katjas blog

Jeg har i lang tid tænk på, at det kunne være sjovt, at prøve at ryge Hash, da jeg har hørt en masse om det, da jeg har nogle venner som ryger det og en bror der også gør det, og i søndags fik jeg så min nysgerrighed styret og røg en joint sammen med min lillebror, og her er så min oplevelse af det.

I søndags prøvede jeg for første gang, at ryge Hash jeg gjorde det sammen med min lillebror, for hans skulle nemlig ryge sig en bon, og så havde jeg lyst til at prøve det, da jeg jo aldrig har prøvet det før. Vi røg en joint og ikke en bon, da jointen er mildere, så jeg ikke bliver så skæv, så vi røg næsten en helt joint sammen, og det var da meget rart, for jeg blev helt let i hoved, og svævede lidt væk fra min egen krop og virkeligheden omkring mig jeg blev også lidt svimmel og jeg følte at min hjerne kørte langsommere end den plejer at gøre, for jeg havde ret svært ved at formulere mig jeg havde svært ved at finde de rigtige ord og nogle gange glemte jeg også det jeg ville sige og jeg havde det som om jeg var fuld for jeg skulle tænke meget over hvordan jeg skulle få sagt det jeg ville. Jeg blev rigtig skæv til sidst gik det galt, og stemmerne gik helt amok i mit hoved og larmede og brølede, så jeg måtte sige til Jacki at nu skulle jeg ikke have mere af det. Det er helt sikkert ikke noget jeg vil gøre igen, for det var ikke den rareste oplevelse, fordi jeg følte jeg mistede kontrollen og fik flere psykotiske symptomer, men nu har jeg prøvet det, og jeg fik styret min nysgerrighed, og det bedste var at jeg gjorde det i trygge rammer, så der var nogen omkring mig, som kunne hjælpe mig hvis jeg fik det rigtig dårligt af det. Puha det gjorde ret ondt at suge røgen ned igennem halsen, men jeg begik også den fejl at indhalere det, og det skulle jeg aldrig have gjort, for det kradsede rigtig meget i halsen og gjorde ondt jeg følte mig tung i kroppen og let i hovedet på samme tid, og det var ikke nogen særlig rar følelse synes jeg. Resten af dagen havde jeg det meget underligt i hele kroppen jeg følte en vattet ro, men nede under roen lå rastløsheden og lurede, og gjorde jeg ikke kunne sidde stille og var nødt til at gå rundt. Omkring klokken seks blev jeg rigtig træt, og kunne sagtens have lagt mig til at sove der, men hvis jeg gjorde det ville jeg vågne mega tidligt dagen efter og det gad jeg ikke. Klokken syv tog jeg min medicin som vanligt, og blev da også sløv cirka klokken ni. Da klokken var elleve gik jeg i seng, men jeg kunne slet ikke finde ro til at sove også selvom jeg faktisk følte mig træt, for jeg var urolig samtidig og havde voldsomt tankemylder, som jeg på ingen måde kunne få dæmpet, så jeg faldt først i søvn tyve minutter i et. Jeg synes folk har gjort det at ryge Hash bedre end det er, for jeg synes ikke jeg følte noget rigtig godt ved det. Så det bliver ikke noget jeg gør igen. Men det er jo også forskelligt hvordan det virker på folk. Jeg nyder at være hjemme og få slappet helt af, og få noget ro på, så jeg er rigtig glad for at have juleferie. Og så må jeg nok sige, at Hash dufter bedre end det smager Puha. På et tidspunkt mens vi røg begyndte min puls at slå ret hurtigt, så jeg tror min krop reagerede ret voldsomt på det. Det var  godt nok ikke sjovt til sidst med alle stemmerne, så det er nok ikke godt for mig at ryge det. Her mens jeg har haft det lidt småskidt har jeg da nogle gange tænkt på, at jeg gerne ville lidt væk fra den svære virkelighed, men jeg er ikke glad for at gøre det igen, fordi jeg ikke er sikker på at jeg ender med at reagere ligesom sidst, så hellere bare lade være og finde ro på en anden måde. Nu er  det i hvert fald prøvet.  

 

Jeg har valgt, at være åben over for min familie omkring det at jeg hører stemmer, fordi det alligevel intet gavner i længden at jeg holder det skjult for dem. De forstår det naturligvis ikke, og det havde jeg heller ikke forventet det er svært for mig, at de bare tror det er indbildning, for min næst ældste storebror sagde til mig, da jeg fortalte ham det “Tror du ikke bare det er indbildning?” Jeg svarede ham som sandt var, at det er det ikke, og at jeg har hørt stemmerne siden jeg var syv år gammel. Jeg forstår godt hans spørgsmål, men i det han spurgte mig som han gjorde følte jeg ikke at han troede på det jeg sagde, og det er ikke nogen rar følelse, at føle at jeg ikke bliver troet på. Hvordan får jeg også min familie til at forstå hvad det vil sige at høre stemmer, når de intet kender til det? Jeg kan bare bedre håndtere min mors måde at tackle det på, for hun spørger ind til det, så jeg får mulighed for at forklare, hvad der foregår inde i mit hoved. Min næst ældste storebror sagde til mig da han tog afsked med mig “Husk nu at sløjfe det der inde i dit hoved” og jeg sagde bare ja ja, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige til den udtalelse. Min ældste storebror sagde til mig “Husk nu at være glad, for det er vigtigt at være glad og rask.” Også denne udtalelse ramte mig ret hårdt, for hvis det var så nemt bare at være glad og rask, så havde jeg også været det forlængst. Jeg ved godt, at de begge siger de her ting til mig i en rigtig god mening, men det er bare alligevel ikke nemt for mig at rumme og håndtere. Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed, for det ønsker jeg bestemt ikke, men for at få sat ord på de tanker og følelser det mine brødre sagde til mig sætte i gang i mig. Som både min kontaktperson og min ven Michael sagde til mig, så siger min familie de ting til mig, som de gør, fordi de intet ved om det. Og når jeg tænker sådan på det rammer det mig ikke nær så hårdt.

Her for nogle dage siden, da jeg var i bad fandt jeg et glasskår, og med det samme kom alle tankerne op i mit hoved nemlig de tanker om, at det kunne jeg bruge til selvskade, for det var ret skarpt. Jeg pressede det også mod min arm for at skære mig med det, men jeg fik stoppet mig selv i det, og smed det ud i stedet selvom det var svært at gøre, fordi lysten til at skade mig selv fyldte rigtig meget i mit hoved. Jeg fortalte min mor, at jeg havde fundet glasskåret, og de tanker det havde sat i gang hos mig, ogh hun roste mig, da jeg fortalte at jeg ikke skadede mig selv med det. I forgårs tror jeg det var fandt jeg så en saks her inde på min stedfars kontor, og ligesom med glasskåret begyndte det at sætte en masse tanker i gang om selvskade, og jeg havde faktisk også åbnet saksen, smøget mit ærme op og skulle til at presse den i mod huden, men endnu en gang fik jeg stoppet mig selv. Her i dag fandt jeg endnu et glasskår da jeg var i bad, og igen kom tankerne og trangen de sætter i gang denne gang gjorde jeg dog ikke noget men smed det bare ud. Her for ikke så længe siden gik jeg på jagt efter den før omtalte saks, men jeg kan simpelthen ikke finde den, og det har jeg det ret skidt med, for det gav mig ro af vide, at der var noget i nærheden jeg kunne skade mig selv med, hvis det hele blev for svært. Jeg ved godt det lyder meget mærkeligt, men det er altså sådan jeg har det med det. Jeg skriver denne blog, for at få tankerne ud og på afstand og forhåbentlig skubbe tankerne om selvskade lidt væk, for jeg kan ikke holde til, at det fylder så meget hos mig, for jeg bruger så meget energi på at kæmpe imod dem, og overbevise mig om, at selvskade ikke er nogen god idé. Det er bare ikke nemt. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg gik på jagt efter den saks måske det var en gammel vane, så jeg gjorde det uden at tænke over det. For hver gang jeg får det skidt kommer tankerne om selvskade nærmest helt automatisk, fordi det var et gammelt mønster jeg brugte før hen, når jeg ikke kunne rumme mine følelser. Det er næste ni måneder siden jeg har skadet mig selv sidst, og jeg vil helst gerne holde den endnu længere en det. For jo længere tid der går, hvor jeg ikke skader mig selv jo nemmere bliver det også at holde mig fra det.

I nat havde jeg en drøm, og det er der jo intet mærkeligt i. Denne drøm var bare ikke særlig rar! Faktisk var den temmelig ubehagelig 🙁 Og så var den rigtig virkelig. Jeg drømte, at jeg planlagde at skade mig selv, men det blev ikke bare ved planlægningen, for jeg endte med at skade mig selv, og det rigtig voldsomt først brugte jeg flere forskellige nøgler til det og bare ridsede og ridsede med dem! Rigtig mange gange, og det var så rart igen at mærke smerten fra sårene. Efter jeg havde brugt mine nøgler gik jeg ned og hentede en saks i vores køkken og så gik jeg ellers bare helt amok med den, så der endte med at være en masse små rifter og også lidt store sår som jeg havde lavet med saksen. Det mest skræmmende var, at da jeg vågnede var jeg i tvivl om hvor vidt jeg rent faktisk havde skadet mig selv, for jeg havde det som om jeg havde gjort det. Det er sgu længe siden jeg sidst har haft så virkelig en drøm, for lige da jeg vågnede efter den var jeg overbevist om at jeg havde skadet mig selv, men det havde jeg selvfølgelig ikke. Og heldigvis for det siger den ene del af mig. Og øv siger den anden del af mig. Og jeg har haft det  sådan lidt små skidt det meste af dagen, og har på en eller anden mærkelig måde følt mig lidt forfulgt af drømmen. Puha det var bestemt ikke nogen rar drøm! Og jeg har det altid så svært, når jeg har haft en drøm hvor jeg skader mig selv, for så er lysten rykket lige lidt tættere på. Det blev dog kun i drømmen.

 

Jeg har lige siden jeg flyttede ind på Nettet sagt, at jeg rigtig godt kunne tænke mig, at komme til at arbejde med stemmerne jeg hører, fordi de fylder rigtig meget i min hverdan og til tider også styre den ret meget. Og dette kan jeg nok komme til på et tidspunkt. Susanne som er en af medarbejderne her på Nettet kender til den kvinde, som har med stemmehørergrupperne at gøre, og Rikke og jeg satte Maria min sagsbehandler fra jobcentret på sagen, og hun har efter lang tids mailen til denne kvinde ved navn Olga fået svar fra hende, og har fået af vide, at der er to grupper en på Nørrebro og en i Høje Taastrup, og det er så mening at jeg skal snakke med Olga før jeg kommer til at gå i en af grupper, men det er bare så rart, at der endelig er sat noget i gang, og jeg glæder mig til at komme i gang med det gode, men også rigtig hårde arbejde. Jeg nævnte over for min psykiater, at jeg nok på et tidspunkt skal starte i en stemmehørergruppe, og hun var positiv over for det, og det gjorde mig rigtig glad selvom jeg nu havde gjort det med eller uden hendes accept af idéen. Hun spurgte så naturligt nok indtil om det var en professionel gruppe, hvor man arbejder med stemmerne, og ikke sådan en hvor de vil stoppe med at give mig medicin? Hvortil jeg svarede at så så vidt jeg ved arbejder de professionelt med stemmerne. Hun sagde noget ret sjovt synes jeg “Der findes jo nogle ret flippede nogen.” Jeg har stor tiltro det, da Susanne kendte hende kvinden og sagde at det var godt hendes arbejde, så jeg er ganske tryg ved at skulle starte i sådan en gruppe. Nu venter jeg på at Maria får svar, så vi kan komme videre med det.