I går var en ganske særlig dag for mig det var nemlig i går præcis 9 måneder siden jeg har skadet mig selv sidst. Dette er den længste periode jeg har holdt uden at skade mig selv, og jeg vil gerne kunne holde den endnu længere endnu. Hvad der har holdt mig fra selvskaden er jeg faktisk ikke rigtig klar over måske en vilje og lysten til at komme ud af det destruktive mønster. Der var et tidspunkt i mit liv, hvor selvskade var en stor del af mit liv, og noget jeg gjorde jævnligt, når tingene blev for svære for mig at rumme og holde ud. Jeg skylder alle mine venner en stor tak, for at jeg er nået så langt som jeg er i min kamp mod selvskaden. Ud over mine venner skal jeg give en stor tak til min kontaktperson her på Nettet, som har lyttet til mig når tankerne blev for meget, og det hele var rigtig svært, for hun har et par gange faktisk talt mig fra at skade mig selv også selvom jeg ikke troede det var muligt. Det har også hjulpet mig rigtig meget, at jeg nu er flyttet et sted hen, hvor dem jeg bor sammen med kender til det at have en psykisk lidelse, så jeg kan snakke åbent om hvordan jeg har det, og de tanker jeg går rundt med. Det er anden gang jeg har holdt mig fra selvskade i ni måneder sidste gang gik det galt ikke mange dage efter de ni måneder, men sådan tror jeg ikke det bliver denne gang, for jeg er et andet sted i mit liv end jeg var dengang jeg kæmpede kampen sidst. Det hjælper mig også rigtig meget, at jeg snakker om følelserne som føre til tanken om at skade mig selv. Det hjælper også at jeg er blevet bedre til at sætte ord på når jeg har det skidt, og ikke gemmer det væk indeni. Jeg vil fortsat kæmpe kampen mod tankerne og trangen og denne gang føles det også nemmere at blive ved med at holde fast i de gode og positive tanker. 🙂
Katjas dagbog på nettet