Anspændthed, og følelsen af, at være ved at eksploderer!

Min krop føles også mærkelig i dag lidt, som om den ikke den er min egen. Uro! Uro! Uro! Jeg føler jeg er ved at eksploderer indeni jeg synes ikke rigtig jeg kan holde ud at være nogen steder. Jeg vil gerne lette det indre tryk, men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. Det eneste jeg kan tænke på, som en mulig løsning er at skade mig selv, så jeg kan flytte fokus fra det indre kaos til den fysiske smerte, som det lige nu virker meget nemmere at håndterer end alt det som er indeni. Jeg har været ude at gå en tur, som normalt plejer at hjælpe, men jeg synes jeg har det lige så skidt, som inden vi gik den tur. Åh bare at give efter, så jeg igen kan holde ud at være i min krop. Nej! Jeg skal ikke skade mig selv, for det hjælper kun for en stund, og så har jeg det rigtig skidt bagefter, så det kan jeg lige så godt opgive. Jeg synes bare det hele føles rigtig svært lige nu. Jeg har brug for at snakke med nogen, blive hørt og lyttet til og forstået. Jeg ved bare ikke, hvem det lige skal være. Selvom jeg har det skidt virker stemmerne slet ikke særlig tilfredse med mig de virker temmelig utilfredse, men jeg ved bare ikke hvorfor de er det. Jeg kan virkelig ikke rumme, at have det sådan her! Min krop er meget anspændt lidt som om der er noget, som jeg er på vagt over for. Jeg føler mig stresset, og at jeg ikke rigtig kan slappe af, fordi det hele køre så utrolig stærkt. Denne følelse er dog ikke ny for mig, men derfor stadig meget ubehagelig at være i. jeg tror følelsen har lidt af gøre med, at jeg har en del aftaler her de næste dage, og ikke er god til at sige fra, og give mig selv den ro, som jeg har brug for, og få koblet helt fra, så måske jeg skal tænke over, hvilken aftale, som jeg kan aflyse, så jeg igen kan få lidt ro. Jeg ved bare ikke, hvilken en det skal være.