Et smut på Psykiatrisk skadestue, og tilbage igen

Dagen i går startede ganske fint med undervisning, som gik rigtig fint. Og jeg havde det egentlig også fint nok om eftermiddagen, men som eftermiddagen skrider frem og vi når til aften får jeg det bare tiltagende dårligt, hvor jeg føler mig angst, urolig og utryg ved mig selv, og den måde jeg har det på jeg snakkede så med en veninde, som ment at jeg skulle ringe til psykiatrisk skadestue, og det gjorde jeg så og fik mig en god snakk med en af sygeplejerskerne som sidder derinde. Og jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det angsten, uroen og uvirkelighedsfølelsen og hun mente så at jeg skulle komme ud og få en snak, og ikke bare sidde hjemme helt alene. Så jeg tog en taxa, og hentede min veninde i forbifarten og så gik turen til skadestuen, hvor jeg blev venligt modtaget. Vi satte os ind i venteværelset, hvor vi heldigvis ikke behøvede at vente ret længe før der kom en sygeplejerske ved navn Bente, som førte os ind i et rum, hvor vi kunne snakke uforstyrret sammen, og hun var virkelig sød, forstående og rar at snakke med. Ikke ret længe efter kom der en læge ved navn Mette, som også skulle snakke med mig, og jeg lagde alle kortene på bordet, og fortalte åbent og ærligt om, hvordan jeg har haft det her det sidste stykke tid alt det her med følelsen af at befinde mig i to virkeligheder, og de var begge to meget forstående og lyttede til mig på en rigtig rar måde. Mette spurgte hvad jeg havde brug for, hvortil jeg svarede at det var at være på den psykiatriske skadestue hun mente så at det ikke altid var det bedste at være indlagt, men som jeg også sagde så har det hjulpet mig, når jeg har det skidt. Jeg skulle så indgå den aftale at jeg mens jeg var der ikke ville skade mig selv, og det måtte jeg sige, at det kunne jeg ikke love dem derefter gik hun ud og snakkede med bagvagten da jeg skulle på det lukkede afsnit, da jeg ikke kunne holde det løfte. Hun kom tilbage, og fortalte at der ingen pladser var. Så jeg fik noget beroligende medicin, så jeg kunne slappe lidt af, da jeg var meget urolig. De blev også ved med at sige at det ikke var fordi de ikke anerkendte hvor dårligt jeg havde det, men fordi de slet ikke havde plads til mig. vi sad så og snakkede lidt mere, og jeg fortalte dem om, hvad der er sket i mit liv her de sidste tre år. Til sidst ringede de til Bo-afdelingen og fortalte personalet der, hvordan jeg havde det, da jeg ikke selv var i stand til det på det tidspunkt. så tak skal de have for hjælp, forståelse og masser af omsorg.
 
Da jeg kom hjem fik jeg mig en rigtig god snakk med Anne Sofie, som var på vagt og fik fortalt hende, hvorfor jeg havde handlet som jeg havde gjort. Og hvorfor jeg ikke havde fortalt dem, hvor jeg skulle hen, da jeg ellers vidste at de ville stoppe mig. og jeg havde det så skidt, at jeg ikke selv kunne håndtere det, og når jeg ikke selv kunne og kan håndtere det, hvordan skal pædagogerne så kunne det? Hun roste mig og sagde at det var rigtig flot, at jeg havde bedt om hjælp, og det bedste var at hun forstod, hvorfor jeg var taget på skadestuen i stedet for at snakke med dem. Og hun forstod også sagtens hvorfor jeg havde det så dårligt. Efter snakken blev jeg puttet under min kugledyne og kl. 23:00 kom Gitte som havde nattevagt ind og kiggede til mig. jeg fik frataget alle skarpe genstande og medicin, så jeg kun havde en PN, som jeg kunne bruge hvis det var nødvendigt, men det blev det heldigvis ikke. I dag kommer pædagogerne og kigger lidt til mig. Og holder lidt ekstra øje med mig, så det er meget rart. Her kl. 12:20 skal jeg snakke med min psykolog Christense, og i aften kl 18:00 skal jeg snakke med min psykiater Ida efter jeg i en mail har forelagt hende sagen. Så det bliver en rigtig snakkedag i dag.