Dette indlæg er skrevet i en periode, hvor jeg var meget plaget af angst, og uvirkelighedsfølelse. Jeg kan til tider stadig få det sådan i glimt, men slet ikke i en sådan grad, som det var på daværende tidspunkt.
Der er den ene virkelighed, som er Instituttet, mine venner, min undervisning den virkelighed er uden for mig selv, og jeg har gjort en masse for at forblive i denne virkelighed hele sidste weekend var jeg næsten ikke alene, fordi jeg ikke turde, da jeg var meget bange for den måde jeg har det på. Jeg snakkede med min kontaktperson Martin her i mandags, og fortalte ham om, hvordan jeg har det, og han sagde så noget meget klogt, at det måske er en efterreaktion på alt det her med lejlighed, hvor jeg bare har holdt en masse sammen, og nu kommer reaktionen så, og det giver rigtig god mening. Han mener så, at det nok er en god idé, at jeg taler med Christense den psykolog jeg har ugentlige samtaler hos, og det tror jeg han har meget ret i. Jeg skal tale med hende i morgen, så det bliver rart nok. Jeg har brugt min PN meget flittigt de sidste dage, og det har hjulpet mig noget til at kunne holde ud at være mig.
Så er der den anden virkelighed, som kun jeg kan se, og som kun jeg oplever og den er bestemt ikke særlig rar. Den er fyldt med stemmer, tankemylder, uro, utryghed, angst, kaos, impulser til selvskade og tanker om at tage den medicin jeg har for at få bare lidt fred indeni så er der tvangsagtige tanker, som siger at jeg ikke må få PN, og som mener at jeg ikke fortjener at have det godt nogen gange må jeg heller ikke spise. Og disse to virkeligheder kæmper en kamp for at blive en del af min verden, og det er rigtig svært for mig at skulle holde fast i den gode og rigtige virkelighed. For tit overtager den indre virkelighed det hele, og så får jeg det rigtig skidt, som jeg har det nu her. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er blevet mere syg eller om jeg bare er inde i en rigtig svær periode af mit liv, for de to virkeligheder gør det virkelig svært for mig at finde ud af. Jeg har prøvet at skrive mig ud af det nu her på bloggen, men også med venner og veninder, i min dagbog og i dokumentet med mine tanker men intet af det har rigtig hjulpet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle og håndtere det, for jeg synes jeg kæmper og kæmper, og jeg ved bare ikke, hvor længe jeg har kræfter til at blive med at kæmpe denne svære kamp.