Jeg har længe tænkt på, at skrive denne blog, men har ikke kunnet tage mig sammen til det, fordi jeg føler det er hårdt, at skulle skrive om. Jeg har nogle tanker, som forfølger mig, og det har de gjort siden jeg blev udskrevet forrig fredag, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme af med dem. De tanker jeg snakker om er tanker om selvskade, og det er virkelig hårde tanker at gå rundt med, for hver gang de kommer får jeg meget stor lyst til at skade mig selv. 🙁 Siden jeg blev udskrevet har jeg været tæt på at skade mig selv tre gange, men har på en eller anden måde fået stoppet mig selv, så det er jo meget godt. Her i fredags vågnede jeg op fra en meget virkelig drøm, hvor jeg drømte, at jeg skadede mig selv rigtig voldsomt, og jeg tænkte fuck det var bare en drøm jeg var på en gang lettet og trist over, at det blot havde været en drøm, for jeg mærkede lettelsen der kommer når jeg skader mig selv. Med tanken om selvskade kommer trangen, lysten og impulserne til det, og det er rigtig hårdt, at blive ved med at skulle kæmpe imod disse ting. For hvis ikke tankerne om selvskade er der så er stemmerne der, som bliver ved med af opfordre mig til selvskade, og de kommer også med forslag til, hvordan jeg kan skade mig og hvad jeg kan bruge til det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med trangen igen, for jeg har det som om jeg lige er stoppet med at skade mig selv selvom det snart er 8 måneder siden sidst, så føles det lige så svært, som hvis det blot var en uge siden det var sket. Når jeg først begynder at drømme om at skade mig selv, så er det fordi det fylder rigtig meget i min bevidsthed, og det er virkelig ikke fedt at det skal fylde så meget hos mig, for jeg synes jeg har så meget andet at kæmpe med i dagligdagen det her siger jeg ikke for at virke selvmedlidende, men fordi det er sådan jeg har det. Min kontaktperson siger tit til mig, at jeg skal lære at have accept af, at jeg har det skidt, og ikke hele tiden skubbe det væk, for ved at jeg skubber det væk gang på gang gør jeg det bare svære for mig selv at acceptere det og være i det. Lige nu har jeg det rigtig skidt, for jeg føler mig fyldt op af en masse tanker, som jeg ikke synes jeg er i stand til at rumme. I går da jeg var hos en veninde, og ikke havde tænkt på selvskade det meste af dagen kom der pludselig en tanke, da jeg skulle gå ud med tallerknen i køkkenet var der en tanke, som sagde til mig “Du skal smadre tallerknen og skære dig med glasskåret fra den” Den fyldte hele mit hoved, og var meget svær at modstå, men jeg modstod den og ignorerede den selvom det var rigtig svært. Jeg synes bare det er svært at blive ved med at rumme og forholde mig til den indre anspændelse som tankerne om selvskade og lysten til det giver mig. Det gør heller ikke det hele nemmere at jeg jævnligt får billeder, hvor jeg skader mig selv rigtig voldsomt. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre med alt det her jeg prøver at bruge min PN (medicin jeg kan tage efter behov.) Det virker da også, men kun for en stund og så er det hele tilbage igen, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at holde til det, og have styrke til at kæmpe imod alle tankerne, lysten, trangen, stemmerne og billederne. Nu har jeg prøvet at skrive det ned, for at se om det hjalp, og lidt hjalp det da, for jeg fik det lidt på afstand, men det hele er der stadig, og er lige svært at forholde mig til synes jeg. Min psykiater siger, at jeg skal bruge nogle forskellige strategier for at aflede mine tanker fra det, men lige nu ved jeg ikke hvilke det skulle være jeg burde måske tage noget PN, for at få ro på tankerne, men det må jeg ikke, og det er svært at kæmpe imod de tanker, fordi de fylder så meget, at jeg ikke rigtig kan finde mig selv i al den indre uro og larm som tankemylderet skaber hos mig. Lige nu ønsker jeg bare at flygte rigtig langt væk, men jeg kan jo ikke flygte fra mig selv selvom det til tider ville være rart bare for en stund at få en pause fra alle de svære tanker, og så komme tilbage når jeg igen er i stand til at rumme det hele, for det r jeg ikke lige nu kan jeg mærke, og det er når jeg ikke kan rumme mine tanker og følelser, at tankerne om selvskade og lysten til det blusser op i mit sind og fylder det hele. Lige nu føler jeg at tankemylderet har overtaget mit sind på en eller anden måde, og jeg kan ikke rigtig finde mig selv i mine tanker i forvirringen de skaber. Puha det kører godt nok meget rundt lige nu. jeg føler at jeg bliver rundtosset på grund af al den uro mylderet at tanker skaber i mit hoved, og jeg kan ikke holde styr på dem, og hvis jeg prøver får jeg det bare rigtig skidt, og det har jeg ikke lyst til, for jeg synes i forvejen at jeg ikke har det så godt. jeg føler mig fanget i et tankefængsel hvor der er destruktive og dumme tanker og stemmer som virkelig larmer rigtig meget, og nu når jeg skriver om dem larmer de bare endnu mere. Nu kan jeg ikke rumme at skrive mere, for der er for meget forvirring i mit hoved til, at jeg kan holde fokus på det jeg skal skrive.