Her i går var endelig dagen jeg havde set frem til i et stykke tid nemlig den dag, hvor jeg skulle snakke med min psykiater, som jeg ikke havde snakket med i næsten to måneder, så jeg havde efterhånden savnet at snakke med hende, for hun er så sød og rar at snakke med. Som altid når vi snakker sammen spurgte hun, hvordan det gik og så begyndte at jeg at fortælle om den indre og fysiske uro, som har forfulgt mig noget tid og hun spurgte meget fornuftigt ind til om det kunne have nogen sammenhæng med de ting der sker omkring mig al den dårlige stemning og folk der har haft det skidt, men det synes jeg ikke rigtig det har jeg fortalt også at inden jul havde stemmerne plaget mig en del, men at det var gået lidt i sig selv igen jeg fik også givet udtryk for hvor meget uroen plager mig, da den nu er mere vedvarende end den før hen har været. Hun begyndte at snakke om måske at sætte mig ned i medicin, da det præparat jeg får godt kan give noget uro, men som jeg også sagde, så er det da meget mærkeligt at den bivirkning først kommer nu, når det var i april jeg blev øget. Jeg blev også spurgt om det hjælper på min uro når jeg tager noget PN, og det må jeg sige ja til at det gør hun havde nemlig også en teori der gik ud på at jeg måske ikke kunne tåle min medicin, men det sløjfede hun hurtigt igen, for som hun sagde ville medicinen nok ikke hjælpe hvis ikke jeg kunne tåle den. Hun rådspurgte mig om hvordan jeg ville have det, hvis jeg blev sat 200 mg. Ned og det sagde jeg med det samme nej til, for siden jeg blev øget med de 200 mg. I april har det dæmpet stemmerne en hel del, og jeg ville frygte meget at hvis jeg blev sat ned at stemmerne ville komme tilbage igen. Hun snakkede lidt frem og tilbage om det at sætte mig ned med bare 100 mg. Og se om det havde nogen effekt, men hun lyttede til mig, så jeg er ikke blevet sat ned i min faste medicin Seroquel Prolong. Det var virkelig rart at Ida lyttede til mig og kunne forstå, hvorfor jeg ikke ville sættes ned. Hun kom så frem til at jeg nu må tage tre tabletter af 25 mg. Almindelig Seroquel dagligt som PN (efter behov) hvor jeg før har måtte tage to. Som jeg også fortalte hende min PN hjælper mig et par timer og så kommer uroen tilbage igen. Vi snakkede også om at motion kan hjælpe på uroen. Jeg fik også spurgt om min læge kan få mine papirer, men det kan hun ikke bare få uden at sende en mail til Ida for de kan ikke sendes af sted uden min tilladelse. Jeg spurgte også hvor længe vi skulle snakke sammen endnu og indtil videre er det til sommer, og det gav mig lidt ro da hun sagde det, for det har fyldt hos mig med tanken om at jeg skulle have en ny psykiater, men det skal jeg så heldigvis ikke lige foreløbig. Jeg fortalte også om det mystiske anfalds-halløj jeg har haft jeg har skrevet om det i en tidligere blog. Hun mener at det godt kan være et angstanfald, da den slags kan udarte sig meget forskelligt hun rådede mig til at prøve at skrive ned når jeg har dem, så vi kan finde ud af hvor hyppigt de kommer, så nu blev jeg lige lidt mere rolig omkring det, men jeg har nu ikke været bekymret sådan for alvor. Hun ville selvfølgelig gerne vide i hvilke situationer jeg havde det sådan og det har alle gangene været på tidspunkter, hvor jeg har haft det skidt jeg fik også lige nævnt sådan i forbifarten, at jeg ikke har skadet mig selv i næsten ti måneder og det roste hun mig for. Det var virkelig rart at snakke med hende igen, for det lettede virkelig at få lov igen at læsse af og få sat ord på alle de mange tanker og følelser jeg har gået rundt med det sidste lange stykke tid. Jeg følte mig helt let efter jeg havde snakket med hende. Vi aftalte en ny tid som er torsdag den 21. marts kl. 16. jeg synes det er rigtig rart at hun stadig gerne vil snakke med mig. For som hun selv sagde jeg kender dig rigtig godt og omvendt. Og hun mente godt at vi kunne blive ved med at snakke sammen og så tit snakker vi heller ikke.