Møde omkring afklaringsforløbet “På vej mod job.”

Puha jeg er meget træt, og ør i hovedet efter alle de mange informationer, som jeg fik i dag. Det var jo i dag jeg var til møde ude i Telehandelshuset, hvor jeg skulle høre nærmere om det afklaringsforløb, som de tilbyder der hedder “På vej mod job.” Maria kom og hentede os klokken ni, og så tog vi alle tre en taxa til Taastrup vi var der fem minutter før tid, så det var meget rart. Vi blev vist ind til et rum, hvor den socialrådgiver, som visitere til forløbet i Telehandelshuset og lederen af stedet sad og ventede på os. Vi blev smilende budt velkommen af dem begge to. Til mødet deltog Maria min sagsbehandler fra Jobcentret, Lise Lotte lederen af Telehandelshuset, og Susanne den socialrådgiver, som visitere til forløbet. Anne min kontaktperson, og så selvfølgelig mig.

Til at starte med fortalte de begge lidt om det tolv ugers forløb, som de tilbyder. Der er fem i gruppen, som alle skal afklares om, hvilken vej de hver især skal finde til arbejdsmarkedet. Jeg fik også noget om skemaet af vide hver tirsdag og torsdag er der IT-dag, som er tilrettelagt efter den enkelte, hvor vi lærer at bruge de synskompenserende hjælpemidler på den bedst mulige måde. Mandag er der vistnok fællesmøde om formiddagen, og fredag er vores hjemmedag. Mandag og onsdag er der oplæg enten fra nogen i huset eller fra nogen ud fra, som fortæller om, hvordan de er kommet videre efter et forløb i huset. Der kommer også ergoterapeuter, som vil give os den helt optimale arbejdsstilling. Der er også tilknyttet en afspændingspædagog, som også kan hjælpe os. I forløbet er der en kvinde, som hedder Signe, som vi hver især kan gribe fat i, hvis får brug for det. Vi har faste pladser i de tolv uger vi er der, og der er fast skema fra uge til uge det virker meget rart og forudsigeligt, som jeg bedst kan lide det. Vi for lov til at lytte til dem, som sidder med telefonen, og får forskellige opgaver, som vi får prøvet af, så det bliver rigtig spændende.

Efter alt det praktiske omkring deres forløb ville de gerne vide en masse om, hvem jeg nu er, så det gav jeg mig til at fortælle. Susanne havde læst lidt i mine papirer fra Blindeinstituttet, så hun vidste godt lidt på forhånd. Vi snakkede en masse om det synshandicap, og de hjælpemidler, som jeg derfor har brug for. Jeg fortalte hvor meget jeg ser, og ikke ser og hvilke hjælpemidler, som jeg bruger. Stok. ZoomText på computeren og lup til når jeg læser beskeder. Vi snakkede også om at der skal laves den bedst mulige belysning for mig, så jeg skal nok til afprøvning på Instituttet på et tidspunkt. Jeg fortalte også at jeg er lysfølsom, og derfor gerne vil have nogle ordentlige solbriller, der vil så blive sendt en henvisning til en optikker. Der vil nok også blive søgt CCTV til mig (apparat, som kan forstørre bøger op ved de lægges på en plade som er tilkoblet noget teknik der forstørre det.) Jeg skal også en tur på øjenklinikken, for at få tjekket mit syn, da det er længe siden sidst.

Efter synsdelen var talt godt igennem fortalte jeg lidt nærmere om mig selv, at jeg går til Goalball om tirsdagen, i Stemmehørergruppe og Musikhistorie om mandagen. Og at jeg bor i det socialpsykiatriske botilbud Nettet II, hvor jeg får en masse støtte til det psykiske. Jeg fortalte også at jeg hører stemmer, som jeg har fået en masse strategier til at håndtere det meste af tiden, og at jeg er på antipsykotisk medicin, og medicin som jeg kan tage efter behov. Og at jeg har hørt stemmer siden jeg var syv år gammel. Snakken faldt også på de tests jeg var til i 2010 hos en neuropsykolog, og at jeg ikke har problemer med indlæringen, min intelligens eller hukommelse, men at der er nogle følelsesmæssige ting, som jeg skal have arbejdet med. Jeg fik også fortalt, at jeg har været indlagt nogle gange, og de spurgte hvornår. De fik også historien om den depression jeg havde fra 2009 til 2010 fordi der blev spurgt ind til det. Jeg fik også luftet mine mange bekymringer om at skulle starte, og om min temmelig lave stressstærskel, og at når jeg bliver stresset bliver stemmerne og symptomerne ret voldsomme hos mig, og det vil de og jeg i fællesskab være opmærksomme på. Jeg fik også sagt at jeg er bange for at få det rigtig dårligt igen, fordi det nye vil kræve en masse af mig alle de ting jeg sagde var de meget forstående over for og sagde at de vil passe på mig, så jeg ikke bliver presset ud i noget, som jeg ikke vil kunne klare, for det vil de ikke gøre sagde de til mig. De skal nok være opmærksom på den sårbarhed jeg har og tage højde for den og hensyn til den. De var også meget forstående over for at kunne drøfte det med mig, hvis jeg en dag har det skidt, og at vi sammen finder ud af om jeg skal blive der og bare være der uden at lave noget eller om jeg skal hjem og slappe af jeg fik også nævnt mit til tider manglende overskud. Der vil også hele tiden være nogen jeg kan få fat i, og få en snak med, hvis jeg har behov for det. De har været meget forstående og rummelige over for de ting, som jeg kæmper med, for som de så fint sagde vi møder det enkelte menneske der hvor de er, og vi ser styrker. De mener godt at de kan have mig i deres forløb, og at jeg få noget godt ud af det. Det virkede heller ikke som noget problem, at jeg ikke har min niende klasses eksamen.

Tidligere i dag var jeg i tvivl om, hvor vidt jeg skal sige ja til forløbet, og jeg har fået til på mandag til at gå og tænke det igennem i, og det er rigtig rart, for jeg har været meget forvirret omkring det hele det er dog bedre nu her. Det bedste er at de ikke er skræmte over de psykiske ting, som jeg kæmper med, da de før har haft andre der har haft deres at slås med. Det virker faktisk som et rigtig godt sted med meget strukturerede rammer, som jeg trives bedst i. Når forløbet er færdiggjort får man et kompetencekort, hvor der står de ting man har lært i de tolv uger der er gået. Jeg vil give det en chance, og det også selvom tanker og stemmer reagere meget voldsomt på at det er noget nyt jeg skal i gang med. Jeg fik af vide at det er først til mølle princippet, så jeg kan godt risikere at får at vide meget tæt på selve dagen om jeg skal starte der eller ej. Jeg fik også set huset, og det virker nemt, og til at overskue at finde rundt i. og dem jeg snakkede med virker rigtig søde, rummelige og forstående og klar til at møde mig der, hvor jeg er.