Utryg ved lyden af udrykning!

Jeg har egentlig længe tænkd på at få skrevet denne blog, men jeg har ikke rigtig fået det gjort eller taget mig sammen til det. Men her kommer den så. 🙂 Det her lyder sikkert ret mærkeligt, men det er ikke desto mindre sådan jeg har det. Instituttet jeg bor på ligger ikke ret langt fra Gentofte, Bispebjerg og Rigshospitalet, hvilket betyder at der mange gange om dagen kommer udrykningskøretøjer forbi os, men det er bare sådan at jeg bare slet ikke kan fordrage den lyd! Jeg har dog ikke altid haft det sådan det er noget som er kommet inden for det det sidste år eller sådan noget. Før i tiden var jeg bare helt ligeglad når der var udrykning, men sådan er det bare ikke længere, for nu er det sådan når jeg høre lyden sker der et eller andet i mit hoved der opstår et indre kaos og så kommer angsten og lysten til at løbe væk fra den eller det kommer an på hvor tæt den er på der hvor jeg er, for hvis den er lidt på afstand er det til at holde ud. Der sker noget instinktivt når jeg hører lyden jeg får følelsen af at være i farer og bare skulle væk. Tit når jeg hører udrykninger reagere jeg bare uden at tænke over det. Det giver et sæt i mig og jeg får et chok. Den lyd burde signalere tryghed og hjælp, men sådan er det bare ikke for mig. Min modvilje og angst for udrykninger begyndte efter jeg havde set Alarm 112 og jeg har derfor heller ikke set det program siden hen, og jeg ved virkelig ikke hvorfor det har gjort mig så utryg ved lyden af udrykning. Men der er nogen der siger, at det ikke er alt ting i denne verden man behøver at forstå. Men det er bare ikke så rart for mig, at jeg hver gang der er udrykning reagere så voldsomt og bliver vagtsom og anspændt, men heldigvis går der ikke så lang tid før jeg er faldet til ro efter jeg har hørt den, så det er meget rart.