katjas blog

Vi har alle ting vi er bange for, og nogle af dem er mere rationelle end andre, men angst kan jo også godt være irrationel. Nogle af de ting jeg er bange for er.

Udrykningskøretøjer, og jeg ved egentlig helt, hvorfor det er sådan for jeg har ikke været ude for en ubehagelig oplevelse med ambulancer eller andre former for udrykning og alligevel er jeg bange for dem. Hver gang de lyder bliver jeg urolig og føler mig meget utryg selvom jeg godt ved med min fornuft, at de er der for at hjælpe os, og jeg prøver at sige til mig selv hver gang jeg høre dem, at de er der for noget godt, men det er bare som om når jeg står midt i det, at det ikke rigtig hjælper. Angsten for udrykningskøretøjer startede efter jeg havde set en masse Alarm 112 og jeg har derfor ikke set det siden

Noget der er kommet med årene er angsten for højder altså højdeskræk, og heller ikke her ved jeg, hvorfor højder er begyndt at skræmme mig så meget, for da jeg var yngre kunne jeg ikke komme højt nok op, og nu hvis jeg står på et højt sted og får kigget ned eller bliver bevidst om hvor højt oppe jeg er begynder jeg at ryste og vil bare gerne ned i en fart! Jeg kan jo bare ikke undgå højder. Men det er bestemt ikke noget jeg er glad for. Men sådan er det jo bare med nogle ting. Når jeg er oppe et højt sted har jeg sådan en mærkelig frygt for at falde ned derfra, og det forstår jeg ikke at jeg har, for jeg er aldrig faldet ned fra et rigtig højt sted der er det igen man kan godt være bange for noget uden rigtig at kende grunden til det.  

Mørke er også noget der virkelig kan skræmme mig ja faktisk gøre mig angst, og jeg har jo ikke nogen grund til at være bange for mørket, for det er jo ikke farligt eller kan gøre mig fortræd på nogen som helst måde. Men jeg har altid frygtet mørket lige så længe jeg kan huske, og er den dag i dag stadig ikke glad for at skulle gå ude i mørket. I mørke kan man ikke se, hvad der kommer. Det er pinligt, at jeg stadig som 23-årig er mørkeræd, men det er ikke noget jeg kan ændre på. Hver gang jeg går rundt ude i mørket har jeg en følelse af farer og at skulle være på vagt også selvom der aldrig er sket mig noget en mørk aften.

Fulde mennesker er også noget der kan gøre mig rigtig utryg, fordi de er så meget ude af kontrol og langt væk i deres verden og tit ret svære at nå ind til, og den store adfærdsændring der sker når de virkelig er fulde har jeg rigtig svært ved at håndtere og jeg har faktisk altid haft det sådan. Når jeg er sammen med rigtig fulde mennesker får jeg en stor lyst til at gå min vej, og lysten til at flygte fylder mit hoved. De skal være ret fulde før det er utrygt for mig.

Mange mennesker på et lille sted, hvis jeg er sammen med en masse mennesker på et ikke ret stort sted føler jeg mig lukket inde og fanget, og så er det at jeg begynder at føle mig utryg og bare gerne vil væk i en fart, fordi jeg slet ikke kan holde ud at være omgivet af menneskemængden. Jeg er også rigtig bange for at være i store forsamlinger, og jeg ved ikke helt, hvorfor det at være blandt mange mennesker skaber utryghed hos mig jeg føler mig fyldt op af dem, og den larm de laver, og jeg kan ikke sorterer indtrykkene fra og så bliver det hele bare et stort kaos. Jeg behøver ikke en gang at være i blandt mennesker før jeg bliver bange for dem for bare lyden af dem gør mig urolig. Jeg har aldrig været god til store forsamlinger, for når jeg står midt i en stor forsamling får jeg lyst til bare at flygte og komme væk.

Dødsangst frygten for døden har jeg haft lige så længe jeg kan huske det startede da jeg begyndt at forstå, hvad døden er. Jeg ved faktisk ikke, hvad det er ved døden jeg frygter. Jeg har det sådan, at bare det at tale om døden kan gøre mig rigtig utryg og utilpas. Det her med at vi en dag ikke længer er her kan jeg slet ikke forholde mig til. Jeg frygter nok også det uvisse ved døden, for vi ved jo ikke, hvad der sker når vi dør. Hvordan vil jeg dø? Vil jeg have smerter? Vil det være af alderdom? Eller i en bilulykke? Hvornår vil det ske? Vil jeg mærke når jeg skal dø? Bare det at jeg tænker på døden kan gøre mig rigtig angst eller det at høre om den kan sætte en masse tanker i gang hos mig.

Lyden af folk der kaster op kan få mig fuldstændig fra den, og jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, for mange kan ikke klare lugten er bræk, men jeg har det sådan at jeg ikke kan klare de lyde der følger med folk der brækker sig, for det kan lyde rigtig voldsomt. Hvis jeg høre nogen der brækker sig meget voldsomt begynder mit hjerte at banke og jeg får det faktisk rigtig skidt, og tit ender det også med at jeg går, fordi jeg ikke kan rumme at være i det. Jeg er ligeglad med folk der brækker sig lydløst, men det er så snart der er lyd på jeg ikke kan klare det. Hvis det lyder rigtig voldsomt med mange lyder får jeg tanker om, at den der gør det er ved at blive kvalt og måske dør. Alle tankerne er slet ikke til at styre.

Larm er også noget jeg er bange for og utryg ved det kan være larm i mange former larmen fra en stor menneskemængde, høj musik, mennesker der råber. For det er som at jeg ikke kan sorterer den ydre larm når den kommer ind gennem mine ører og så fylder det mit hoved helt op og skaber en masse kaos og utryghed, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere det. Hvis der er en masse forskellige lyde blandet sammen til en masse larm kan jeg ikke sorterer lydene fra hinanden, og det kan godt gøre mig rigtig utryg og bange fordi jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af alle lyd indtrykkene.

Det var så nogle af de ting, som jeg frygter og er bange for.     

 

Som skrevet i en tidligere blog er jeg bestemt ikke glad for eller tryg ved lyden af udrykning, og det også selvom jeg godt ved, at de er der for at hjælpe os. Jeg er flyttet på Nettet II, som ligger du til en meget trafikeret vej. De gange jeg har været her inden jeg flyttede ind hørte jeg ingen udrykning. Men nu har jeg efterhånden hørt nogle stykker, og det er næsten værre her end på Tutten, for der var de alligevel lidt længere væk fra det værelse, hvor jeg boede, men nu er de rigtig tæt på når de kører forbi, da jeg jo bor lige ud til vejen, og jeg bryder mig virkelig ikke om dem! Og slet ikke nu, hvor de er så tæt på. Og jeg vidste jo nok godt et eller andet sted at jeg ikke kunne blive helt fri for udrykning, og der er da også meget færre end på Instituttet, så det er jeg ret glad for. Nu har jeg bare trafikstøj i stedet for de mange udrykninger, men det vænner jeg mig nok til med tiden selvom det lige nu er ret irriterende. Hver gang der kommer en lastbil forbi ryster hele huset. Mit vindue ligger ud til en gangbro over vejen, så jeg høre tit mennesker som enten går eller løber hen over den, så der er en masse nye lyde jeg skal vænne mig til.

 

Jeg sad flere gange i går, og overvejede at skrive en blog om min indflytning her på Nettet, men det er ikke blevet til noget, da jeg har haft meget svært ved at komme i gang med den, fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle skrive. Men nu vil jeg prøve at give mig i kast med det. 🙂

I går var den store dag nemlig 1. august, og dagen hvor jeg skulle flytte ind på Nettet. Martin og jeg fik pakket de sidste ting, og han fik  dem læsset ind i den bus som vi brugte til at transportere alle de mange kasser 10 blev det til 😮 plus alle de mange småting som var pakket i poser Jeg er stadig helt forundret over hvor mange ting jeg har fået samlet sammen har de sidste 5 år. Men det er jo ikke unormalt. Jeg fik sagt farvel til de pædagoger som var på arbejde, og de beboere som var på Bo-afdelingen. Som et lille afskedsritual pillede jeg mit navneskilt af min dør, og af min brevkasse, for ligesom at markere at nu forlader jeg Tutten. Omkring klokken et satte vi kursen imod Rødovre og Nettet, men inden vi kørte dertil skulle vi lige have noget koldt at drikke en hyggelig måde lige at nyde det sidste selskab vi havde sammen på. Omkring klokken halv to var vi på Nettet, og blev modtaget af en meget smilende Rikke, som med det samme fik mig til at føle mig tryg og meget velkommen. I fællesskab slæbte Martin, Rikke Daniel en af beboerne og jeg flyttekasserne op til første sal, hvor jeg nu bor, og det var noget af et arbejde, da nogle af dem var ret tunge, men det hjalp at vi var fire om det, så gik det lidt hurtigere. Jeg  var heldig at der er et værelse ledigt, så flyttekasserne kan stå der, og ikke fylde hos mig. Da det var ordnet satte Martin, Rikke og jeg os ud i haven, hvor vi drak os noget koldt, og Rikke ville lige spørge Martin om lidt småting angående min medicin og lidt andre ting, og fik også lige hans mail, hvis nu hun havde noget omkring mig hun ville spørge ham om. Efter alt det var ordnet fik Martin og jeg lige lidt tid til at få sagt farvel, og det var meget mærkeligt for os begge, men det er dog ikke et fuldstændigt farvel, da jeg jo stadig vil have min daglige gang på Instituttet, men et farvel til min kontaktperson igennem nogle år og til Bo-afdelingen hvor jeg har boet i 5 år. Efter vores afsked kørte han igen da han var kørt var det lidt mærkeligt ikke at skulle med ham tilbage, men der gik det virkelig op for mig, at jeg nu bor her på Nettet. En del at tiden gik med at finde mig til rette med Rikkes hjælp og få ordnet lidt praktiske småting og få pakket lidt ud. Rikke var der og gav mig tryghed, og jeg blev modtaget godt at de andre beboere og det var virkelig rart. 🙂 Jeg fik også snakket med de andre over aftensmaden. Indflytningen er gået rigtig fint, og Rikke ringede til mig i går aftes, for at høre hvordan det gik, og det var rart at hun gjorde det. Det positive er at jeg slet ikke har haft det så skidt, som jeg havde frygtet. Jeg fik sat computer op i går, og fik pakket de mest nødvendige småting ud. I dag er jeg kommet lidt mere på plads så det er bare skønt. 🙂 Og de andre her på stedet har virkelig gjort at jeg har følt mig godt modtaget og velkommen. Det hele er jo stadig meget nyt, men det er jo meget klart, og det vil det jo også være lidt endnu. Jeg er glad for at være flyttet, og at jeg nu skal til at starte på et nyt kapitel i mit liv.

Jeg har haft det ret svært her de sidste dage, og det skyldes nok at flytningen spøger i mine tanker. De sidste aftner har været svære, da jeg har fået det rigtig skidt i form af uro og en stor lyst til at skade mig selv. Her i går morges havde jeg det rigtig skidt jeg tror det var eftervirkninger af mandag aften, hvor jeg lå og havde meget svært ved at finde ro til at sove jeg faldt først i søvn klokken halv et, og det kunne godt mærkes. Men nu tilbage til det denne blog skal handle om. Her i går morges stod jeg i badet og vaskede hår da tanker om og trangen til selvskade pludselig flydte mit sind op, og jeg tog nærmest pr. Automatik tuben med hårkur og pressede den imod min arm den var ikke god nok syntes jeg, så jeg tog tuben med sæben til at rense mit ansigt med og pressede også den hårdt imod min arm, men der var noget der holdt mig tilbage, så jeg ikke udførte handlingen, så der var ingen selvskade i går. Det er det tætteste jeg har været på at skade mig selv her de sidste tre måneder. Efter den oplevelse havde jeg det bare rigtig skidt. Jeg skrev med en ven som hjalp mig igennem det, så tak til ham for det. Det betyder meget for mig ,at han var der, da jeg havde brug for det. Jeg snakkede også med den pædagog om alle mine tanker og følelser, og det hjalp mig og gav mig lidt mere ro i hovedet.

Som i alle godt ved skal jeg flytte ind på Nettet i Rødovre her den 1. august. Det er i sig selv rigtig positivt og rart, og jeg glæder mig også til det. Men oven i glæden er der også en masse tanker og følelser omkring det at jeg nu skal forlade Instituttet efter at have boet her i snart 5 år, hvor der er sket en masse ting i mit liv. Pludselig skal jeg væk fra trygheden, de gammelkendte omgivelser og de faste rammer og rutiner og alt det gør mig meget utryg og nervøs og utrygheden og nervøsiteten gør det svært for mig at glæde mig til flytningen, fordi jeg er så bange for, hvordan det kommer til at gå. Vil det være rigtig hårdt for mig i starten? Vil jeg have meget svært ved at falde til? Vil jeg få det rigtig skidt? Og vil det komme til at gå med at bo derude? Vil jeg falde godt i spænd sammen med de andre beboere? Der er så utrolig mange spørgsmål og tanker omkring den flytning. Dag for dag kommer det tættere og tættere på, og det er rigtig svært for mig at rumme, for det gør mig rigtig trist at jeg skal væk fra alle mine venner. Folk siger til mig at det er naturligt at være lidt nervøs og spændt når man skal flytte, men det gør det ikke nemmere for mig at rumme. Jeg har fået flyttekasser og der rykkede det lige lidt tættere på jeg var i Ikea med min kontaktperson, for at kigge på de møbler jeg skal købe til mit værelse der kom jeg endnu et skridt tættere på at jeg skal flytte. På onsdag skal jeg med en pædagog i Ikea, for at få købt de møbler jeg gerne vil have der har jeg forhåbentlig fået de penge jeg har søgt kommunen om. Der kommer det hele igen tæt på. Og der er bare heller ikke ret lang tid til den 1. august, og det er på en gang godt og svært for mig at overskue. Det er som om at efter jeg er blevet syg er det blevet svære for mig at tackle nye ting i mit liv, for hvor det før i tiden var glædeligt og spændende for mig fylder det mig nu med en masse stress, uro og tanker og følelser som jeg ikke rigtig kan rumme. Det er så utroligt at tænke på, at jeg første august skal tage skridtet videre her fra Instituttet og videre i mit liv og ud til et nyt sted som vi blive en ny del af mit liv. Det er bare hårdt at det er så svært for mig at tackle nye ting, for jeg bruger rigtig meget energi på ikke at lade tanker og følelser løbe af med mig og prøver at sige til mig selv at så svært bliver det nok heller ikke og så prøver jeg ikke at tænke en masse tanker og hvor dårligt det kommer til at gå men i stedet tænke på at det nok skal blive godt. Og selvom de følelser jeg går rundt med er naturlige gør det dem ikke nemmere for mig at rumme. Det er utrolig hvad en flytning kan sætte i gang hos mig at tanker og følelser. Og hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt og måske kommer til at påvirke de andre i en negativ retning? Det vil jo ikke være så godt og heller ikke min mening. Der er en del af mig som glæder sig og føler sig parat til alt det nye i mit liv, og så er der en anden del af mig, som bare gerne vil blive tilbage blandt al det trygge og velkendte. jeg er virkelig dårlig til forandringer i mit liv, også selvom det er nogle jeg selv har valgt. Jeg har faktisk altid været dårlig til at tackle forandringer lige siden jeg var barn, og det er bestemt ikke blevet lettere med årene. Al den nervøsitet og utryghed gør det svært for mig at glæde mig, men jeg prøver så godt jeg kan at tage tinge stille og roligt og som de nu en gang kommer, men det er bare rigtig svært synes jeg. Trods alle de mange tanker og følelser er jeg positiv og glæder mig til at alt det nye der kommer til at ske for mig. 🙂