Jeg føler mig virkelig plaget og meget frustreret her for tiden. Det er sådan, at jeg høre de her stemmer i mit hoved, og lige for tiden er de meget dominerende og plager mig virkelig meget, og jeg har en sådan lyst til bare at flygte langt væk, men det er jo ikke rigtig muligt at flygte fra mit eget hoved selvom det ville være rart, hvis jeg for en stund kunne komme lidt væk fra det som er svært for mig. Normalt kan jeg godt klare stemmerne, eller klare og klare er måske så meget sagt, men de er til at holde ud for det meste i hvert fald. Men lige her i øjeblikket fylder de rigtig meget hos mig de er svære bare at ignorer, fordi de hele tiden kommer i forgrunden af min bevidsthed, og når de fylder rigtig meget kan jeg ikke rigtig holde fokus på tingene omkring mig, fordi stemmerne pludselig bliver min virkelighed. De er meget befalende der er mange ting, som de siger jeg ikke må. Jeg må ikke spise siger de og hvis jeg skal spise må det kun være en portion, jeg må ikke tage min medicin, fordi jeg ikke fortjener at have det godt, jeg må ikke tage PN (ekstra medicin) for det fortjener jeg heller ikke, jeg må heller ikke fortælle andre om dem, for det bryder de sig ikke om. Nogen gange siger de også at jeg ikke fortjener at leve, og derfor bare burde tage mit liv. De vil også meget gerne have at jeg skader mig selv, og de siger at hvis jeg gør det vil de være stille og give mig ro i hovedet. De siger også at jeg skal tage en masse piller for at komme væk og få fred. Og i går fik jeg en tanke om at jeg ikke måtte sove. Jeg gør selvfølgelig alt, hvad jeg kan for ikke at lade dem vinde, og gøre som de siger jeg skal, men til tider er det bare så utrolig svært at blive ved med at kæmpe imod dem, for tit hvis jeg kæmper imod, og gør det modsatte af hvad de siger kan jeg ende med at få det rigtig skidt, og det er mindst lige så svært for mig at rumme som stemmerne. For nogen gange virker det som det letteste bare at gøre som de siger, så jeg ikke hele tiden skal bruge så meget energi på at kæmpe imod og holde fast i tingene og virkeligheden omkring mig. jeg føler nærmest indre modstand og ubehag, når jeg ikke gør, som stemmerne siger, og det er bare ikke særlig rart, men på trods af indre ubehag gør jeg for det meste ikke som stemmerne vil have at jeg skal gøre. Fordi jeg godt ved at det ikke er godt og konstruktivt det stemmerne vil have mig til, og min fornuft vinder som regel over stemmerne.
Mange omkring mig siger, at det er klart at jeg har det skidt med alt det jeg har været igennem det sidste stykke tid, men det gør det bestemt ikke nemmere at holde ud synes jeg, men det giver jo god mening, at først angsten og nu stemmerne er en efterreaktion på alt det her med lejlighed, og det pres der har ligget på mig, at jeg skulle flytte ud uden at føle mig klar til det. De nærmeste omkring mig siger også, at det er mig og ikke stemmerne der bestemmer, og alt dette har de meget ret i, men når de virkelig har fat kan jeg ikke rigtig selv se det. Det eneste jeg ønsker er, at blive fri for de dumme stemmer! Som efterhånden har fulgt mig i mange år. 
Og hvis ikke jeg kan blive fri for dem vil jeg lærer at håndterer dem på en eller anden måde, for som det ser ud er det meget svært for mig. Godt nok modsætter jeg mig dem, og gør ikke som de siger jeg skal, og alligevel føler jeg at de har magten på en eller anden mærkelig måde i hvert fald lige i øjeblikket. Forhåbentlig kommer de lidt mere i baggrunden, når der kommer lidt mere ro på tingene omkring mig. Håber jeg i hvert fald.