Trods den kedelige titel er der faktisk sket en masse siden jeg sidst har brugt denne blog.
I oktober sidste år henvendte jeg mig i psykiatrisk skadestue efter ikke at have været der i fem år. Grunden til dette var at jeg igennem de sidste måneder fik det tiltagende dårligt med stemmer depression, indre uro, dumme tanker og tilbagevendende selvskadende adfærd. Jeg kunne ikke længere holde presset indeni ud. Jeg blev indlagt, og stoppede med den medicin, som jeg tror er skylden i at jeg fik det så dårligt det antipsykotiske præparat Latuda, som jeg havde taget i nogle måneder i meningen om at skifte fra Seroquel til dette sådan blev det så ikke. Da jeg fik det for dårligt af det.
Jeg henvendte mig flere gange i skadestuen på meget kort tid, og til sidst blev jeg indlagt på en åben afdeling. Jeg var der i halvanden måned. Jeg fik ro på, blev lyttet til og fik slappet af. Jeg skiftede antidepressiv medicin fra Sertralin til Venlafaxin, da jeg ikke længere følte at Sertralin virkede for mig. Det har virkelig hjulpet mig meget med det medicinskift. Jeg er slet ikke depressiv på samme måde længere, hvilket er rigtig rart. Efter den lange indlæggelse var jeg i skadestuen en enkelt gang. Ved udskrivelsen spurgte de mig om ikke jeg kunne tænke mig en patientstyret seng, og det svarede jeg ja til.
Det blev så drøftet på konference i teamet i distriktspsykiatrien, og de syntes det ville være en god idé med en patientstyret seng, og det har jeg haft i nogle uger nu. Det betyder at jeg hvis jeg får det skidt kan ringe til en bestemt psykiatrisk afdeling, og sige at jeg har det skidt, og hvis de så har en plads kan jeg kommer derud, og være der i fem dage højest. Det er meget frihed under ansvar, for jeg skal selv styre min medicin, og selv være mere opsøgende i forhold til personalet. Jeg gjorde brug af det i sidste uge, fordi det hele blev for meget med stemmer, tanker og selvskadetrang. Personalet var rigtig søde, og rare at snakke med. Jeg blev der de fem dage, og kom hjem i mandags.
Jeg har ikke rigtig været i skole siden november sidste år. Jeg har sagt til min sagsbehandler i jobcentret at jeg gerne vil vente med matematikken til efter sommer. Da jeg er i ressourceforløb må jeg ikke gå hjemme, og lave de ting jeg gør nu, fordi de ikke er jobrelateret, så det er meningen at jeg skal i praktik i et frivilligcenter, hvor jeg skal snakke med gamle ensomme mennesker, og gå praktisk til hånde. Det er jeg meget spændt på. Da jeg snart bliver 30 ryger jeg fra ungeafdelingen til voksenafdelingen, og så skal jeg have en ny sagsbehandler.