katjas blog

Da jeg skrev sidst havde jeg det rigtig skidt, og havde henvendt mig på Psykiatrisk Skadestue, og blevet sendt hjem. Og jeg havde skadet mig selv, og fået beroligende medicin, som havde en god virkning. Min kontaktperson kom ud til mig dagen efter turen på skadestuen, og vi fis os en god snak, og det var rart, at jeg ikke var alene, når jeg havde det så skidt, som jeg havde det på det tidspunkt.

 

Da jeg skrev mit sidste blogindlæg var jeg heller ikke flyttet endnu. Det er jeg dog sidenhen, og her er, hvad jeg skrev lidt tid efter.

 

Flytningen, og tiden efter

 

Behovet, for at blogge og sætte ord på tanker og følelser er ikke blevet mindre efter jeg er flyttet ind i min nye lejlighed. Det har bare været svært for mig, at komme ordentligt i gang, fordi der sker så mange ting både i mit hoved, og udenfor

 

Jeg flyttede mandag 21. november   klokken ni om morgenen kørte Marlene og jeg det første læs her til lejligheden.  Dagen før var vi ude, og købe de allersidste ting, som jeg manglede. Marlenes mand var så flink, at sætte rullegardiner op, da jeg ikke selv kan finde ud af det. Mandag aften satte han også lamper op for mig. En Marlene kender pakkede ud i mens vi kørte ud for at hente flere ting fra mit bosted. Kenny min tidligere medbeboer var så sød, at hjælpe med at få båret de tunge ting både ud i bilen, og op i lejligheden. Det var lidt mærkeligt, at jeg ikke selv var med til at pakke ud, men også meget rart, så jeg ikke skulle forholde mig til det. Rart med folk til den slags. J Efter to dage var det hele pakket ud, og kasserne sat i kælderen. Det har været rart, at jeg er kommet så hurtigt på plads. Jeg er begyndt at lærer, hvor de forskellige ting gemmer sig henne.

 

Det fungerer rigtig godt med min støttekontaktperson fra kommunen Pia hedder hun, og er rigtig sød, og rar at snakke med. Hun kommer og besøger mig en gang om ugen. Hun kommer faktisk i morgen klokken ti. Den første uge har Marlene været sammen med mig hver dag indtil fredag, og det har været rart og trygt med et velkendt ansigt midt i alt det nye. Der er blevet bevilliget to måneders efterværn, så min kontaktperson fra mit gamle bosted kommer ud til mig to gange om ugen. Jeg spiser stadig hjemme på bostedet de to gange om ugen, hvor der er maddag. Jeg deltager også i social arrangementer. Det er rigtig rart og trygt, at jeg ikke bliver sluppet helt af mit gamle bosted, da det jo er dem, som kender mig bedst.

 

Nu har jeg boet her i lidt over to uger, og jeg ved at være faldet godt til. Når jeg er på bostedet, og skal hjem derfra synes jeg det er rigtig svært, for pludselig skal jeg hjem, og være helt alene. Og det føles mærkeligt. Jeg er dog rigtig glad for min lejlighed, for her er en rigtig god energi, som giver ru og tryghed. Jeg synes, at jeg har fået indrettet mig rigtig godt ligesom jeg gerne vil have det. De 30 m2 er blevet rigtig godt udnyttet. Her skal jeg nok blive rigtig glad for at bo. Psykisk er det gået noget blandet, men det tager jeg med.

 

Nu har jeg boet her en måned, og det er utroligt, hvor tiden er blevet af. Jeg er faldet rigtig godt til. Jeg har heller ikke skadet mig selv siden starten af november, så det er rigtig godt. Trangen har dog fyldt en del, og det gør den stadig ind i mellem, og det er ret hårdt jeg er startet i et kommunalt tilbud, som hedder Ungegruppe, som er et sted for unge med psykiske udfordringer, hvor vi mødes en gang om ugen, og hygger, og laver mad. Folk er rigtig søde, og min anden kontaktperson Malene er der hver tredje uge. Hun er også rigtig sød.

 

Alt det her med flytning fylder rigtig meget i mit hoved i øjeblikket, hvilket jo er meget naturligt. Tirsdag aften tog den destruktive del af mig over, og jeg kunne ikke rumme alle følelserne, tankerne, bekymringerne og den indre uro, så efter fire og et halvt år endte jeg med at skade mig selv, og sikke en lettelse det var. Nu kan jeg huske, hvorfor jeg syntes det var så rart dengang. Den psykiske smerte blev fjernet for en stund. Sidenhen har jeg tænkt på, at gøre det igen, men jeg har ikke gjort det endnu.

 

Siden tirsdag har jeg haft det skidt, og i går kunne jeg ikke holde det ud. Så jeg tog med min kontaktperson ud på Psykiatrisk Skadestue i Glostrup. Hvor jeg fik en snak med en meget sød sygeplejerske, som også var meget forstående. Derefter talte jeg med en læge, som spurgte, hvorfor jeg gerne ville indlægges, og jeg sagde, at det var, fordi jeg ikke kunne holde ud at være andre steder, og føler mig presset på grund af den forestående flytning. Hun mente så at jeg skal afprøve det med at være her hos mig alene, da det er det der kommer til at ske, når jeg flytter. Hun har givet mig noget beroligende medicin med mig hjem, som jeg kan tage, hvis det bliver alt for svært lægen mente at ved at indlægge mig ville de gøre mig en bjørnetjeneste, hvilket jeg ikke forstår. Jeg har fået et nummer på skadestuen, som jeg kan ringe til hvis det er. Og så tager vi et døgn af gange. Jeg har det bedre, men stadig ikke godt. Min kontaktperson kommer herud i morgen, og er har et par timer, så det er rigtig rart.

 

Nu har hun været her et par timer, og det var rart, at se hende igen, og få snakket tingene i gennem. Jeg har det noget bedre i dag heldigvis, og er ved nogenlunde godt mod. I går tog jeg en af de beroligende piller jeg fik med hjem fra skadestuen, og det hjalp mig til, at kunne finde ro i mig selv, og til at jeg faldt i søvn efter en meget lang dag med kampen mod mig selv.

Nogle gange når aftenerne er svære, som nu ønsker jeg mig ind på psykiatrisk skadestue for at få ro og for en stund blive frataget for alt ansvar. Tanker om selvskade fylder meget lige nu. Mit humør svinger også rigtig meget for tiden. Det ene øjeblik kan jeg klare hele verdenen, og når det er som nu har jeg mest lyst til at grave mig ned, og gemme mig væk. Jeg føler jeg burde være glad. Efter fire år på mit højtelskede bosted har jeg fået tilbudt en lejlighed her i Rødovre, hvor jeg gerne vil bo. Den ligger på Valhøjs Allé det er en stuelejlighed på 30 m2. jeg kan flytte ind fra 15. november, så der er lidt tid endnu. Selvom det er noget som jeg føler mig klar til, så stresser det mig også en helt del, for pludselig skal jeg væk fra de trygge rammer, og være helt alene efter at have været vant til at bo på institution siden jeg var seks år gammel jeg bliver dog ikke sluppet der er nemlig tre måneder efterværn efter min flytning med personalet her fra mit bosted. Jeg vil også få tildelt en døgnstøtteperson, som jeg kan ringe til hele døgnet, hvis det bliver svært.  Lige så stille bliver de praktiske ting omkring flytningen ordnet, såsom at søge legater og søge enkeltydelse til etableringshjælp hos kommunen. Personalet er gode til at støtte mig i denne lidt stressede tid.

Da jeg vågnede i morges var det med en god portion spænding lidt nervøsitet, og sommerfugle der flagrede rundt i maven. Det er nemlig den dag, som jeg har ventet på længe. Nemlig dagen hvor jeg skulle ind på DR og se det færdige resultat af mi afsnit til POV-serien. Inden da har jeg gjort mig en masse tanker om det. Hvad har de taget med? Hvordan fortæller din min historie? Hvordan viser din min hverdag? Giver det hele mening?

 

Sara og jeg mødtes inde på Nørreport omkring klokken ti, og så fulgtes vi videre til DR-byen. Da vi kom skulle jeg registreres i deres system med mit navn. Så viste hun mig Bamses hus, som stod til udstilling derinde det var nostalgi og barndom. Så gik vi op til den afdeling, hvor hun arbejder Videnskabsafdelingen så blev jeg præsenteret for redaktionen. Vi troede begge, at vi skulle se POV med det samme, men da jeg sagde goddag til redaktøren sagde hun ”I er godt nok tidligt på den.! Hun havde åbenbart forstået det sådan, at jeg først skulle se afsnittet klokken elleve. Klokken blev da et godt stykke over elleve, da hun sad i møde med DR3’s chef og det trak ret meget ud.

 

Da vi så endelig kunne komme i gang med at se det, så drillede teknikken i det rum, hvor det skulle vises det var noget med et stik, som ikke passede ind i computeren, så blev der brugt tid på at rode med det. Til sidst ringede de til en anden medarbejder på DR, for at hører om vi så i stedet for kunne låne et klipperum, da det rum de plejer at bruge var booket af nogle andre. Og det kunne vi heldigvis godt.

 

Så da vi fandt rummet fik vi sat os til rette, og fik tændt for den computer og skærm der skulle bruges til at se programmet med. Programmet starter, og det føles ret underligt, at se mig selv og pludselig hører min egen stemme, for den lyder jo anderledes for mig i mit eget hoved. Som reklame ser vi et klip, vor jeg fejlagtigt går ud på cykelstien, da jeg ikke kan se kontrasten i mellem den og fortovet. Det starter ret hårdt ud med et øjeblik, hvor jeg er meget ked af det, og har det rigtig skidt. Da jeg så det satte det en masse følelser i gang hos mig, og jeg blev lidt ked af det igen. Sara var der dog og strøg mig over ryggen, lagde en beroligende hånd på min skulder og viste mig omsorg. Der er klip hvor jeg sidder på mit værelse og bruger min computer, og forklare om det forstørrelsesprogram der er på den. Der er også en scene hvor jeg stadig er rigtig ked af det, og ringer til en personale og får mig en snak. Jeg laver også toasts. På et tidspunkt går jeg ud til postkassen for at se om jeg har fået et brev angående et legat, og det har jeg, og jeg læser det højt for kameraet, og hopper af glæde. Det bliver også vist, hvordan jeg logger ind på min Netbank. Jeg gør også rent på et tidspunkt. Der er også et tidspunkt hvor jeg støder ind i en masse ting, da jeg så det klip kom jeg til at grine lidt, da det lyder ret sjovt, fordi jeg får sagt av en masse gange. Der er også en hyggestund, hvor jeg spiser havregrynskugler i mens jeg lytter til min lydbog. Der bliver også vist klip fra en samtale hos min psykolog, hvor jeg snakker om det med at blive taget væk hjemmefra, som ganske lille, og det svigt jeg følte, når min mor og far meldte afbud til forældredagene, og følelsen af, at de ikke gad mig. Hun snakker om, at det er synd for mig at jeg har det sådan, og det er synd for alle de unge som har det svært der bliver også vist klip, hvor jeg er ude at shoppe med min gamle ledsager, og hvordan jeg mærker på tøjet. Og jeg får købt julegaver til familien. Der er også et tidspunkt hvor jeg bliver forvirret og går forkert på grund af julepynt, så får mine kendemærker til at forsvinde. Et klip som jeg synes var rigtig hyggeligt er nytårsaften, hvor jeg sidder sammen med Jimmy, og spiser is, og hyggesnakker inden klokken bliver tolv. Og da klokken bliver tolv, hvor vi skåler og siger godt nytår, og får en lille dans.

 

Da vi havde set programmet færdig. Fortalte jeg, hvordan jeg havde oplevet det. At der var nogle ting, som jeg synes skulle have været med, men at jeg godt er klar over, at det hele ikke kunne komme med, da det vare 28 minutter, og der er jo mange timers optagelser. Jeg fik faktisk af vide, at jeg er den, som har optaget mest, og jeg var god til at bruge kameraet i forskellige situationer. Jeg fik sagt, at jeg synes det var hårdt, at se mig selv have det så dårligt, og det kunne de godt forstå. Jeg fik også af vide at de var kommet til at holde af mig, når de så programmet. Jeg fik faktisk rigtig meget ros, og det er godt, for så ved jeg, at jeg har gjort noget godt og rigtigt.

 

Jeg er godt tilfreds, for jeg synes de har forvaltet min historie rigtig godt, og gjort at den bliver fortalt åbent, følsomt og ærligt. Min hverdag bliver vist rigtigt godt både i forhold til mit synshandicap, og de udfordringer det bringer med sig, og min positivitet og glæde ved livet. Men der bliver også vist de tidspunkter, hvor jeg har det skidt psykisk, og føler mig sårbar. Og det hele er meget fint sammensat synes jeg. Der var dog nogle gange hvor jeg blev lidt forvirret, hvor jeg ikke helt følte at der var orden i de ting der skete, men det var ikke noget, som ødelage det gode billede af min hverdag eller min historie. Efter at have set programmet var jeg helt træt, og fyldt op i hovedet af indtryk. Tak til klipperne, for at lave en godt sammensat film. J

 

Det er sådan, at jeg i øjeblikket venter på en afgørelse omkring førtidspension fra ankestyrelsen, og der kan godt gå rigtig lang tid før jeg hører noget fra dem, så der skal ske noget i den mellemliggende tid.

 

Så i dag har jeg været til møde med Rehabiliteringsteamet det skulle starte klokken ti. Og vi var der heldigvis i god tid, så der ikke var en masse stress. Til mødet deltog min sagsbehandler fra Jobcentre Maria, Marianne fra Social og psykiatri delen, Fie her fra Nettet, og så mig. Fra Rehabiliteringsteamet var der Jane som er leder af Jobcentret, Jani, som også er fra Social og psykiatri delen og så var der en læge ved navn Hans.

 

Der blev startet med en præsentationsrunde, så jeg lige var klar over, hvem der var omkring bordet. De fleste havde jeg mødt før, så der nogle kendte ansigter. Derefter spurgte de mig, hvorfor jeg var kommet til mødet? Hvortil jeg svarede, fordi jeg skal. Der blev sagt at de gik ud fra, at jeg gerne ville i noget beskæftigelse siden jeg var kommet, hvilket jo er ganske rigtigt. Snakken faldt på de ønsker som jeg har fremkommet med, at jeg gerne vil være MB’er (medarbejder med brugererfaring.) men at jeg først skal have nogle 9. klasses fag, som er dansk og matematik. Derefter skal jeg blive Pædagogisk assistent, da det kræver en sundhedsfaglig uddannelse at kunne blive MB’er. visnakkede så om hvordan jeg kunne komme der hen, og hvordan vi kan lave et ressourceforløb, hvor de her ting kommer til at indgå, for det er meningen med mødet, at jeg skal starte i ressourceforløb.

 

Der blev også snakket om bo delen, da jeg snart har boet på Nettet i fire år. Meningen er, at jeg skal ud i egen lejlighed med en masse støtte, så jeg kan få den hjælp som jeg har brug for. De fortalte, at jeg kan få så meget støtte som jeg har behov for både med støttekontaktperson og hjemmevejleder. Og at når jeg flytter for mig selv sker det stille og roligt, og der vil være en personale her fra Nettet, som vil følge mig et godt stykke tid, så jeg ikke bliver ladt helt alene. Vi lagde også meget vægt på at der skal tages en ting af gangen, da jeg ikke kan klare hvis der sker for meget for mig, og det var der heldigvis fuld forståelse for.

 

Omkring det uddannelsesmæssige snakkede vi om, at der jo kun skal tages to fag i 9. klasse, og at det derfor ikke vil være alt for uoverkommeligt for mig. Jeg kan starte med et fag af gangen, og jeg skal trænes op i matematik inden jeg starter på det. Snakken faldt også på den støtte, som jeg kan få når jeg starter på 9. klasse og det vil være en mentor, som kender til de udfordringer jeg har, og som har forstand på lektiehjælp og dansk og matematik. Det skal dog ikke være lige nu, da vi tager en ting af gangen. Jeg skal tage nogle kurser i Fountain House, som føre mig tættere på målet, da det jo er i trygge rammer.

 

Det er dog nok bo delen, som vi først beskæftiger os med, da jeg som sagt har boet på Nettet i snart fire år, og jeg kan bo her i fem år. Vi kom frem til, at jeg får et ressourceforløb hvor de oven nævnte ting indgår. Også sagde de, at jeg skal huske at sige til, hvis jeg synes det bliver for meget. De roste mig også for den udvikling som er sket i al den tid, som jeg har boet her på Nettet. Jeg fik af vide, at jeg skal blive bedre til at tro på de ting, som jeg er god til. Til sidst ønskede de mig held og lykke og sagde at de tror på mig. Hvilket jeg er meget glad for, da jeg ikke altid selv gør det. Det var en rigtig god oplevelse denne gang, da alle var meget forstående over for mig og de ting jeg kæmper med, så jeg gik der fra med en rigtig god mavefornemmelse omkring det der skal ske.