Jeg har det ikke ret godt i dag, og det har faktisk stået på hele dagen. Jeg føler mig trist og urolig, og har bare allermest lyst til at gemme mig lang væk indtil jeg igen har det godt. Jeg har snakket med min læge i går, og vi kom frem til et P-pille skift, for jeg har haft det rigtig skidt lige siden jeg startede på P-pillerne Malonetta, så jeg håber meget på at det vil hjælpe med det skift. Min læge fortalte nemlig, at der er mindre østrogen i de nye jeg får, så håber jeg der kommer mere ro på og indre balance, for det har jeg godt nok savnet her de sidste to måneder. Min læge sagde til mig hvis heller ikke de her passer mig må jeg jo skifte igen, men jeg ved ikke hvor mange gange jeg har lyst til at blive ved med at skifte. Nu skal jeg jo heller ikke tager sorgerne på forskud, som man siger. Alt virker så langt væk som om jeg ikke rigtig er en del af det. Det føles også ret ligegyldigt. Tidligere i dag havde jeg lyst til at skade mig selv, for at mærke andet end denne tristhed og uro, men det skal jeg ikke gøre! For det har jeg jo ikke brug for prøver jeg at overbevise mig selv om, men den syge del mener noget helt andet, men den vil jeg kæmpe imod, som jeg hele tiden har gjort. Lige i dag virker kampen ekstra svær at kæmpe, fordi jeg ingen energi eller kræfter har til at kæmpe jeg har bare lyst til at give op og give slip og glemme alt om at kæmpe, men viljen holder mig fast og siger at jeg skal kæmpe også selvom jeg synes det er rigtig svært. Jeg har en masse billeder i mit hoved, hvor jeg ser mig skade mig selv på forskellige måder ikke særlig rart. Med billedrene kommer alle de destruktive tanker og stemmer. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu jeg vil gerne være andre steder end i min egen krop, for der ikke rart at være. Jeg ved ikke lige, hvilken strategi det kan hjælpe mig, at bruge lige nu måske jeg bare skal blive siddende her ved min computer og aflede mig selv fra alle de dumme tanker. Jeg synes der er så meget at skrive, men jeg kan ikke rigtig finde ordene til det, for også de føles langt væk ligesom følelserne og kontakten med mig selv. Jeg føler mig på afstand af verden og folk i den nærmest udenfor det hele, som hovedpersonen i den bog jeg hører siger, og det passer bare så godt til den måde jeg har det på.
Jeg tænker rigtig meget på det her min psykiater sagde til mig, da jeg sagde at jeg havde Borderline og hun sagde ”Nej du har træk fra den du virker ikke særlig personlighedsforstyrret.” Så er det bare mig der føler det, som jeg svarede. Betyder det hun siger så, at jeg ikke har nogen personlighedsforstyrrelse? Jah det må det jo næsten gøre, men hun sagde i 2010 at jeg havde en, men det har nok ændret sig siden da og siden hun siger som hun gør. Jeg har bare haft en masse tanker omkring det, fordi jeg jo siden dengang hele tiden har troet at jeg havde en personlighedsforstyrrelse. Hun siger til mig, at det er den Organiske hallucinose der fylder mest og det har hun måske nok ret i. jeg siger det med personlighedsforstyrrelsen, fordi jeg ønsker at have diagnose, men bare fordi det har fyldt en del hos mig siden i torsdags.