen. Kampen mod tankerne fortsætter dog, når jeg skal have min PN (medicin efter behov) den må jeg ikke tage, fordi jeg ikke fortjener roen den giver mig, når tanken fylder meget gør jeg som den siger og tager ikke den ekstra medicin og når det ikke fylder så meget trodser jeg den og tager den.

Jeg har også en eller anden mani med at tælle ting f.eks. Gajoler i en pakke, og jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg gør det eller jo det gør jeg det er, fordi jeg gerne vil vide, hvor mange der er i pakken det er lidt spøjst. 🙂 Jeg tæller også altid trappetrin, og jeg gør det nærmest uden at tænke over det. Jeg har også noget med gode og dårlige tal de lige tal er de bedste tal, og så alligevel ikke, for nogle lige tal kan også være knap så gode tal f.eks. 12 for hvis du ligger de to tal sammen bliver tværsummen 3 og så er det ikke længere et godt tal, men det er dog ikke noget jeg er plaget meget af. Jeg tænker bare jævnligt på det.

Min kontaktperson og jeg arbejder på, at jeg ikke skal gøre et område rent mere end én gang, så hver fredag når rengøringen starter siger hun altid til mig: ”Og fælles for dette område er, at du kun skal gøre det én gang.” Og ved at hun siger det bliver jeg bevidst om ikke at lade tankerne styre, og ende med at blive til en handling, men hver gang hun siger det får jeg det lidt skidt indeni, fordi jeg så gerne vil gøre det mere end en gang, for ellers føler jeg ikke, at det er gjort ordentlig selvom jeg ved med min fornuft, at det er fint nok. Når jeg gør rent er jeg meget bevidst om kun at gøre det en gang, for ellers kommer det jo til at tage alt for lang tid. Det hjælper også, at vi begge laver lidt sjov med det, så det ikke er så alvorligt. Jeg bruger dog meget energi når jeg gør rent, fordi jeg bliver ved med at sige til mig selv kusk nu kun én gang, og ikke mere en det, men det hjælper faktisk, for jeg har holdt mig inde for den ene gang indtil videre.       

 

 

Jeg har længe tænkt på, at skrive denne blog, men har ikke kunnet tage mig sammen til det, fordi jeg føler det er hårdt, at skulle skrive om. Jeg har nogle tanker, som forfølger mig, og det har de gjort siden jeg blev udskrevet forrig fredag, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme af med dem. De tanker jeg snakker om er tanker om selvskade, og det er virkelig hårde tanker at gå rundt med, for hver gang de kommer får jeg meget stor lyst til at skade mig selv. 🙁 Siden jeg blev udskrevet har jeg været tæt på at skade mig selv tre gange, men har på en eller anden måde fået stoppet mig selv, så det er jo meget godt. Her i fredags vågnede jeg op fra en meget virkelig drøm, hvor jeg drømte, at jeg skadede mig selv rigtig voldsomt, og jeg tænkte fuck det var bare en drøm jeg var på en gang lettet og trist over, at det blot havde været en drøm, for jeg mærkede lettelsen der kommer når jeg skader mig selv. Med tanken om selvskade kommer trangen, lysten og impulserne til det, og det er rigtig hårdt, at blive ved med at skulle kæmpe imod disse ting. For hvis ikke tankerne om selvskade er der så er stemmerne der, som bliver ved med af opfordre mig til selvskade, og de kommer også med forslag til, hvordan jeg kan skade mig og hvad jeg kan bruge til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med trangen igen, for jeg har det som om jeg lige er stoppet med at skade mig selv selvom det snart er 8 måneder siden sidst, så føles det lige så svært, som hvis det blot var en uge siden det var sket. Når jeg først begynder at drømme om at skade mig selv, så er det fordi det fylder rigtig meget i min bevidsthed, og det er virkelig ikke fedt at det skal fylde så meget hos mig, for jeg synes jeg har så meget andet at kæmpe med i dagligdagen det her siger jeg ikke for at virke selvmedlidende, men fordi det er sådan jeg har det. Min kontaktperson siger tit til mig, at jeg skal lære at have accept af, at jeg har det skidt, og ikke hele tiden skubbe det væk, for ved at jeg skubber det væk gang på gang gør jeg det bare svære for mig selv at acceptere det og være i det. Lige nu har jeg det rigtig skidt, for jeg føler mig fyldt op af en masse tanker, som jeg ikke synes jeg er i stand til at rumme. I går da jeg var hos en veninde, og ikke havde tænkt på selvskade det meste af dagen kom der pludselig en tanke, da jeg skulle gå ud med tallerknen i køkkenet var der en tanke, som sagde til mig “Du skal smadre tallerknen og skære dig med glasskåret fra den” Den fyldte hele mit hoved, og var meget svær at modstå, men jeg modstod den og ignorerede den selvom det var rigtig svært. Jeg synes bare det er svært at blive ved med at rumme og forholde mig til den indre anspændelse som tankerne om selvskade og lysten til det giver mig. Det gør heller ikke det hele nemmere at jeg jævnligt får billeder, hvor jeg skader mig selv rigtig voldsomt. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre med alt det her jeg prøver at bruge min PN (medicin jeg kan tage efter behov.) Det virker da også, men kun for en stund og så er det hele tilbage igen, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at holde til det, og have styrke til at kæmpe imod alle tankerne, lysten, trangen, stemmerne og billederne. Nu har jeg prøvet at skrive det ned, for at se om det hjalp, og lidt hjalp det da, for jeg fik det lidt på afstand, men det hele er der stadig, og er lige svært at forholde mig til synes jeg. Min psykiater siger, at jeg skal bruge nogle forskellige strategier for at aflede mine tanker fra det, men lige nu ved jeg ikke hvilke det skulle være jeg burde måske tage noget PN, for at få ro på tankerne, men det må jeg ikke, og det er svært at kæmpe imod de tanker, fordi de fylder så meget, at jeg ikke rigtig kan finde mig selv i al den indre uro og larm som tankemylderet skaber hos mig. Lige nu ønsker jeg bare at flygte rigtig langt væk, men jeg kan jo ikke flygte fra mig selv selvom det til tider ville være rart bare for en stund at få en pause fra alle de svære tanker, og så komme tilbage når jeg igen er i stand til at rumme det hele, for det r jeg ikke lige nu kan jeg mærke, og det er når jeg ikke kan rumme mine tanker og følelser, at tankerne om selvskade og lysten til det blusser op i mit sind og fylder det hele. Lige nu føler jeg at tankemylderet har overtaget mit sind på en eller anden måde, og jeg kan ikke rigtig finde mig selv i mine tanker i forvirringen de skaber. Puha det kører godt nok meget rundt lige nu. jeg føler at jeg bliver rundtosset på grund af al den uro mylderet at tanker skaber i mit hoved, og jeg kan ikke holde styr på dem, og hvis jeg prøver får jeg det bare rigtig skidt, og det har jeg ikke lyst til, for jeg synes i forvejen at jeg ikke har det så godt. jeg føler mig fanget i et tankefængsel hvor der er destruktive og dumme tanker og stemmer som virkelig larmer rigtig meget, og nu når jeg skriver om dem larmer de bare endnu mere. Nu kan jeg ikke rumme at skrive mere, for der er for meget forvirring i mit hoved til, at jeg kan holde fokus på det jeg skal skrive.    

 

Der har her de sidste tre uger været rigtig meget uro her i huset med nogle af de andre beboere, som har haft det rigtig skidt og har været indlagt og er kommet hjem igen. Her i mandags blev det hele for meget for mig, da jeg havde rigtig svært ved at rumme uroen og de omkring mig, som ikke havde det godt, for hver gang nogle omkring mig har det skidt går det lige ind og rammer mig. Jeg har de sidste tre uger i perioder haft det rigtig skidt og i mandags kunne jeg bare ikke rumme mere, for jeg følte ikke at jeg kunne slappe af i huset og føle mig tryg der, da der stadig var nogle som havde det rigtig skidt. Jeg havde dagene op til mandagen følt mig meget stresset, urolig og havde en masse tankemylder som gjorde det rigtig svært at slappe rigtigt af. Mandag havde jeg så en samtale med min kontaktperson, hvor jeg fik fortalt hende, hvordan jeg havde det, og at nu kunne jeg ikke mere jeg var brudt fuldstændig sammen indeni, og min grænse var nået, og jeg var så tæt på at skade mig selv, fordi jeg bare intet kunne rumme og heller ikke at være i mig selv. Jeg var ikke alene de næste timer, for ikke at handle på det. Jeg havde det rigtig skidt, hvor jeg græd rigtig meget og følte mig helt tom for energi og styrke, så min kontaktperson og jeg blev enige om, at det var bedst for mig at tage ind på psykiatrisk skadestue, så det gjorde vi. Og efter en snak med en sygeplejerske, som jeg fortalte om mit store behov for og trygge rammer og fire timers ventetid på at komme til at tale med en læge, som jeg også fortalte min historie til om uroen i huset igennem det sidste stykke tid og at en indlæggelse ville gavne mig, da jeg før har brugt det i krisesituationer blev jeg indlagt på skadestuen og sikke en stor lettelse det var. Jeg var meget urolig den aften, så jeg fik min faste medicin. plus PN og noget at sove på, som heldigvis havde god effekt mandag aften blev jeg så indlagt. Tirsdag morgen havde jeg lægesamtale med en sød læge ved navn Julie, som jeg også fortalte om mit behov for ro væk fra huset med uro, og at roen kunne jeg få på skadestuen i nogle dage, så jeg fik lov til at blive der til torsdag, hvor jeg igen skulle snakke med en læge. Jeg havde fået taget lydbøger med mig, så tiden ikke faldt mig alt for lang. Meget af tiden slappede jeg af og hørte lydbog, da jeg ikke rigtig orkede andet jeg skrev også en del med mine venner. Torsdag skulle jeg igen snakke med Julie, som gerne ville have mig hjem jeg fik dog sagt til hende, at jeg endnu ikke følte mig klar til at komme hjem, så vi aftalte, at jeg kunne blive der til fredag, men så skulle jeg også hjem. Så i går blev jeg udskrevet efter tre dages indlæggelse og jeg må nok sige, at det er lidt mærkeligt at være hjemme igen, men også rart nok. 🙂 Da jeg kom hjem blev jeg glædeligt modtaget af både personale og beboere. Den indlæggelse var god for mig, for der passede jeg virkelig på mig selv, og lyttede til mine behov. Det hjalp mig også, at få lidt ro på i nogle dage, så at tage på skadestuen var det hel rigtige valg for mig. Mens jeg var på skadestuen var stemmerne der ikke rigtig, men de er kommet tilbage efter jeg er kommet hjem, så det er lidt svært synes jeg, fordi jeg stadig har ret meget lyst til at skade mig selv, men nu har jeg fået lidt energi til at kæmpe imod tankerne igen. Jeg har fået det noget bedre, men har det stadig ikke godt endnu, da jeg stadig føler mig ret sårbar indeni. Men det skal nok blive bedre igen er jeg sikker på jeg skal nok bare give det tid og tålmodighed.   

 

Det går op, og det går ned sådan er livet jo bare nogle gange. Jeg synes bare det er hårdt og svært, når det svinger så meget, som det gør for mig lige i øjeblikket. Her for bare en halv time siden havde jeg det rigtig skidt, hvor jeg følte mig ret urolig, og kunne slet ikke rumme at være i mig selv og mine følelser, og nu her har jeg det faktisk sådan nogenlunde. Det er utrolig så meget min sindstilstand kan svinge i løbet af bare nogle timer. Det er også hårdt, når det svinger sådan, fordi det kræver en masse energi af mig, som jeg ikke altid synes jeg har. Nu har jeg boet på Nettet i lidt over to måneder, og jeg er stadig rigtig glad for at være her. 🙂 Jeg synes det er en ret svær periode, da jeg sådan on and off har været plaget af indre uro siden i onsdags sådan mere eller mindre. Onsdag, torsdag, fredag og lørdag brugte jeg PN altså fire dage i træk, men den er der jo også for det samme jeg er bare ikke altid så god til at få brugt den, men så er det godt, at jeg har en kontaktperson, som er god til at få mig til at tage den. Jeg har haft det lidt som om det dårlige bare har sparet sig op, og ventet på at springe frem og gå til angreb. Jeg synes bare det er en ret svær periode lige i øjeblikket, men jeg må prøve at komme igennem det, så godt jeg nu kan, og bruge den hjælp som er omkring mig. Det er mig dog stadig en kilde til stor undring, at det kan gå så meget op og ned. Det er dog rigtig hårdt, når jeg har det skidt, og føler at de andre beboere omkring mig har det godt, så synes jeg bare de er rigtig heldige, og så føler jeg en vis form for misundelse over for dem. Så kan jeg ikke rumme deres glæde og positive energi, og så ender det ofte med at jeg trækker mig tilbage for mig selv, fordi det er det jeg bedst kan rumme, for så bliver jeg ikke påvirket af en masse indtryk som jeg er nødt til at forholde mig til. Så i denne periode er jeg meget for mig selv, fordi jeg synes det er ret hårdt, at være social jeg prøver dog alligevel at være det i det omfang jeg kan rumme. Og trækker mig tilbage, når det bliver for svært. Så jeg mærker rigtig meget efter, hvor meget jeg kan rumme og så handler jeg på det, for det er det jeg har brug for lige for tiden.