Denne titel er nok lidt kedelig, men den fortæller rigtig godt, hvad det er jeg skal. En psykolog ved navn Anders underviser 7-9. klasser i psykologi på en ungdomsskole, og de har haft om psykologi og stemmehøring, og han kom så på den idé, at kontakte Stemmehørernetværket, som jeg er medlem af, for at finde en, som gerne vil komme ud på skolen og fortælle om, hvordan det er, at hører stemmer, og da jeg så det opslag han havde skrevet tænkte jeg ved mig selv det her er det, som jeg gerne vil, så jeg skrev til ham privat, og nogle dage efter kontaktede han mig og vi er blevet enige om, at han kommer og henter mig her den 9. april klokken tretten. Jeg er meget spændt på, at skulle holde det her oplæg, men også temmelig nervøs, for jeg har ikke fortalt om lige det her før, så jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. Jeg fortryder på intet tidspunkt, at jeg valgte, at sige ja til at gøre det. Anders kontaktede netværket, for at eleverne kan møde en, som har det med at høre stemmer tæt inde på livet. Det er noget mere spændende end at læse om det i en bog. Jeg ved det bliver rigtig svært, for mine stemmer bryder sig ikke om, at jeg taler om dem. Jeg håber bare ikke, at jeg får det alt for dårligt den dag, og slet ikke foran dem alle sammen, for det vil ikke være særlig rart for mig. Nu skal jeg nok lade være med at tage sorgerne på forskud. Jeg håber og tror på det bedste. Alle dem jeg har fortalt om det her oplæg synes jeg er rigtig sej, at jeg tør springe ud i det, men det er lige præcis det her jeg gerne vil fortælle min historie til andre, og give den en lille forståelse for det, som jeg kæmper med hver dag. Jeg glæder mig meget til den 9. 🙂
