Jah det er nu efterhånden lidt tid siden jeg sidst har skrevet en blog, men mit problem at når jeg sidder og skal til at gå i gang med at skrive er det ligesom om at lysten til at skrive er borte, og jeg må lukke bloggen ned, fordi jeg slet ikke kan rumme at skulle sætte et blog indlæg sammen, men nu prøver jeg alligevel. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg har det lige for tiden nogle dage har stemmerne nemlig rigtig meget magt over mig. Hvis jeg skal fortælle hvordan jeg har det lige nu og her, så må jeg nok indrømme at jeg ikke har det alt for godt. Jeg føler mig fyldt op af tomhed og ligegyldighed jeg føler mig ikke rigtig glad, men heller ikke trist det er som om der ikke rigtig er nogen følelser bare tomhed og ligegyldighed. Ikke en gang stemmerne siger så meget i dag, så det er ganske rart. Der er heller ikke så mange tanker. Jeg har det sådan, at jeg har lyst til at skade mig selv, hvorfor ved jeg ikke lysten er der bare måske det er for at mærke noget andet end denne tomhed indeni. Det værste er at jeg tror hvis jeg skadede mig selv ville jeg bare føle det var ligegyldigt, for ikke en gang at være her for mig selv i min egen lille hule give mig nogen form for følelse der er nærmest stille indeni på en eller anden mærkelig måde. Jeg kan ikke finde ud af om jeg synes det er rart eller ubehageligt. Jeg føler mig på afstand og langt væk fra følelserne, og jeg ved ikke hvorfor det er sådan måske det bare er en periode jeg skal igennem. Jeg føler mig på en måde også langt væk fra mig selv gad vide hvordan jeg kommer tilbage dertil igen? Lige nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre for at mærke tanker, følelser og mig selv igen. Den destruktive del af mig siger at hvis jeg skader mig selv vil følelserne komme tilbage igen, og jeg vil igen kunne mærke mig selv. Jeg har på den ene side lyst til bare at give slip, holde op med at kæmpe og gøre som der bliver sagt og skade mig selv, for så behøver jeg ikke bruge så meget energi på at kæmpe imod mig selv. Og så er der den anden del af mig som ikke har lyst til at give op, men blive ved med at kæmpe, holde fast og være stærk over tanker, stemmer og følelser så de ikke løber af med mig. Lige i øjeblikket synes jeg bare det er rigtig hårdt at blive ved med at kæmpe og gå den hårde vej til at acceptere stemmerne som en del af mig selv, og lærer at håndtere og rumme mine følelser på den rette måde. Som jeg har det nu synes jeg det er hårdt at gå vejen i mod at mindske symptomerne, så de ikke vil fylde så meget i mit liv det er hårdt at skulle kæmpe imod gamle tankemønstre og vaner. Det er et rigtig hårdt arbejde jeg er godt i gang med og lige nu kan jeg slet ikke overskue det jeg er bare glad for at jeg har min kontaktperson og mine nære venner omkring mig, som jeg kan støtte mig til, så jeg ikke føler mig så alene i min kamp og de hjælper mig med at få nye kræfter til at kæmpe videre i min indre kamp, og det r jeg dem alle dybt taknemmelig for. Der er nogle stykker, som jeg kan takke for at jeg er nået dertil hvor jeg er i dag min psykiater og min psykolog, pædagogerne på Instituttet, Personalet her på Nettet, for der er sket rigtig meget her de sidste otte måneder. Jeg går den hårde men rigtige vej nemlig vejen væk fra alle de gamle reaktionsmønstre, tankemønstre vaner og måden at opfatte mig selv og mine diagnoser på. Jeg er begyndt at kæmpe, hvor jeg før hen bare lod tingene ske uden at gøre noget. Kampen er rigtig hård, men jeg er glad for at jeg valgt at kæmpe den.