Kategori: Blogindlæg

Her i går var endelig dagen jeg havde set frem til i et stykke tid nemlig den dag, hvor jeg skulle snakke med min psykiater, som jeg ikke havde snakket med i næsten to måneder, så jeg havde efterhånden savnet at snakke med hende, for hun er så sød og rar at snakke med. Som altid når vi snakker sammen spurgte hun, hvordan det gik og så begyndte at jeg at fortælle om den indre og fysiske uro, som har forfulgt mig noget tid og hun spurgte meget fornuftigt ind til om det kunne have nogen sammenhæng med de ting der sker omkring mig al den dårlige stemning og folk der har haft det skidt, men det synes jeg ikke rigtig det har jeg fortalt også at inden jul havde stemmerne plaget mig en del, men at det var gået lidt i sig selv igen jeg fik også givet udtryk for hvor meget uroen plager mig, da den nu er mere vedvarende end den før hen har været. Hun begyndte at snakke om måske at sætte mig ned i medicin, da det præparat jeg får godt kan give noget uro, men som jeg også sagde, så er det da meget mærkeligt at den bivirkning først kommer nu, når det var i april jeg blev øget. Jeg blev også spurgt om det hjælper på min uro når jeg tager noget PN, og det må jeg sige ja til at det gør hun havde nemlig også en teori der gik ud på at jeg måske ikke kunne tåle min medicin, men det sløjfede hun hurtigt igen, for som hun sagde ville medicinen nok ikke hjælpe hvis ikke jeg kunne tåle den. Hun rådspurgte mig om hvordan jeg ville have det, hvis jeg blev sat 200 mg. Ned og det sagde jeg med det samme nej til, for siden jeg blev øget med de 200 mg. I april har det dæmpet stemmerne en hel del, og jeg ville frygte meget at hvis jeg blev sat ned at stemmerne ville komme tilbage igen. Hun snakkede lidt frem og tilbage om det at sætte mig ned med bare 100 mg. Og se om det havde nogen effekt, men hun lyttede til mig, så jeg er ikke blevet sat ned i min faste medicin Seroquel Prolong. Det var virkelig rart at Ida lyttede til mig og kunne forstå, hvorfor jeg ikke ville sættes ned. Hun kom så frem til at jeg nu må tage tre tabletter af 25 mg. Almindelig Seroquel dagligt som PN (efter behov) hvor jeg før har måtte tage to. Som jeg også fortalte hende min PN hjælper mig et par timer og så kommer uroen tilbage igen. Vi snakkede også om at motion kan hjælpe på uroen. Jeg fik også spurgt om min læge kan få mine papirer, men det kan hun ikke bare få uden at sende en mail til Ida for de kan ikke sendes af sted uden min tilladelse. Jeg spurgte også hvor længe vi skulle snakke sammen endnu og indtil videre er det til sommer, og det gav mig lidt ro da hun sagde det, for det har fyldt hos mig med tanken om at jeg skulle have en ny psykiater, men det skal jeg så heldigvis ikke lige foreløbig. Jeg fortalte også om det mystiske anfalds-halløj jeg har haft jeg har skrevet om det i en tidligere blog. Hun mener at det godt kan være et angstanfald, da den slags kan udarte sig meget forskelligt hun rådede mig til at prøve at skrive ned når jeg har dem, så vi kan finde ud af hvor hyppigt de kommer, så nu blev jeg lige lidt mere rolig omkring det, men jeg har nu ikke været bekymret sådan for alvor. Hun ville selvfølgelig gerne vide i hvilke situationer jeg havde det sådan og det har alle gangene været på tidspunkter, hvor jeg har haft det skidt jeg fik også lige nævnt sådan i forbifarten, at jeg ikke har skadet mig selv i næsten ti måneder og det roste hun mig for. Det var virkelig rart at snakke med hende igen, for det lettede virkelig at få lov igen at læsse af og få sat ord på alle de mange tanker og følelser jeg har gået rundt med det sidste lange stykke tid. Jeg følte mig helt let efter jeg havde snakket med hende. Vi aftalte en ny tid som er torsdag den 21. marts kl. 16. jeg synes det er rigtig rart at hun stadig gerne vil snakke med mig. For som hun selv sagde jeg kender dig rigtig godt og omvendt. Og hun mente godt at vi kunne blive ved med at snakke sammen og så tit snakker vi heller ikke.     

 

Jeg er begyndt, at få en meget mærkelig følelse i min krop, som jeg ikke rigtig kan finde ud af at håndtere og forholde mig til. Det startede i torsdags tror jeg nok jeg havde haft det mærkeligt hele dagen med snoren i hænder og fødder ligesom hvis jeg skal til at blive angst, men angsten kom dog bare aldrig heldigvis. Da jeg så lå i min seng begyndte det at snore  og suse i mit hoved og det bredte sig til hele kroppen og jeg blev helt tung i kroppen og jeg sank ned af og gled nærmest væk fra rummet omkring mig og jeg kunne ikke rigtig gøre noget i mens det stod på. Min ven Michael blev ret bekymret, da jeg fortalte ham om det, og ha mener at jeg skal snakke med Ida om det, da hun jo er læge. Jeg havde faktisk også følelsen i mens jeg sad her ved min computer oven i det forklarede var der også nogle prikker for mine øjne jeg havde det lidt som om at jeg skulle besvime og så ikke alligevel. Denne følelse er kommet i forbindelse med at jeg har haft det rigtig skidt. Jeg fik den også i fredags efter et ret hårdt husmøde jeg har det som om min krop kobler fra alt det svære som jeg ikke er i stand til at rumme. Jeg fortalte det til min kontaktperson i dag, da vi havde samtale og hun mener det er min krops måde at sige til mig, at jeg skal slappe af på hun mener at kroppen godt kan blive træt, når den har været udsat for så meget uro som den er det lige i øjeblikket. Hun synes dog ligesom Michael at jeg skal snakke med Ida om det på fredag for som hun også sagde kan det jo godt være nogle fysiske ting, som jeg måske skal tjekkes for. Jeg nævnte det også for Susanne som meget roligt sagde at det er godt at jeg kan mærke min krop så godt som du kan. jeg er dog lidt utryg når jeg får den følelse, fordi jeg jo ikke rigtig ved hvad det er. Det kan godt være det er min krop som har fået nok af at køre i for højt et gear. Jeg håber Ida måske kan fortælle mig hvad det er, og hvad jeg kan gøre ved det. Når jeg får det der med min krop ændres min virkelighed også den bliver ligesom forvrænget og nærmest pakket ind i vat det er også lidt som om at alle lyde glider i baggrunden. Rikke spurgte mig i dag, hvad det værste var der kunne ske når jeg fik det sådan? Og mit svar var at jeg ville forsvinde væk og miste kontrollen fuldstændig. Jeg fik faktisk også følelsen i mens vi havde vores sædvanlige samtale og denne gang var der også uro iblandet. Gad vide om det er en stressreaktion fra kroppen? Måske det vil også give god mening, for jeg føler ikke rigtig jeg kan slappe af på grund af uroen. Jeg er meget spændt på hvad Ida siger, når jeg fortæller hende om det på fredag men måske der ikke rigtig kan gøres noget ved det men det håber jeg der kan.

 

Som jeg skrev i en tidligere blog er jeg meget plaget af uro, og denne aften er det  en af de ret svære, for jeg har ret meget uro lige nu, og jeg føler ikke rigtig at jeg kan rumme og håndtere det. Jeg synes det er svært at holde ud at være i mig selv med al den uro og hurtigkørende tanker, som bare farer i alle retninger. Tidligere på aftenen var jeg meget plaget af stemmer og larm i mit hoved nu er der ikke længere så mange stemmer, men bare en masse udefinerbar larm. Jeg er stadig plaget af den indre og fysiske uro, så det er ikke så nemt synes jeg. Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg var fri for alt det som er svært, for nogle gange er det svært at blive ved med at kæmpe og være stærk! Min kontaktperson Rikke er taget på ferie, og dette fylder rigtig meget hos mig, for så skal jeg ikke snakke med hende i to ugers tid, og det har jeg det rat svært med for det er hende jeg føler jeg snakker med bedst med af de to som arbejder her på Nettet. Jeg skal snakke med Susanne i stedet og det har jeg det faktisk også helt okay med. 🙂 Da Rikke og jeg sagde farvel sagde hun til mig “Bliv nu ved med at være cool.” Og jeg svarede “Jaja jeg skal nok blive ved med at være cool.” Men som  jeg har det lige nu tvivler jeg på hvor længe jeg kan blive ved med at være cool, for jeg er bestemt ikke på toppen psykisk. Det var svært at spise, fordi stemmerne ikke mente jeg skulle spise, men spist fik jeg da. Nu er der heldigvis ikke så mange stemmer men jeg føler stadig at mine tanker kører ret stærkt, så jeg har opgivet at følge med dem.

Jeg er kommet ind i en rigtig dårlig periode, hvad uro angår både fysisk og indre uro. Jeg tror det startede efter jeg kom tilbage på Nettet efter juleferien, men jeg er faktisk ikke sikker, for jeg har også haft det sådan inden jeg tog på ferie. Jeg føler mig meget plaget af uroen, for den forfølger mig nærmest hele tiden og det er meget svært for mig at rumme til tider. Jeg bruger rigtig meget PN i øjeblikket, for det er det som dæmper min uro effektivt ned, hvis altså lige jeg husker at tage den i tide. Jeg føler at der er to former for uro som plager mig i denne tid, der er en indre uro, som nærmest sidder inde i kroppen på mig og så er der denne her mere fysiske uro, som nogle gange gør det rigtig svært for mig at sidde stille, fordi jeg føler mig tvunget til at bevæge mig, for ellers kan jeg ikke holde det ud i længden. Det resultere i at jeg mest når jeg er alene rokker frem og tilbage, fordi det løsner op for den indre spænding, uro eller hvad jeg nu skal kalde det. Nogle gange er jeg også nødt til at gå rundt. Hvis jeg er sammen med nogen sidder jeg bare og vipper med mit ben hvis jeg absolut skal sidde ned, for det ser ikke lige så skør ud, som når jeg giver mig til at rokke. Da min kontaktperson og jeg snakkede sammen i dag spurgte hun, hvad vi kunne gøre med den uro? Og som jeg også sagde til hende er der ikke så meget at gøre ved det ud over det jeg plejer at skrive mine tanker og følelser ned, og så bruge min PN, da det er noget af det som har bedst effekt. Rikke spurgte mig også om jeg kender grunden til min uro og det måtte jeg svare nej til, som vi også blev enige om er der nok ikke nogen bestemt grund til at den er der jeg må bare leve med den ved min side lige her i øjeblikket andet kan jeg ikke rigtig gøre. Det er dog lidt frustrerende med den uro, fordi det godt kan komme til at fylde hele min dag det kan nemlig være sådan, at den indfinder sig ikke ret længe efter jeg er vågnet op, og så kan det godt hurtigt blive en meget lang dag. Jeg har accepteret, at uroen er der lige nu, og jeg ved jo at det nok skal blive mindre på et tidspunkt. selvom jeg har accepteret den er det meget frustrerende at den er der, for når det er rigtig slemt kan jeg ikke finde ro til at sove, fordi uroen gør at jeg føler mig frisk selvom jeg lige inden går i seng har været træt, så forsvinder trætheden og så alligevel ikke når jeg har lagt mig ned det er lidt svært at forklare. Jeg skal snakke med min psykiater Ida på fredag, hvor jeg har tænkt mig at fortælle hende om uroen og høre om hun har noget jeg kan gøre ved den lige ud over det jeg allerede gør.

 

I går var en ganske særlig dag for mig det var nemlig i går præcis 9 måneder siden jeg har skadet mig selv sidst. Dette er den længste periode jeg har holdt uden at skade mig selv, og jeg vil gerne kunne holde den endnu længere endnu. Hvad der har holdt mig fra selvskaden er jeg faktisk ikke rigtig klar over måske en vilje og lysten til at komme ud af det destruktive mønster. Der var et tidspunkt i mit liv, hvor selvskade var en stor del af mit liv, og noget jeg gjorde jævnligt, når tingene blev for svære for mig at rumme og holde ud. Jeg skylder alle mine venner en stor tak, for at jeg er nået så langt som jeg er i min kamp mod selvskaden. Ud over mine venner skal jeg give en stor tak til min kontaktperson her på Nettet, som har lyttet til mig når tankerne blev for meget, og det hele var rigtig svært, for hun har et par gange faktisk  talt mig fra at skade mig selv også selvom jeg ikke troede det var muligt. Det har også hjulpet mig rigtig meget, at jeg nu er flyttet et sted hen, hvor dem jeg bor sammen med kender til det at have en psykisk lidelse, så jeg kan snakke åbent om hvordan jeg har det, og de tanker jeg går rundt med. Det er anden gang jeg har holdt mig fra selvskade i ni måneder sidste gang gik det galt ikke mange dage efter de ni måneder, men sådan tror jeg ikke det bliver denne gang, for jeg er et andet sted i mit liv end jeg var dengang jeg kæmpede kampen sidst. Det hjælper mig også rigtig meget, at jeg snakker om følelserne som føre til tanken om at skade mig selv. Det hjælper også at jeg er blevet bedre til at sætte ord  på når jeg har det skidt, og ikke gemmer det væk indeni. Jeg vil fortsat kæmpe kampen mod tankerne og trangen og denne gang føles det også nemmere at blive ved med at holde fast i de gode og positive tanker. 🙂