Jeg er kommet ind i en rigtig dårlig periode, hvad uro angår både fysisk og indre uro. Jeg tror det startede efter jeg kom tilbage på Nettet efter juleferien, men jeg er faktisk ikke sikker, for jeg har også haft det sådan inden jeg tog på ferie. Jeg føler mig meget plaget af uroen, for den forfølger mig nærmest hele tiden og det er meget svært for mig at rumme til tider. Jeg bruger rigtig meget PN i øjeblikket, for det er det som dæmper min uro effektivt ned, hvis altså lige jeg husker at tage den i tide. Jeg føler at der er to former for uro som plager mig i denne tid, der er en indre uro, som nærmest sidder inde i kroppen på mig og så er der denne her mere fysiske uro, som nogle gange gør det rigtig svært for mig at sidde stille, fordi jeg føler mig tvunget til at bevæge mig, for ellers kan jeg ikke holde det ud i længden. Det resultere i at jeg mest når jeg er alene rokker frem og tilbage, fordi det løsner op for den indre spænding, uro eller hvad jeg nu skal kalde det. Nogle gange er jeg også nødt til at gå rundt. Hvis jeg er sammen med nogen sidder jeg bare og vipper med mit ben hvis jeg absolut skal sidde ned, for det ser ikke lige så skør ud, som når jeg giver mig til at rokke. Da min kontaktperson og jeg snakkede sammen i dag spurgte hun, hvad vi kunne gøre med den uro? Og som jeg også sagde til hende er der ikke så meget at gøre ved det ud over det jeg plejer at skrive mine tanker og følelser ned, og så bruge min PN, da det er noget af det som har bedst effekt. Rikke spurgte mig også om jeg kender grunden til min uro og det måtte jeg svare nej til, som vi også blev enige om er der nok ikke nogen bestemt grund til at den er der jeg må bare leve med den ved min side lige her i øjeblikket andet kan jeg ikke rigtig gøre. Det er dog lidt frustrerende med den uro, fordi det godt kan komme til at fylde hele min dag det kan nemlig være sådan, at den indfinder sig ikke ret længe efter jeg er vågnet op, og så kan det godt hurtigt blive en meget lang dag. Jeg har accepteret, at uroen er der lige nu, og jeg ved jo at det nok skal blive mindre på et tidspunkt. selvom jeg har accepteret den er det meget frustrerende at den er der, for når det er rigtig slemt kan jeg ikke finde ro til at sove, fordi uroen gør at jeg føler mig frisk selvom jeg lige inden går i seng har været træt, så forsvinder trætheden og så alligevel ikke når jeg har lagt mig ned det er lidt svært at forklare. Jeg skal snakke med min psykiater Ida på fredag, hvor jeg har tænkt mig at fortælle hende om uroen og høre om hun har noget jeg kan gøre ved den lige ud over det jeg allerede gør.