katjas blog

Dette indlæg er faktisk skrevet i torsdags, men jeg fik af en eller anden grund ikke lige lagt det herind.

Der er en oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer, som skete i dag. Anne min kontaktperson har været på kursus i Nada. Nada er en akupunkturform, hvor nålene bliver sat i øret, og via nogle punkter der skal give noget ro. Det bliver brugt til folk med stress, angst og uro og til folk som er misbrugere. Jeg har hørt fra flere, at det er rigtig godt, og har en god effekt.

Anne og jeg havde så snakket om, at hun ville give mig Nada i dag, så vi gik ned i et møderum, som ligger nede i vores kælder, og så havde hun tændt nogle stearinlys, og sat noget stille afslappende dæmpet musik på i baggrunden. Jeg var ret spændt, og også lidt nervøs, da jeg slet ikke har prøvet den slags før. Til at starte med kiggede hun på mit øre, og så forklarede hun, at inden hun satte en nål i skulle jeg trække vejret ind, og i det jeg så pustede ud satte hun så nålene i jeg skulle gøre det, for at flytte fokus fra det med, at jeg fik sat en nål i øret, og det hjalp faktisk. jeg havde været lidt bange for at det ville gøre ondt, men det gjorde det næsten ikke. Der var blevet lavet kamillete, som jeg skulle drikke, for det kan være med til at give ro. Da jeg har fået sat alle ti nåle i fem i hvert øre lægger jeg mig hen på en sofa, og prøver på at slappe af, og i starten er det lidt svært, og jeg føler ikke rigtig nogen virkning, men lige så langsom får jeg en varme i kroppen, som går ned i mine fødder jeg får også en slags trykken for brystet, og bliver nærmest tung i maven og jeg føler, at det er lidt svært at trække vejret ordentligt og lidt som om der bliver pauser imellem hver vejrtrækning samtidig med det er det, som om der er noget, som løsner op inden i og giver slip varmen og strømmen af energi breder sig til hele kroppen. Det fungerer ikke rigtig for mig at ligge ned, da det er for svært at trække vejret og føles rigtig ubehageligt, så jeg ender med at sætte mig op i sofaen i skrædderstilling, og det gør det nemmere for mig, at trække vejret. Samtidig med energien og varmen i kroppen får jeg ligesom også mere ro i mit hoved tankerne finder ro, og stemmerne kommer på afstand det er som om der er et filter imellem dem og jeg, og at de ikke rigtig kan nå ind til den del af mig, som synes de er ubehagelige og skræmmende. Jeg føler også, at det er rart at være i min krop uden at det føles farligt. Under alt det her småsnakker Anne og jeg lidt sammen, og det gør det lidt svært for mig, at holde ordentligt fokus, og bar være. Da der er omkring ti minutter tilbage går hun ind og ordner nogle ting, og det er faktisk først der jeg sådan virkelig føler en eller anden form for virkning jeg bliver behageligt tung og afslappet i kroppen, og jeg forsvinder lidt ind i mig selv til et rart sted, så jeg sidder bare med lukkede øjne, og nyder bare at været i et rart og afslappet rum, hvor der kun er mig og roen og balancen. Da jeg åbner øjnene da Anne kommer tilbage har jeg det lidt, som om jeg har sovet i vågen tilstand og ligesom skal vende lidt tilbage til mig selv igen. Jeg var ret skeptisk omkring Nada, og var sikker på, at det ikke ville virke, men min skepsis holdt ikke stik, for det har haft en rigtig god virkning på mig, da jeg fik taget nålene ud og vi gik her op igen har jeg bare været rigtig træt på en god og rar måde, også rolig og afslappet. Jeg skal helt sikkert have Nada igen, og jeg glæder mig allerede til næste gang, for det har bare været en rigtig god, og meget rar oplevelse. jeg fortalte Anne efter behandlingen, at jeg er temmelig træt, og får af vide, at det der nogen som bliver. Da vi er kommet op konstatere hun, at jeg bare er rigtig træt, hvilket jeg svare ja til, og så er hun så sød, og kærtegner mit hår og min pande det kom lidt bag på mig, for sådan plejer hun ikke, at gøre det er da også rigtig rart, og meget trygt. Nada har bare været en virkelig god oplevelse, for mig.

Det er efterhånden noget tid siden jeg har skrevet en blog sidst kan jeg se. Men det er bare, som om der er sket så meget de sidste uger, så jeg ikke rigtig har haft overskud til at formulere noget på skrift. Jeg har et dokument, hvor jeg skriver mine tanker og følelser ned, og ikke en gang der har jeg skrevet noget jo måske en enkelt gang. Nu har jeg været ude i Telehandelshuset i omkring seks uger, og det går faktisk bedre end forventet, dog bruger jeg stadig en masse energi på at være der, og når jeg så kommer hjem har jeg ikke overskud til ret meget andet end at være mig selv eller måske en snak med enten personalet eller beboerne. Det er spændende det vi laver ude i Taastrup, og jeg lære også en masse, men jeg har svært ved at se målet med det hele synes jeg. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg ender henne, når jeg en gang er færdig med forløbet, og det gør det lidt svært for mig at finde ud, hvad jeg vil med det hele.

Mine tanker og følelser er meget svingende lige for tiden, og der skal ikke ret meget til at sætte gang i stemmerne, og alle de destruktive tanker. Ind imellem får jeg rigtig mange billeder, hvor jeg ser mig selv skade mig på forskellige måder, og når jeg har det sådan, så vender trangen, tankerne og følelserne omkring det tilbage med ret stor styrke, og så kan det være svært for mig at rumme når jeg er i situationen. Jeg synes tit og ofte, at jeg har rigtig svært ved at komme af sted om morgenen, fordi energien og overskuddet ikke rigtig er der, og nogle dage bruger jeg rigtig meget energi på blot at være til stede. Jeg bliver også hurtigt træt når jeg er derude, og så kan fem timer godt føles rigtig lange og hårde at komme igennem. Jeg har så lidt overskud for tiden, at jeg ikke orker mine fritidsaktiviteter, fordi jeg er så utrolig træt når jeg kommer hjem, at jeg ikke har overskud til at skulle ud af døren, og være til stede i flere timer igen. Jeg er glad for at der sker noget i min hverdag, men det kræver også rigtig meget energi både fysisk og psykisk. Til tider plager stemmerne mig en hel masse, og så er det rigtig svært ikke at fokusere på dem, og svært at fokusere på det andet jeg skal lytte til, men det går da for det meste synes jeg. Jeg bliver hurtigt fyldt op i mit hoved efter nogle timer, og når det er rigtig slemt, så kan jeg næsten ikke holde ud at være i mig selv, fordi jeg føler ikke der er plads til mig oven i alle tankerne og følelserne. Det er når jeg bliver fyldt op i hovedet at stemmerne og trangen til selvskade er rigtig svære for mig, at håndtere. Jeg er dog blevet bedre til at sige, når jeg har brug for at trække mig eller koble fra, og der er rigtig stor forståelse for det. Jeg føler mig rummet forstået og mødt lige der, hvor jeg er den pågældende dag, og det er bare så rart at mærke, for det gør det meget nemmere for mig, at åbne mig op, og være ærlig om, hvordan jeg virkelig har det. Det er et godt sted jeg er kommet hen også selvom det ikke lige er det jeg vil.

 

Jeg har i dag været hos min læge, og fået svar på alle de mange blodprøver, som jeg fik taget sidst jeg var der. Alt ser fint ud, så der er intet i vejen mit EKG var også helt, som det skal være, levertal er fine, ingen sukkersyge, mit stofskifte er normalt, ingen infektion, men en lille smule D-vitaminmangel dog ingen for normalområdet, så alt er jo, som det skal være intet at se fysisk, og det burde give mig ro i sindet, men i stedet er jeg frustreret over, hvorfor jeg har det som jeg har det, når der intet er at se det er jo heller ikke altid der er en grund til, hvorfor jeg har det, som jeg har det lige i øjeblikket. Selvom alt er helt fint blev jeg rigtig ked af det, og syntes, at det hele pludselig var for meget. Min læge var så sød, og spurgte indtil, hvorfor jeg blev så ked af det, og det kunne jeg ikke rigtig forklare hende. Hun sagde også at hun ikke rigtig kan gøre mere for mig, da det er ret u konkret, hvad de fysiske symptomer jeg har skyldes, og det kan jeg godt følge hende i. jeg blev også spurgte ind til den smule feber, som jeg føler, at jeg har, og hun foreslog mig, at jeg måler min temperatur dagligt, og skriver det ned, og så måske kommer der op igen om en to tre uger med de målinger jeg har skrevet ned. Jeg ved ikke om jeg vil gøre brug af det, for det går jo noget bedre nu, så det skal nok bare have tid til at gå over af sig selv.

 

Jeg fik fortalt, at jeg lige er startet i et afklaringsforløb, og at det hele stadig er meget nyt, og så fik jeg spørgsmålet om der har været noget, som jeg har været bange for eller bekymret over? Hvortil jeg svarede at det har fyldt meget for mig det, at skulle starte i Telehandelshuset, hvilket hun godt kunne forstå. Hun kom også ind på, at min svimmelhed kan skyldes angst, for jeg føler mig jævnligt svimmel, men det tror jeg ikke det er, for jeg har ikke temperaturstigning når jeg bliver angst. Hun gik så ind og læste om bivirkningerne ved Seroquel, som jeg jo får, og der står som almindelig bivirkning, at man kan opleve temperaturstigning, så måske det bare er det, men så er det meget mærkeligt, at det først er kommet nu, da jeg jo har været på medicinen i nogle år efterhånden. Vi kom frem til, at det godt kan være en stressreaktion, da alt det nye stadig fylder rigtig meget hos mig. Hun sagde dog at hun ikke havde hørt om de symptomer jeg beskrev, for jeg forklarede hende at jeg havde de samme symptomer som jeg har nu, da jeg gik på efterskole, og at min læge dengang ikke troede på mig, fordi prøverne intet viste selvom jeg havde det skidt. Jeg blev så spurgt indtil, hvad jeg gjorde dengang, for at få det bedre? Og jeg svarede, at det forsvandt da jeg stoppede på efterskolen. Dina er en rigtig sød læge, som jeg kan mærke rigtig gerne vil mig det bedste, og hun sagde, at hvis jeg får det værre skal jeg komme op til dem igen. Jeg synes vi havde en rigtig god og meningsfuld snak, og hun var rigtig lyttende og forstående over for mig, og har taget mig alvorligt og troet på alt jeg har sagt til hende, og det var så rart for mig at mærke.½

Så er første dag i Telehandelshuset til ende. Jeg må nok indrømme, at jeg virkelig har været nervøs, for at skulle starte op i dag, og møde en masse nye mennesker. Min nervøsitet var dog ubegrundet, for alle var rigtig søde og venlige, og tog godt i mod os alle. Vi var nogle stykker, som kom for sent på grund af en ødelagt køreledning mellem Svanemøllen og Norhavn station, så B-toget kørte uregelmæssigt. Det tog de heldigvis meget stille og roligt. Min kontaktperson fra Nettet, hvor jeg bor tog med mig dels, som en tryghed, og så også fordi jeg på grund af mit synshandicap ikke har lært at finde dertil endnu. Til at starte med præsenterede vi os for hinanden, og så blev der snakket en masse om forløbet, og hvad der skal ske det næste stykke tid. I morgen skal vi have IT-undervisning, og så kommer der er en ergoterapeut, som tjekker vores arbejdsstillinger, så vi kommer til at sidde optimalt.. Vi blev også spurgt ind til om, hvilke forventninger vi har til forløbet, hvilke forventninger vi har til de mennesker, som opgiver os, og hvilket forventninger de mennesker vi er sammen med har til os. Lidt over tolv spiste vi frokost, som var sandwich, som huset betalte, så det var ren luksus. Efter frokost var der rundvisning i huset, og derefter fik vi anvist bestemte pladser, som vi har fast under hele forløbet. Til slut kom deres IT-kyndige og fortalte os om, hvordan vi logger ind på vores computere, og hvad vi hver især har som bruger-id og adgangskode, og så den E-mail adresse, som vi kommer til at bruge i mens vi er på stedet. Vi fik også at vide, at vi ikke må bruge Facebook, da det kan føre en del snavs med sig, og hvis vi skal surfe på nettet skal det være relevant med det vi laver under vores forløb, og det synes jeg er fair nok, at der er helt klare regler for det.

 

Lise Lotte, som er leder af stedet syntes, at hende og min kontaktperson Anne skulle holde et møde om, hvordan de kan støtte mig på den bedst mulige måde, og have et sammenarbejde os i mellem. Og Anne fortalte en del om her hvor jeg bor, hvad det er for et sted, og det syntes Lise Lotte lød rigtig spændende og som et godt sted. Anne fortalte mig også, at jeg fik en masse ros, og at lederen af stedet mener at jeg har en masse resurser, og er omsorgsfuld over for alle de andre. Det var sødt sagt af hende. Anne fortalte, at jeg er vant til at være sammen med andre, som har psykiske ting de kæmper med. De vil være opmærksom på, hvordan jeg har det og sørge for at støtte mig bedst muligt, så det er rigtig rart at vide.

Nu har jeg været ved min nye læge, for første gang og det gik ganske fint. Jeg tror nok det er den hurtigste lægekonsultation jeg har været til det tog vidst lige omkring ti minutter. Jeg startede med at fortælle hende, at jeg har gået og været sløj i over en måned uden rigtig at vide, hvorfor, og jeg har haft svært ved at komme oven på igen og har haft lidt feber og at det startede med en blærebetændelse, som jeg ikke har længere. Hun spurgte så om jeg havde feber der, og det sagde jeg ja til. Jeg blev undersøgt sådan hurtigt, hvor jeg blev lyttet på hjerte og lunger, og det var fint, og så blev jeg også mærket på halsen, for at se om der var hævede kirtler og det var som det skal være. Så blev jeg stillet en masse spørgsmål, om jeg stadig havde smerter, når jeg tisser, om min mave fungere, som den skal, om jeg har ondt nogle steder, om jeg tisser mere end jeg plejer, om jeg har haft hoste, og om jeg kan være gravid, hvilket jeg sagde nej til, fordi jeg ikke har nogle at de symptomer, som hun nævnte. Jeg fortalte også, at jeg har nogle psykiske ting, som jeg kæmper med, og at det jeg oplever måske godt kan være noget psykisk, og så sagde hun noget meget klogt ”Vi finder lige ud af det fysiske først før vi begynder at kalde det noget andet.” Til slut sagde hun, at jeg får taget en masse blodprøver for alt muligt den helt store tur. Så jeg har fået en seddel, som jeg skal give dem på laboratoriet, så de kan se, hvilke prøver der skal tages, så i morgen smutter vi igen ned og får taget de blodprøver, så det er overstået, og om lidt over en uge skal jeg ned til min læge, så hun kan give mig svaret mundtligt, og det synes jeg faktisk er meget rart, og hun virker ganske flink.